Rasmus Bjerg sidder i sin garderobe og piller ved en gammel paperbackversion af Tom Kristensens Hærværk. Den store skuespiller har hvid skjorte på og et slips, der ser ud til at være næsten 100 år gammelt. Det gør det, fordi han for tiden går til prøver på en forestilling, der foregår i København i 1929.
På hans bord står en halv flaske whisky, en tom ølflaske, en halv flaske light-cola og B.S. Christiansens bog Et liv på kanten.
Forestillingen er Det Kongelige Teaters dramatisering af Hærværk. Et hovedværk i dansk litteratur. Det er historien om en mand, der er groet fast midt i livet og som nu forsøger at finde en mening med tilværelsen.
Dybest set er han omgivet af gode relationer: Folk, som vil ham det godt, men han søger en åndelig dimension. Og i sin søgen efter det mørke, der findes på bunden af sjælen, kapper han fortøjningerne til relationerne omkring sig og finder i stedet alkoholen.
Hærværk er et portræt af 1920’ernes kultur- og mediekøbenhavn. Ole Jastrau er en fælles reference for alle nulevende generationer af kulturradikale, og bogen har været fast pensum i gymnasiet i årtier.
Rasmus Bjerg mindes også at have læst nogle uddrag af romanen i gymnasiet, men større indtryk gjorde den heller ikke på den rapkæftede midtjyde.
»Jeg var et andet sted i livet dengang. At læse om en mand midt i 30’erne, som havde kone, børn og livskrise, og som drak sig ned. Der var jeg sådan lidt: Hvad fanden skal jeg bruge det til?« siger han.
»Men i dag,« råber han og smiler skælmsk, »så forstår jeg, hvad det hele handler om.«
Helten Jastrau
Ligesom Ole Jastrau står Rasmus Bjerg midt i livet. Han er i en situation, hvor der er styr på rigtig mange ting. Karrieren kører, og han har fire børn og et hus i forstæderne. Med andre ord lever han i den rene, uforfalskede borgerlige idyl. Men hvad var det, han drømte om, da han var yngre? Hvad var det egentlig, meningen med livet var? De spørgsmål stiller han nogle gange sig selv, og så får han lyst til at larme som en elefant i en glasbutik.
»Altså, jeg har ikke behovet i så udpræget grad som Ole Jastrau – det er ikke, fordi jeg længes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død,« forsikrer han med reference til et kendt digt fra bogen.
»Men jeg længes nogle gange efter at mærke, hvem jeg egentlig er. Hvor meget er jeg alt det, andre omkring mig forventer, og hvor meget er jeg tro mod det, jeg gerne vil? Jeg tror, man oplever længslen i glimt, og så må man jo gøre noget ved den. Gudskelov har jeg et arbejde, hvor jeg kan komme rundt i nogle afkroge af mit sjæleliv og alt det, der buldrer. Og på en måde dæmper det måske trangen efter at kaste mig ud af vinduet.«
– Men den er dér, trangen?
»Ja, det kan man jo ikke sige sig fri for – hvis man tør mærke efter. Det er jo også det, Jastrau gør,« siger han.
Og spørger man Rasmus Bjerg, er Ole Jastrau en helt. Fordi han er modig. Jastrau tør træffe beslutninger, sige sin gode stilling op og kappe forbindelsen til de ellers sunde relationer, han har. Han tager ansvar for sit liv. På en måde.
Men den måde, der faktisk er ret tidstypisk, irriterer Rasmus Bjerg:
»Det er jo så moderne at realisere sig selv og hele tiden mærke, at man er i orkanens øje. Hvis nogle relationer ikke fungerer, skal man kaste dem bort. Hele tiden være lykkelig og mærke, at man lever.«
»Jeg tror kun på lykke i glimt. Hvis man hele tiden skal være superlykkelig, hvordan mærker man så, at man er det,« spørger han.
Ole Jastrau er ikke et dårligt menneske, men derimod et helteagtigt menneske, mener skuespilleren. Det er bare sørgeligt for ham – såvel som hans omgivelser – at hans projekt er egoistisk. Men det rent litterært interessante er ifølge Rasmus Bjerg, at Ole Jastrau samtidig er et følsomt menneske. Den følsomhed gør hans kamp ekstra modbydelig:
»Han mærker, hvad der sker omkring ham i hele hans nedtur. Det går op for ham, at han kapper relationerne omkring sig. Han mærker, at han dybest set ingenting mærker i sin søgen. Med andre ord er han meget til stede i sin kamp, og det gør ham interessant.«
Dostojevskij og Kristensen
Da han som ung knægt fra den lille provinsby Vester Nebel begyndte på Munkensdam Gymnasium i Kolding, betragtede Rasmus Bjerg generelt skole som et element, der kolliderede med hans fritid.
Det var nok også derfor, at han ikke første gang bed på Tom Kristensen.
Efter gymnasiet, men før han begyndte på Statens Teaterskole, blev han »ramt af Dostojevskij«, men ellers er hans interesse for litteratur først kommet snigende senere. I dag kalder han det en »stor luksus« at dykke ned i et godt værk:
»Og det er en luksus, jeg nyder, når jeg får lov her,« siger han og peger ned i gulvet, under hvilket Skuespilhusets Store Scene befinder sig.
»Jeg har en masse børn, og jeg skal tvinge mig væk fra tossekassen, som på en måde bliver et bedøvelsesmiddel, når de er lagt. Jeg skal nogle gange sige til mig selv: ’Den her tid kan du bruge på noget mere interessant.’ Så det har været skønt at arbejde med den her, som jeg har fået pløjet igennem et par gange,« siger han og banker med en fingerspids på den gamle bog.
Rasmus Bjerg har de seneste sæsoner været begavet med store læseoplevelser, idet han både har spillet Porfirij Petrovitj fra Forbrydelse og straf og den navnløse hovedperson i Kældermennesket.
Ikke atomfysik
Og modsat Dostojevskijs værker er Hærværk altså »ikke atomfysik«, som han siger.
»Hærværk er meget ligetil. Da vi lavede Dostojevskij, kæmpede vi med en stor filosofisk overbygning. Det her er ikke svært, men det er spændende, og det er eksistentielt, fordi det er så nærværende i os alle sammen. Det taler direkte ind til noget i mig. Noget, som jeg helt instinktivt forstår.«
I Det Kongelige Teaters version er Tom Kristensens roman kogt ned til omkring tre timers skuespil inklusive pauser, og Rune David Grue – der ifølge Rasmus Bjerg er så gammeldags indeni, at Sam Besekow må have taget bo i ham, da han døde – har stået for kondenseringen og gjort Hærværk til sin historie. Men han er meget tro mod værket, karaktererne og den dramaturgiske opbygning, anfører Rasmus Bjerg:
»Rune har måttet skrive replikker, men de er skrevet smukt med udgangspunkt i Tom Kristensen og med godt blik for karaktererne,« siger han og understreger, at hans Besekow-konspiration er meget positivt ment.
Sarkasmens skygge
Da Rasmus Bjerg ved interviewets begyndelse erklærede, at han i dag »forstår, hvad det hele handler om«, fordi han selv har nået Ole Jastraus alder, var der en vis sandhed i hans udsagn, men han leverede det med ironi.
»Den måde, mennesker møder hinanden på i romanen, er gennem ironi og distance. Og det, tror jeg, er en meget dansk ting, som ikke har ændret sig ret meget siden. Ligesom det i bogen viser sig, at folk først kan give en flig af sig selv, når de får noget at drikke. Det er nok også meget dansk,« siger han.
Hærværk er fyldt med mindreværd, som udtrykkes gennem den heftige ironi og sarkasme, mener han. Der vil aldrig komme en revolution i Danmark, siges det et sted i den: Den vil drukne i grin, danskerne har ikke karakter til at starte en revolution.
»Og det er nok meget rigtigt,« siger Rasmus Bjerg.
»Vi er en lilleputnation, der har haft det alt for godt. Jeg er vokset op med, at velfærdsstaten sovsede os ind helt op til finanskrisen. Nu kan det pludselig mærkes, og folk begynder at ryge ud af dagpengesystemet. Vi har mærket, hvor godt vi havde det. Og det tror jeg egentlig, vi glemte, mens det stod på.«
Han nævner den stadig stigende fattigdom i Danmark og siger, at vi er i et helt nyt og mere polariseret sted, end han husker, vi har været tidligere i hans 37-årige liv.
»Det er store, principielle diskussioner, vi er nødt til at tage i disse år. Nu lyder jeg næsten som politiker, og jeg har jo ikke forstand på det, men jeg ved, at vi – måske ved at træde ud af ironien og sarkasmens skygge – kan kæmpe for nogle ting som samfund. Og måske komme af med vores mindreværd.«
Tom Kristensens ’Hærværk’, dramatiseret af Rune David Grue. Skuespilhusets Store Scene fra i dag til den 8. april
