Generation etik

Tidens bøger kommer ikke fra ensomme skrivekamre eller øde øer. De kommer ud af et hyperaktivt litterært kollektiv, hvor forpligtetheden på verden er et fælles anliggende. Konturerne af en generation anes
I følge Mikkel Frantzen, Asta Olivia Nordenhof og Rasmus Halling Nielsen indgår en ny generation af forfattere ikke bare i litterære fællesskaber for hyggens skyld. »Interessen er ikke nødvendigvis bare at finde ud af, hvordan litteraturen skal organisere sig under de her nye omstændigheder, men også: Hvordan kan man tænke livsformer i en situation, hvor forestillingen om staten er i opbrud?« siger Asta Olivia Nordenhof.

I følge Mikkel Frantzen, Asta Olivia Nordenhof og Rasmus Halling Nielsen indgår en ny generation af forfattere ikke bare i litterære fællesskaber for hyggens skyld. »Interessen er ikke nødvendigvis bare at finde ud af, hvordan litteraturen skal organisere sig under de her nye omstændigheder, men også: Hvordan kan man tænke livsformer i en situation, hvor forestillingen om staten er i opbrud?« siger Asta Olivia Nordenhof.

Jakob Dall
24. januar 2014

Der er godt gang i litteraturen i disse år med debatskabende digtsamlinger, overfyldte oplæsninger, grundige monografier, formsprængende blogs, små forlag med styr på æstetikken, litteraturdebatterende facebook-tråde og en forfatterskole, der bliver ved med at udspy talentfulde forfattere. Centralt i al denne aktivitet står en gruppe af jævnaldrende digtere og forfattere med navne som Olga Ravn, Morten Chemnitz, Amalie Smith, Julie Sten-Knudsen, Bjørn Rasmussen, Josefine Klougart, Jonas Rolsted, Asta Olivia Nordenhof og Rasmus Halling Nielsen. En generation, der ifølge lektor i litteratur ved Lunds Universitet, Elisabeth Friis, har bidraget med noget helt nyt og kærkomment: »Der er sket noget helt fantastisk for dansk litteratur inden for de sidste 3-4 år. Det er som om, at de her forfattere er brudt igennem en eller anden mærkelig dyne!« Kritiker ved herværende dagblad samt ph.d.-studerende i litteratur, Mikkel Frantzen, stemmer i: »Jeg vil godt skrive under på, at der sker noget virkeligt genialt i dansk litteratur. Man oplever en form for, om ikke sammenhængskraft, så energi. Det er tydeligt, at der virkelig sker noget, også i de enkelte udgivelser, som jeg ikke synes, at man har set før, og som jeg synes berettiger, at man taler om en ’generation’. Jeg er ikke så bange for at tage det ord i min mund.«

Hvad er det så, der sker? Elisabeth Friis mener, at de yngre forfattere er karakteriseret ved et uironisk forhold til tingene. Til forskel fra nogle af de lidt ældre forfatteres – man kunne nævne Lars Frost eller Helle Helle – mere eller mindre subtilt ironiske måde at fortælle på. Den karakteristik er Mikkel Frantzen enig i, og han uddyber: »Det, der kendetegner denne generation, er en etisk forpligtigelse på verden. Tidligere har man måske også haft æstetiske fællesskaber, men der har ikke været denne direkte forbindelse til en form for etik.«

»Med etikken følger også en politisk bevidsthed, som længe har været upassende i litteraturen. Det har tidligere nærmest været tabu at sætte politik og litteratur sammen,« bemærker Elisabeth Friis. »Det er jo også noget hø, hvis det bliver ideologisk eller dogmatisk, men det gør det jo slet ikke hos de her forfattere.«

Asta Olivia Nordenhof, som netop har modtaget Montanas Litteraturpris for både sin blog og digtsamlingen det nemme og det ensomme, mener, at udviklingen imod en etisk skrift har at gøre med, at grænserne mellem livet og litteraturen udviskes – eller måske bare bliver irrelevante: »Det er – måske også med internettets indvirkning – rimeligt opblødt, hvad der er liv, og hvad der er skrift. Hvis man i højere grad bliver en etisk skrivende, så må det jo netop have konsekvenser begge veje. Det ville jo være vildt plat, hvis jeg sad og kritiserede familiestrukturer i min litteratur og så ikke overvejede, hvilket liv jeg selv levede.«

Politik

Den etiske og politiske bevidsthed manifesterer sig på meget forskellig vis i de forskellige forfatterskaber. I Julie Sten-Knudsens seneste bog, Atlanterhavet Vokser, tages racespørgsmålet i direkte behandling af en – med Tue Andersen Nexøs ord – »undersøgende, afsøgende form for skrift«, som er blottet for følelser og metaforer, mens det etiske er mere underspillet til stede hos en digter som Morten Chemnitz, hvis debutdigtsamling, Inden April, tyst registrerer årstidernes skiften. Men det er til stede ifølge Mikkel Frantzen: »Hvis man kun læser Inden April som æstetiske naturdigte, så overser man halvdelen af bogen, som for mig at se vedrører det samme som nogle af de andre mere eksplicit etiske forfattere,« siger han. Elisabeth Friis er enig i, at digtere som Morten Chemnitz og Jonas Rolsted også skriver politiske bøger – blot gør de det på et mikroniveau, eller på, hvad man kunne kalde et økologisk plan. Andre forfattere i generationen interesserer sig for samfundsproblematikker på andre måder. Elisabeth Friis peger på Asta Olivia Nordenhof som en forfatter med en vilje til at give stemme til dem, der ikke bliver hørt i samfundet, og på Olga Ravn, som i sine digte undersøger kønsspørgsmålene og kvindekroppen – »Det er emner, som jo ikke ligefrem har præget bøgerne i ’90erne,« bemærker Friis.

DIY

Litteraturen bliver i højere og højere grad til en begivenhedskultur, konstaterer Elisabeth Friis, som selv får adskillige invitationer til oplæsninger, debat og kritikarrangementer hver uge.

»Der er en eksplosion af arrangementer i forhold til, hvad der var for 15 år siden. Og det er meget selvorganiseret. Det er digterne og forfatterne selv, der står for mange af de her arrangementer. Hvis ikke der er så mange kommercielle interesser i at støtte de mindre og smallere ting, så må man jo gøre det selv,« siger Friis, der bemærker, at det ikke kun er i forhold til litteraturarrangementer, at DIY-kulturen hersker; også når det kommer til bogudgivelser, gør miljøet det selv. De små forlag, som i mange tilfælde drives af folk, der selv skriver, pibler frem i disse år.

Asta Olivia Nordenhof mener, at nødvendigheden af denne do it yourself-ånd strækker sig ud over litteraturens grænser: »Interessen er ikke nødvendigvis bare at finde ud af, hvordan litteraturen skal organisere sig under de her nye omstændigheder, men også: Hvordan kan man tænke livsformer i en situation, hvor forestillingen om staten er i opbrud?«

Der er i Nordenhofs øjne ikke længere den store tillid til, at det er staten, der skal stå for solidariteten. Hun påpeger, at vi befinder os i en voldsom politisk virkelighed i disse år, og at nødvendigheden af at skabe nye fællesskaber er stor: »Det er en politisk opbrudssituation på vildt mange måder. Også i det Europa, vi befinder os i. Sammen med den opbrudstid får man måske også en kunstscene, der bliver mere og mere interesseret i at udforske alternative fællesskabsmuligheder.«

Kroppen og utopien om fællesskabet

Leder man efter tematiske fællestræk for denne generation, er kroppen et godt bud – og også her spiller den etiske dimension ind, pointerer Mikkel Frantzen.

»Kroppen peger både i retning af livet og af skriften. På den måde rummer den også en fællesskabssituation – at man ligesom er filtret ind og ud af alle mulige andre kroppe. Nogle gange bliver man en del af en fælles krop som skrivende, og andre gange er man fuldstændig ene og alene. Det er meget markant hos mange af forfatterne,« fortæller han og uddyber:

»Hos Olga Ravn har man f.eks. en grad af samhørighed, samtidig med at kropsgrænserne også er ’hysterisk konkrete’, som der står. Hos Amalie Smith er der hele tiden noget med, at tingene er forbundne, men at de er også adskilte. Hos Morten Chemnitz er der hele tiden noget, der rækker ud efter hinanden, og som næsten er ved at nå hinanden, men som aldrig rigtig kan,« siger Mikkel Frantzen og konstaterer: »Det er en utopi, en drøm om et fællesskab, men der er også en enorm ensomhed, eller smerte eller sorg i de her erfaringer.«

Asta Olivia Nordenhof mener, at man i litteraturen har muligheden for at foretage en afsøgning af fællesskabet i ensomhed.

»På det punkt ér litteraturen – eller det at gøre sig efterladenskaber – en helt unik situation, fordi det er vildt intimt knyttet til det ensomme rum. Men derefter placerer man det i det offentlige rum og så kan alle gå ind i det. I litteraturen kan der ske en forskydning, hvor kollektivet og ensomheden kan være i det samme rum samtidig. Og det har man jo rimeligt meget lyst til at afsøge hele tiden!«

Mikkel Frantzen finder, at det er karakteristisk for den nye forfattergeneration, at den forsøger at tage æstetisk og etisk hånd om udsatheden. Asta Oliva Nordenhof giver ham ret: »Det er både en litterær og en menneskelig forpligtigelse. Hvis man skrøbeliggør sig så meget, som man overhovedet kan, så er man jo også så meget desto mere modtagelig. Jo mere modtagelig du er, jo lettere kan folk vade ind i dig.«

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

 De er alvorlige, gør op med ironien og det, at litteraturen bare skulle være sprogspil. De er politiske og tror ikke på, at man som forfatter kan være fri af verden, så derfor er de i deres litteratur også etisk forpligtet på den. Der finder lige nu et generationsskifte sted i dansk litteratur

Der sker noget særligt i dansk litteratur i disse år

De er alvorlige, gør op med ironien og det, at litteraturen bare skulle være sprogspil. De er politiske og tror ikke på, at man som forfatter kan være fri af verden, så derfor er de i deres litteratur også etisk forpligtet på den. Der finder lige nu et generationsskifte sted i dansk litteratur

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer