Læsetid: 6 min.

’Der er altid nogen, der har en grim mening om mig’

Det er et ensomt arbejde at være en af Danmarks mest feterede pop-stjerner. Medina er sky, taler næsten aldrig med pressen og holder sig helst for sig selv. Men samtidig er hun et af Danmarks mest mediesociale mennesker. Med daglige opdateringer fra sin egen intimsfære, høster hun tusindvis af livgivende likes fra unge fans, der som hende selv tilhører en generation af ’digitale indfødte.’ Velkommen til Medina - et privat menneske uden privatliv
Medina med band på turné i Schweiz med tourbus

Medina med band på turné i Schweiz med tourbus

Petra Kleis

31. januar 2014

Tourdag 3, Baden, Schweiz:

Jeg venter på sangerinden i spillestedet Nordportals backstagelokale. Klokken runder 11, før hun kommer til syne. Under armen knuger hun en toilettaske, og hætten er trukket ned i panden, mens hun skråer tværs igennem lokalet.

De to øvrige tilstedeværende – en lokal frivillig og et bandmedlem, som plejer tømmermænd oven på nattens køretur – viser heller ikke tegn på at have opdaget Medina. Jeg, derimod, søger øjenkontakten.

»Hvor fanden er badet?« smælder hun. Tourmanager Steffen Strojeck tager fat i hende. De veksler ikke så mange ord – forlader bare lokalet, går et andet sted hen.

Senere opdager jeg, at Medina droppede brusebadet bag backstagelokalet. Hun er i stedet tjekket ind på et nærliggende hotel for at få sig en sjat privatliv.

Jeg giver mig til at overvåge Instagram efter livstegn. Instagram er stedet, hvor Medina oftest befinder sig.

Siden hun oprettede en profil i foråret 2012, har hun uploadet 2.200 fotografier fra sin mobiltelefon på det sociale medie. Det svarer til fire stykker om dagen.

Publikummet til de ofte trivielle udgydelser er massivt. Flere end 200.000 fans og andre nysgerrige abonnerer på hendes Instagram-trafik, og de bliver sjældent snydt. Heller ikke i dag skal det vise sig.

#mylife

Klokken 12.00 uploader Medina en selfie med bjergrigt vinterlandskab i baggrunden. Hun ser stadig en smule bidsk ud. Sammenknebne øjne, hætten over hovedet, ude af fokus, underbelyst: »Hello Switzerland #winter #cold #tour #medina #mylife«, står der.

Billedet har fået sølle 38 likes, hvilket er usædvanligt lidt efter medianske forhold. Faktisk er det omtrent, hvad ganske almindelige danskere efter en hel dag kan have været heldige at indkassere på en vellykket statusopdatering på Facebook. Men der er selvfølgelig også kun gået to minutter. Efter syv minutter rammer selfien 264 likes, og efter 14 minutter har 424 følgere givet deres kærlighed til kende med et tryk på Instagram-hjertet på deres mobils touchscreen. Den ender på 2.902.

Klokken 13.22 er der stadig intet spor af Medina på det schweiziske spillested, men et nyt billede på Instagram afslører, at hun må være tæt på. På billedet poserer hun foran sin plakat ved Nordportals hovedindgang. Da jeg når ned ad trapperne – i håbet om helt tilfældigt at rende ind i hende – er hun væk igen.

Først klokken 15.30 får jeg øje på Medina. I de mellemliggende timer, viser det sig, har hun opholdt sig på sit værelse i tourbussen. Herfra har hun klokken 14.52 og 14.55 postet endnu et par snapshots på Instagram. De forestiller Eddie og Walter iklædt vintertøj. Selv hundene har fået trukket hætten ned over ørerne.

Digitale indfødte

Da Medina erobrede Danmark med Velkommen til Medina i 2009, var der særligt én dagbladsanmeldelse, som blev stående. Skribenten hæftede sig ved, hvordan det på 39 minutter lykkedes sangerinden at referere 505 gange til sig selv. ’Medina synger om mig, mig, mig’, hed det i overskriften. Medina repræsenterede en generation, hvor det handler om at blive set, blive hørt, blive kendt og skille sig ud, stod der.

Dagens begivenheder i Baden tyder på, at hun – trods sin lidt for høje alder – snarere tilhører den generation af danskere, som typisk befinder sig i deres 20’ere, dem, som forskeren Søren Schultz Hansen fra CBS har døbt ’digitale indfødte’, fordi de er vokset op med mobiltelefonen som næreste ven – måske ligefrem en forlænget arm.

Hans definition, der bygger på kvalitative studier af mobilvaner blandt unge på arbejdsmarkedet, går fint i spænd med Medinas adfærd på de sociale medier, hvor antallet af opdateringer synes vigtigere end vigtigheden af opdateringerne. Den forklarer også, hvorfor Medina tager så mange snapshots af sig selv, når hun virker allermindst snakkesalig og social, allermest isoleret, undervejs på Tysklandstouren.

Ifølge teorien om de digitale indfødte er det så dan set lige meget, om man poster en letpåklædt selfie eller et kæledyr med tøj på. Så længe det peger ind mod én selv. De digitale indfødte søger hele tiden anerkendelse for det, de foretager sig. Derfor deler de deres liv – når som helst, hvor som helst, hvad som helst – med omverdenen.

Et ensomt menneske

På den måde opnår de en konstant bekræftelse. Et lille fix kærlighed, om man vil. De ønsker ros, anerkendelse og likes. Det, der ligner selvtilstrækkelighed, udspringer i virkeligheden af et stort behov for at undgå ensomhed. Hvis man er ude af stand til at være fysisk sammen med andre hele tiden, kan man i det mindste være det virtuelt. Hvis tesen holder stik, tænker jeg, er Danmarks mest mediesociale menneske også et af Danmarks mest ensomme mennesker. Ofte høster Medina adskillige tusinde likes, også selvom hun flere gange dagligt rører på sig i cyberspace. Spørger man sangerinden selv, afviser hun umiddelbart, at hun jagter påskønnelsen fra andre. Det er ikke tilfredsstillelsen ved at være beundret, som gør, at hun med ujævne mellemrum tjekker sin mobil i Tyskland. Hendes flittige brug af de sociale medier skyldes først og fremmest behovet for at give sine fans noget af sig selv, siger hun:

»Der er en enorm power i, at jeg trykker på en knap, og så er jeg derude. Jeg er jo større end LEGO. Og på top-fem over de største markedsting på Facebook. Eller noget. Så selvfølgelig bruger jeg de kanaler til at holde kontakten ved lige.«

#lovemandela

For Medina er der i det hele taget kort fra tanke til handling på de sociale medier. Senest det skabte problemer for hende, var i kølvandet på Nelson Mandelas død sidst i 2013. Da apartheids betvinger gik bort, var Medina en af dem, der hyldede Sydafrikas første sorte præsident på de sociale medier. Teksten var sådan set ganske respektfuld: »Vi sender kun kærlighed mod Nelson!!!. #lovemandela #rip #peacetotheworld« Problemet var billedet, som teksten hørte til. Her sås en smilende sangerinde i pardans med en af sine Chanel-tasker og dens iøjnefaldende logo. Billedet faldt hundredvis af danskere og udlændinge for brystet, og de skældte ud på hende med kommentarer som »tomhjernet«, »smagløst«, »decideret sygt«.

I den slags sager er mændene – der ellers kun udgør en tredjedel af Medinas følgere på Facebook – overrepræsenteret i kommentatorsporet. Som Erik Hansen: »Lidt komisk situation. Den ultimative danske repræsentant for kapitalisme sender en overfladisk og poppet kondolence til en af verdenens største åndelige ledere. Han er nok ved at brække sig af grin over Bimbo no. 1.«

Pressesky og sart

Mens Medina er forbeholden over for at tale med pressen, er hun anderledes direkte på de sociale medier. Derfor er det også her, at offentligheden oftest oplever Medinas temperament gnistre. Det sker for eksempel, når hun føler trang til at forsvare særligt hengivne fans, som andre fans har set sig gale på. I løbet af 2013 blev Medivaen Anna således systematisk forfulgt af en anden Medina-følger, som oprettede falske brugerprofiler til formålet. Den tilbagevendende hetz fik sangerinden til at fare i det virtuelle blækhus. »Nu fucking stopper du med at kontakte, true og tilsvine mine fans, derved mig. Har du hørt om IP-adresser? Jeg finder dig, hører du det, lille skat? Mobning kommer du sateme ikke langt i livet med,« skrev Medina og fortsatte: »’Jeg finder DIG, og jeg ta’r en LANG snak med dig, og efter dét melder jeg dig til politiet. Forstår du det?’«

Jeg spørger Medina, om det er hende selv, som sender den slags bramfriheder ud i cyberspace.

»Det er mig selv. Det får jeg også altid høvl for. ’Slet den dér,’ siger min manager så. Men jeg kan ikke altid lade være at blande mig. Og det kan jeg ikke, fordi jeg er en meget kommunikativ type. Jeg kan bare ikke forstå, når folk er nederen. Men jeg ved det godt. I need to let it go,« siger Medina.

Det sker også, at billedet er det diametralt modsatte. At Medina ikke skælder ud, men skældes ud på. At danskere leverer så eftertrykkelig en opsang, at Thomas Børresen (hendes manager, red.) til sidst får en mere end almindeligt trist Medina i røret:

Selvom Medina egentlig godt ved, at hun burde lade være med at følge med i kommentatorsporene på hendes profiler, kan hun ikke holde sig væk:

»Der er altid nogen, der har en grim mening om mig, og det er jeg alt for sart til at kunne tåle at læse. Folk har det så vildt.«

Følgende er et uddrag fra ’Medina har slået sig’, der udkommer som single på mediet Zetland i dag. Rune Skyum-Nielsen har haft eksklusiv adgang til sangerindens tourbus fra den 20. til den 23. november 2013. Singlen kan købes digitalt via www.zetland.dk og i alle eboghandlere. Pris 35 kr.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

synes, meget at det, der er skrevet om Medina og hendes musik er forfejlet.

En fordel ved den beskrevne brug af sociale medier er, at pressen ikke skubbes ind som filter mellem afsender og modtagere. En anden fordel er større kontrol med nyhedsstrømmen om egen person.

Noget andet, jeg mener, er helt galt afmarcheret, er den refererede dagbladsanmeldelse. Siden er anmeldelsens opfattelse af Medinas musik blevet almindeligt accepteret.
Selv identificerede jeg mig med cden "Velkommen til Medina" på en anden måde. "Kun for mig" opfattede jeg som en modsætning til "også for dig" efter et opløst parforhold, mens "Velkommen til Medina" mindede mig om indledning til parforhold el. venskaber.

Ironien i denne artikel er, at den indirekte fortæller mest om forskelle og ligheder mellem kendte mennesker som Medina på den ene side og pressens journalister og fotografer på den anden side.

"Derfor deler de deres liv – når som helst, hvor som helst, hvad som helst – med omverdenen."

Den sætning formulerer en forskel på journalister og de, journalisterne fortæller om, i dette tilfælde Rune Skyum-Nielsen og Medina. Begge typer mennesker vil gerne omtales i medierne, men journalister antyder sjældent, de har et liv.

Kære Informtion

Skal vi ikke overlade denne Medina og de andre pop-bimbos' gøren og laden til Se og Hør og Vi unge?
Det har ingen interesse for tænkende mennesker.

Mvh.
T.R.