Læsetid: 11 min.

»Grundlæggende befinder jeg mig bedst uden for rammen og vil blive dér«

Han blev udråbt til det største poetiske talent i sin generation, og så forsvandt han. Hvis man spørger Mikkel Thykier selv, er rygterne om hans tilbagetrækning dog stærk overdrevne. I dag skriver han primært breve i stedet for digte, for i korrespondancen findes den intimitet, litteraturen kun kan foregive at have
Mikkel Thykier debuterede i 1997 med en digtsamling, men skriver nu oftest korrespondancer. Han sammenligner brevveksling med en dans: ’Man træder et trin med en anden, men den anden er også med til at flytte én’. Illustration: iBureauet

Mikkel Thykier debuterede i 1997 med en digtsamling, men skriver nu oftest korrespondancer. Han sammenligner brevveksling med en dans: ’Man træder et trin med en anden, men den anden er også med til at flytte én’. Illustration: iBureauet

10. januar 2014

Mit liv og mit forfatterskab er en gåde for mig.« Ordene er August Strindbergs, men det er Mikkel Thykier, der fremfører dem en kold decemberdag på Vesterbro og tilføjer: »Det må være okay at være en gåde for sig selv. Og blive ved med at være en gåde, og blive ved med at undersøge den gåde.«

Mikkel Thykiers forfatterskab er ganske rigtigt lidt af en gåde. Han blev kaldt det største talent i sin generation, da digtsamlingen Skyggerne er kun flygtige udkom i 1997. Kritikeren Lars Bukdahl omtaler ham jævnligt som vor tids Søren Kierkegaard og har engang udtalt, at der om 100 år vil blive skrevet afhandlinger på universitetet om ham. En anden kritiker, Tue Andersen Nexø, har udtalt, at ingen andre skriver »med en så fuldstændig sikkerhed, ingen andre rammer så ubesværet en preciøs og fuldfed, i bedste forstand, klassisk skønhed i deres digte«. Og sådan kunne man sammensætte en omfattende citatmosaik, der illustrerer, hvordan Mikkel Thykier er blevet en nærmest mytologisk figur i dansk litteratur; den fortabte søn, der vendte lyrikken ryggen for i stedet at forfølge en udgivelsespraksis, der er mere filosofisk end lyrisk. Mere anonym end personlig. Mere hemmelig end offentlig.

Selv ryster han let på hovedet, når man præsenterer ham for den fortælling. Faktisk hverken forstår eller bryder han sig om den mytologi, der er opstået omkring hans person.

»Jeg undrer mig over, hvad det er ved min historie, der er så interessant. Det er en myte, at jeg tog afsked med den litterære offentlighed. Jeg ved ikke, hvornår den afsked skulle være sat i værk. Den slags fortælling ville forudsætte, at jeg på et tidspunkt har været en del af en litterær offentlighed, og det har jeg aldrig været,« siger han med et skævt smil.

Jeg møder ham over to dage i hans lejlighed på Sommerstedgade på Vesterbro, hvor den nu 32-årige forfatter serverer te, mens vi indledningsvist afklarer, hvad et interview egentlig er, og hvorfor det overhovedet skal være.

»Jeg bliver altid meget forbløffet over, at folk lader sig interviewe og har svært ved at se, hvem man siger ja til at lave et interview for. Gør man det af pligt over for en samfundsdebat eller for at reklamere for sig selv? Hvis det er for at reklamere for sig selv, har jeg jo nærmest ansat journalisten, hvilket giver et mærkeligt forhold.«

– Så hvorfor et interview nu?

»Af og til siger jeg ja til nogle ting, jeg egentlig ikke har lyst til. Det er frugtbart at bryde med sine egne principper,« smiler Thykier og understreger den fornemmelse, kritikere og anmeldere ofte giver udtryk for, når de anmelder en af hans essaysamlinger, dialoger eller filosofiske tekster: at man aldrig helt ved, hvor man har ham.

Mikkel Thykier vil heller ikke have taget et portrætfoto, hvilket ellers er normal procedure i forbindelse med denne type interview.

»Det har altid været uforståeligt for mig, hvorfor folk velvilligt stiller op til fotografering, så fotografiet kan garantere eller illustrere en grad af nærhed, som allerede et interview burde give indtryk af. Grundlæggende befinder jeg mig bedst uden for rammen og vil blive dér,« som Thykier skrev, da vi aftalte interviewet.

Hvis man vil spille rollen som djævelens advokat, kan man ellers godt argumentere for, at han selv har været skyld i mytedannelsen. Blandt andet ved at forfølge en mildest talt alternativ udgivelsesstrategi for sine udgivelser. Mens enkelte bøger er blevet udgivet på etablerede forlag – herunder bl.a. Gyldendal og Borgen – og nogle flere på små forlag som Anblik og Antipyrine, er en stor del af de tekster, der udgør forfatterskabet, blevet publiceret på nettet, nogle gange anonymt. Nogle udgivelser har endda bare cirkuleret i enkelte eksemplarer. Men udviklingen forklarer han selv med, at danske forlag kan være svære at danse med.

»Jeg synes snarere, at jeg har oplevet en lang række problemer med at få de ting, jeg har arbejdet på, ud. Derfor har jeg måttet finde andre praksisser, der kunne omgå de problemer.«

De tunge forlag

Ifølge Mikkel Thykier handler det ikke om koketteri, men om at de litterære institutioner – og særligt forlagene – ikke har været i stand til at absorbere de projekter og temaer, han gerne ville forfølge i sit forfatterskab.

»Grundlæggende har jeg haft en forestilling om, at litteraturen både som kunstform og institution burde være åben for ting, som det civile samfund har svært ved acceptere. Kunsten burde være åben for en kommunikation, som ikke er afhængig af et navn, eller at man kan sætte ansigt på den. En kommunikation, der fokuserer på det, der er fremmed i andre eller en selv, i stedet for, at bevægelsen altid går mod identificering.«

Da Skyggerne er kun flygtige skulle udkomme på Borgens forlag, havde Mikkel Thykier i første omgang forhandlet sig frem til, at den kunne udkomme anonymt. Uden noget forfatternavn på omslaget. Men Borgen – og de biblioteker, der skulle aftage bogen – fik kolde fødder: »Allerede på det tidspunkt, havde jeg på fornemmelsen af, at jeg blev nødt til at finde en anden måde at arbejde på.«

Efter at være debuteret på Borgen udgiver Mikkel Thykier bogen Daglig tale på Gyldendal. Men støder igen ind i problemer med forlagenes måde at tænke litteratur på.

»Bogen var antaget, og vi arbejdede på, hvordan den skulle se ud. Men lige efter vi havde forhandlet et forskud på plads, sagde Gyldendal, at den kun kunne blive udgivet, hvis jeg skaffede 120.000 kroner i udgivelsesstøtte. Hvilket virkede absurd, da jeg så ikke ville have brug for Gyldendal som forlag.«

– Hvilke konsekvenser har det haft ikke at kunne komme igennem med sine æstetiske strategier?

»Lige efter mødte jeg Johannes Riis (litterær direktør hos Gyldendal, red.) på gaden. Jeg ville hilse på ham, for det synes jeg nu engang var høfligt at gøre. Men han kiggede bare på mig og gik videre,« fortæller Mikkel Thykier.

»Det understregede behovet for at finde en måde at arbejde med de ting, der optager mig, på en måde, der giver mening for mig. På trods af at det ville betyde, at jeg ingen sikkerhed havde for hverken økonomi eller at få nogle læsere. Det understreger også et behov for at finde andre fællesskaber, hvilket nok har været et grundlæggende træk for mig og mit forfatterskab fra begyndelse.«

Det forpligtende brev

– Hvilke fællesskaber har du fundet?

»Spørgsmålet er, om jeg har fundet nogen. Det, jeg leder efter, er ikke en form for forening eller lighed mellem mig og andre, men et fællesskab forstået som at fælles skabe et livsrum, som ingen af de involverede ville have adgang til hver for sig. Det var nok derfor, jeg meget tidligt gik i gang med at bruge korrespondancen. Der var nogle ting ved at indgå i korrespondance med andre, som var mere attraktive for mig end at skrive i et litterært fællesskab,« siger Mikkel Thykier og kigger ud ad vinduerne, hvor Kødbyen i al dens postindustrielle dovenskab ligger hen som den absolutte antitese til nogen form for fællesskab.

Korrespondancebegrebet står centralt i Mikkel Thykiers litteratursyn. Flere af hans udgivelser er baseret på brevkorrespondancer med ham selv som deltager, og ifølge Thykier har brevskrivningen – eller korrespondancen – potentialer, som den almindelige litteratur ikke kan favne.

Litteraturen opfattes ofte som en dialog. Enten mellem forfatteren og hans læsere, mellem forfatteren og en større offentlighed eller mellem både forfattere, læsere og offentlighed i det, man gerne kalder ’den store litterære dialog’, men det er en misforståelse, at litteraturen skulle være specielt dialogisk, mener Mikkel Thykier.

I stedet peger han på, at litteraturen snarere er monologisk, da der aldrig tales til nogen bestemt, hvorimod korrespondancen eller brevskrivningen er udpræget dialogisk, da man altid er forpligtet over for et konkret andet jeg.

»I litteraturen er der ikke noget, der kommer tilbage. Her går bevægelsen altid kun en vej. Fra forfatteren og ud til en udefineret læserskare. I korrespondancen kan man ikke gemme sig. I litteraturen kan man sige alt til ingen, mens korrespondancen er en afprøvning af, hvad man faktisk kan sige til andre, og hvad kan de sige til én?«

En ny intimitet

– Din praksis er blevet kaldt en bestræbelse på intimitet snarere end distance?

»Der er i hvert fald en stærk optagethed af intimitet og intime fællesskaber i stort set alle mine bøger. Jeg kan vel også genkende det, hvis vi tager korrespondancen som eksempel. Men det afhænger også af, hvad man forstår ved intimitet,« konstaterer Thykier med karakteristisk rolig diktion, der gerne lader et uudtalt spørgsmålstegn hænge i luften. Som om alt er til diskussion. Eller som om der er et evigt behov for at spørge til de ting, vi tager for givet.

Som netop intimiteten, der er så central en del af vores fascination af den bølge af autofiktion, der skyller over Skandinavien i disse år. Ifølge Mikkel Thykier er det ikke intimitet, vi får, når vi er med Knausgård til babyrytmik og begravelser. Intimiteten er nemlig ikke noget, der uden videre kan deles, men derimod noget, der opstår mellem to mennesker.

»Intimitet er en oplevelse af, at ikke bare kan alt siges. Men at alt kan siges til en bestemt anden, der kan svare igen. Derfor er litteraturen ikke intim, da forfatteren altid kan gemme sig bag sin tekst. Alt kan altid siges, men det er uklart, hvem det siges til.«

»Det er ikke et statement eller en erklæring, men en udfordring af vores forestilling om en let adgang til intimitet. At drive forståelsen hen imod, at intimitet ikke er noget, vi kan få serveret. At udstille sit privatliv – som det er så populært i disse år – kan være mange ting, men det giver ikke nødvendigvis intimitet. Intimitet er noget langt mere flygtigt. Det kan ikke tvinges frem.«

Hvor kan man så finde intimiteten?

»Korrespondancen eller brevskrivningen er f.eks. ikke bare en genre, men noget, der involverer en anden. Man kan sammenligne det med en dans. Man træder et trin med en anden, men den anden er også med til at flytte én.«

»Intimitet er noget, der kun sker for dem, der er udsat for den. Alle andre kan højst blive vidner til den. På den måde kan intimiteten også defineres som en oplevelse eller en erfaring af at være på tærsklen til, at der skal ske noget, i kraft af at der er en anden involveret.«

Erfaringen af intimitet ligger derfor ifølge Mikkel Thykier i selve det at være involveret, i det at skrive og ikke i det færdige resultat: bogen. Tværtimod.

»I det øjeblik korrespondancen bliver offentliggjort, gør det de litterære læsere til vidner snarere end deltagere. Når andre læser det, brevforfatterne har skrevet, svarer det til at se et ansigt i profil, mens de involverede ser hinanden i øjnene.«

– Hvad er så meningen med at udgive brevvekslinger, hvis man ikke kan dele intimiteten?

»Det at skrive et brev er mere værd end f.eks. et digt, fordi der opstår en usikkerhed i forhold til den, brevet er adresseret til. Svarer vedkommende, og hvad svarer vedkommende i så fald? Man kan sammenligne det med forelskelsen. Man er selv intet og den anden alt. På den måde er der en enorm bevægelse væk fra en selv mod en anden.«

Mod nye medier

Samtidig er det en praksis, der sætter spørgsmålstegn ved den etablerede litterære verden: læsere, institutioner og den litterære offentlighed, forklarer Mikkel Thykier med henvisning til det opgør med den etablerede litterære verden, som startede med oplevelsen af selv at skulle finansiere sin udgivelse på Gyldendal, og som stod centralt i pamfletten Over for en ny virkelighed fra 2011, der gør status over litteraturens betingelser i en tid, hvor forlagene skærer ned på antallet af titler for at fokusere på de bestsellere, der skal få økonomien til at hænge sammen.

»Det arbejde, forlagene udfører, handler stadig meget om at binde litteraturen til nogle bestemte formater og nogle bestemte medier og til et bestemt marked. Jeg tror, man kunne arbejde sig frem til en form for litteratursyn, men også et kvalitetsbegreb, som helt kunne løsrive sig fra kvantiteten som værdi.«

Thykiers seneste udgivelse Sub Rosa er et emblematisk eksempel på, hvordan forfatteren har bevæget sig fra en idé om bogen som det ultimative kulturelle produkt og i stedet rettet blikket mod den rene skrivepraksis. Bogen falder i to dele. Den ene er en række breve skrevet over de seneste 13 år, mens den anden del er teoretiske overvejelser over, hvad korrespondancebegrebet dækker over.

»Jeg tænker mere mig selv som praktiker end som forfatter. Bogen er en slags restprodukt. En sekundær aktivitet til den aktivitet, der går forud. Noget af det, jeg har arbejdet på, er at rette blikket væk fra produktet og tilbage mod praksis,« forklarer Mikkel Thykier.

– Det er alligevel værkerne, der fylder meget?

»Ja, værkerne fylder meget. Men i andres optik.«

I Thykiers lejlighed fylder bøgerne også meget. Man kunne måske sige, at der er plads til de bøger, der skal være plads til i den lille toværelses lejlighed. Og det er mange. Inklusive den røde juleudgave af Yahya Hassans YAHYA HASSAN, som Gyldendal har trykt og udsendt til de forfattere, der er eller har været tilknyttet forlaget. Fra sin plads i hjørnet vidner den om, at man ikke helt kan kappe båndene til forlagsindustrien.

Hvor Thykiers eget forfatterskab skal bevæge sig hen ligger åbent, siger han. Kunne han finde på at skrive poesi igen? Da vi møder ham første gang, tøver han. Da vi møder ham anden gang, fortæller han, at der på nettet faktisk ligger et poesimanuskript, som han skrev for nogle år siden. Hvor vil han ikke afsløre. Han smiler drillende en sidste gang. Som om han har taget endnu et stik hjem i det spil kispus med den litterære verden, han har praktiseret i over et årti.

Men hvorfor skriver han ikke flere digte i stedet for at skrive essays og filosofi? Føler han ikke, at han har en forpligtelse over for sit poetiske talent? Han smiler diskret igen og citerer Lou Reed: »Man skal gøre det, man elsker. Ellers skal man arresteres.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marlene Fauerholdt Jensen
  • Povl Schmidt
Marlene Fauerholdt Jensen og Povl Schmidt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu