Læsetid 6.1228571428571 min.

Et evigt offer kan aldrig blive frit

I Danmark dynger vi mennesket til i gode intentioner, men er blinde for, at det også er med til at fratage menneskets dets personlige ansvar, mener Janne Teller. Hun føler sig fri af nation og sted. Det gør det nemmere for hende at skrabe de sociale lag af, der får folk til at forveksle kultur med menneskelig essens – det er den, hun konstant søger i sine bøger
For Janne Teller er kultur et sprog, der kan oversættes. Det er ikke kulturen, der definerer den menneskelige essens. Den kan tværtimod sløre den

For Janne Teller er kultur et sprog, der kan oversættes. Det er ikke kulturen, der definerer den menneskelige essens. Den kan tværtimod sløre den

Jakob Dall
24. januar 2014

Jeg skriver jo bare historier,« siger Janne Teller, når man spørger hende til barndomsopfattelse, til hendes samfundskritiske klangbund og hendes kredsen om de eksistentielle spørgsmål. Men når hun taler om, at der findes en menneskelig essens, som går på tværs af kulturer – en væren, som forsvinder, hvis vi ikke kan adskille den fra alt det konkrete – så ligger den ligefor: den stilfærdige, men alligevel nådesløse kritik af et samfund, der er så forblændet af idéer om arv og miljø og socialkonstruktivisme, at vi ikke bare undskylder meningsløse handlinger; vi fratager også mennesket dets frie vilje og mulighed for at gøre noget. Selv. Det mener hun faktisk. Også i sine historier. For hun skriver dem fra det hun kalder ’Alt’ – denne væren, hvor alt har betydning, og mennesket har en individuel mulighed for at leve livet ud fra sit eget ’Alt’.

»Andre vil måske kalde det deres underbevidsthed. Det er noget, der er klogere end mig. Der er en stor risiko for, at travle moderne mennesker mister forbindelse til dette universelt menneskelige. Man har ikke plads og stilhed til at mærke efter, « siger hun.

Alt er også titlen på den novellesamling, hun netop har udgivet. Og denne mavefornemmelse er udgangspunktet for alle historierne. Selv tror hun, at hendes tilværelse som nomade hjælper hende med at holde fast i hendes ’Alt’. Hun er af østrigsk-tysk af afstamning. Vokset op i Danmark, men har i sit voksenliv boet mange forskellige steder i verden. Flere gange i Afrika, men også rundt om i Europa. Nu bor hun i New York. Hendes faste holdepunkt er ikke et geografisk sted.

»Jeg kan godt lide at bevæge mig mellem lande, fordi når jeg har været i et bestemt land i en periode, så begynder jeg mig at føle mig lukket inde i en monokulturel konvention, der ikke interesserer mig. Jeg kan ikke finde ud af at være til stede i det i hvert fald, men når jeg bevæger mig på tværs, så drejer det sig om noget andet.«

Janne Teller skriver bøger for både unge og voksne. Hendes verdensberømte og prisbelønnede ungdomsroman Intet rejser hun stadig rundt med og holder foredrag om. For tiden er det meget i Sydamerika.

I Intet kravler den 14-årige Pierre Anthon op i et blommetræ og erklærer over for sine måbende klassekammerater, at der ikke er noget, der betyder noget, så man kan lige så godt lade være med at gøre noget. Jorden er flere milliarder år gammel, man er her kun selv i 80-100 stykker, hvis man er heldig. Man er så uendelig ligegyldig. Pierre Anthon får sine kammerater til at vakle, men konklusionen i bogen er, at man ikke lever i det store perspektiv. For det enkelte menneske har alt betydning.

En stor mundfuld for en flok 14-årige, mente mange, da bogen udkom i 2001, og kritikere dukker op, hver gang den udkommer forskellige steder på kloden. Især dem, der ser nihilistiske Pierre Anthon som bærer af bogens budskab og ikke lægger mærke til, at han får sine kammerater til at vågne op af deres bevidstløshed og mærke efter, om han har ret. Og det har han jo ikke.

»De, der reagerer mod mine bøger er som regel voksne, der mener, at børn skal beskyttes. Det er en illusion om uskyldigheden. Specielt når det gælder Intet, så handler det også om, at de voksne ikke selv ønsker at have noget med de store spørgsmål at gøre. Jeg beskriver et univers, der trækker tillid væk under hvad vi tager for givet. Det skræmmer tit de voksne, mens de unge bare er glade for at blive taget alvorligt. I min generation var der ikke ungdomslitteratur. Da man blev 12-14 år, begyndte man at læse voksenlitteratur. Jeg læste Dostojevskij og Camus i en meget tidlig alder uden at forstå ret meget af det, men jeg fik lov at beskæftige mig med store spørgsmål. Unge savner at blive taget alvorligt. Så hører man folk beklage sig over, at de er for optaget af reality-tv, berømmelse og overfladekultur, men det er jo det, vi har givet dem. Når jeg er rundt i det meste af verden og tale om Intet, så oplever jeg, at de gerne vil beskæftige sig med livets store spørgsmål og ønsker at finde nogle dybere værdier. De ved bare ikke, hvor de skal lede.«

Verdens bedste land

Som Intet er Alt skrevet til unge. Og i de ni noveller er der meningsløs vold, seksuelt misbrug og død. Og ikke mindst de eksistentielle og etiske overvejelser, den slags sætter i gang.

Janne Teller opererer altid på det niveau. Det er denne væren, hun undersøger i sit nomadeliv.

»Når man ankommer til et nyt land, så leder nogle, efter hvad man skal gøre her for at passe ind her. Man lærer sig de sociale regler og koder, og så begynder man at kravle op ad den sociale rangstige – præcis som folk, der har hjemme i et samfund gør det. Jeg er mere interesseret i at pille de der sociale lag af. Jeg regner kultur for sprog. Det er noget, vi kan oversætte, for det er de samme menneskelige elementer, der ligger til grund. I Danmark er det høfligt at give hånd. I Frankrig er det høfligt at give et kys på kinden. Det er den samme høflighed. Den antager bare forskellige former. Hvis vi kunne lære at oversætte kulturer, så ville det være meget mere væsentligt om man mødte et høfligt menneske, end om man gav hånd eller lagde hånden på hjertet. De der giver hånd og alligevel ikke mener det godt kan jo være lige meget. Det interesserer mig utroligt meget at afdække kulturer i forhold til den menneskelige essens, og dér hjælper det mig at bevæge mig på tværs af kulturer. Jeg opdager noget om mennesket, som man ikke kan opdage, hvis man bliver i en kultur, for så smelter den kulturelle adfærd sammen med den menneskelige essens, og så kan du ikke skille det ad.«

På afstand kan hun se, hvordan Danmark lukker sig om selv. Danmark er det bedste land i verden, man gør alt bedst. Mener man. Det ser hun og finder det fattigt.

»Hvis vi ikke kigger ud i verden, så ser vi ikke andre løsninger end dem, vi selv har fundet på. Nationalstaten er en mærkelig konstruktion, men alligevel bruger vi den som argument for en mentalitet. De fleste af dem er jo kun nogle få hundrede år gamle. Jeg er glad for, at jeg er fri af den.«

Frihed er et centralt ord for Janne Teller. Hun siger det igen og igen. ’Fri’, ’friheden’, ’frit’, ’det frie menneske’. For hende er der grader af frihed og grader af magt. Som for eksempel for drengen i historien »Gult lys«. Han og en flok venner har opdaget et par asiatiske piger, der tilsyneladende bor i et hus helt alene. Fra gaden kan drengene se mænd komme og gå. En dag er én af de mænd drengens far. Hans mor er syg. Han og hans mindre søskende har kun hinanden. En fastlåst situation skulle man mene. Men drengen foretager et valg. Han løber hjemmefra og tager ansvaret for sine to små søskende og tager dem med. Til Mexico. Uden penge og papirer.

»Han prøver at handle, men har et meget lille handlingsrum, og derfor går det ikke så nemt. Jeg tror, der er meget få mennesker, der er helt magtesløse. Vi har magten over andre i nogle sammenhænge, mens andre har magten over os i andre. Det er, hvordan man handler, dér hvor man har magt, der afgør det enkelte menneskes karakter. Det er der, man viser, hvem man er. Som drengen, der bruger den magt, han har til at forsøge at redde sig selv og sine søskende.«

At gøre sig fri af sine forældre og træde i karakter som ungt menneske går igen i Janne Tellers historier. Men det er ikke kun historier om teenageoprør. Det er også historier om at gøre sig fri af arv og miljø og gøre brug af den grad af frihed og magt, man har. Det lyder som en kritik af socialkonstruktivismen, som en kritik af et dansk samfund, der i Janne Tellers øjne er for optaget af at forstå også meningsløs adfærd. I en sådan grad, at det bliver absurd. det kommer særligt til udtryk i Alts første novelle »Hvorfor?« Om voldsmanden, der bliver interviewet af en journalist, der forsøger at få voldsmanden til at forklare, hvorfor han gjorde det. Hvad det er, der er sket for ham, der får ham til at samle en jernstang op og gennemtæve et andet menneske med den.

»Når samfundet så voldsomt ønsker at forstå den meningsløse og uacceptable handling og at give den en mening, så rammer det rent faktisk de handlinger, man ønsker at forstå. Man er nødt til at have en grænse for, hvad der er i orden. Det lykkes ham jo at få journalisten derud, hvor hun selv giver en absurd forklaring på, at derfor må man begå meningsløs vold. Fordi gadelygten gav dårlig belysning, og fordi folk bare lader rustne jernstænger ligge og flyde.«

Frihed og ansvar

Men kan man adskille handlingen og personen fra hinanden? Handler forståelsen ikke også om et ønske om at kunne lære af det, at kunne forebygge?

»Selvfølgelig er der situationer, hvor man bedre kan forstå, at nogle reagerer voldeligt. Og vi skal gøre alt for, at folk ikke kommer derud, hvor det er de eneste reaktionsmønstre, de kender. Men jeg mener også, at vi er der, hvor man faktisk godt kunne forestille sig en sådan situation som den, jeg har skrevet om. Vi bør opmuntre mere til at tage eget ansvar. Jo mere man siger, at alt er samfundets og opvækstens skyld, jo mere fratager man individdet ansvar, men dermed også valgmuligheder. «

Janne Teller ser danskerne fejre mønsterbryderne, men i hendes øjne skal mønsterbrydere i Danmark ikke kun præstere at gøre op med et undertrykkende ophav, men også med et samfund, der med en dynge af gode intentioner hæmmer alt initiativ.

»Giv børn og unge alle muligheder for at bryde negativ social arv – ikke kun i underklassen, men også i overklassen. Jeg gik på Virum Statsskole og så masser af begavede unge mennesker fra velhavende hjem, for hvem alting var så nemt, at det var ligegyldigt. Det var nærmest halvdelen af min klasse, der aldrig bestod studenteksamen, og det var ikke, fordi de ikke var begavede nok. Det var fordi, det var ligegyldigt. Det er et af de temaer, jeg arbejder med. Det er individets ansvar at gøre brug af dets muligheder, og vi har jo alle muligheder her. Næsten allesammen. Men der er en eller anden dyne på. Der gør det svært at se, hvor vigtigt det er at tage ansvar, sætte grænser og gøre op med sig selv, hvad der betyder noget.«

Janne Teller medgiver, at hun i sit syn på det individuelle ansvar er påvirket af det, hun ser i USA.

»Hvis man samfundsmæssigt definerer noget som uacceptabelt, så rykker handlinger sig. I USA er det meget markant, fordi man tror på, at man kan ændre verden, og man tror på, at man kan ændre sig selv. Så bliver arv og miljø mindre vigtigt. Folk, der socialt starter fra bunden, har meget svært ved at komme op. Men det er de lavpraktiske ting, der gør det. Det er manglende sygeforsikring, dårlig mad, dårlig undervisning osv., men hvis du giver folk chancerne, så er der til gengæld næsten ikke grænser for, hvad folk kan gøre. Folk kan genopfinde sig selv flere gange i livet. Den dér åbenhed er en fantastisk hjælp til at bryde social arv. Det er trist her i Danmark, hvor vi rent faktisk har muligheden, fordi uligheden er mindre, og fordi kvaliteten af din skolegang ikke afhænger af din indtægt. Men vi har en berøringsangst, som i virkeligheden låser folk fast i det miljø, de kommer fra. Fordi vi ikke har en kultur, der siger: Du skal gøre, hvad du vil, du skal gå så langt, du kan.«

Og her vender hun tilbage til sit ’Alt’. Den mavefornemmelse, hun mener, alle mennesker har. Den væren, der kan være skjult bag mønstre og vaner, arv og miljø, kultur og konstruktioner, men som også kan være svær at finde: »Hvis man hele tiden får at vide, at man er et produkt af ydre omstændigheder, et resultat af dårlig opvækst og et offer for svigt,« siger hun.

»Vi kan gøre alt muligt for at ændre på de ydre omstændigheder, der holder folk fast i et bestemt mønster, men man skal faktisk vælge at bruge frihed til noget. Det kommer ikke af sig selv. Hvis ikke vi får fortalt, at de også selv skal ville det, de skal ønske det, arbejde for det, og formulerer det som et løfte om frihed og ansvar mere end som et brud med noget negativt, så bliver der ikke grobund for det brud. Kan man skabe et liv baseret på, hvad man ikke er? Hvis man hele livet opfatter sig selv som et offer, så bliver man aldrig fri.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mette  Olesen
    Mette Olesen
  • Brugerbillede for Trille  Hassager
    Trille Hassager
  • Brugerbillede for Olav Storm Jensen
    Olav Storm Jensen
Mette Olesen, Trille Hassager og Olav Storm Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nåh, OK, jeg var lidt for hastig; men det er, som om der er to forskellige modstridende impulser i det, Janne Teller siger.
Den menneskelige essens, hun søger, forekommer at være meget vag og meget overordnet, som den her beskrives med udgangspunkt i høflighed. Her vil enhver fluekneppende semiotiker eller andet straks gribe fat og pege på, at det er afgørende vigtigt, om man udtrykker sig på den ene eller anden måde, at kulturen ikke bare er en folkedragt, man iklæder sine vaner og forestillinger, men at det er dem, der i sidste ende har essens snarere end den enkelte; at den enkelte først igennem sin tilegnelse af vaner og forestillinger opbygger et selv, der måske i en eller anden forstand podes på det, vi engang kaldte "anlæg", men som i dag mere religiøst henføres til "generne".
På en ene side er der altså troen på den evige menneskelige vilje, og på den anden behovet for at give denne vilje de bedste betingelser.
Der er så meget forudsat hos Janne Teller i dette interview, som går imod det, hun siger andre steder i det, f.eks. eksemplet med hendes egen gymnasieklasse, der godt nok er bizart for en som mig, der er nøjagtig samme årgang, og hvor blot én på hele gymnasiet dumpede og 3 forlod skolen i løbet af 1.g. Her moraliserer hun ganske hæmningsløst over, hvad man er forpligtet til at bruge sine talenter til - og selvom jeg ikke er uenig, så burde hun netop stå ved, at spørgsmålet om at bruge dem på en sådan måde netop ikke lader sig bedømme udefra, det er vel hendes øvrige holdning, at mennesker faktisk har krav på at blive taget alvorligt for det, de gør.
Nu har jeg så selv vævet ligeså meget frem og tilbage, som jeg synes, hun gør.
Måske savner jeg bare, at hun siger ligeud, at det eneste, der for alvor er af vigtighed, er møder mellem mennesker - det er bare afsindig svært at læse ind i et liv, der er så ubestandigt og hvileløst.

Brugerbillede for Gert Romme

Egentlig tror jeg, at de fleste danske vil have godt af en længere periode i andre lande og helst mindst 2.

For når man begynder at se på Danmark med samme "briller", som man f.eks. ser Frankrig, Tyskland eller andre lande, ser Danmark faktisk helt anderledes ud.

Niels Mosbak, Rikke Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Den grundlæggende fejlslutning som Janne Teller (og med hende eksistentialismen) begår, er at hun forestiller sig et 'noget' (hendes 'alt') som transcenderer arv og miljø.
Hun er tilsyneladende ganske blind for, at hendes 'alt' netop er et produkt af hendes arv og miljø i absolut forstand.

Det frie menneske eksisterer ikke. Og det gør det ikke fordi det ikke kan erfare verden uafhængigt af tidligere erfaringer (miljø), og fordi selve evnen til at erfare er grundet i en for det enkelte individ unik biologisk disposition (arv).

Når hun siger at mennesker kan 'genopfinde sig selv' er det både rigtigt pg forkert. Mennesket kan ikke transcendere sig selv ved egen kraft. Kun (nye) erfaringer kan gøre dette. Men i og med at enhver ny erfaring så at sige fortolkes i lyset af tidligere erfaringer og i kradt af biologiske dispositioner for erfaring i det hele taget, så er potentialet for forandring eller transcendens i enhver given situation begrænset.

Som Peter Hansen skriver ovenfor, er det eneste der er af afgørende og varig betydning derfor mødet mellem mennesker. Måden vi møder andre på, farver måden vi mødes af andre på, og omvendt. Dermed også sagt at Teller kan have ret i, at hvis man mødes uden forventninger, får det naturligvis indflydelse på hvordan man møder andre, og hvordan man møder sig selv.

Jeg er i grunden meget enig med Janne Teller i mangt og meget, tror jeg, men jeg får kvalme (på lidt anden måde end Sartre), når hun prøver at føje en metafysisk dimension til mennesket. For det er med den selv samme metafysik i hånden, at alle denne verdens gode og selvretfærdige mennesker bebrejder de fattige, de svage, de forkerte og de kriminelle.

Et humant samfund kan ikke bygges på et metafysisk fundament!

Brugerbillede for Torben  Knudsen
Torben Knudsen

(Det er individets ansvar at gøre brug af dets muligheder.)
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Hvornår er det, at individets ansvar indtræffer? og hvad er det baseret på ?
Individet, der er født ufrivilligt, er opdraget af andre og endda frataget temmelig meget af de medfødte evner i uddannelses og pædagogernes og ikke mindst forældrenes verden i opfattelsen af, hvordan man skal påvirke det fødte originale barn, så mange ender som kopier, der dårlig kan flytte en bingobrik .
Opdragelse i dyreverden, den vi kan se, foregår ved eksemplet og ved at få et par dask, når det går for vildt til -løver- eller ved megen kærlighed -aber-.
Mennesket, børnene havde engang frihed til at udvikle sig i kvarteret, det er nu fjernet og erstattet med børneteorier og pædagogassistance.
Intet ondt ord om dem, men dem, der sætter børnene der, forældrene skal ikke være overrasket over et fint materialistisk liv, men en mentalt helvede i mange hjem og for mange af de oprindelige originaler.
De fleste er flyttet (flygtet) foran Ipaden og spillemaskinerne.
Enkel opskrift, støt originaliteten, tilsæt lidt teoretisk viden og praktiske færdigheder og lad individet videreudvikle sig selv bl.a. med tiden fra de 12 måneder til de 14 år i kvarteret uden indblanding, bortset fra spisetider og en vis evne til at leve i social sameksistens med andre.