Læsetid: 3 min.

Kulturhistorien som politisk gidsel

SF’s nye kulturordfører Özlem Cekic vil udvide rammerne for, hvad der kan defineres som dansk. Men ved at iscenesætte sin egen fortælling om danskheden benytter hun samme greb som de politikere, hun kritiserer, mener historikere
7. januar 2014

Som nyslået kulturordfører har SF’s Özlem Cekic valgt at indlede år 2014 med en grundig rundtur i mediemøllen. Med afsæt i en mission om at befri danskheden for en »national besættelse« vil hun puste nyt liv i værdidebatten. Kulturordføreren mener, at nationalkonservative kræfter har haft held til at tegne et alt for snævert billede af, hvad der er dansk i de senere år. Det skal der laves om på nu.

Vi skal indse, at den danske kulturhistorie slet ikke er så egenartet endda, men gennem tiden bestandigt er blevet påvirket af fremmede tanker og ideer, som vi i dag betragter som åbenlyst danske, mener Cekic.

Men på den måde opstiller hun sin egen prisme, som den danske kulturhistorie skal belyses igennem. Akkurat som de borgerlige partier gjorde gennem 00’erne med kulturkanon, Dannebrog og det danske frisind. Det mener lektor i kulturhistorie ved Aarhus Universitet, Mikkel Thorup. Og det er et greb, som Özlem Cekic endda bruger endnu mere eksplicit end sine borgerlige modparter.

»Det, der er hendes forbrydelse, er, at hun siger det meget åbenlyst: ’Jeg vil benytte historieskrivningen til politiske formål.’ Men det gør alle andre allerede. De siger det bare ikke højt,« forklarer Mikkel Thorup og tilføjer:

»Hun har tænkt sig meget åbenlyst at politisere historien og danskheden. Og problemet for hende er, at det kommer til at lyde, som om det er hende, der gør det, og at det ikke tidligere er blevet gjort.«

Ikke historieskrivning

Men det er netop dét, politik drejer sig om, argumenterer Mikkel Thorup. Den, der kan definere fortiden, har også magten til at udstikke rammerne for, hvilke værdier og udfordringer der er fremherskende i nutiden og i fremtiden. Ligesom Dansk Folkeparti i høj grad har haft held til med sin værdipolitik, mener Mikkel Thorup.

I de senere år har blandt andre Dansk Folkeparti sat lighedstegn mellem danskheden og begreber som ytringsfrihed, frisind og demokrati. Men det er i virkeligheden et meget ahistorisk kultursyn, mener Mikkel Thorup. På det punkt er han enig med Özlem Cekic. Værdidebatten trænger til et bredere udsyn og en bedre forståelse for begrebernes oprindelse. Man må bare ikke tro, at hendes budskab er mindre farvet.

»Det her er ikke historieskrivning, det er politik. Det er helt klart,« siger Mikkel Thorup.

Lektor i historie ved Københavns Universitet Sidsel Eriksen ser også Özlem Cekic’ udmeldinger som et forsøg på at iscenesætte en anden fortælling om danskheden. Men det er stadig netop en fortælling, understreger Sidsel Eriksen. Det er et ideal, som Özlem Cekic ønsker, at danskerne hellere skal identificere sig med. Og dermed kan hun måske påvirke den nationale identitet i den retning, hun ønsker.

»Diskussionen om kultur er en forhandling,« forklarer Sidsel Eriksen.

De udefrakommende værdier bliver først en del af den danske kultur, når vi går fra blot at være bevidste om dem til også at identificere os med dem for til sidst at se dem som vores egne.

»Det greb, Özlem Cekic i virkeligheden bruger, er at sige, at Carlsberg og flæskesteg og Dannebrog ikke er symboler på danskheden, fordi danskhed er langt mere mangfoldigt. Men de er symboler på Dansk Folkeparti. Det er i virkeligheden det, hun gør.«

Men symbolerne er kun første kolonne i ethvert slag om kulturhistorie og værdipolitik, siger Sidsel Eriksen. På den anden side venter den kulturelle praksis, altså måden vi gebærder os på, og først derefter kan man nå frem til vores kulturelle identitet. Måden vi tænker på. Når først en stor del af befolkningen identificerer sig med et ideal eller et begreb, hvad enten det er ’ytringsfrihed’ eller ’globalisering’, kan man kalde det for dansk kultur, mener hun.

Politisk relevans

Begge forskere mener, det er kærkomment med optrækket til en bredere forståelse af, hvad der kan defineres som dansk. De seneste års politiske kamp om danskheden har manglet perspektiv, mener Mikkel Thorup, der glæder sig over, at historien spiller en rolle i den politiske debat. Han mener, at kampen om historien hænger uløseligt sammen med moderne politik. Men hvad udbyttet kan blive af en debat som den, Özlem Cekic rejser, er han mindre optimistisk omkring.

Højst håber han på en »afselvfølgeliggørelse« af omgangen med bestemte begreber, som nogle anser for at være særligt danske. Som eksempel nævner han, at ideer om kvinders rettigheder, seksuel frigørelse eller kritik af magten tværtimod sås som en trussel mod datidens danske værdier. Og den slags påmindelser kan være sunde at få.

»Så på begrebshistorisk niveau giver det god mening. Men man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, om det er relevant i en politisk sammenhæng,« siger Mikkel Thorup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Vi skal indse, at den danske kulturhistorie slet ikke er så egenartet endda, men gennem tiden bestandigt er blevet påvirket af fremmede tanker og ideer, som vi i dag betragter som åbenlyst danske, mener Cekic.' ..

Ja hun har godt nok misforstået et og andet.
Det er ikke nyt for ret mange.
At der ikke er særlig meget eksklusiv 'dansk' kultur udover dannebrogeri, højskoleri og kartofler til hvad som helst. Hvad hun og mange andre måske ikke ved, er at begreber som danskhed og dansk-kulturelt er bragt til landet af ... islam. Jo jo, det er højtidelige og stridbare kulturforståelser i indvandrermiljøer, heriblandt væsentligst nok det, som Cekic selv har baggrund i, der har affødt deres uomtvistelige eksistens i sproget og begrebsverdenen i dag.

At ville skrive fortidens historie med politisk facitliste er iøvrigt en fra starten diskvalificerende og uhæderlig tilgang for alle andre end de mest ureflekterede klakører. Hun synes ellers en person med de udmærkede hensigter. Men det muslimske tankegods selv i denne fortyndede version : set gør triste ting ved folk.

Vibeke Rasmussen

Man kan godt gå hen og blive lidt træt (af politik) på forhånd, når politikere så ofte ikke bare kan fremkomme med egne synspunkter uden allerførst at skulle angribe 'modstanderne'. Og når Özlem Cekic, lige fra dag ét af sit nye ordførerskab, har fremstået som nærmest besat af DFs kulturværdier, kommer denne besættelse og afstandtagen nemt til helt at overskygge, hvad hun og SF selv står for i kultur- og værdidebatten.

Ind til nu véd jeg hovedsageligt, at for Özlem Cekic er dansk kultur mere end øl og flæskesteg, og at hun gerne spiser fårehjerne. Forhåbentlig har hun og partiet mere at komme med end dét?

steen nielsen

Det virker ikke som om Özlem Cekic forsøger på at pådutte danskerne en bestemt måde at opfatte vores kultur på, det ligner mere et forsøg på at diskutere hvordan kulturen formes af udsagn og holdninger og bliver til et politisk redskab i f.eks. medierne og politisk. Den opfattelse som der længe har hersket er jo ret ensidigt Dansk Folkepartis. Der er vel ikke noget galt i, at sige bør vi kunne tænke alternativer til Dansk Folkepartis måde at opfatte vores kultur på.
Bør vi kunne indkredse, om historien kan bruges og misbruges som statistikker kan? Bør vi altid kunne stille spørgsmålstegn ved, når kultur formes for at tjene et politisk formål, fremfor at politik bliver skabt på baggrund af et kulturelt fundament. Er vi overhovedet enige om hvad det fundament er, og hvis vi ikke er det, er en debat så dog trods alt ikke nærmest nødvendig? som alternativ til den lidt ensidige selvforståelse vi har haft indtil videre?
Kunne man ikke vende det om og sige, at et modspil til en etableret opfattelse af kultur, er en kærkommen kritik og et kærkomment oplæg til debat.