Interview
Læsetid: 9 min.

Mænd er de eneste der går ned efter smøger og forsvinder

Jesper Wung-Sung har skrevet en barsk roman om mænd, der går planken ud – også når de går i hundene. Den foregår på hjemegnen i det sydfynske, hvor alt har en konsekvens – også for de mænd, der vælger at gå i hundene
Historien starter og slutter på Langelandsbroen for hovedpersonerne Peter og Jon i Jesper Wung-Sungs ’MEN’

Historien starter og slutter på Langelandsbroen for hovedpersonerne Peter og Jon i Jesper Wung-Sungs ’MEN’

Nils Lund

Kultur
31. januar 2014

Svendborgsundet ligger bag mig, og snart anes Langelandsbroens gelænderløse midterbue forude. Et syn, der normalt får mine skuldre til at sænke sig i snarlig forventning om fritid og ferie på den lange ø, men som i dag flår døren til mit angstcenter op. Årsagen er Jesper Wung-Sungs nye bog, MEN, der handler om to mænd, der som unge mistede en tredje kammerat på indsejlingsfaget midt på broen. Eller som Jon i bogen ekspressivt udtrykker det: »Jeg har aldrig kunnet se på Edvard Munchs Skriget uden at tænke på Langelandsbroen.«

Forfatteren Jesper Wung-Sung holder selv til på øens østside, hvor bølgerne rejser sig med fråde om munden, og de tyske sommerhuse ligger som en klynge af udsagn om skiftende tider. Kun det rød-grønne Tuborg-skilt på Spodsbjerg Badehotel, der er til salg, minder om fordums fester.

Jesper Wung-Sung er født og opvokset på Ærø, har haft ophold i Julius Bomholts bolig på Fanø og har en svaghed for det selvberoende øsamfund, siger han, da han tager imod højt oppe og i yderste led til Langelandsbæltet.

»Det er så underholdende at tage en værtshustur i Rudkøbing, for uanset hvor store lokalerne er, så er rygeloven bare ikke nået til Langeland.«

Hvad er det med dig og øer?

»Der er en klondykementalitet, jeg godt kan lide, og så har ølivet konsekvens, ikke?«

Han bakser med den økologiske BKI-kaffe, en hilsen fra tolv år, han boede i Hovedstaden, og som han hælder op i keramikkrus af sart porcelæn. Nordisk interiør, lyse møbler og så Langelandsbæltet, der via panoramavinduet om det sorte træhus næsten slår ind i stuen i sommerhuset.

»København er det nemmeste sted at bo, men det er ligegyldigt, om jeg handler i den nærmeste Brugs, for der åbner bare noget nyt, hvis jeg ikke gør.«

På en ø derimod bliver du nødvendigvis mere bevidst om dine handlinger, mener han.

»For eksempel hvis den sidste færge er gået,« siger han, og vi ser automatisk ud på den blåstribede bund af en Lollandsfærge, der strider mod skumsprøjtet og allerede ved sin udsejling møder sin tvilling. Som en hvid prik mod Lollands grå masse i det fjerne. En i og for sig imponerende trafik her mellem to af landets mest tyndt befolkede sydhavsøer.

»Der har Langeland så lagt sig midt imellem rigtige øer og fastlandet ved at få broen,« tilføjer han.

Der var den igen: broen, der siden 1962 har kløvet sig ind som et point of no return i langelændernes selvforståelse, og som afgør bogens tre mænds skæbne: Jon, Christian og Peter. De tre mænd udfordrer som unge hinanden i stadigt mere dumdristige forsøg på at mærke verden og få tiden til at gå. En aften gælder det Langelandsbroens betonbue, som de i fuldskab og kådhed forsøger at kravle over. Den bue som jeg på vej over broen skæver til, og som vitterligt ser ud til at være næsten en meter bred, til gengæld er der fyrre meter op til toppen. Der hvor drengene i bogen drejer rundt og kravler baglæns ned. Bortset fra Christian, hvis hvide t-shirt de to andre ser flagre som en plastikpose mod det sorte vand. Et traume der indkapsler dem som fluer i rav, alt imens de kæmper for at finde en form for mening med fortsat at være i live.

Stærkt at bo i Herning

Wung-Sung begyndte at læse bøger, da han var 18 år og i en eksistentiel krise. Forestillingen om at læse bøger for at blive underholdt, kender han ikke, så vil han hellere se en fodboldkamp. Iført sort skjorte og jeans, som kun det grånede hår lægger afstand til, fremstår han skarp, selvbevidst og fuld af litterære referencer. Camus, Gatsby, Odysseen, Shakespeare, you name it. Alligevel er den 42-årige forfatter fascineret af de tavse mænds fællesskab, den drillende jargon på en byggeplads og af det græske kor, der rejser sig, når nogen hiver i klokken på det lokale værtshus i Rudkøbing.

Hvad er det, der fascinerer dig ved de tavse mænds fællesskab?

»Timingen i replikkerne skal falde som i en westernfilm,« siger Jesper Wung-Sung, der finder inspiration til sine bøger i blandt andre Sam Peckinpahs film.

»Når du måler op på en byggeplads, krydser du hinanden med mellemrum, der befordrer en enkel og kortfattet kommunikation. Det er set up og pay off. Der bliver sagt noget om formiddagen, og ud på eftermiddagen falder den tørre bemærkning, ham den anden har fortjent hele dagen.«

Et fællesskab, man vil strække sig lidt længere for, kalder han det.

»Som når man er den mest fulde i et mandefællesskab, og ikke kan drikke en øl mere, men fordi de andre gerne vil, så gør man det. Det er jo absurd, men jeg synes faktisk, det er rørende nogle gange – at drikke den øl, man ikke kan.«

På samme måde er mandefællesskaber befriende nonverbale. Som det mellem forfatteren og hans far, der er sømand og aldrig har interesseret sig for litteratur. Til gengæld har han givet sønnen friheden til at interessere sig for andet end skibe og længslen efter hav videre.

»Hvordan kan det være, at vi kan køre 200 km i en bil uden at se en klap for ved det mindste syn af blåt at standse op og se ud over havet?« spørger han og svarer selv:

»Jeg tror, vi føler os tættere på vilkårene for vores eksistens, når vi er ved vandet.«

En påmindelse han gerne vil have både som menneske og forfatter.

»Det er derfor, jeg opsøger havet, og uden at fornærme nogen, der bor i Herning, må jeg bare sige: Det synes jeg er stærkt. Det kræver karakterstyrke at bo så langt fra vandet.«

I bogen smider Jon sit Long Island-pas i Svendborgsund, og rejser som gymnasielærer ind i et miljø af bøger og klassikere. Han vender dog som en anden Gatsby-figur tilbage. Hvor Daisys lys for enden af molen glimtede jadegrønt og forjættende for Gatsby i The Great Gatsby, så er det billedet af Peters familielykke i det hus, han selv har bygget med udsigt til Langelandsbæltet, der paralyserer Jon i MEN.

»Peter har gjort begrænsningen til en frihed, og Jon tænker, han må ligge inde med viden om, hvordan man lever et selvberoende liv,« forklarer Jesper Wung-Sung, der lader de to mænds liv krydse baner til de uundgåeligt mødes i show down på broen til sidst. Ikke helt ulig de to barndomsvenner, der ser hinanden på broen i Per Pettersons Jeg nægter fra 2013 går det pludselig op for den ene og ned for den anden, og spørgsmålet om, hvad der binder os og hvad der gør os frie får fokus. For nok hviler Peter i sig selv, men hans verden falder fra hinanden, da håndværkerjobbene ryger til østarbejderne og konen Malene skrider og tager sønnen Magnus med sig.

»Peter er den tragiske westernhelt, der sidder på sin hest med to seksløbere og ser toget komme buldrende forbi og husene skyde op,« siger Jesper Wung-Sung.

»Og som Peter tænker, når han nat efter nat kører rundt på Sydfyn i sin bil, er spørgsmålet om man skal lade falde, hvad der ikke kan stå?«

Wung-Sung lader Peter i bogen køre under Faunabroen, der blev bygget over Svendborgsundmotorvejen for 18 millioner kroner for at redde den hasselmus, der så alligevel ikke bruger broen. Og som Jesper Wung-Sung siger:

»Enten synes man, det er absurd, eller også anskuer man det som en smuk og overskudsagtig gestus fra et samfund, der tager sig af de svage.«

I overført betydning er broen et billede på, om vi som samfund skal tage os af personer som Peter, der på mindre end tyve år kommer i klemme, mener Wung-Sung.

»Hvis ikke du har noget alternativ til ’hvad kan betale sig’-logikken, hvis ikke du har nogen værdier før det, så bliver det et ’ja selvfølgelig skal vi køre den mus over, selvfølgelig skal de billigste håndværkere være velkomne.’«

Og selvfølgelig skal Langeland lukke?

»Og selvfølgelig skal Langeland lukke! Hvis ikke det er rentabelt at bo på en ø, så må den lukke. Det er jo holdninger, der har vind i sejlene for tiden, og som rammer mange fra min generation,« siger Jesper Wung-Sung, der tilhører den brøkdel af sin klasse, der gik videre i gymnasiet. »De fleste havde forhåndsaftaler med smeden eller murren på Ærø, og jeg synes det er berettiget, når de som Peter i bogen spørger, hvorfor det de hele tiden har gjort, og som samfundet har bedt dem om pludselig ikke er godt nok mere?«

Charles Ingalls på tagryggen

Maskuliniteten i MEN og i Wung-Sungs forfatterskab er korporlig. Noget med at slå en proper næve, sparke til en bold og bygge noget med sine egne hænder.

»Jeg mener, en mand bør kunne bygge sit eget hus. Charles Ingalls i Det Lille Hus på Prærien, han er det ultimative mandebillede,« siger Wung-Sung og hæver stemmen, der stadig er spinkelsprød.

»Når han sidder på den tagryg og vinker ned til sin familie, dér opnår han det største en mand kan opnå,« siger forfatteren, der ikke selv har bygget så meget som et hundehus. Til gengæld har han skabt et forfatterskab, han selv kalder eksistentielt, og som med MEN også forsøger at italesætte et tabu.

»Jeg kan ikke sidde til et middagsselskab, vende mig om og spørge min borddame:

’Hvornår har du sidst tænkt på at slå dit barn ihjel.’ Men det kan jeg i litteraturen.«

Det var en hændelse i Jesper Wung-Sungs nærområde, der for et par år siden satte ham i gang med romanen.

»En far, der boede på den rute, hvor jeg går ture i Svendborg, slog sine to børn ihjel, og straks skyller alle avisoverskrifter over med ord som ’jalousi’ og ’hævn’,« husker forfatteren for hvem det virkede som en overfladisk forklaringsmodel.

»Ni ud af ti gange er det mænd, der begår de her mord og det siger noget om, hvad mænd går og tumler med, og om deres forståelse og logik,« mener Jesper Wung-Sung.

I fængsler er børnemordere og pædofile de nederste i hierarkiet, dem vi dømmer hårdest.

»Det smukke ved litteraturen er, at der kan jeg leve mig ind i personer, som jeg udefra set synes skal dømmes og gå til psykiater. Æstetik og etik smelter sammen der,« siger Wung-Sung, der i romanfiguren Peter har skabt en person, der følger logikken: Hvis ikke han længere giver nogen mening i samfundet og i familien som den han er, så gør hans søn heller ikke, og så tager han konsekvensen.

Hvorfor skal tingene have en konsekvens?

»Fordi du tror, der ligger en frihed for enden af det valg. Det er også kun mænd, der går ned efter smøger og forsvinder.«

Eller går i hundene?

»Det handler om at gå planken ud. Faktisk kan du koge det ned til spørgsmålet: Hvad gør du dagen efter du drak dig ned. Drikker du resten af whiskyen eller går du i bad?«

At kappe trosserne

Der ligger en Abraham og Isak-historie under midten på historien om Peter og Magnus, og byrden af den frie vilje optager forfatteren meget.

»I dag gives der ingen Gud, der råber ’Gør det,’ og vi er blevet omnipotente. Vi bestemmer selv, om vores børn skal leve eller ej,« funderer Wung-Sung.

Det frie valg optager dig meget?

»Ja i høj grad. Jeg kan ikke vente i tredive sekunder på en busstation eller tage en sok på uden at overveje om det giver mening.«

Vi ler spontant, men Jesper Wung-Sung mener det alvorligt.

»Jeg kan også sige det på en anden måde. Jeg tænker på, at jeg skal dø hundrede gange om dagen.«

En tanke der ikke nødvendigvis er deprimerende, men snarere befordrende:

»Det skærper bevidstheden om, hvad der har betydning, hvad der er liv.«

Kan det tænkes, at døden er mere nærværende, hvis man som forfatter stadig har meget man vi nå?

»Ja, netop. Jeg kan også se, at som årene går, skriver jeg mere og mere og på mærkelige tidspunkter af døgnet. Fordi der er ting der skal skrives, og man ved aldrig, hvor på sin bane man er, eller hvor på broen man står.”

Hvad er det, du gerne vil nå?

»Jeg vil gerne skrive en bog, der rummer alt det, jeg har at sige,« siger han og afslører derved, at den endnu ikke er skrevet.

Forfatterskabet som et valgfrit fængsel, som Sisyfos på bjerget eller måske snarere som en valgfrihed af muligheder.

»Måske er det derfor, jeg aldrig blev sømand: Fordi det er nok for mig at stå ved vandet og vide, at jeg bare kan kappe trosserne og tage af sted.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er imponerende så meget der er skrevet om fattigdom og udsatte, kontra hvad der faktisk gøres i praksis - eller skæve eksistenser generelt. Fakta er desværre, at der intet gøres, medmindre andre gør det for dig - når du er i en udsat position. Det svarer lidt til at bede en med brækket ben - om at gå på hospitalet. Der kan gøres rigtig meget for at forbygge, desværre kan det ikke samles i et regneark, og det giver åbenbart administrative udfordringer. En stigning på 12% (selvmord) taler vel også sit eget sprog, klarer bliver det jo ikke.

Det var mere et generelt statement, end det er minded på artiklen - for selvfølgelig skal det italesættes. Synes bare det er trist, at så mange står overfor nedbrydende problemer, mens der bare snakkes, og gives skattelettelser.

Vi har altid haft så travlt med at koble følelser på maskiner, i et forsøg på at finde svar på vores egen tvivl - nu er vi nød til, at koble følelserne fra for at arbejde ved maskinerne. Der er fundamentale ting, der strider imod menneskers naturlige balance.

Sammenhold og nærvær er de ting der giver mening, alt det andet, skulle gerne være midler til at opnå det essentielle. Jeg kender folk der hellere vil arbejde, end at være sammen med deres unger, for pengene er jo rare at have.

Det er selvfølgelig håbløse holdninger at have, med de eksisterende paradigmer - men nogen skal jo banke i bordet, når strækmarchen starter (so to speak).

Torben Knudsen

Opbygningen som handyr starter som spæd.
Opbygges han til ligestilling i ordets værste betydning og appellerer han ved sine holdninger til at møde en kvinde, der vil mere end ligestilling, typen, der får skovlen under og over manden i løbet af 5-10 år, og derefter ikke kan kende den person hun giftede sig med og vil skilles, så er der ofte kun bænken og bajerne tilbage og naturligs dating.dk , hvor det kan begynde forfra.
Men helt enkelt sælger det ikke bøger, at i romanform lade det handle om den perfekte match imellem mand og kvinde, men det findes da.
Ingen gider heller at interviewe en forfatter, der skulle have skrevet om det skønne i ægteskabet.

Tro det har nået med de indre fiske-rettigheder at gøre, at de fynske øer er noget særligt.
Hvor melankoli og ø-kuller gør mænd tavse og kvinderne mistænksomme, men igen på mærkelig vis også gør ensomheden frydefuld og menneskelig dyb.
Og det må man da sige Jesper Wung-Sung er, der tør pusle med de ting andre mænd ikke tør. Han har lagt Ærø-huen fra sig men savner dens varme og forsøger tappert at navigere over eller under broen, som aldrig blev bygget.
Bor selv herude på øerne som 'fremmed' tilflytter og kom naivt til at foreslå at Ærø og Langeland burde ø-sammenføret, der kun er adskilt med en 4 kilometer tilsandet vand passage, nede ved Ristinge og Marstal.
Det skulle jeg aldrig have opfordret til og røg med det samme over i kategorien muldvarpe som de stadigvæk ser skævt til, mange år efter. Fik dog et svar fra en af øernes borgmestre hvor der kort stod, 'har modtaget dit brev'.
Så Jesper Wung-Sung rammer plet når han skriver at alt har konsekvenser herude, også for mænd der vælger at gå i hundene. Min grund kalder de drillende for mælkebøtten, også selvom mælkebøtterne allerede var der da jeg købte et af deres gamle flotte rødstens huse!
Men man får meget hus for pengene herude på øerne og hvis man ligesom Jesper kan iagttage og få noget godt ud af vandene der adskiller øerne, så kan jeg varmt anbefale at flytte herud, hvor de indre fiskerettigheder stadigvæk gælder.

Per falk Hansen, Jacob Jensen, Vibeke Rasmussen, Per Torbensen, Karsten Aaen, lars abildgaard, Anna Jensen, Frederik Tim og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

det er lige vejret til en gåtur over Langelandsbroen, husk at taber mænd fra udkants danmark, ikke er klædt så pænt på, at nogen gider stoppe og give dig et lift når du tomler.!-
jeg prøvede det den anden nat 20 minusgrader i vinden, jeg glemte alle de bøger jeg havde læst, de redde mig ikke fra den der indprogramerede følelse af det jo er min egen skyld.-

ok læs bare videre i midelklasse biblerne, det er den dag det er ens tur til den gåtur, at man fatter at det om ikke andet kunne have givet en stakket varme at brænde lortet.!-

Majbritt Nielsen

Torben Knudsen
31. januar, 2014 - 18:11
O, hvor er jeg træt af den traver. Hvis der er noget galt i samfundet. Så er det fordi det er feminiseret.

Hvad med om i mænd så tog jer sammen og tog ansvar for jeres børns opdragelse? Hvis det står så galt til? I stedet for at tude over at det er så søøndt for jer.
Eller ahr i for travlt med at slå endnu en rekord på playstationen???
Underligt som når jeg spørger mænd hvad de så gør for at virke om konstruktiv modvægt til at deres drenge feminiseres. Så er deres drenge det ihvertfald ikke, det de andres drenge....
Det sku da et sørgeligt.

Christel Gruner-Olesen og Henrik Danstrup anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg kan ikke se relevansen af kønnet i dette her.

jeg kender mænd, som holder deres inderste tanker og sorger for dem selv - men jeg kender osse kvinder, som gør det samme.
Jeg har (om)bygget et hus. (Ja, uden en mand og uden håndværksuddannelse - og ja, det er skævt, men det duer).
Det har ikke en skid med køn at gøre. Det har noget at gøre med trangen til at skabe at gøre. Og den tarng findes indenfor begge køn i forskellige udforminger.
Jeg har boet Sydfyn. Ja, der er masser af problemer og håbløse udsigter.
Og jo - jeg har osse arbejdet på skibe.
Og ja, jeg er kvinde.

Glem kønnet.
Kønnet har ikke større relevans end personlighed.

Christian Pedersen, Ole Hansen, Hanne Ribens, Jakob Silberbrandt, Anders Kristensen, Jens Lerdorf, Vibeke Rasmussen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Og til overskriften:
Nej.

Lise Lotte Rahbek

Jeg glemte osse at skrive, at jeg har bekendtskab med ældre kvinder, som har gjort det samme med at bygge huse og tage til søs og holde følelser for sig selv.

Nøj - denne anmeldelse minder om en tidslomme fra dengang kvinder var rengøringskoner og bøsser var skydevåben.

Majbritt Nielsen, Ole Hansen, Hanne Ribens og Jens Lerdorf anbefalede denne kommentar

Der er smukt på landet og på øerne,men der er også mishager ved at bo for lokalt,uanset hvad flytter nissen med uanset køn.

Hakkeorden eller social rangstige er mere synligt og alle bliver anbragt på en hylde,som hverken holder eller er retfærdig,men du er udpeget og anbragt.

Anonymitet kan være godt men det slider på fællesskabet der omvendt kan være benhårdt og bestemt af ikke altid retfærdige hensyn-ja livet er ikke nemt.

Spændende fyr ham Jesper og hvor er det en skam, at det er en kvinde der taler med ham.
Hun rammer konsekvent forbi.

Det er nu ikke så helt forkert, hvad bogen skildrer.
Om mig selv. Jeg er født og opvokset i Svendborg, min mor er født i Rudkøbing, mine bedsteforældre var fra Ærø.
Jeg kender netop en, der gik ned efter morgenbrød i Svendborg, - da han fortalte mig det, sagde han: "Det er 35 år siden, og jeg har ikke været hjemme siden."

Den med broen kender jeg også, dog uden tragisk udgang.
Pinsemorgen i 1965 havde nogen venner og jeg været på Ørstedspavillonen i Rudkøbing, de lukkede først kl. 5 morgen, vi blev enige om at spare taxien og gå til Svendborg, vi tænkte ikke på at der er 18 km.. Det var fint vejr uden en sky på himlen, og det var helt stille, havet lå som et spejl.
Da vi var kommet op på Langelandsbroen, kom vi til at tale om nogle små drenge, der havde siddet oppe på brobuen, og ville fiske, men var blevet jaget væk af politiet.

Vi talte om at det måske kunne være farligt, men jeg havde fået temmelig meget at drikke, og sagde: "Det er vel ikke mere farligt, end jeg også kan gøre det." "Det koster en omgang øl på Thurø kro" sagde en af vennerne.
Da jeg ikke ville af med en omgang øl, gik jeg over buen, og indkasserede 6 øl på Thurø kro.
Jeg var så påvirket at jeg ikke var nervøs, men ikke så påvirket at jeg slingrede.

Så bogen er ikke helt fantasi.

Karsten Aaen, Per falk Hansen og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar

Man kan enten lade sig tryne og gå i hundene, eller kæmpe for det man har kært og har som sådan intet med kønnene at gøre.
Eksempel: For nogle år tilbage var der et yngre par der havde købt et lille hus i Rudkøbing, som de gamle valgte at mobbe og spredte rygtet, at kvinden var en prostitueret der kom på besøg hver dag.
Manden prøvede med deres bryllups billed i den lokale avis, at forsvare sin kone og ægteskab, men lige lidt hjalp det, og de ende med at fraflytte øen igen.
Så Janni Schjødt Kold skal være undskyld sin by-uvidenhed om menneskelig balance, hun mener det sikker godt og er ikke klar over, at ude i provinsen er det andre samfunds normer der råder.

Per Torbensen, Majbritt Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg glemte at skrive, at på Siøbroen mødte vi en taxi, der kørte os til Thurø (kroen åbnede tidligt fordi det var Pinsemorgen)

Jens Lerdorf: Sjove fortællinger du gengiver. Det er helt sikkert sådan noget de IKKE kan fange i en undersøgelse fra SFI eller hvem man nu sender ud for at studere disse miljøer når politikerne på Christiansborg undrer sig over hvorfor de unge flygter og ingen gider lægge arbejdspladser der.

Per falk Hansen

blev rimeligt ramt af denne fortælling fra min fødeegn Svendborg. Kunne følge turen over Siø dæmningen og snakken om endnu en mand midt fyrre der var sprunget fra Svedborgsund broen .
Ligeledes kan jeg se mig selv i dette mande bodega/kro univers, som jeg igennem hele mit voksne liv har opsøgt og stadig dyrker. Jeg er måske ikke den store deltager i miljøet, men mere en slags voyeurere. Her føler jeg mig tryk og kan sidde der alene, med min øl og lytte til andres mænds gode,sørgelige,fantastiske,underfundige,løgnagtige………..historier.

Vibeke Rasmussen, Jørn Boye, Per Torbensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Som fremmed tilflytter og en stor beundre af det sydfynske og deres urørte absolut bevarings værdige ø-kultur, må jeg indrømme at man får det ene chok efter det andet, når man konstatere hvor håbløst særligt Ærø og Langeland, hænger fast i datidens fortræffelighed og de faktisk stopper hele væksten i det sydfynske, med det resultat at folk bliver deprimeret, går i hundene og har svært ved at finde et ståsted.
Så jeg mener det godt når jeg opfordre til en øjeblikkelig ø-sammenføring af Ærø og Langeland og at det må være på tide at de 2 øer gengælder den solidaritet borgerne i de rige overskuds kommuner, har udvist dem i gennem årtier, med økonomisk særbehandling.
For det siger da sig selv, at i det øjeblik Ærø og Langeland får etableret en fælles modernet mutids infrastruktur, fælles kommune o.s.v., vil øerne ikke bare blive dobbelt så attraktive at besøge, bosætte sig på og og drive virksomhed fra, men 3-4 gange så spændende.
For man kan sgu' ikke både række poten frem og vil have særbehandlings penge og samtidigt mobbe 'fremmede' så eftertrykkeligt, at nogle vælger at hoppe ud fra broerne i fortvivlelse.

P.S. indlægs tema relevant status over Sydfyns infrastruktur
Hovedvej 9 der er blevet udvidet med en motorvej fra Odense til Svendborg, for så at blive en tosporet flaskehals farlig landevej over Tåsinge og Langeland, til Spodsbjerg og færgen over til Lolland, er jo for pokker med den kommende Femern forbindelse, det vækst tiltag de danske sydhavs-øer fra Møn til Ærø, har sukket efter i årtier, så hverken Ærø eller Langeland skal spørges til råds om de ville eller ikke vil, infrastruktur 'oplands' tilsluttet.
Det er altså ikke for at hænge fast i datidens infrastruktur, at der bliver investere 40 milliarder i fremtiden hernede på sydhavs-øerne, Ærø og Langeland har også et ANSVAR og SKAL selvfølgelig sammenføres.
Håber nogle embedsmænd der har med infrastruktur at gøre læser dette, bare ikke Dong tak.