Nyhed
Læsetid: 3 min.

Danske film blandt Oscar-favoritterne

Som ventet var både ’Jagten’ og ’The Act of Killing’ på listen, da Oscar-nomineringerne i går blev offentliggjort. Og sørme om ikke der også var en nominering til den danske kortfilm ’Helium’
Mads Mikkelsen spiller hovedrollen i Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede film ’Jagten’.
Kultur
17. januar 2014

Det var ikke just nogen overraskelse, at Thomas Vinterbergs Jagten i går blev nomineret til en Oscar for Bedste Fremmedsprogede Film. Det stærke drama om en børnehavepædagog, der uskyldigt anklages for pædofili, indbragte Mads Mikkelsen en skuespillerpris på filmfestivalen i Cannes i 2012. Filmen blev taget godt imod af både kritikere og publikum i Danmark og har i de seneste måneder ligget i toppen af samtlige lister over mulige nominerede i denne kategori.

Det samme gør sig gældende for amerikanske Joshua Oppenheimers rystende dokumentarfilm om folkedrab i Indonesien, The Act of Killing, der nu også er nomineret til en Oscar. Filmen, der er delvist dansk produceret og finansieret, har gennem mere end et år rejst verden rundt og er kun blevet hyldet for sit mod og sin vigtighed.

Mindre omtale har der været af Anders Walters kortfilm Helium, der høstede Danmarks tredje Oscar-nominering. Men den er produceret af M&M Productions, som nu har fået Oscar-nomineret ikke færre end syv kortfilm og endda har vundet tre statuetter. Selskabet synes at have fundet den rigtige Oscar-opskrift, og mon ikke Helium er med helt fremme i kortfilmfeltet.

De tre nomineringer er allerede endnu en international triumf for dansk film, der gennem de seneste år har høstet nomineringer og priser i massevis i udlandet. Det kan selvfølgelig gå hen og blive endnu bedre, hvis en eller flere af de tre film rent faktisk også vinder en Oscar. Og både Jagten og The Act of Killing er blandt de tydeligste favoritter i deres respektive kategorier – som ellers er stærkt besat – hvor man traditionelt sætter pris på gode film med vigtige og opbyggelige budskaber.

Et stærkt felt

Kigger man på de øvrige Oscar-nomineringer, domineres de store kategorier også af film, som gennem den seneste tid er løbet med det meste af offentlighedens opmærksomhed.

Alfonso Cuaróns nyskabende rumdrama Gravity og David O. Russells underholdende svindler-dramakomedie American Hustle – som har dansk premiere i næste uge – blev hver nomineret til 10 Oscar-priser, mens Steve McQueens brutale 12 Years a Slave – dansk premiere i februar – måtte ’nøjes’ med ni.

Alle tre film er nomineret som Bedste Film, hvor de får selskab af Martin Scorseses satiriske The Wolf of Wall Street, Paul Greengrass’ inciterende piratdrama Captain Phillips, Stephen Frears rørende Philomena, Spike Jonzes computerromance Her, Alexander Paynes lune far-søn-roadmovie Nebraska og Jean-Marc Vallées roste Dallas Buyers Club.

Det er et stærkt felt, hvor Gravity, American Hustle, 12 Years a Slave og The Wolf of Wall Street synes at ligge i spidsen. Hvor Gravity er en historie om overlevelse og genfødsel, bygger de tre andre film videre på den store fortælling om USA og ikke mindst bagsiden af den amerikanske drøm ved at fokusere på en håndfuld menneskers kamp for liv, lykke og frihed.

Opgør med fortiden

Især 12 Years a Slave, der er instrueret af en brite, har skabt overskrifter med historien om en fri, sort mand fra nordstaterne, Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor), der i 1841 bliver kidnappet og solgt som slave i sydstaterne. Filmen er baseret på virkelige begivenheder og Northups bog om de 12 år, det tog ham at komme tilbage til sin familie.

Det er en film, som tager et sjældent opgør med USA’s smertefulde og ikke så fjerne fortid med slaveri og undertrykkelse af landets sorte befolkning, og alene af den grund kan man sagtens forestille sig den vinde en Oscar. Det øger kun dens chancer, at det tillige er en god film.

Af samme grund er Chiwetel Ejiofor en af favoritterne til at vinde en hovedrolle-Oscar for rollen som Solomon Northup. Men han vil få skarp konkurrence af Leonardo DiCaprio, der leverer en af sin karrieres bedste og mest intense og løsslupne præstationer som den lidt for ambitiøse og grådige børsmægler Jordan Belfort i The Wolf of Wall Street. Desuden fik DiCaprio i søndags en Golden Globe for rollen, hvilket har det med at give en skuespiller et forspring.

Også blandt kvinderne ligner det en dyst mellem to store skikkelser: Cate Blanchett som societykvinde på randen af et nervøst sammenbrud i Woody Allens Blue Jasmine og Judi Dench i Philomena i rollen som en aldrende kvinde, der leder efter den søn, hun som ung blev tvunget til at bortadoptere.

Det er to meget forskellige roller, Blanchett og Dench spiller, men det er begge mennesker, man har svært ved ikke at engagere sig i og føle med. Blanchett fik i øvrigt også en Golden Globe for sin præstation.

Oscar-priserne uddeles søndag den 2. marts. Se alle de nominerede på www.oscars.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her