Læsetid: 4 min.

Ibsen var en sjov mand

Klicheerne om Norden som mørk, introvert og humorforladt stortrives. Et engelsk forlag forsøger nu at modgå den tendens med en omfattende nyoversættelse af Henrik Ibsens dramaer, der skal forløse forfatterens mere humoristiske sider
Ibsen
17. januar 2014

Hvad er fælles for forfattere som Ibsen, Sjöwall og Wahlöö, Knausgård, Mankell, vores egen Jussi Adler-Olsen og tv-serier som Forbrydelsen og Broen? De repræsenterer alle en særlig nordisk dysterhed, desillusion, særhed, galskab og mørke. Der er ingen tvivl om, at mørket og sortsynet stortrives i den nordiske kultur og litteratur, men når det bliver gjort til et særligt varemærke og stiltræk, så bliver det også vældig reducerende, for især de nævnte forfattere er også så meget andet end det.

En af de forfattere, der først og fremmest har været med til at præge forestillingen om en særlig nordisk dysterhed og mørke er den norske forfatter Henrik Ibsen. De tidlige engelske oversættelser af Henrik Ibsen, eller Henry Gibson, som mange troede han hed, var ifølge Tore Rem, professor ved universitet i Oslo og hovedredaktør for et mangeårigt Ibsen-projekt, »gravalvorlige« og »tørre« og har resulteret i en tung kulturel fortælling om ikke bare Norges populære forfatter, men i det hele taget om Norge og nordmændene. Det siger han i artiklen »Vil drepe den norske dysterheten« i den norske avis Morgenbladet.

Derfor fokuserer det nye projekt på de mere humoristiske sider af Ibsen, og det munder ud i, at det britiske forlag Penquin Classics nu udgiver tolv af Ibsens samfundsdramaer i nyoversættelse. I disse dage er de første oversættelser ved at være klar.

En forskergruppe har kigget de gamle oversættelser igennem og har især studeret stemmerne og sproget hos hver enkelt figur i Ibsens stykker for at identificere nøgleord og -temaer, fordi de kunne se, at de oprindelige oversættelser af dramaerne ikke i tilstrækkelig grad havde fanget kontrasterne i figurtegningerne, som er med til at forløse det mere humoristiske. Det forsøger man nu at få med i nyoversættelserne ud fra den holdning, at godt nok skrev Ibsen meget seriøse stykker, men humoren og det lyse er i høj grad også til stede.

I 1890’erne var Henrik Ibsen den mest omtalte forfatter i Storbritannien, fordi hans stykker brød så radikalt med fremstillingen af det ideale. Ifølge Tore Rem i Morgenbladet bidrog det imidlertid til en fortælling om nordmænd som et folk, der traditionelt var blevet anset som »uciviliserede, naturlige og heroiske og velsignet med en primitiv charme«. Pludselig blev nordmænd repræsentanter for samtidens kulturelle neuroser, og heri ser Tore Rem en del af baggrunden for dagens klicheer om skandinaver som moderne, introverte og dystre af sind.

Den nordiske kliché

Henrik Ibsen er langtfra den eneste nordiske forfatter, der forbindes med det mørke og dystre. Ifølge Boyd Tonkin er der rundtomkring en meget generel forestilling om Norden som »et sted for forpint desperation«. Han er litteraturredaktør på den britiske avis The Independent og har gennem flere år været en aktiv formidler og anmelder af nordisk litteratur. Han taler til Morgenbladet om en særlig kliché, der både udnyttes i markedsføringen af skandinavisk litteratur som nordic noir og især fortsat overlever gennem krimierne; men som altså også præger en hel bevidsthed om, hvad der karakteriserer det nordiske.

»Stereotype skildringer af landskab har fungeret som bagtæppe i vældig mange nordiske krimier. Sådanne begreber kan være nyttige til at begynde med, men hvis folk tænker, at de repræsenterer alt som kommer fra et land, så er det forfærdeligt. Folk kan sige, at Henning Mankell er en typisk ’gloomy Swede’, men han er jo så meget mere.«

Som Boyd Tonkin også siger, så transcenderer al god litteratur klicheerne omkring værkerne, og det handler derfor om i højere grad at fremhæve disse træk ved værkerne. Han peger i Morgenbladet specielt på netop Henrik Ibsen, Dag Solstad, Karl Ove Knausgård og Per Petterson, som han mener har visse lighedstræk.

»De kan være vældig mørke, men også samtidig vældig morsomme, med en kynisk og ubarmhjertig humor.«

At klicheen om det mørke og dystre Norden lever i bedste velgående ser Boyd Tonkin eksempelvis også i modtagelsen af Karl Ove Knausgårds store selvbiografiske roman Min kamp i det engelsksprogede område. Når således forfatteren og den anerkendte litterære essayist Zadie Smith i stor artikel i New York Review of Books om Knausgårds tyr til klicheer om »manden fra nord«, der kan »søge trøst i de sublime nordiske fjorde« og taler om værkets »klaustrofobiske karakter«, så ligger hun også under for den gængse opfattelse af Norden.

»Mange elsker ideen om den uberørte natur i nord, og den barske vildmark,« skriver Tonkin i The Independent.

Krimiægteparret Sjöwall og Wahlöö lagde i 1970’erne grunden til begrebet om nordic noir og satte i det hele taget Skandinavien på verdenskortet. Forfattere som Liza Mark-lund, Jo Nesbø, Henning Mankell, Stieg Larsson, Lars Kepler og Jussi Adler-Olsen er blandt andet slået igennem internationalt på grund af det særlige brand.

Siden har man forsøgt at sælge dem som kopier og kopier af kopier, så man hele tiden i bestandig rovdrift på et brand taler om den nye Stieg Larsson. Eller den næste Forbrydelsen eller senest Broen, der tydeligvis meget bevidst dyrker de grådystre toner i billederne fra København og Malmø.

Til efteråret udkommer de første af de engelske nyoversættelser af Ibsens værker, blandt andre ’Et dukkehjem’, ’Gjengangerne’ og ’John Gabriel Borkman’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu