Læsetid: 7 min.

Martret af multikulturen

De er afropolitanere – yngre afrikanske forfattere, der frivilligt er emigreret til Europa og Nordamerika, men hverken føler en tilknytning hertil eller til hjemlandet. De skildrer ikke en glad, flerkulturel virkelighed, men et liv hvor forskelle er lige så ubærlige som berigende. Information har mødt en af strømningens væsentlige stemmer, NoViolet Bulawayo fra Zimbabwe
Forfatteren NoViolet Bulawayo voksede op i Zimbabwe, men har levet det meste af sit voksne liv i USA. Hun er en af de såkaldte afropolitanere og er samtidig den første sorte, afrikanske kvinde, der er nomineret til den prestigefyldte Booker-pris for sin roman ’We Need New Names’.

Tsvangirayi Mukwazhi

3. januar 2014

Det var den 31. december 1999, dagen inden det nye årtusinde skulle begynde, og hele slægten stod med glædestårer. Den rige del af verden var travlt optaget af millenniumvækkelser om teknologisk kollaps. I Bulawayo i det sydlige Zimbabwe stod 18-årige Elizabeth Tshele og tog afsked med familien og hjemlandet til fordel for et jurastudium i USA og et værelse hos tanten i midtvesten.

Dengang vidste ingen, at nullerne skulle blive kendt som Zimbabwes ’fortabte årti’ med tvangsforflytninger, hyperinflation og politisk vold. Endnu færre havde den fjerneste idé om, at Elizabeth Tshele først i 2013 ville vende hjem til Zimbabwe, denne gang som globalt hævdvunden forfatter ved navn NoViolet Bulawayo.

Hun var sidste år nomineret til Booker-prisen for romanen We Need New Names, som den første sorte, afrikanske kvinde. I den forbindelse besøger hun en bogfestival i Cape Town, Sydafrikas litteratlækre højsæde, hvor Information møder den 31-årige forfatter: »Jeg var glad for at være hjemme og se mine søskende og min far, som jeg kun har set over én weekend i 13 år. Men jeg kunne ikke relatere til noget, jeg faldt ud af samtaler og måtte erkende, at mit barndoms Zimbabwe er væk.«

Hun havde selvfølgelig hørt om det hele forinden – de mange vand- og elafbrydelser, arbejdsløsheden, hullerne i vejene. Men det var et chok for NoViolet Bulawayo endelig at stå midt i den virkelighed, som hun fra sin californiske residens har skrevet centralt ind i We Need New Names.

På en dag som denne er det ellers nemt at give sig hen til lovprisninger og ventende hvidvinsbranderter, der vil have autografer. Men som hovedpersonen i bogen, Darling, oplever NoViolet Bulawayo til daglig at være fanget imellem en ensom amerikansk virkelighed og et Zimbabwe uden fremtid.

»Ens stemme er knyttet til et geografisk rum. Det første år i USA var jeg tavs, og sådan opfattede andre mig, selv om jeg derhjemme altid var en af de larmende unger. Det døde i mig. Rummet kan kvæle individet, og som migrant kan det ændre noget i dig, når du er ude af stand til at udtrykke dig på dit eget sprog,« forklarer hun.

»USA er en smeltedigel, der ikke smelter. Der er en følelse af, at det er et land med åbne arme og åbne døre, men for at finde dit fodfæste må du købe hele pakken og leve op til helt særlige amerikanske standarder om f.eks. at tale amerikansk og gå på arbejde.«

Flere hjem

NoViolet Bulawayos kritik af det amerikanske samfund kan lyde som et ekko af den nigeriansk-amerikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie, der i sin seneste bog, Americanah, anklager USA for at være fyldt med racisme, men uden racister. Sammen er de om at tilhøre en generation af yngre forfattere med afrikanske rødder, der er vokset op i et postkolonialt Afrika, men har levet det meste af deres voksne liv uden for kontinentet.

Det er den gruppe, som den britiske forfatter Taiye Selasi med nigeriansk-ghanesiske rødder har beskrevet som ’afropolitanere’ i sit berømte essay Bye-Bye, Barbar (or What is an Afropolitan?): »Du kan kende os på vores sjove blanding af London-mode, New York-jargon, afrikansk etik og akademisk succes.«

De har frivilligt valgt at migrere fra det afrikanske kontinent og bor nu i Nordamerika eller Europa, men oplever en afkobling både til hjem- og værtslandet.

En paradoksal tilstand, som den kenyansk-amerikanske forfatter Mukoma wa Ngugi har beskrevet:

»Der er noget illusorisk over ideen om altid at tænke, at man vil vende tilbage. Så nu har jeg bare erklæret at have flere hjem.«

Disse forfattere beskriver ikke en tilstand af multikulturel harmoni eller verden som en legeplads, men følelser af besvær og skyld over at have forladt familie og venner. De hylder det destabiliserede og skriver sig op imod det faste tilhørsforhold.

Lyserød som et brandsår

I NoViolet Bulawayos roman er det et kriseramt Zimbabwe, som den 10-årige hovedperson Darling vælter rundt i med slyngvennerne. Ikke bare er det kriseramt, romanens univers kunne ligne den mest knastørre afropessimisme med beskrivelsen af en børnegruppe, der selv må foretage en abort på et incestramt barn, et selvmordsoffer, som dingler fra et træ, og forældre, der enten er syge af aids eller af minearbejde. Selv kagedekorationer er her lyserøde som ’farven af et brandsår’. Stilen er brutal, men perspektivet er en børnefloks legende omgang med en voksenfri tilværelse, alvoren overskygges af guavatyveri og Bin Laden-fangelege.

Darling og hendes venner har det sjovt som i en Bjarne Reuter-roman, blot med mere vold og mere død, og på den måde undgår NoViolet Bulawayo at spille medlidenhedskortet.

Håbet om at flytte til USA er altid nærværende i bogen. Men det tager en drejning, da Darling pludselig står midt i drømmen, i ’Destroyedmichygen’ (Detroit, Michigan). Herefter kredser fortællingen om den kolde sne og den faretruende fremmede teenagekultur, der bringer Darling mere ind i sig selv og væk fra alle andre; en skildring af en abstrakt uro, der har fået anmeldere til at drage sammenligninger til forfattere som J.M. Coetzee og Zadie Smith.

Selv voksede NoViolet Bulawayo op i en skurby i Zimbabwe, men oplevede aldrig livet som racebaseret. Først i USA indså hun, at hun er sort, men ikke en del af det sorte USA. Det styrkede hendes identitet som sort afrikaner i eksil. Efterhånden har hun dog tilbragt halvdelen af sit liv i USA. Det var her, hun fandt på sit kunstnernavn, der betyder ’med violet’ – tilegnet sin mor, som hun mistede 18 måneder gammel – og ’Bulawayo’, der refererer til hjembyen i Zimbabwe.

Det var også i USA, at hun i årevis i hemmelighed skippede jurafaget til fordel for skrivekurser. Først i 2011 afslørede hun den litterære ambition for familien, efter hun vandt den prestigefyldte Caine-pris for afrikanske forfattere.

Som voksen har hun kun kendt USA, men hun vil blive gammel i Zimbabwe, fastholder hun.

Man kan ikke dø i Lagos

Netop fraværet af én tilknytning får for tiden Teju Cole til at gruble over, hvor hans aske mon skal hen, når han dør. Med sin roman Open City under armen er han også ankommet til bogfestivalen i Cape Town. For nylig blev han overrasket over at møde flere, der havde en klar og præcis idé om, hvor de skulle begraves, og hvordan de skulle være klædt. Fraværet af den slags viden viser, at han selv er frakoblet ét bestemt sted.

»Den her klarhed om døden tror jeg ikke handler om alder, men om præcist at vide, hvad der er dit. Der er mennesker, der kan pege på gravsteder, hvor de ved, de ender, fordi deres forfædre siden 1600-tallet ligger der. Men Lagos, hvor jeg voksede op, dér kan man ikke dø, der er alt for meget larm,« griner han og tilføjer: »Og vil jeg virkelig begraves i Brooklyn?«

Teju Cole tilhører også denne afropolitanske strømning, og som forfatter og fotograf har han skiftende bopæl i New York og i nigerianske Lagos. Hans anmelderroste roman beskriver den tysk-nigerianske psykiatristuderende Julius og hans forviklede tungsind, mens han vandrer rundt på Manhattan efter 9/11 med afstikkere til Bruxelles og Nigeria. Som hos NoViolet Bulawayo er romanens hovedperson martret og må leve med den ustabile tilstand efter en katastrofe.

»Mange af os, som har krydset grænser og er endt i et andet land, har jo gjort det af gode grunde. Men der er jo åbenlyse tab forbundet med det også,« siger Teju Cole og nævner, at en af udfordringerne er at skulle konfronteres med ’autenticitetsbrigaden’, der står klar med skuffede blikke, hvis sorte kunstnere ikke er ’sorte nok’ i deres kunst.

»Det har været vigtigt for mig ikke at give nogen ret til at være skuffet over mig – ’jeg tilhører ikke dig, så hvordan kan du være skuffet?’ Vi har så mange andre presserende problemer, så hvorfor bekymre sig om, om en eller anden synes, man er sort nok?«

På samme måde lyder hans dom over ængstelsen for at blive sat i bås, der ellers ofte genfindes på tværs af kunstarter:

»Om jeg kaldes nigeriansk, afrikansk, yoruba, amerikansk eller afroamerikansk forfatter, så accepterer jeg alle mærkaterne og flere endnu. Jeg elsker dem alle, jeg er ikke ængstelig ved dem. Det vigtige er at have mange mærkater på sig!« siger Teju Cole, der er i gang med en non-fiktiv bog om Lagos.

Ingen lindring

Med Booker-prisnomineringen af NoViolet Bulawayo er opmærksomheden igen rettet mod værker af disse yngre, fraflyttede afrikanere. Det sker samtidig med, at den optimistiske gengivelse af det afrikanske kontinent sjældent har været mere fremherskende: fra økonomers højspændte idé om et ’Africa Rising’ til problematiseringen af de gamle Afrika-fortællinger om børn med fluer i øjnene.

»Jeg ved godt, at jeg skriver i en tid, hvor alle efterspørger andre og positive fortællinger fra Afrika. Men jeg er også et socialt indigneret væsen, og andre kan lave de historier, hvis de vil,« siger NoViolet Bulawayo og tilføjer:

»Min bog blev født ud af den zimbabwiske erfaring. Jeg startede med at skrive de andre historier, men så begyndte landet at falde fra hinanden. Jeg skriver ikke for at tilbyde lindring eller afveksling.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu