Læsetid: 6 min.

Drenge på fri fod

Man voksengør den naturlige barndom i dag. Børn skal have lov til at prøve ting af uden de voksnes indblanding, mener forfatteren Jens Blendstrup. Nu har han skrevet en lille, finurlig roman om en broget flok opvoksende drenge
»Jeg elskede allermest at stå op klokken seks og sidde ude på vejen og grave mos op mellem fliserne, men jeg lyttede til duerne, der sagde: ’Nu døde Schmidt. Nu døde Schmidt’,« siger forfatter Jens Blendstrup om sin barndom i Risskov.

»Jeg elskede allermest at stå op klokken seks og sidde ude på vejen og grave mos op mellem fliserne, men jeg lyttede til duerne, der sagde: ’Nu døde Schmidt. Nu døde Schmidt’,« siger forfatter Jens Blendstrup om sin barndom i Risskov.

Jakob Dall

17. januar 2014

Der er adskillige grunde til, at Jens Blendstrup i sin nye bog, Luskefisefortællinger, har valgt at skildre en gruppe opvoksende drenge på en villavej, og de kommer drattende hen ad vejen under interviewet.

»Den egentlige udløser var en samtale med en af bogens personer, Michael, som jeg har kendt, siden vi var fem år,« fortæller han indledningsvis, da vi mødes over en kop kaffe på Café den Blå Time ved siden af Information. Jens Blendstrup, 70’er-drengen fra Risskov bor i dag i Korsør og har været tidligt oppe til en dag i hovedstaden med interview i anledning af udgivelsen.

»Michael og jeg talte i telefon om voksenting, huspriser og den slags. Vi aftalte også, at vi skulle ud og drikke øl, men rigtigt talt om noget havde vi ikke, og vi var ved at slutte. Så sagde han: ’Hva’ så, Jens, har du set noget til Neger-Thomas?’ Og så begyndte vi at snakke. Jeg tror, at det, der binder sammen, er barndommens kit,« funderer Jens Blendstrup.

En anden begrundelse er, at emnet altid har ligget og simret:

»Det er en bog, jeg altid har villet skrive, siden jeg så Nils Malmros’ film Drenge,« tilføjer han.

Og meget senere kommer han i tanke om endnu en – måske nok så væsentlig grund – til at det er nu, han har skrevet Luskefisefortællinger, nemlig den, at hans dominerende far fra Gud taler ud, har været død i en del år.

»Jeg var 31, da han døde, men han var en patriark, det har taget tid, før han holdt op med at larme. Nu har jeg fået ham så meget på afstand, at der bliver plads til andre erindringer. Nu kan jeg huske perioder, hvor han ikke har fyldt så meget, og min mor er begyndt mere og mere at komme til syne i de senere år,« siger han.

Barneportrætter

Men bogen er ingen selvbiografi, understreger Jens Blenstrup, den er, som der står på bagsiden: »falske historier fra en sand barndom.« Den består af portrætter af børn fra de er omkring seks-syv år til de bliver 14.

»Nogle udvikler store hjerner, andres hjerner svinder ind. Men det er en periode, hvor man opdager og skaber verden, som man forstår den, og hvis man ikke kan finde en naturlig forklaring, opfinder man en.«

Et pudsigt eksempel fra romanen er et sted, hvor børnene diskuterer, hvorfor København hedder København og når frem til den forklaring, at byen oprindelig blev grundlagt på et stort kødben. Kødbenhavn var det oprindelige navn.

»Fantasien var større end geografien dengang. For mig kunne Højbjerg lige så godt have været Grønland,« bemærker Risskov-drengen.

Selv om Risskov er en pæn adresse, var Jens Blendstrups side af vejen en art rabarberkvarter, forsikrer han, og der optræder da også en del rødder i bogen, blandt andet Heino, hvis far sad i fængsel.

»Da jeg var barn, fyldte Heino ikke så meget, han har gjort større indtryk, end jeg vidste af dengang. Jeg studsede blot over hans aggressive adfærd, han var mest nonverbal, kunne man sige. I dag havde han vel været på lykkepiller, dengang gik der to Heinoer på hver ti børn. Men han var ikke min onde ånd, så havde han nok indtaget en anden plads. Jeg var mere bange for Hash-Morten!«

For Jens Blendstrup var det imidlertid fascinationen, der dominerede.

»Jeg kom fra et akademikerhjem, så jeg har altid været tiltrukket af de børn, der ikke kom fra samme baggrund som mig. De, der brugte mere tid på at være til stede end på at tale.«

»Måske opsøgte jeg dem også, fordi jeg vidste, at min far ville hade, at jeg omgikkes dem,« tilføjer han. »Mange blev forbrydere som vokse. Heino er død, han døde i en bilulykke som 16-årig.«

Luskefisen

I bogen citerer Jens Blenstrup en af Heinos stile, hvor lærerinden, fru Granat, i bunden har efterlyst »lidt om dine forældre, og hvem du er ...«

Nedenunder har Heino skrevet med farvekridt: »Min mor bor i Brabrand, din spasser. Og min far bor i Søften. Tror du jeg gider skrive det?«

Passagen gør indtryk i al sin sociale kommunikationsskævhed, men hvorfor har Jens Blendstrup i øvrigt en af kammeraten Heinos stile?

»Jeg har altid været iagttageren, altid gået og samlet sammen, jeg har virkelig været sådan en luskefis, som titlen antyder.«

– Vidste du allerede som barn, at du ville være forfatter?

»Det mente min mor, at jeg skulle være, men hun var vist også den eneste! Men jeg rendte rundt med et lille kamera, et Kodaclick, jeg har altid haft følelsen af, at man skulle forevige det, der skete.«

Børn i kort snor

Det er børn, der selv leger og udvikler sig uden opsyn, vi møder i Luskefisefortællinger. Og forældre var også meget mere fraværende i Jens Blendstrups barndom, mener han. »I dag bliver børn i langt højere grad holdt i kort snor.«

»Bogen er dog ikke kun en hyldest til min barndomstid, faktisk var det sjældent, at børn dengang blev mødt i øjenhøjde. Hvad angår børn som Bjørn og Heino, så var der ikke plads til, at man tog sig af dem. Man har også en meget større viden om børn i dag.«

»Desuden er det jo en smule mistænkeligt, hvis sommeren altid varede et halvt år dengang,« tilføjer han med et lunt smil.

Men når de forbehold er taget, har han meget til overs for datidens børneliv.

Man voksengør den naturlige barndom i dag. Børn skal have lov til at prøve ting af uden de voksnes indblanding, mener Blendstrup. Jeg spørger ham, hvad han synes, hans egen opvækst har gjort ved ham.

»Jeg kom jo fra en relativt ubekymret baggrund materielt set, selv om det godt kunne gå hårdt til derhjemme. Min psykologfar modtog mange sære patienter hjemme.«

»Men først og fremmet forbinder jeg min barndom med en enorm tidløshed. Jeg stod op tidligt, det gør børn jo, for de er nysgerrige efter, hvad dagen vil bringe. Jeg elskede allermest at stå op klokken seks og sidde ude på vejen og grave mos op mellem fliserne, mens jeg lyttede til duerne, der sagde: ’Nu døde Schmidt. Nu døde Schmidt.’«

»Børn er mere bevidste i dag. Jeg forsøgte længe at få mine døtre til at tro på julemanden, men allerede som femårige syntes de, at det var noget fis. Jeg synes imidlertid, at børn bliver overmodnet, nu skal de testes, og leg skal være læring i ét væk. Men børn er som citroner, de skal have lov til at ligge lidt. Børnehavebørn glæder sig helt vildt til at komme i skole, men ofte bliver de skuffet. Skolen bliver noget pligtagtigt, som keder dem. Man kunne sagtens indrette samfundet på en anden måde i stedet for, at også børn skal have så travlt med at konkurrere,« mener han.

»Min far sagde til mig, at hvis jeg ikke vidste, hvad jeg ville lave, så skulle jeg tage et år og rejse rundt, og hvis mit studium viste sig ikke at være det rette, så kunne jeg da skifte, og hvis jeg ikke følte mig klar, så vent! Den tilladelse til at prøve tingene af får børn mindre og mindre.«

– Tænker du over, at det også er et klassestandpunkt du indtager der. Børn fra mindre privilegerede miljøer har vel ikke haft de muligheder?

»Det er selvfølgelig rigtigt, men også for dem var det lettere at få en læreplads, blive klejnsmed eller få et ufaglært job. Det var ikke en dødsdom, hvis man ikke kom på universitetet. Der var godt nok oliekrise og den slags, men man var ikke på samme måde nervøs for, hvor man havnede i livet, man regnede med, at man havnede et sted.«

»Jeg er vokset op i en opbrudstid, hvor der var højt til loftet. Jeg synes, at det er interessant, at min generation, der er vokset op i den tid, hvor alle døre stod åbne, nu er dem, der bestemmer, at de skal lukkes igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Mortensen
  • Flemming Nielsen
  • Sally Ingvorsen
  • Anders Reinholdt
  • Rasmus Knus
  • Jakob Østergaard
  • Bente Knudsen
  • Charlotte Korsgaard
Tino Rozzo, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Flemming Nielsen, Sally Ingvorsen, Anders Reinholdt, Rasmus Knus, Jakob Østergaard, Bente Knudsen og Charlotte Korsgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Knudsen

Selfie er egen barndom i centrum.
(Man voksengør den naturlige barndom i dag. Børn skal have lov til at prøve ting af uden de voksnes indblanding, mener Blendstrup. Jeg spørger ham, hvad han synes, hans egen opvækst har gjort ved ham. )
Når man så breder sig lidt udover egen barndom, er det egentlig underligt, at man ikke sætter fingren på problemet-indspærring af børn fra de er 1 år til de er 14 i institutioner udover skoletiden, når den kommer.
Frihed til at vokse op med andre børn uden dressur i kvarteret og hvor man ellers kunne finde på at tage hen.
En af de store priser for mors frigørelse og ligestilling, læs værdiskabelse for de 5% der samler værdierne, som de 95% skaber.
Ved spisetid om aftenen skulle der nærmest sendes hold ud for at eftersøge poderne, der dukkede op med skrabede knæ og hullede bukser..

Vibeke Rasmussen

Jens Blendstrup er eminent både som forfatter, fortæller og oplæser. Hør ham fx læse op om 'Gud's tale ved den ældste søns bryllup. Det er som at være der selv, og man både krymper sig over det pinlige og griner over det tragikomiske i situationen.

Fra en nu et år gammel 2-timers udsendelse på Radio24syv, hvor han taler med René Fredensborg og vælger musik:

http://arkiv.radio24syv.dk/video/7697080/syvkabalen-uge-5-2013-1
http://arkiv.radio24syv.dk/video/7697258/syvkabalen-uge-5-2013-2

Michael Kongstad Nielsen

Det er omvendt - i dag barnliggør de vokse sig selv, og børnene undrer sig i deres stille sind. Men en dag kommer de tilbage og slår igen, og får omtale i Information.