Baggrund
Læsetid: 7 min.

Fjernsynet er ikke længere familiens samlingssted

Førhen dikterede programoversigten familiens tv-vaner, men i dag kan man på nettet se, hvad man vil, når man vil. Internettjenester som Netflix har fuldstændig ændret vores tv-vaner, men hvad betyder det for det indhold, der produceres?
Er tv-on-demand ’fremtidens ånd’? Det mener en række branchefolk, der pointerer, at tv-kiggeri fremover vil blive en meget mere individualiseret oplevelse – lidt ligesom at læse en bog. Til gengæld vil fjernsynet i mindre grad blive midtpunkt for familiens sociale samvær. Billedet er fra den ekstremt populære serie ’Breaking Bad,’ som mod betaling kan streames fra Netflix.com

Er tv-on-demand ’fremtidens ånd’? Det mener en række branchefolk, der pointerer, at tv-kiggeri fremover vil blive en meget mere individualiseret oplevelse – lidt ligesom at læse en bog. Til gengæld vil fjernsynet i mindre grad blive midtpunkt for familiens sociale samvær. Billedet er fra den ekstremt populære serie ’Breaking Bad,’ som mod betaling kan streames fra Netflix.com

Scanpix

Kultur
2. januar 2014

Den nys overståede jule- og nytårshøjtid har budt på besøg af det, tv-branchen kalder ’fortidens ånd,’ hvor hele familier flokkes foran flimmerkassen. Højtiden er en af de snart få gange i løbet af året, hvor millioner af seere samles for at se det samme TV på samme tid. Ifølge iagttagere er der dog fare for, at det traditionsrige samvær risikerer at blive ramt i fatal grad af ’fremtidens ånd’.

I februar blev House of Cards – en amerikansk genindspilning af Storbritanniens House of Commons-thriller – den første tv-drama-serie, der aldrig har været vist på nogen rigtig tv-kanal. Produceret af Netflix med en stjernerollebesætning kan den kun ses via webtjenesten og det på tidspunkter, som seerne selv kan vælge. I september blev House of Cards ydermere den første on-demand-serie nogensinde til at vinde en Emmy. Prisvinder af hovedpræmien blev tillige Breaking Bad – en serie der, skønt den ikke er lavet af Netflix, især er blevet berømt igennem denne tjenestes formidling.

Disse hændelser har fået nogle til at konkludere, at tv-fiktionsgenren i 2013 blev genstand for en dramatisk ny skæbneudvikling. Den traditionelle, programsatte tv-serie på noget, der hedder et tv-apparat, hører nu fortiden til. Som Vince Gilligan, skaberen af Breaking Bad, fortæller:

»For mig at se er vi helt afgjort på vej ud i et større paradigmeskift. Gammeldags tv-kanaler – ja, selv kabel-tv støttet af reklamer – er om ikke på vej ud, så ved at undergå en kæmpemæssig forandring.«

En anden tv-oplevelse

At Netflix er kommet til, er bemærkelsesværdigt, erkender Ben Stephenson, direktør for BBC’s dramaafdeling, men er dog også, hævder han, mere en revolution inden for distribution end inden for kreativitet.

»Det er ikke for at bagatellisere den udvikling, vi ser, men det handler altså først og fremmest om fremførelse. Det handler om, hvordan udsendelserne bliver leveret til din stue. Jeg tror ikke, at vi af den grund kan konkludere, at massepublikummet er forsvundet. Ingen siger ’Wow, det der show blev godt nok bragt til mig på en innovativ måde’. Jeg tror, de siger: ‘Det var et godt show’.«

Nicola Schindler, stifter af produktionsselskabet Red Production Company, betragter også on-demand tjenesterne som et underplot snarere end som selve fortællingens hovedtråd:

»Jeg tror, der altid vil være stærk efterspørgsel efter fremadskridende, programsatte tv-dramaer. Men jeg tror også, at on-demand i højere grad vil blive en del af tv-oplevelsen for folk, der ønsker at se tv på en bestemt måde. Netflix svarer lidt til at have et dvd-bokssæt – det muliggør en anden form for tv-oplevelse.«

Dæmpet begejstring

Fortalere for det konventionelle TV’s snarlige død forudser derimod, at mange ikke-kanalbaserede tjenester – Blinkbox, iTunes, Google, Amazon, Xbox osv. – snart vil følge eksemplet fra Netflix. (LoveFilm ligger efter sigende i forhandlinger om at genoplive BBC’s aflyste serie Ripper Street.)

Men vil en tv-producent som Schindler da samarbejde med de nye tjenester?

»Som producenter er vi nødt til at være åbne over for nye markeder. Men lige nu er vi kun ved de indledende samtaler – der er ikke indgået nogen aftaler,« siger hun.

Som på andre områder inden for digital distribution – det gælder ikke mindst musik og journalistik – dæmpes begejstringen over den revolutionerende distributionsudvikling i nogen grad af de økonomiske realiteter. Netflix afviser notorisk at oplyse seertal for sine forskellige serier. Ted Sarandos, chef for tjenestens indhold, insisterede ved Toronto-filmfestivalen i sidste måned brysk på, at »jo færre, der ved noget om det her, jo bedre«.

Da jeg talte med ham tidligere på året, ville han heller ikke sig noget mere præcist end, at en »forfærdelig masse mennesker har set House of Cards«. De konventionelle tv-kanaler, sagde han, er kun så optagede af seertal, fordi de skal bruge dem til at fastsætte deres reklamepriser. Da Ted Sarandos selskab alene er finansieret gennem en abonnementsordning, er seertal unødvendige.

Sarandos tvivler også på nøjagtigheden af tv-kanalernes seertal, fordi de normalt fremkommer igennem ekstrapolering ud fra fokusgrupper. Han vil ikke holde sine egne tal op imod disse, »fordi de er absolut akkurate, så det vil svare til at sammenligne æbler med pærer«. Det er dog en almindelig opfattelse, at hvis Sarandos pærer ellers kunne stables i tilstrækkeligt høje stabler, ville han kun være glad for at vise dem frem. »Jeg tror, det vil tage meget lang tid«, siger Nicola Schindler, »før vi får at vide, om de millioner, Netflix har investeret i tv-drama, er godt givet ud.«

Fra seere til målgrupper

Hvad der er indiskutabelt, er, at det nu ikke længere er muligt at tale om ’seere’ eller ’tv-publikum’ på den monolitiske måde, der indtil for nylig var almindelig. Der findes nu en række forskellige publikums-målgrupper. En af disse grupper – netflix-seere af House of Cards eller tjenestens fængselsdrama Orange is the New Black – ser slet ikke almindeligt tv overhovedet. En anden ser tv-serier online, før de bliver vist på tv-kanalerne. En tredje gruppe ser udsendelserne, efter at de har været vist på tv-kanaler via arkivtjenester som BBC iPlayer, mens en fjerde gruppe venter på, at hele serien bliver tilgængelig online eller i boxsæt, hvorpå de sætter sig til at se rub og stub i en slags tv-orgie.

Ted Sarandos hævder, at denne opsplitning af tv-vanerne afslører en instinktiv modstand mod det konventionelle, programsatte TV:

»Jeg tror, folk har benyttet alle midler til at nå til dér, hvor vi er i dag med Netflix. Selv tilbage i videobåndenes dage nøjedes folk ikke med at se tidsforskudt - de opbyggede komplette lagre over alle episoder.«

Det betyder, at den samme tv-serie bliver vist i forskellige intervaller over perioder på flere måneder eller endda år. Zawe Ashton, der spiller Vod i serien Fresh Meat, fortæller, at det er kommet bag på hende, når hun indimellem har fået tweets eller hørt kommentarer på gaden om episoder, som slet ikke har været udsendt endnu. »Men folk havde allerede set dem – via on demandtjenester. Det var lidt svært at forholde sig til,« siger hun.

Forlænget holdbarhed

Ben Stephenson medgiver, at denne forlængelse af tv-seriers ’holdbarhed’ har fået enorme konsekvenser: »Det fascinerende ved Breaking Bad er, at serien slet ikke blev det store hit, før dens sidste sæson. Og det skyldes første og fremmest, at folk har mulighed for at se de tidligere episoder på Netflix. Netop hjemvendt fra Amerika bemærker Stephenson, at amerikanske tv-serier tjener en stadig større del af deres indtægt igennem såkaldte ’sekundære visninger,’ dvs. ved genudsendelser eller når netværkstjenester streamer noget, der allerede har været vist andre steder.

Et godt spørgsmål er, om disse forandringer i vores tv-vaner vil indvirke på produktion og opbygning af udsendelserne. Hvis tv-serier ses i blokke på et tidspunkt, som seeren selv beslutter sig for, bliver ting som resuméer, cliffhangers og endda episodeopdelinger i stigende grad overflødige, i det mindste teknisk set. Men igen indvender skeptikeren Stephenson:

»Jeg tror helt sikkert ikke på, at det vil få nogen effekt på historiefortællingerne eller på, hvordan dramaerne bliver fremstillet. De dramaer, som Netflix producerer, er kunstnerisk set ret konservative. House of Cards er en genindspilning af et BBC-show. Orange is the New Black bygger på en bog, og det samme gør Hemlock Grove. De bliver produceret anderledes, men bygger ikke på et andet slags manuskript. De er bare serier, der tilfældigvis ikke vises på nogen tv-kanal.«

Nicola Schindler mener derimod, at appetitten på at se flere afsnit ad gangen allerede har ændret på tv-produktionens vilkår:

»Jeg tror, tv-dramaer bliver mere og mere til føljetoner. Seerne efterspørger en fortløbende fortælling og figurer, der udvikler sig, snarere end ugens faste episoder. Og dette ønske om en fremadskridende fortælling i stedet for elementer af genkendelige gentagelser er en direkte følge af, at så mange gerne vil se alle episoder ud i et stræk,« siger Nicola Schindler.

Dog er hun – i modstrid med hvad man måske intuitivt skulle mene – uenig i det synspunkt, at overraskende plotudviklinger bliver mindre nødvendige:

»Om noget bliver krogen i afslutningen af den enkelte episode mere nødvendig. For uanset hvordan dramaet leveres, er det nødvendigt, at folk gerne vil blive ved med at se med.«

Som at læse en roman

Schindler og Stephenson tror begge på, at episodeopdeling også fremover vil forblive en populær struktur, fordi den vil være et nyttigt værktøj til at styre tempoet i tv-kigningen, ligesom kapitler i bøger. Ted Sarandos bruger også en litterær analogi, da han svarer på, om han er ked af den indvirkning, som streaming ser ud til at få på den historiske idé om TV som en ’fælles oplevelse’, hvor alle ser det samme. »Overhovedet ikke,« svarer han: »Det vil blive mere beslægtet med at læse en stor roman. I sommerferier oplever man tit, at alle, man kender, læser den samme bog, men ingen er nået til den samme side samtidig. Alligevel kan man godt finde en måde at diskutere bogen på over en middag.«

Den mest almindelige opfattelse af fremtiden inden for tv-branchen trækker på en anden parallel i forhold til bogudgivelser: Den model, hvor den samme historie stilles til rådighed igennem en række forskellige leveringsmetoder for at imødekomme forskellige smage og generationer – hardback, paperback, lydbog, e-bog.

»Jo,« siger Schindler. »Som litteraturen har teknologien gjort det muligt at præsentere materialet på forskellige måder. Så hvordan folk ser tv-dramaer, vil i stadig højere grad blive et spørgsmål om individuel smag.«

»Det kan godt være, at folk er holdt op med at købe bøger i hardback,« siger Ben Stephenson. »Men jeg tror ikke, at mennesker, der sidder i deres sofa og tænder for fjernsynet, nogensinde kommer til at opleve tv-kigning som noget umoderne.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Vedsegaard

Så kan vi vel snart spare licensen...

Thomas H. Pedersen, Kim Houmøller, Morten Østergaard, Jørn Petersen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Det er jo kvaliteten der afgør om man ser TV. De sidste 25 - 30 år er det bare gået en vej, discount, genbrug og sport. Selv nyhedsdækningen som man eller skulle tro var vigtig, er direkte og ufordækt højre-ideologisk propaganda.

lars abildgaard, Jens Overgaard Bjerre, Brian Pietersen, Keld Sandkvist og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar

Måske kan man finde kimen til melodien i, at breaking bad er discontinued.

Vagn-Ebbe Kier

Det er allerede nu gammeldags at se klassisk TV.
Ingen vil fremover skynde sig med aftensmaden, børnegodnatlæsningen eller andre praktiske forehavender for at se et program på en fast tidspunkt. Så er den nuværende TV platform heller ikke vigtigere.
Værst er Nyhederne som vi hér kalder ”Ulykkesnyhederne”. Jeg spørger nogen gange mig selv: ”Hvad skal jeg/vi bruge det til?” Alle radiokanaler skal hakkes i stykker af de såkaldte (Ulykkes-)Timenyheder og på TV får jeg nærmest medlidenhed med den stakkels formidler af de udvalgte nyheder.
For vores børns skyld har vi ikke mange år ikke set flere TV aviser end højest nødvendigt. Livskvaliteten går i næsten alle lande langsomt fremad. (Selv om der stadig er meget langt igen), men i TV får man den modsatte opfattelse. Alle vil have et meningsfuldt arbejde og moralen gentages igen og igen.
Det er dejlig at slukke for det hele og vælge sit eget tempo – på den måde kan du være mere veloplyst. Mediefolk tror for det meste det modsatte.
Underholdningen er på det jævne til under middel. Produceres der en dansk serie er det oftest ud fra den dårligt skjulte melodi at de rige og deres nærmeste har problemer og at de jævne hjælper hinanden og har nærvær. Jeg har personligt oplevet flest miserable samværsformer for børn og ægtefæller i de lavere miljøer og har oplevet lidt mere nærvær og familiesammenhold i de velhavende omgivelser.
Det er en stor værdi at medierne spredes lige som vi har kendt med de trykte. Er der ikke plads til en avis eller ugeblad må det lukke og et ny dukker op.
Alle kan blive træt af at spise den samme mad hver dag.

Brian Pietersen

kan ikke se TV... og det er fint

siden tv2 kom frem er det gået ned ad bakke....

Luk statskassen til DR og tv2 og åben en statslig tv-station med pausefisk når der ikke er Katastrofemelding eller OBS.

Brian Pietersen

så musik nonstop til pausefisken så man ikke skal høre på blopblopblop af iltapperatet. :-)

Majbritt Nielsen

John Vedsegaard
02. januar, 2014 - 14:15 #

Så kan vi vel snart spare licensen...

Kun hvis du dropper internettet(+ radioen) også. Da de er samlet nu.

Torben Knudsen

Hvis man ikke har et liv, ser man TV.
Alt for mange har ikke noget liv og tænder for 'livet' morgenmiddag og aften og nat.
Uanset hvorledes det serveres, stiger og stiger det passive forbrug til skade for intellektet, for familielivet og meget andet.
Hvad de sender er ligegyldigt, det skal bare fjerne opmærksomheden fra et eget liv.
POPlic service er TV- hash og det er lovligt.

John Rohde Jensen

Jeg vil gentage et af mine indlæg, der desværre er begravet i en artikel langt nede på siden.

Man behøver ikke engang Netflix for at få de gode sager på nettet.

1. Gå ind på youtube.com
2. Søg på ´documentary´
3. Vælg filter funktion så kun klip på over 20 min vises

Derefter er der ENORME mængder berigende TV. Bevares, der er ingen undertekster, men så lærer man lidt engelsk undervejs.

Folk, der tror youtube kun er lolcats tager grueligt fejl. Jeg har fundet ting som jeg ikke engang kan købe fra producenten.

Per Torbensen, Erik Jensen og Frederik Tim anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Kunne man forestille sig, at man nedlagde DR i dens nuværende form og tog statsstøtten fra TV2? Og i stedet for havde muligheder for at købe eller abonnere på visse kanaler og programmer. Ligesom med aviser. Der er jo ikke en Danmarks Avis, som vi alle skal betale til og have ind af brevsprækken. Og nu kan folk jo frit vælge tidspunkter og genrer. Det ville da være en udvidelse af demokratiet, men mindre man stadig tror på forestillingen om journalistisk neutralitet og alsidige udsendelser for almenheden. Jeg synes, at det er en grov sag, at en arbejdsløs fattigrøv på en eller anden latterlig lav overlevelsesydelse ikke kan bruge deres småskillinger (det er jo ikke Togo i Afrika vi bor i) til mad og husleje, men skal betale til tv. Et tv, som samtidig rakker dem og alle andre fattigrøve ned under almindelig anstændighedsgrænser. Et er, at de skal udsættes for mistænkeliggørelsens forfølgelse, men at de også selv skal tvinges til at betale for den er umoralsk.

Thomas H. Pedersen

Jeg forstår ikke at man ikke har det som i Sverige hvor man selv kan vælge hvilken kanaler man vil have også kun betale for dem... jeg hader at hvis jeg skal se History Channel eller TVzulu så skal jeg tage den dyre pakke.. og ja jeg ved godt at man kan få boxer osv. men man er stadigvæk tvunget til at købe en pakke eller lignende..

Og jeg er enig med John Vedsegaard.. spar nu den licens væk, der er alligevel aldrig noget interessant i fjernsynet...

Jesper Frandsen

Hovedproblemet med TV er, den enorme mængde af kommercielt lort der skal sorteres fra, før man sidder tilbage med en egentligt kvalitetsvalgs-mulighed.
Men faktisk er det vel positivt at "husalteret" er fortid :0)