Læsetid: 5 min.

Skulle Hassan have censureret sig selv?

Er en forfatter ansvarlig for, hvordan hans værk bliver læst og brugt? En svensk anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling har startet en hidsig dansk debat om forfatteres ansvar for deres bøgers offentlige liv
En svensk anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling har skabt voldsom diskussion om kunstneres ansvar – eller mangel på samme – for, hvad deres værker bliver brugt til i den offentlige debat

En svensk anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling har skabt voldsom diskussion om kunstneres ansvar – eller mangel på samme – for, hvad deres værker bliver brugt til i den offentlige debat

Tor Birk Trads

29. januar 2014

Yahya Hassan spiller argumenter i hænderne på en indvandrerkritisk dansk højrefløj, når han lader sit generationsopgør udgive til en overvejende hvid offentlighed, hvor udsagnene let kan komme til at fremstå racistiske.

Sådan skrev den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzad i en anmeldelse af YAHYA HASSAN i den svenske avis Aftenposten i sidste uge, hvor hun gjorde opmærksom på, at hun af samme grund selv har holdt igen med egne erfaringer om patriarkalsk vold i intimsfæren. I en direkte henvendelse til Yahya Hassan spurgte hun: »Puster du ikke til den ild, der risikerer at fortære os?«

»Det er et voldsomt standpunkt, Athena Farrokhzad indtager,« siger forfatter og kritiker på Weekendavisen Lars Bukdahl til Information.

Hans Facebook-profil har den seneste uge været omdannet til centrum for en ophedet debat om validiteten i Farrokhzads argumentation.

Ifølge Lars Bukdahl er det ikke okay at lade sig intimidere og censurere, fordi man skriver ind i en offentlighed, der kan have egne dagsordener. Snarere tværtimod.

»Det er meget besværligt, hvis litteraturen hele tiden skal tænke på den kontekst, den skriver sig ind i. Skulle Sappho (lesbisk digter fra det gamle Grækenland, red.) så også have undladt at skrive sine homoerotiske digte, fordi hun risikerer at blive læst kønsstereoptypisk?« siger Lars Bukdahl til Information.

Eller som forfatteren Thomas Boberg formulerer det i debatten på Facebook:

»Hvilken digtning vil vi så få, hvis vi skal til at tænke på den måde, i forhold til en eller anden (hypotetisk) reception? Hvid eller brun? Jeg tror, det er en blindgyde. Jeg tror stadig på, at den digteriske frihed er det stærkeste kort i den samtale eller konflikt.«

Kunstneriske hensyn

Dermed har debatten om Yahya Hassans digtsamling flyttet sig fra at være en ytringsfrihedsdebat til også at være en fejde om, hvad litteraturen må og skal. Desværre har det ikke været muligt at få fat på Athena Farrokhzad, men på Facebook svarer hun på kritikken.

»For mig er det ikke klart, at Hassan og andre udelukkende skulle tage kunstneriske hensyn i deres tekster. Dels tror jeg overhovedet ikke, sådan noget er muligt, og dels betragter jeg ikke litteraturen som noget, der er adskilt fra livet. Den er underkastet samme etiske rammeværk som alt andet i verden.«

Athena Farrokhzad omtaler endvidere sin egen praksis for selvcensur.

»Ja, jeg udøver selvcensur. Det er en af de priser, livet i et racistisk Norden tvinger mig til at betale. Hvis det hvide kulturetablissement har et problem med det, foreslår jeg, at man angriber årsagerne snarere end værkerne.«

Umuligt ideal

Forfatteren kan aldrig være ansvarlig for, hvordan han eller hendes tekst modtages, men derfor kan man alligevel ikke ignorere den kontekst, som en tekst bliver skrevet ind i. Det mener forfatteren Julie Sten-Knudsen, der har skrevet speciale om ’hvide læsninger’ af litteratur.

»Det bedste ville da være, hvis alle kunne skrive lige, hvad der faldt dem ind uden at bekymre sig om modtagelsen. Men jeg kan godt forstå, at man fravælger at skrive bestemte ting for at beskytte sig selv mod at blive misbrugt i debatten. Eller for simpelthen at bevare fokus på det, man synes er vigtigst.«

Det er forfatteren Mette Moestrup, der også har deltaget i debatten, enig i.

»Litteraturen finder sted i verden, og den vedrører mennesker. Det er ikke nogen kæk sprogleg for sproglegens skyld, hverken for Athena Farrokhzad eller for Yahya Hassan. Det er naivt at tro, at litteratur intet har med etiske spørgsmål at gøre. Det er netop noget af det, der sker i litteratur – en nyskabende undersøgelse af, hvad der er etisk og uetisk,« siger hun til Information.

Når receptionen af Yahya Hassans bog nærmest kun handler om Yahya Hassans opgør med sin muslimske baggrund og samtidig forpasser den systemkritik, der også leveres, giver det god mening, at for eksempel Athena Farrokhzad føler, hun bliver nødt til at censurere sig selv, forklarer Julie Sten-Knudsen.

»I stedet for at angribe forfatteres eventuelle selvcensur kunne vi jo også prøve at ændre det vilkår ved at insistere på en mere nuanceret debat og også give plads til de stemmer, der kritiserer majoritetens normer.«

Mette Moestrup deler Athena Farrokhzads bekymring for det, Farrokhzad kalder »et racistisk Norden«, og mener samtidig, at Farrokhzad misforstås i Danmark:

»Hun prioriterer kampen mod fremmedhadet over opgøret med ’patriarkal vold i intimsfæren’, og hun oplever racismen som så altoverskyggende, at hun mener, den tvinger hende til denne prioritering. Hun er splittet, fordi hun nok beundrer Yahya Hassan for hans mod og hans sprog, men samtidig er kritisk over for hans forklaringsmodeller. Det er en vigtig debat – mellem to af Nordens vigtigste unge digtere.«

Stirrer sig blind på hudfarven

Men Athena Farrokhzad og andre har stirret sig blinde på hudfarven som den ultimative forskelsmarkør, mener Lars Bukdahl.

»Jeg forstår ikke, at man fremhæver racen eller identiteten frem for alle mulige andre forskelsskabende begreber. Det er en identitetsfundamentalisme, som er stik modsat den praksis, som Yahya Hassan selv praktiserer. Han leger hele tiden med identiteter og vrænger af det også i en slags identitetskarnevalisme.«

Lars Bukdahl mener i stedet, at der er alt mulig grund til at tro på, at kunsten kan hjælpe os med at overkomme forskellige former for distance.

»At frasige sig kunstens kraft i forhold til at videreformidle erfaringer giver ingen mening. Kunst og fiktioner er jo empatiteknologier, der kan skildre fremmede oplevelser og bevidstheder. En af de skønne ting ved kunsten er netop muligheden for at blive anbragt et fremmed sted og kunne mærke det fremmede sted.«

Han ærgrer sig over, at Athena Farrokhzad ser Yahya Hassans bog som et tilbageslag.

»Det er verdens mest triste og misantropiske læsning. Det kan da kun være fedt, nærmest en humanisering, at Dansk Folkeparti og alle mulige andre har fået smidt de her erfaringer op i hovedet. Man skal sætte det sted, man taler fra, i spil frem for at passe på det. Ikke stå der og jokke nervøst og misforstået diplomatisk i det. Den her bog er så ekstremt godt et eksempel på, hvor meget rigere vi bliver af, at folk med talent ikke holder kæft.«

På Facebook kommenterer Julie Sten-Knudsen, at Lars Bukdahl med sine synspunkter kommer til at performe en klassisk hvid mand.

»Jeg kan huske, at da vi snakkede om postkolonialisme på litteraturvidenskab, var der tale om figuren ’hvide mænd redder brune kvinder fra brune mænd’. Her må det så være ’hvid mand redder brun mand fra brun kvinde’. Den var alligevel ny.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

Johnny W. R.

Blev du så overbevist ?

For øvrigt mener jeg at det faktisk er ligegyldigt hvad andre mener; Med mindre man spørger om råd.

Bliver selvcensur et spørgsmål om hvad andre mener man bør skrive, så er ytringsfriheden væk.
(Igen med mindre man selv er i tvivl og spørger ind til andre)

Jens Thaarup Nyberg

Z:
Friedrich burde dog have kendt sin søster godt nok, når man ser hvad han ellers beskæftigede sig med. 8-)
Å en inrømmelse: frederiks tekster har altid været mig en pine; han vælter sig i ord, men får dem da stillet meget pænt op for at meddele mig f.eks. "Gud er død". Det er helt åbenlyst ikke tilfældet, guderne rumsterer i sindene. Og, jo, jo, det var vel kleresiets udlægning han opponerede mod, og indrømmer da også plads til en Dionysos. En gud til fest og fritid, og en anden til arbejde.

Men det er vel hverken rimeligt eller retfærdigt - endsige kompetent - at tale sådan om et skattet koryfæ.
;-)

Asger Harlung

Jeg har ikke noget problem med at "kamme over i ytringsfrihedens navn". Jeg kan simpelt hen ikke komme langt nok ud for min egen smag.

Nu f.eks. i forhold til ovenstående anekdote - "De af os der talte imod, blev tromlet ned, af moralister" - så har jeg ingen, siger og skriver ingen, sympati eller respekt for "moralisterne".

En "kultur" som ikke kan tåle at læse en bog, skal ikke have en "redigeret udgave af den". Den kan få lov at læse den, i den korrekte udgave, hvis den engang bliver voksen. (Jeg mener - bogstaveligt - at man skal være rendyrket og total fascist, hvis man vil censurere Tintin eller Astrid Lindgren. Som det desværre er blevet gjort.)

Men indtil da må den pågældende "kultur" jo nøjes med hvad Ayahtollaherne eller Paven eller Pravda eller "den politiske korrekthed" - alt efter geografisk placering - kan godkende. Jeg har ingen respekt for "kulturer" som ikke kan "tåle" en bog eller film, før denne er omredigeret.

Jeg har begribeligvis respekt for dens dissidenter. Men kun dem.

"Omredigeringen" i anekdoten ville jo netop ikke være af hensyn til forældrenes "moral" - men af et aldeles misforstået hensyn til snerpede og snæversynede menneskers ønske om at censurere livet.

Jeg ved, hvor jeg står: Jeg er IMOD censur. Og har personligt reoler som bugner af bøger, som er forbudte her eller der - bedre bøger findes ikke! De stritter i mange forskellige retninger og har meget forskellig (og i nogle tilfælde faktisk meget lille) kvalitet. Men alt som søges forbudt får allermindst LIDT ret alene derved.

Men samtidig med, at jeg ikke mener at der skal sættes andre grænser for ytringsfriheden end, at det ikke er i orden at lyve - så anser jeg ikke den her omdiskuterede bog for kunst. Den er et klodset formuleret læserbrev på gebrokkent dansk med dårlig grammatik og uden tegnsætning, som grundet sensationslyst og politiske interesser både "for dette" og "imod hint" er blevet til "en digtsamling" og "et omdiskuteret kunstværk".

Det er måske derfor jeg ikke forstår meningen med sætningen: "Vi taler om en anden udgivelse af en udsolgt bog i et oplag, vi kun kan drømme om i Danmark."

@ Johnny: Det fremgår, at du selv var iblandt en af dem som talte imod den tåbelige "selvcensur" "af hensyn til" "forældrenes moral". (Alle gåseøjne sat og ment bevidst).

Ja, bogen er solgt langt mere, end dens litterære og talentmæssige niveau kan berettige. Så det handler i realiteten slet ikke om den pågældende bog, som MÅSKE huskes rent historisk om 100 år - men som absolut ikke læses af nogen for "fornøjelsens" skyld om bare tolv. Hvis det er det, du mener, er jeg enig.

Men hvor vil du hen i den forbindelse? Er du, eller er du ikke, for ytringsfrihed?

P.S. Bare for at være konsistent: Hvis Yahya Hassans bog bliver forbudt, anskaffer jeg den øjeblikkeligt. Men indtil da kan jeg leve lykkeligt uden at den skal fylde op.

Asger Harlung

@ jens

Tak for et udmærket og opklarende svar.

Vi kunne sikkert diskutere detaljerne længe, men du har klart fat i nogle pointer :-)

Blot én ting: Nietzsche kendte skam sin søster udmærket. Han kunne ikke DØJE hende!
Hendes forfalskninger blev til efter at han blev katatonisk - ikke med hans viden eller billigelse.

And that's a fact :-)

Jens Nyberg:

Nietzsche mente ikke, at Gud(erne) er død på den måde. Guds død kom bl. a. af selvmodsigelsen i moralbegrebet. Moral (godt og ondt) skal retfærdiggøres objektivt, og det formål tjener Gud. Men parallelt er der også en judaeokristen tradition, faktisk fra Sokrates og frem, der kræver, at man retfærdiggør sin tro og sine begreber, inklusive gudsbegrebet, rationelt, og derved opløses det.

Spørgsmålet om den objektive eksistens af det guddommelige er uvedkommende for fornuftens og moralens indbyggede logik, som den rent faktisk har udfoldet sig op gennem (ide)historien.

Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese og Asger Harlung anbefalede denne kommentar
Jørgen Malmgren

Asger Harlung
29. januar, 2014 - 21:32

Jeg har ingen respekt for moralister. Men forfattere skriver til et kommercielt marked og man skal igennem mindst to redaktører inden publiceringen og som skribent, så skal man vælge mellem at blive udgivet eller ej. Det er markedet der dikterer hvad en forfatter kan skrive. Man kan være heldig at finde et nicheforlag, der tør tage chancen men de er få.

Rigtig ytringsfrihed er at det politisk ukorrekte også bliver trykt, men det er ikke virkeligheden i verden i dag. Som forfatter skal man vælge mellem, hvad man ønsker at skrive og hvad man reelt skriver. Jeg har det samme dilemma, skal jeg skrive til redaktørerne og til markedet, eller skal jeg skrive det som jeg gerne vil have ud. Indrømmet jeg er delt, på den ene side vil jeg gerne fortælle historien, men jeg vil også gerne have den udgivet og i det er en konflikt.

Asger Harlung

@ Johnny

Tak for det opklarende svar. Dit indlæg handler altså om hvad man som forfatter kan og vil gøre for at "komme ud". Desværre altovervejende rigtigt at der er den beskrevne problemstilling, men der findes dog også forfattere, filmmagere osv. som laver det, de VIL, og forlanger fuld kontrol over værket.

Der er dog også andre veje i dag- f.eks. selvpublikation med "print on demand". Nej det bliver man normalt ikke kendt af, men igen, der er undtagelser.

Og tilbage står spørgsmålet: Er dit formål at blive kendt - eller at få sagt hvad du har på hjerte?

Ja, der er en konflikt. Men hvis du ikke kan sige hvad du vil - hvad er så formålet?

Morten Sørensen

Kan vi ikke bare forholde os til Haribos episke lakridsmasker. Sådanne samfundsgavnlige omsætningsprodukter er der trods alt en reel substans og sødmefyldt smagsforvirring at tygge i for hele folket.

Toke Andersen

Man skal jo leve....
ALLE handlinger og ytringer har konsekvenser i en eller anden grad.
Vi har alle forskelligt temperament, mod mv, og vi har alle forskellige ting at tabe.
Vi må selv vurdere hvor meget vi vil satse og hvordan
Det er altid dyrt at gå imod herskende normer og magtstrukturer, uanset hvor berettiget kritikken kan være.
Men nogle ting må siges, hvor end smertefuldt - for modtager eller afsender.
Det står selvfølgeligt, og heldigvis, enhver frit for at ytre sig efter eget sind og hjerte, Yahia inkl.
Men man skal naturligvis være opgaven voksen.
Jeg kender ikke manden, har ikke læst hans bog, men han virker kvik nok til at have forudset en reaktion.
Den svenske søster har ret til sin mening. Fedt at hun har en - synd at den er så ureflekteret.

Det er svært at sætte ord på, fordi det er situationsbestemt. Det gør det let at misinformere om. Selvcensur er vel en del af det man kalder dannelse, en norm - det er lidt pudsigt det associeres med noget dårligt. I det her tilfælde må normen være ikke at skade andre bevist, bryder man med den norm, er ytringen ringeagtet - en mangel på respekt, overfor et andet individs offentlige renommé. En slet hensigt.

Generelt funderet.

Jens Thaarup Nyberg

@Asger Harlung og Claus Jensen
Tak for respons.
I fht min oprindelige bemærkning, så: "Er en forfatter ansvarlig for, hvordan hans værk bliver læst og brugt? ", nej, ingen kan forudsige fremtiden i detailler, men at det har en virkning, og nogelunde hvilken skulle gerne ligge klart, her: Yaha-Hedegaard virkningen; "en overvejende hvid offentlighed" spiller N.´s søsters rolle for Hassan, ligesom mullaherne for Hedegaard.

Asger, tak for tillid, men jeg vil næppe nogensinde blive i stand til at diskutere europæisk humaniora på noget detailleret plan.

Claus, tak for god oplysning, for én der også lever med det irrationelle, det imaginære og sågar det komplekse. Hvorfor skal vi retfærdigøre vor tro/ikketro, det er vel kun vore handlinger ( og undladelsessynder :-)), vi skal hæfte for.

Som alle seriøse, ordentlige skribenter, digtere, forfattere osv. har Yahya selvfølgelig også udøvet den form for selvcensur, som også går under navnet selvkritik.
Han har givetvis kasseret massevis af tekster, fordi de - i hans øjne - ikke var gode nok.

Ingen kan med fuld ret påstå, at Yahya beskriver "selveste den muslimske kultur".
Han skriver om en skod-opvækst, som ingen børn bør udsættes for, sådan som han selv har oplevet og erfaret den - og han er (som alle vedkommende digtere/forfatter) indigneret på egne og andres vegne - en indignation, der forplanter sig til læseren.

Det er selvfølgelig sine steder en rå bog - men det er ikke en sort bog.
Det ses allerede på omslaget, hvor den sorte farve danner baggrund for Yahya Hassans navn i lysende hvidt.

Derfor: LÆS BOGEN - og hvis du stadig tror, den handler om muslimer, så LÆS DEN IGEN.

Lars Peter Simonsen, Steffen Gliese og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Jørgen Malmgren

Asger Harlung
29. januar, 2014 - 22:33

Personligt vægter jeg historien over udgivelsen, men jeg stopper og retter historien til, hvis jeg kan se, at jeg har konfliktmateriale, der ikke gør noget for historien, det der gør noget for historien, det får lov at blive.

Jeg skriver for min egen skyld og fordi jeg flere gange de sidste tyve år, er blevet udfordret til at lave en moderne version af en af de største erotiske klassikere. Jeg har altid sagt, at jeg ikke kunne skrive, men da en nær veninde kom med udfordringen sidste vinter. Gav jeg mig til at tænke over det og prøvede at se, hvad jeg kunne gøre med rammen satte mig ned og skrev et par kapitler, lod min veninde læse det, da hun var vild med det, så fortsatte jeg.

Men en ting er at skrive det, noget andet er at få det udgivet, mere end 99% af det der havner på redaktørernes bord ender i skraldespanden. Så jeg har ingen drømme om at blive kendt eller at kunne leve af det. Der er ca halvtreds mennesker i hele verden der kan leve af at skrive, selv bestseller forfattere brænder hurtigt ud, men oplever en hurtig indtjening og berømmelse.

Kan censur og selvcensur være andet end undertrykkelse af sandheden, der selvfølgelig kan opleves forskelligt af forskellige mennesker? Men vores egen forståelse af sandheden må den enkelte selv stå inde for. Og er det ikke næsten en naturlov, at man ikke selv kan bestemme, hvem man bliver omklamret af eller taget til indtægt af? I mine øjne er der intet, der kan erstatte den personlige sandhed og ytringsfriheden. Ellers fortabes det vigtigste i ideologisk tågesnak og forvredent vrøvl.

Steffen Gliese

Det er en pest i vor tid, at folk går og putter med egne indtryk og holdninger - og så bliver det i stedet for den slags mærkelige udfald imod andre kulturer og måder at leve på, som vi har set tage debatsiderne alt for længe.
Det er meget mere interessant at læse en bog som Yahya Hassans, fordi den baserer sig på erfaring frem for meninger. Hele denne idé med at have så travlt med, hvad andre siger og gør i stedet for at være offensiv i sit eget projekt, er trættende. Jeg finder det ydermere topmålt chokerende, at det er en professor i semiotik, der er ude af stand til at læse tegn og gerninger i virkeligheden.

Mennesker er forfærdeligt interessante, men mennesker har også krav på den respekt, at man kun i helt ekstraordinære undtagelsessituationer blander sig i deres private liv. Det er jo blevet så populært at sige, at man skal gøre sig fortjent til respekt, men sandheden i et samfund som vores er selvfølgelig, at alle kan gøre krav på respekt, indtil man gør noget, så man mister den - i hvert fald i nogens øjne. Respektløshed er kun en dyd på scenen og i den satiriske litteratur.

Lars Peter Simonsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Gert Sørensen
"Jeg ... kan forsikre om, at mange svenskere er trætte af, at en central magtelite ... gør alt hvad den kan for at undertrykke enhver debat om indvandring. Mange kan godt forstå at Sverigesdemokraterne ikke får meget taletid, ... [de] ... er for rabiat for mange, men hvorfor sætter magteliten lighedstegn mellem Sverigesdemokraterne og en åben debat er en gåde for mange svenskere. Hvis man ikke kan acceptere eller tåle en fri debat begynder man stille og roligt og forme en form for menings diktatur,..."
Jeg vil næsten tro, de Svenske myndigheder gør hvad de kan for at undgå stigmatisering af indvandrere og flygtninge.
Det fremgik af en diskussion mellem Pol.´s kulturredaktør og en Svensk ditto, på Dr2 forleden dag http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-512. Den svenske repræsentant slog til lyd for, at debatten måtte føres på et nuanceret grundlag. Det passer med tesen: der findes ingen love i de forhistoriske ( uregulerede ) samfund, andre end stigmatisering.

Personligt kunne jeg da godt skrive en bog om mine erfaringer med min far. Og om hvordan han bankede min bror i 1950erne og også slog mig i 1960erne. Og jeg kunne da også godt koble dette til hans (hykleriske) kristendom. Men jeg gør det ikke...hvorfor så ikke? Fordi min fars religiøsitet og spirituelt var dybfølt. OPg fordi stort set alle i 1950erne og 1960erne slog deres børn, hvis de havde gjort noget, de ikke måtte. Og ikke mindst dette: samfundet acceptere for 50-60 år siden at forældre (og skolelærere!) havde ret til at slå børnene....det var faktisk den eneste måde, kan kunne disciplinere dem, få djævelen ud af dem, som det hed sig i kristne kredse! Og lad os aldrig glemme, at der i Prædikeners Bog står "spare the rod and spoil the child."

Der er intet nyt under solen Hassan Y.'s faderopgør......alle mænd skal igennem et sådant opgør med faderen, enten vi taler om den reelle fader eller om den imaginære fader; dette forståes således: Den reelle fader kan være en helt anden og opføre sig som en helt anden end de tankebilleder/tankeformer vi har fået/lavet/erfaret oppe i vore egne hoveder. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Hassan Y. har erfaret og oplevet det han har oplevet - ud fra hans egne subjektive betragtninger. Men spørger man hans mor, hans søster eller eller en lillebror vil de have en helt anden opfattelse af hvad der er sket. Dette er et liv genoplivet i erindringen - altså vi husker det som vi vil huske. [Hjerne glemmer det andet, det vi hverken bevidst eller ubevist vil huske].

Skulle den unge mand da have censureret sig selv - i sin digtsamling? Nej, hvorfor skulle han dog det? Han har jo skrevet digtsamlingen som en erindring genoplevet i hukommelsen hans/sit liv. Og det er jo hans liv han skriver/digter om. Sådan set er det jo ikke det som er det springende punkt her....som jeg ser det....

Det fremtrædende punkt er dette: Efter at bogen/digtsamlingen er blevet udgivet er denne unge 18½ -årige mand blevet taget af alle, både fra højre, venster såvel som midten, som en slags ekspert udi integration af tosprogede personer i dette land, i dette Danmark! Og ja, det kan man da godt mene, han er. Men reelt er han vel bare ekspert i hvordan det er at leve i en (slags) ghetto, hvor folk stort set er lige så hykleriske som visse indre missionske kristne og hebræiske jøder stort set altid har været. (samt de katolske familiefædre som elsker La Familia og har 2-3 elskerinder ved siden af....). Intet nyt under solen der. Der er hyklere og - snyderi - indenfor alle religioner og indenfor alle (sub)kulturer. Og ja, det er da muligt, at visse mennesker på en vis venstrefløj/midten har forsøgt at lukke øjnene op for at der også blandt visse muslimer er de her mennesker. Pointen er bare denne:

Disse mennesker lyver, snyder og bedrager mv. af præcis samme grund som danskerne gør det! Social elendighed og fattigdom. Danske mennesker som snyder med kontanthjælpen f.eks. anklager vi jo ikke for at det er deres kultur eller kristendommen, som er skyld i at de snyder, vel. Men så snart vi taler om muslimer, bliver det jo til, at det er fordi de er muslimer eller fordi den i dem iboende islam får dem, muslimer, til at snyde...eller blive voldelige. Men der er jo aldrig tale om at når italienske mænd bliver voldelige overfor deres koner, ja så diskuterer vi jo netop ikke, at det er den katolske kristne religion, der får dem til at blive voldelige..! Men så snart vi taler om muslimer og islam, ja så sker der altså dette, i dette land, i dette Danmark, at vi rask væk skærer alle muslimer over en kam, og udtaler 'cosi fan tutti' (sådan gør de alle)! Og det er jo ganske enkelt ikke sandt! Og det er den skelnen, som svenskerne flot og godt og nuanceret foretager i stort set hver eneste debat/diskussion om denne her problemstilling...

Lars Peter Simonsen, Jens Thaarup Nyberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
anker fjeld simonsen

Allerede ved kunsten som form, en digtsamling, dermed som vare i industrien, sätter kunstneren, her digteren sig ud over sin kontinuerlige livssituation. Han fremhäver og tilslörer dette og hint, overträder tabuer for at provokere og finde läsere, dermed tjene til brödet, slöre tabuer af hensyn til form eller arketypiske bevägelser i befolkningen. Ofte ikke ulig en retoriker der söger puiblikum.
Og mellemleddet kan väre den såkaldt videnskabelige forlagskonsulent, der vurderer at der kan väre behov for en arabisk-dansk digter, da dette i sig selv også er en situation, der skaber en kundekreds,
der kan hjälpe med at rette teksten til, så den lettere bliver en salgbar vare, nödvendigt for forlaget, succesens konceptuelle situation er den rette tekst på det rette tidspunkt, også st9il- og indholds-mässigt, ------ jeg tilstår, at jeg ikke har läst bogen !

Steffen Gliese

Ah, Anker Fjeld Simonsen, nok er samfundet efterhånden gennemsyret af den mest infame form for varegørelse af stort set den mindste stritten med lillefingeren; men der er stadig forudsætninger i seriøs bogproduktion, som ikke bare tilsidesættes. Ingen kunne have forudset bogens succes - det er vist stort set kun Søren Ulrik Thomsen, der kan sælge digte i oplag, der giver smør på brødet, og en ny forfatterskoleelev, der knap er blevet tør bag ørene, har de fleste helt sikkert ikke troet på - især fordi digtene jo ikke hører til i den letlæste ende (såvidt jeg har erfaret, jeg har heller ikke læst andet end uddrag).
Hvad jeg dog kan iagttage er, at en stor del af salgssuccesen synes at bero på, at rigtig mange skoler anskaffer den i klassesæt, og så kan det jo hurtigt blive til noget.

jens peter hansen

Med hensyn il den katolske tro og hykleriet, så er der vel ofte en kobling. Børnehjem, pædofili, nej til skilsmisse, syndsforladelse etc. etc. At stærkt religiøse protestanter ligeledes har været anklaget for hykleri er da også helt almindeligt, jævnfør anklager mod fx indre mission og sekteriske protestantiske menigheder i USA. Erling Jepsens opgør er da også til en vis grad et opgør med religiøs hykleri.
Så jo religiøs hykleri er da i høj grad en del af mange især unges oprør mod forældrene. Når islam i den grad får på puklen i Danmark er det fordi religion for 95 % af befolkningen intet betyder og argumenter der hentes i en hellig bog af de fleste ikke anses for at være valid.
Jeg tror at bogens succes beror på dent simple faktum at Hassan ikke skjuler sig bag undskyldninger. Læs Gretelise Holm. Her er de også bank og social nedtur. Den har faktisk også været en succes. Vi elsker at høre om mennesker der bryder ud af social elendighed, og Zornig er en darling, mens hendes brødre, der stadig er i sumpen, er fuldstændig anonyme.
At skulle holde kæft fordi Lolland vil fremstå som Danmarks skraldespand er forrykt.

Lars Peter Simonsen

Jeg h a r læst bogen, og den er af et ungt menneske der skriver, stærkt og vedkommende, om sin egen barndom og egne oplevelser i et geografisk begrænset område i Århus. Han er ved Gud ikke ansvarlig for hvad andre måtte læse ind i den. Og det som nogle kalder politisk korrekthed og selvcensur kaldes af andre, bl. a. mig, for anstændighed og respekt for andres tro, meninger og anderledeshed...
At gøre det et korstog mod islam er ham uvedkommende.

Carsten Hansen

Lars P. Simonsen.

"Og det som nogle kalder politisk korrekthed og selvcensur kaldes af andre, bl. a. mig, for anstændighed og respekt for andres tro, meninger og anderledeshed..."

Hvis så folk bare var konsekvente !.
Hvis folk, der i almindelighed høvler ned på Katolikker , jøder , DF og nationalsocialister, samtidig mener at der skal tages hensyn til en bestemt kultur og en bestemt religion, så giver jeg ikke hujende fis for dette.

Korstog mod Islam udøves fra den yderste højrefløj.
Almindelig kritik af religiøse dogmer og kulturtræk stærkt inspireret af religion, har intet med" korstog" at gøre; Det er helt legal kritik der på ingen måder skal forbindes med "selv-censur" !

Når man på EB's nationen kalder bøsser for 'bæskubbere' så står jeg altså af! Og når man ikke i den danske debat/diskussion formår at skelne mellem en palæstinensisk flygtninge-søn fra Gellerup og en pakistansk grønthandler, så står jeg altså også af! Det er ikke noget nyt, vel, at palæstinserne er vrede på verden, vel! Hassan, Y. har bare fundet et konstruktivt afløb for den vrede, han har i sig! Nemlig skriveriet - i stedet for som hans socialt udsatte brødre i ånden i Gellerup: brænd bilerne af! gør de jo. I frustration og vrede! Og det er da fint - nu fik jeg lejlighed til at kigge lidt mere i den her i eftermiddags i en boghandel. Især Langdigtet (til sidst i bogen) vidner om en en ung mand med sans for sprogets rytmik og poesi....digtet handler stort set om alle de muslimer han kender og som er hyklere mv. Og ja, sådan er der jo nogen muslimer, der er,. præcis som der er kristne, jøder, hinduer mv. som er det.

Især i den efterfølgende debat/diskussion om af bogen har Hassan Y. jo næsten, hvis ikke direkte udtalt, at det er islam, som er problemet, altså at det islam som får de her mennesker til at gøre det de som de gør. Og set på overfladen er det sa også korrekt nok, men Hassan Y. mangler en vigtig nuancering; forskel er der på om det er islam som religion der får dem til at gøre det eller om forældrene mv. bare henviser, dvs. legitimerer deres holdninger og handlinger, ud fra den imaginære islam, de har oppe i hovedet. Dette er faktisk en ret vigtig skelnen, mener jeg...

Yahya Hassan mener jeg har en stor del af ansvaret for at hans opgør med hykleriet, Faderen (reel eller imaginær), kønskontrollen med pigerne mv. indenfor en vis del af islam bliver set som et opgør med islam som helhed. Og da i særdeleshed med muslimer som sådan. Manden Hassan Y. har jo selv ved mindst en lejlighed udtalt, at Pia Kjærsgaard har ret (i alt det hun siger om muslimer). Og ja, hvis man anskuer det ud fra socialt udsatte muslimers perspektiv i Gellerup, i Mjølnerparken mv. Men det handler netop ikke om religion,vel, det handler om social udstødthed og udsathed. Og stort set intet andet. Og ja, det kan godt være, at man bruger religionen til at legitimere visse ting med, men tror I ikke at den mand som slår kone og børn i Guatamala gør det med henvisning til Bibelen!

Og ja, der er da bestemt nok at kritisere islam som religion for, bl.a. den der med at kvinders udsagn kun tæller halvt så meget som en mands og at en kvinde kun må/skal arve halvdelen af hvad en mand skal/kan. Dette har selvfølgelig en historisk kontekst og må ses i denne....

ps:
hver evig eneste dag i dette land, dette Danmark, udsættes helt almindelige danske børn for overgreb, især psykisk i dag, (via skældud og trusler mv). uden at 1) folk griber ind eller 2) folk siger at det er også fordi man følger kristne normer. Også selvom det faktisk er herfra det er kommet, at voksne har hånd og halsret overfor især børn...

Det er et ufatteligt udsagn, at der i Norden skulle være en massiv racisme. Jeg tvivler på, at der overhovedet findes racister udenfor små dysfunktionelle grupper og savner eksempler på, at racisme er et samfundsproblem i Danmark. Der er en del slet skjult racisme i Asien for ikke at tale om i Afrika, hvor teorier om forskellige racers egenskaber er dominerende forklaringsmodeller og stærkt konfliktskabende, som vi så det i Rowanda.

Religioner er normalt ikke baseret på begrebet race omend der findes eksotiske undtagelser. Afstandtagen fra religion generelt eller fra specifikke religioner har intet med racisme at gøre. Det arkaiske menneskesyn, som vi præsenteres for i mange religioner, bør i den grad føre til kritik og modsigelse. Dertil kommer, at religioners fortællinger i vid udstrækning er latterlige. Skal vi virkelig tro på jomfrufødsler, eller på at man ved at begå en terrorhandling får adgang til at bolle med 72 jomfruer? Det oplyses ikke, om det er nye jomfruer hver gang, eller om de genbruges. Kan vi ikke komme bare lidt videre?

Johnny Winther Ronnenberg:

"Inden I kammer helt over i ytringsfrihedens navn, et lille indspark. etc".

Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan se relevansen af dit indlæg. Yahya Hassans digtsamling havde været igennem normal redaktionel praksis, og altså været udsat for eventuelle redaktionelle ændringer som du nævner, og alligevel blev bogen en succes. Athena Farrokhzad slog til lyd for en helt anden yderligere selvcensur der intet havde at gøre med redaktionel praksis, men var baseret på en idé om at man af princip skal holde visse emner ude af offentligheden, uanset hvor samfundsmæssigt relevante de måtte være.

At der er sociale normer enhver overholder ved omgang med mennesker og redaktionelle tiltag der udmunder i at dele af bøger slettes inden de udgives, har meget lidt med censur og selvcensur at gøre. Der er for eksempel ingen der tvinger forfattere til at anvende specifikke forlag. Hvis forfatteren er utilfreds med den redaktionelle behandling, så står det dem frit for at benytte et andet eller at udgive sig selv.

Sider