Baggrund
Læsetid: 5 min.

Groupiens anatomi

Er hun en nymfomanisk nymfe, en orkesterluder eller en lidenskabelig musikfan? Legendarisk fotoserie, der i 1969 forevigede amerikanske groupier, kan ses i Aalborg
Groupiens rolle er og har været omdiskuteret. ’Karen 1968’ t.v. ’Two girls’ herover. Den berømte Pamela Des Barres (den nøgne t.v. nederst) så det at være groupie som en feministisk ting – hun fik, hvad hun gik efter. Kritikere kaldte det seksuel frihed på mandens præmisser

Groupiens rolle er og har været omdiskuteret. ’Karen 1968’ t.v. ’Two girls’ herover. Den berømte Pamela Des Barres (den nøgne t.v. nederst) så det at være groupie som en feministisk ting – hun fik, hvad hun gik efter. Kritikere kaldte det seksuel frihed på mandens præmisser

Baron Wolman

Kultur
25. januar 2014

»Her er Robbie Williams’ rødhårede danske veninde!« trompeterede en Se og Hør-overskrift, da jeg stod i en supermarkedskø for nogen tid siden. Immervæk godt scoret, tænkte jeg og noterede samtidig min modvilje over for den kønskonservative idé, at mænd spiller musik, mens kvinder dåner. Eller måske er jeg bare misundelig, fordi jeg ikke har været i nærkontakt med så ikoniske genitalier.

Groupiens historie går langt tilbage. I 1969 blev den amerikanske fotograf Baron Wolmans sensationelle fotoserie Groupies and Other Girls bragt i Rolling Stone Magazine. Billederne viser et mærkværdigt hyperseksuelt land, hvor alle kvinder er kroppe, og alle mænd er øjne.

Det, som gør Wolmans billeder så æggende i dag, er bevidstheden om de fotograferede kroppes tilgængelighed og eksklusivitet.

»Hvem har mon været dér?« tænker vi, når vi ser Pamela Des Barres sidde med spredte ben som en livløs dukke. Fotografen skriver selv henført om sin betagelse af groupien Lacys sarte skønhed, og hvordan han bare ikke kunne få nok af at skyde hende, igen og igen og igen.

I dag er groupiefiguren genstand for popkulturel fascination. Alle groupiers gudmoder, Pamela Des Barres’, erindringsbog I’m With The Band har dannet forlæg for Hollywoodfilmene Almost Famous og The Banger Sisters.

Den kvindelige fan

Men billederne dokumenterer også kvinders prekære rolle i rockmusik – og i kulturen som sådan. Og spørgsmålet er, om groupien er så væsensforskellig fra »de andre piger«, som Wolman lagde op til, da han portrætterede hende uden at inddrage hendes egen stemme.

På sin vis fortæller groupien os historien om, hvordan rockkulturen marginaliserede kvinder og kun tilbød betragterroller. Der skal ikke mange nedladende kommentarer om Justin Bieber-fans til at anskueliggøre, hvordan feminin musiknydelse stadig nedvurderes som irrationel, hysterisk og altid alt for kropslig. Den kvindelige fan er i sine følelsers vold, hun er netop fanatisk, når hun ruller ophidset rundt i sit One Direction-sengetøj og overdøver Beatles-koncerten med sit skrigeri i stedet for at samle på sjældne vinylplader og lære svære akkorder ligesom fyrene.

Ellen Willis, som var musikkritiker på The New Yorker og radikal feminist, var skeptisk over for groupiefænomenet. Hun så det som et tegn på, at rocken faktisk aldrig holdt det løfte om frigørelse, som den lovede ungdommen i starten af 1960’erne.

»Frihed for kvinder defineres udelukkende som seksuel frihed, hvilket i praksis betyder seksuel tilgængelighed på mandens præmisser. Rockfællesskabet er et mandligt monopol, hvor kvinder typisk fungerer som mere eller mindre usynligt tilbehør,« skrev Willis i 1971.

Men trods chauvinismen tilbød rocken stadig de bedste muligheder for kvinder, der ville leve anderledes end normen, mente Willis. Det gjaldt for Lori Maddox, som stak af hjemmefra og fik sin seksuelle debut med David Bowie som 13-årig, mens hendes veninde ordnede Iggy Pop. Efter et par år vendte Maddox som 17-årig hjem for at blive gift og føre et ’normalt’ kvindeliv.

Klip pikken af din beatmusiker

Beatmusikken tillod for første gang teenagepiger at kaste vellystne blikke mod deres idoler. Som mange af kvinderne i Rolling Stone-artiklen siden har fortalt, var der en glidende overgang fra uskyldig Beatlemania til de seksuelt aggressive groupieaktiviteter. Den senere groupie Cynthia beskrev, hvordan hun som katolsk skolepige første gang mærkede seksuel lyst via beatmusikken.

»Det gav altid et gib i min vagina, når jeg hørte lyden af en iørefaldende popsang – jeg sværger!«

Det var noget nyt, at kvindelige fans påberåbte sig retten til at demonstrere deres liderlighed. Nu kunne kvinder kigge for deres egen fornøjelses skyld, mens rockstjernerne poserede som begærsobjekter med synlig bule i de stramme skræddersyede bukser. Groupien kunne både være bytte og jæger.

For Pamela Des Barres var det ultimative bevis på hendes musikpassion, at det lykkedes hende at komme i bukserne på Mick Jagger.

Groupierne optrådte som billedstormere, der besudlede idolerne og symbolsk kastrerede dem. Det mest ekstreme eksempel på groupien som jæger var Cynthia Plaster Caster, som forevigede sine scoringer i gips. Under navnet The Plaster Casters of Chicago udførte Cynthia og hendes makker fellatio på rockstjerner for derefter at kunne lave afstøbninger af deres erigerede peniser. Debatten om køn og beat udspillede sig også her i landet, blandt andet i nærværende dagblad, hvor rødstrømpen Ninon Schloss efter en Rolling Stones-koncert i 1970 skrev, at hun »havde lyst til at kneppe Mick Jagger«. Rockinteresserede kvinder protesterede mod den degraderede rolle, de fik tildelt på beatscenen.

Det var konteksten for Schloss’ artikel »Klip pikken af din beatmusiker« i Politisk Revy: Forsiden viste et billede af Jimi Hendrix, og læseren blev opfordret til at klippe langs en stiplet linje rundt om skridtet på Hendrix.

Groupien – en nyfeminist?

Selv om beatmusikken befriede kroppen fra forældredominans og religiøs puritanisme, lå fri kærlighed under for en dobbeltmoral.

»De fleste af dem har ikke andet at tilbyde end deres kusser,« sagde guitaristen Michael Bloomfield om de fans, han dog ikke holdt sig tilbage fra at pleje omgang med.

Groupierne tilbød omsorg og aflastning fra livet i turbussen. Som Jimi Hendrix sagde: »De viser dig rundt i byen, de vasker dine sokker, og de får dig til at føle dig godt tilpas, fordi de ved, du ikke bliver hængende for evigt. Før i tiden var det soldaterne, der red ind i byen, drak al vinen og tog alle pigerne. I dag er det musikerne.«

Ofte røg kvinder i groupiekategorien, selv om de spillede aktive roller. Det gjaldt Genie the Taylor, som skabte scenekostumer, og rockfotografen Linda Eastman, som siden blev gift med Paul McCartney. Måske er groupien i sidste ende kun en mandlig fantasi om villige kroppe, der skygger for kvindernes egne erfaringer.

Rocken og rockstjernen har som mange andre modernistiske fortællinger mistet autoritet. Men til gengæld har postfeminismen nu forbedret groupiens blakkede ry. Pamela Des Barres kan i dag relativt uproblematisk fremhæve sig selv som nyfeministisk heltinde.

»At være groupie er en feministisk ting. Jeg fik det, jeg gik efter, så gå hjem og vug, Gloria Steinem,« siger Des Barres, der lever af at guide turister rundt i L.A. og fortælle om sin ungdom.

Cynthia Plaster Caster er i dag en anerkendt kunstner, som rejser rundt med sin afstøbningssamling af rockpeniser. Om samlingen kommer til Aalborg vides ikke.

 

’Baron Wolman: Groupies and Other Girls’ vises på KUNSTEN i Aalborg til den 5. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Rahbech Jensen
Anders Sørensen

"Der skal ikke mange nedladende kommentarer om Justin Bieber-fans til at anskueliggøre, hvordan feminin musiknydelse stadig nedvurderes som irrationel, hysterisk og altid alt for kropslig"

"Maskulin musiknydelse" nedvurderes i præcis samme grad. Hvorfor skulle man ellers have et problem med alle de kvindelige artister, der tager tøjet af? Ja, de gør det for at tilfredsstille mandlige købere. Præcis som Justin Bieber, in case, smider blusen for at tilfredsstille pigerne.

Forskellen er så blot, at i det første tilfælde ses mændene som liderligt, dumt savlende over den sagesløse artist, mens i det andet pigerne ses som ofre, for hvorfor i alverden skulle de da ikke have lov at nyde kunstnerens musik, mens han smider tøjet?

Engang inden bornerthedens og de uformåendes regime var de agtede muser.

Maj-Britt Kent Hansen

Gad vide, hvorfor dette - i papirudgaven - betegnes som et essay?

Er det ikke snarere en forklarende omtale af en udstilling?

Søren Rehhoff

Nogle af de her kendte groupier lavede også deres egen musik i gruppen GTOs:

http://www.youtube.com/watch?v=KCC0lihHBwQ

Der er også mandegroupier. Jeg var engang på et musikboard, The Smile Shop, hvor der var en fyr der hed Ian, som havde været groupie. Hans groupienavn var "Pleather". I dag er han gift med en engelsk skolelærerinde der hedder Becky.

Maj-Britt Kent Hansen

Det lyder grangiveligt meget som Mothers of Invention. Kan man finde teksten nogetsteds?

Apropos mandlige groupies. I forbindelse med et kunstgalleri hjalp jeg engang den mandlige ejer med at slæbe malerier af en kvindelig kunstner. Hun spurgte på et tidspunkt, om jeg så var groupie! Jeg var tæt på at falde om af grin, men nøjedes med at fastslå, at jeg nok snarere var roadie.

Søren Rehhoff

@Maj-Britt Kent Hansen

"Det lyder grangiveligt meget som Mothers of Invention. Kan man finde teksten nogetsteds? "

Det er ikke underligt hvis det lyder som Mothers of Invention, sangen stammer fro GTOs eneste lp "Permanent Damage", som blev produceret af Frank Zappa og mange af musikerne fra Mothers of Invention medvirkede. Man kan finde tekster, plus udførlige oplysninger om pladen her:

http://globalia.net/donlope/fz/related/Permanent_Damage.html

Maj-Britt Kent Hansen

Søren Rehhoff - mange tak!

Søren Rehhoff

Velbekomme