Hun gør det private politisk

Hun opfinder en ny forfatterrolle, inspirerer til nye former for at skrive og skaber nye politiske fællesskaber med sin litteratur. Asta Olivia Nordenhof blev til stor jubel på Testrup Højskole modtager af Montanas Litteraturpris 2013 for digtsamlingen ’Det nemme og det ensomme’ og for bloggen ’Jegheddermitnavnmedversaler’

	Asta Olivia Nordenhof forsøger at udfordre autoriteter i sproget, litteraturen og samtalen. Fredag modtog hun Montanas Litteraturpris 2013 på Testrup Højskole.

Asta Olivia Nordenhof forsøger at udfordre autoriteter i sproget, litteraturen og samtalen. Fredag modtog hun Montanas Litteraturpris 2013 på Testrup Højskole.

Tor Birk Trads
11. januar 2014

Da Asta Olivia Nordenhof blev nomineret til Montanas Litteraturpris, gjorde hun ikke det, som de fleste forfattere sikkert ville gøre, nemlig andægtigt vente på, om hun ville vinde. Nej, hun postede i stedet et nyt indlæg på sin blog, som hun også er nomineret for, om de skønne 100.000 kroner, hvor hun henvendte sig direkte til de fem medlemmer af dommerkomiteen, der afgør, hvem der skal have prisen. Til Karl Ove Knausgård skrev hun således: »fuck fædre, nu skal vi vidre«, mens hun roste Lilian Munk Rösings hat og profilbillederne på Facebook og til Line Knutzon, at hun glædede sig til hendes kommende bog; og sådan fortsatte det til de øvrige dommere.

Asta Olivia Nordenhof er nemlig ikke en forfatter, der kan forstille sig. Det er sigende for hendes ærlighed over for sig selv. Hun kan ikke lade, som om det ikke foregår inden i hende, så derfor bryder hun tavsheden og henvender sig direkte til dommerne.

At forfatteren er en ærlig og helt særlig stemme er en vigtig grund til, at hun fredag modtog Montanas Litteraturpris 2013 for sin digtsamling Det nemme og det ensomme. Det stof hun skriver på kalder måske også på en ærlighed og direkte henvendelse. Hun fortæller i sin bog om at blive forældreløs som 22-årig, om indlæggelser på psykiatriske afdelinger, om at måtte ernære sig ved prostitution, men også om den kærlighed, man kan nære til en voldelig far, og den skønhed, verden på trods heraf rummer.

Men først og fremmest handler det om den måde, hun skriver om disse emner på. For Elisabeth Friis, der er lektor i sprog og litteratur ved Lunds Universitet og stor kender af samtidslitteraturen, er Asta Olivia Nordenhof den vigtigste af sin generations forfattere, fordi hun i sine bøger, på blog og Facebook etablerer en helt ny form for forfatterpraksis og gør det at være forfatter til en slags kollektiv:

»Hun er utrolig generøs med sig selv og sine tekster, inviterer åbent alle ind. Det betyder, at hun skaber en anden form for samtale, end vi er vant til, som mest er koncentreret om en eller anden form for selvfremstilling. Hun er fuldstændig åben med sig selv, uforfængelig, og uforfærdet fortæller hun alt. Hun realiserer på en ny måde det, der i 70’erne gjorde det private politisk. Det, hun forsøger at etablere, er ikke et litterært fællesskab, men et politisk og solidarisk fællesskab, og det virker inspirerende for en hel generation og mange andre.«

Det er ikke kun det. Nordenhof udfylder også en ny forfatterrolle, hvor forfatteren ikke er en ophøjet person, der uddestillerer et værk af det personlige stof, men er langt mere i direkte øjenhøjde med det erfarede.

»Der foregår en helt usædvanlig brug af det personlige som motor for det politiske, køn, psykisk sygdom, en brug af pinlige ting, som ikke længere er pinlige. Det sker for at få dem i tale, som er uden for samfundet. Det er hun meget bevidst om, og der er ingen ironi og distance i at henvende sig til andre mennesker. Det sker uden filter og uden selvfremstilling. Det er en anden måde at omgås det at være forfatter på,« siger Elisabeth Friis.

Vil nedbryde autoriteter

At Asta Olivia Nordenhof inkarnerer en ny type forfatter kom også til udtryk i interviewet med Ask Hansen her i avisen op til jul. Hun har svært ved at forstå de forfattere, der skriver om privat stof, men som ikke vil forholde sig til det. Hun vil tage det private med ud i det offentlige som led i en strategi, der handler om at nedbryde autoriteter i sproget, i litteraturen og i samtalen.

»Det er en måde at anfægte den klassiske magtposition, forfatteren har. Jeg er ikke nogen ekspert og taler ikke fra nogen bjergtop, men er lige så håbløst spundet ind i alment menneskelige forhold som alle andre,« fortalte hun til Ask Hansen.

Elisabeth Friis er også inde på, at Asta Olivia Nordenhof står for, at litteraturen er en helt ny form for tilgængelighed og alt andet end ophøjet.

»Hun har et ønske om at være tilgængelig for alle, række ud af det rum, som litteraturen er inde i bogen. At folk henvender sig til hende på hendes blog er ikke set på samme måde før. Hun opfordrer til nye former for kollektiver, og det er ikke bare manér og gestus. Hun mener det!« siger Elisabeth Friis, som mener, at hun også trækker på en tradition fra kvindebevægelsen ved at lave en slags basisgruppe omkring sig. I den forstand repræsenterer hun »ret ublu den type af kvindelig praksis med at bringe det private og hverdagslige ind et sted, hvor det ikke normalt hører hjemme, nemlig i offentligheden og kunsten«.

Den demokratiske skrift

Da hun var 19 år, arbejdede Asta Olivia Nordenhof som abonnementssælger her på avisen. Hun stoppede hurtigt igen, fordi hun mildt sagt havde begrænset succes. Man er ansat på akkord og får et forskud, men hun nåede aldrig at sælge nok til at tjene sit forskud ind, så hun endte med minuslønsedler, hvor hun skyldte penge. Hvis hun for eksempel ringede til en kvinde, som boede alene med et barn, og som sagde, at hun ikke havde råd til avisen, så måtte hun bare sige, at det forstod hun sådan set godt. Hun får hurtigt sympati eller empati med folk. En særlig ærlighed, som er typisk for hende. At arbejde som sælger er jo også at opfinde behov hos folk, som du måske ikke helt tror på selv.

Asta Olivia Nordenhof er i øjenhøjde med de folk, hun møder. Det kommer også til udtryk i hendes litteratur, hvor hun vægrer sig mod at stille sig over andre og ikke ser litteratur som et særligt privilegeret anliggende. Hun er ærlig over for sig selv og egne motiver. Ingen kan helt frigøre sig fra at ville beundres for det, man gør, men hun er meget bevidst om, at det er et ubrugeligt motiv. Mange forfattere efterlader på grund af et særligt poetisk sprog én med en mindreværdsfølelse, med en følelse af, at det kan man slet ikke selv leve op til, men for Asta Olivia Nordenhof gælder det om i skriften at efterleve de samme idealer, hun politisk har om solidaritet. Derfor går hun også meget op i de henvendelser, hun får på sin blog, og andres lyst til at skrive. Hun vil demokratisere skriften. Hun skriver, så alle føler, de selv kan skrive. Og derfor bliver hun virkelig provokeret, når eksempelvis en sprogprofessor i en kronik revser de unges sprog; for hun hader, når en autoritetsfigur forsøger at skamme unge mennesker fra at udtrykke sig.

Ikke ikonisk forfatter

Enhver form for litterært at hævde sig eller i sin digtning fjerne sig for meget fra virkeligheden, vil hun undgå. Derfor reagerede hun også stærkt, da hun forleden til gennemlæsning modtog et portræt af sig, som BT har undervejs, og hvor hun bliver gjort til en ikonisk og enestående forfatter. På Facebook skrev hun blandt andet:

»man skylder verden og hinanden at vende sig væk fra fiktionen og mod virkeligheden. det var det jeg tilstræbte, da jeg skrev min bog, fordi jeg opdagede at virkeligheden, modsat den fængslende fiktion, er helt vildt progressiv […] man kan jo bare gå i gang med de drabeligste fiktioner såsom penge, race, køn. som sådan, som et modværge mod fiktionen der fjerner os fra hinanden, ønsker jeg at litteraturen kan være trøst og mulig for dem der bliver jaget, og skældud til dem der har interesse i at jage og fængsle andre. og derfor ønsker jeg også at den skal være til stede så meget som muligt. synlig som et muligt sted at gå hen, for dem der mangler steder at gå hen.«

Da det i festlokalet på Testrup Højskole af Montanas repræsentant, Amalie Rendtorff-Smith, blev afsløret, at Asta Olivia Nordenhof er årets modtager af Montanas Litteraturpris, brød jublen løs blandt ugens kursister af Tag og læs-kurset. Langvarige klapsalver og flere højlydte juhu-råb. Hun er en populær prismodtager.

Selv trådte hun synligt rørt frem i smuk, råhvid kjole og takkede for prisen ved at fortælle om, hvor både ubehagelig og vigtig, den her bog har været for hende. Når hun undervejs var i tvivl om det hele, tog hun i bogstavelig forstand muld op i sine hænder for at finde ud af, om hun skulle skrive bogen. Det skulle hun, og stadig berørt fortalte hun om oceaniske tårer i forbindelse med at skrive bogens første digt om farmoren, der afstedkom hele bogen, og som hun også afslutningsvist læste op i sin fulde længde.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

Fimrehårene blafrer og versalerne RÅBER i dette års nominerede værker. Mød forfatterne her

Montanas Litteraturpris 2013

Fimrehårene blafrer og versalerne RÅBER i dette års nominerede værker. Mød forfatterne her

Fakta

Asta Olivia Nordenhof

Født. 1988 i København

Uddannelse: Forfatterskolen, 2011

Debut: ’Et ansigt til Emily’, Basilisk 2011

Digtsamlingen ’Det nemme og det ensomme’ er udkommet på Basilisk, 2013

Motivering

’Montanas litteraturpris 2013 går til Asta Olivia Nordenhof: ’Det nemme og det ensomme’. Udspændt mellem knækprosa og lyrisk komposition skriver Asta Olivia Nordenhof på én gang selvbiografisk og socialt om misbrug i familien, om hverken at ville eller kunne arbejde, om livet som ’et æreløst mirakel’. Tonen er øm og humoristisk, præcis og bevægelig, nærværende og gribende, uanset om Nordenhofs skarpe og spontane skrift flyder på hendes blog eller i den trykte digtsamling.’

Dommerkomité: Line Knutzon, Thomas Thurah, Tue Andersen Nexø, Lilian Munk Rösing og Karl Ove Knausgård

Montanas Litteraturpris

Montanas Litteraturpris er indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006 og gives hvert år til en forfatter af aktuel dansk litteratur, som er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny overraskende måde.

Tidligere prismodtagere:
2006: Mette Moestrup: Kingsize
2007: Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden
2008: Niels Frank: Små guder
2009: Lars Skinnebach: Enhver betydning er også en mislyd
2010: Pia Juul: Radioteatret
2011:  Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver legemet
2012: Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes hjerte

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torben  Knudsen

fuck fædre, nu skal vi vidre!!!!
Har hun virkelig skrevet det?
Prisen er helt fortjent!
Vi glæder os til at læse, uden at hun behøver at prostituere sig, om der sker noget godt i livet/imellem ørene og ikke imellem benene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Peter Nielsens optagethed af hendes smukke råhvide kjole indgår sikkert ikke i den litterære vurdering.
Men kunne for resten ikke lade det private forblive privat, og det politiske politisk. Også når man skriver litteratur om det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Julie  Elmhøj

Det er svært at forestille sig den omvendte - at en ældre kvindelig redaktør ville skrive på den måde om den unge, mandlige forfatters beklædningsgenstande. Information: Det virker paradoksalt, når man tænker på jeres massive dækning af kønsstof, at artiklen bliver Mandens blik på kvinden på den måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Fyhrie

Angående kjole

Det er ganske rigtig vigtigt ifølge Asta Olivia Nordenhof, at hun havde netop den kjole på, men det er dog hendes mormors, og ikke hendes farmors kjole.

Debatvært
Espen Fyhrie

anbefalede denne kommentar