Læsetid: 10 min.

Et evigt offer kan aldrig blive frit

I Danmark dynger vi mennesket til i gode intentioner, men er blinde for, at det også er med til at fratage menneskets dets personlige ansvar, mener Janne Teller. Hun føler sig fri af nation og sted. Det gør det nemmere for hende at skrabe de sociale lag af, der får folk til at forveksle kultur med menneskelig essens – det er den, hun konstant søger i sine bøger
For Janne Teller er kultur et sprog, der kan oversættes. Det er ikke kulturen, der definerer den menneskelige essens. Den kan tværtimod sløre den

For Janne Teller er kultur et sprog, der kan oversættes. Det er ikke kulturen, der definerer den menneskelige essens. Den kan tværtimod sløre den

Jakob Dall

24. januar 2014

Jeg skriver jo bare historier,« siger Janne Teller, når man spørger hende til barndomsopfattelse, til hendes samfundskritiske klangbund og hendes kredsen om de eksistentielle spørgsmål. Men når hun taler om, at der findes en menneskelig essens, som går på tværs af kulturer – en væren, som forsvinder, hvis vi ikke kan adskille den fra alt det konkrete – så ligger den ligefor: den stilfærdige, men alligevel nådesløse kritik af et samfund, der er så forblændet af idéer om arv og miljø og socialkonstruktivisme, at vi ikke bare undskylder meningsløse handlinger; vi fratager også mennesket dets frie vilje og mulighed for at gøre noget. Selv. Det mener hun faktisk. Også i sine historier. For hun skriver dem fra det hun kalder ’Alt’ – denne væren, hvor alt har betydning, og mennesket har en individuel mulighed for at leve livet ud fra sit eget ’Alt’.

»Andre vil måske kalde det deres underbevidsthed. Det er noget, der er klogere end mig. Der er en stor risiko for, at travle moderne mennesker mister forbindelse til dette universelt menneskelige. Man har ikke plads og stilhed til at mærke efter, « siger hun.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frans Novak Knudsen Knudsen
  • Trille Hassager
  • Olav Storm Jensen
Frans Novak Knudsen Knudsen, Trille Hassager og Olav Storm Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nåh, OK, jeg var lidt for hastig; men det er, som om der er to forskellige modstridende impulser i det, Janne Teller siger.
Den menneskelige essens, hun søger, forekommer at være meget vag og meget overordnet, som den her beskrives med udgangspunkt i høflighed. Her vil enhver fluekneppende semiotiker eller andet straks gribe fat og pege på, at det er afgørende vigtigt, om man udtrykker sig på den ene eller anden måde, at kulturen ikke bare er en folkedragt, man iklæder sine vaner og forestillinger, men at det er dem, der i sidste ende har essens snarere end den enkelte; at den enkelte først igennem sin tilegnelse af vaner og forestillinger opbygger et selv, der måske i en eller anden forstand podes på det, vi engang kaldte "anlæg", men som i dag mere religiøst henføres til "generne".
På en ene side er der altså troen på den evige menneskelige vilje, og på den anden behovet for at give denne vilje de bedste betingelser.
Der er så meget forudsat hos Janne Teller i dette interview, som går imod det, hun siger andre steder i det, f.eks. eksemplet med hendes egen gymnasieklasse, der godt nok er bizart for en som mig, der er nøjagtig samme årgang, og hvor blot én på hele gymnasiet dumpede og 3 forlod skolen i løbet af 1.g. Her moraliserer hun ganske hæmningsløst over, hvad man er forpligtet til at bruge sine talenter til - og selvom jeg ikke er uenig, så burde hun netop stå ved, at spørgsmålet om at bruge dem på en sådan måde netop ikke lader sig bedømme udefra, det er vel hendes øvrige holdning, at mennesker faktisk har krav på at blive taget alvorligt for det, de gør.
Nu har jeg så selv vævet ligeså meget frem og tilbage, som jeg synes, hun gør.
Måske savner jeg bare, at hun siger ligeud, at det eneste, der for alvor er af vigtighed, er møder mellem mennesker - det er bare afsindig svært at læse ind i et liv, der er så ubestandigt og hvileløst.

Egentlig tror jeg, at de fleste danske vil have godt af en længere periode i andre lande og helst mindst 2.

For når man begynder at se på Danmark med samme "briller", som man f.eks. ser Frankrig, Tyskland eller andre lande, ser Danmark faktisk helt anderledes ud.

Niels Mosbak, Rikke Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Den grundlæggende fejlslutning som Janne Teller (og med hende eksistentialismen) begår, er at hun forestiller sig et 'noget' (hendes 'alt') som transcenderer arv og miljø.
Hun er tilsyneladende ganske blind for, at hendes 'alt' netop er et produkt af hendes arv og miljø i absolut forstand.

Det frie menneske eksisterer ikke. Og det gør det ikke fordi det ikke kan erfare verden uafhængigt af tidligere erfaringer (miljø), og fordi selve evnen til at erfare er grundet i en for det enkelte individ unik biologisk disposition (arv).

Når hun siger at mennesker kan 'genopfinde sig selv' er det både rigtigt pg forkert. Mennesket kan ikke transcendere sig selv ved egen kraft. Kun (nye) erfaringer kan gøre dette. Men i og med at enhver ny erfaring så at sige fortolkes i lyset af tidligere erfaringer og i kradt af biologiske dispositioner for erfaring i det hele taget, så er potentialet for forandring eller transcendens i enhver given situation begrænset.

Som Peter Hansen skriver ovenfor, er det eneste der er af afgørende og varig betydning derfor mødet mellem mennesker. Måden vi møder andre på, farver måden vi mødes af andre på, og omvendt. Dermed også sagt at Teller kan have ret i, at hvis man mødes uden forventninger, får det naturligvis indflydelse på hvordan man møder andre, og hvordan man møder sig selv.

Jeg er i grunden meget enig med Janne Teller i mangt og meget, tror jeg, men jeg får kvalme (på lidt anden måde end Sartre), når hun prøver at føje en metafysisk dimension til mennesket. For det er med den selv samme metafysik i hånden, at alle denne verdens gode og selvretfærdige mennesker bebrejder de fattige, de svage, de forkerte og de kriminelle.

Et humant samfund kan ikke bygges på et metafysisk fundament!

Torben Knudsen

(Det er individets ansvar at gøre brug af dets muligheder.)
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Hvornår er det, at individets ansvar indtræffer? og hvad er det baseret på ?
Individet, der er født ufrivilligt, er opdraget af andre og endda frataget temmelig meget af de medfødte evner i uddannelses og pædagogernes og ikke mindst forældrenes verden i opfattelsen af, hvordan man skal påvirke det fødte originale barn, så mange ender som kopier, der dårlig kan flytte en bingobrik .
Opdragelse i dyreverden, den vi kan se, foregår ved eksemplet og ved at få et par dask, når det går for vildt til -løver- eller ved megen kærlighed -aber-.
Mennesket, børnene havde engang frihed til at udvikle sig i kvarteret, det er nu fjernet og erstattet med børneteorier og pædagogassistance.
Intet ondt ord om dem, men dem, der sætter børnene der, forældrene skal ikke være overrasket over et fint materialistisk liv, men en mentalt helvede i mange hjem og for mange af de oprindelige originaler.
De fleste er flyttet (flygtet) foran Ipaden og spillemaskinerne.
Enkel opskrift, støt originaliteten, tilsæt lidt teoretisk viden og praktiske færdigheder og lad individet videreudvikle sig selv bl.a. med tiden fra de 12 måneder til de 14 år i kvarteret uden indblanding, bortset fra spisetider og en vis evne til at leve i social sameksistens med andre.