Baggrund
Læsetid: 4 min.

Mens Danmark har glemt alt om 1814... husker Norge (del II)

Som den yngste nation i Skandinavien har det norske folk opbygget sin identitet på et fundament af nyfunden national selvtillid – og med Danmark som antitese. 500 år under tøflen har givet nordmændene en afsmag for enhver autoritet eller union, mener norske forskere
»Norge skulle være det modsatte af Danmark. Vi havde ingen stolt militær historie, en svag kulturhistorie og kun lidt urban civilisation. Til gengæld havde vi dramatisk, vild natur og en selvstændig bondestand, som i store træk havde undsluppet feudalismen.« Foto: Norges Nationalbibliotek

»Norge skulle være det modsatte af Danmark. Vi havde ingen stolt militær historie, en svag kulturhistorie og kun lidt urban civilisation. Til gengæld havde vi dramatisk, vild natur og en selvstændig bondestand, som i store træk havde undsluppet feudalismen.« Foto: Norges Nationalbibliotek

Kultur
14. januar 2014

Læs del I her...

Mens tabet af Norge glimrer ved sit fravær i det danske folks forståelse af dets egen tilblivelse som nation, har slægtsskabet med Danmark efterladt langt tydeligere aftegninger i den norske nationalidentitet. Før bruddet med Danmark i 1814 følte mange nordmænd en stærk tilknytning såvel til den norske muld som til den danske stat. Men med løsrivelsen fulgte nødvendigheden af en national egenart.

Den norske kultur havde hidtil været tæt forbundet med og påvirket af den danske. Og selvom der var kræfter i den norske elite, som fandt det belejligt at holde fast i og videreudvikle den kulturelle arv fra Danmark, higede især de norske bønder efter deres egen identitet.

»Norge skulle være det modsatte af Danmark. Vi havde ingen stolt militær historie, en svag kulturhistorie og kun lidt urban civilisation. Til gengæld havde vi dramatisk, vild natur og en selvstændig bondestand, som i store træk havde undsluppet feudalismen,« forklarer den norske socialantropolog og forfatter Thomas Hylland Eriksen.

Ud af den genfundne nationale stolthed fødtes gennem midten af 1800-tallet en næsten selvfølgelig kærlighed til den norske natur, det norske klima og populære folkeeventyr om den simple bondesøn, Askeladden, som altid klarer ærterne og som regel snupper både prinsessen og det halve kongerige.

»Her ligger en kilde til national selvtillid, der kun kan opstå i lande, som ikke har oplevet feudalisme,« mener Thomas Hylland Eriksen.

Ifølge ham er de nationalromantiske elementer stadig stærkt til stede i nutidens Norge. Og forklaringen, mener han, skal findes i tiden efter 1814. Uanset politisk overbevisning har nordmænd stadig en vedvarende interesse for »alt, hvad der er norsk«, hvilket Thomas Hylland Eriksen ser som et typisk postkolonialt træk. Norge stræber stadig efter at definere sig selv som noget væsensforskelligt fra de tidligere overmagter Danmark og Sverige.

Skrøbelig selvstændighed

Kun få måneder efter, Norge havde fået sin egen grundlov, blev landet tvunget ind i en union med ærkefjenden Sverige. Og den selvstændighed, som landet fik igen i 1905, varede kun i en enkelt generation, inden Norge igen var besat. Denne gang af nazisterne.

»Så national selvstændighed opleves som noget skrøbeligt og sårbart i Norge, hvilket er en vigtig delforklaring på, at landet næppe vil blive medlem af EU i min levetid,« fortæller Thomas Hylland Eriksen.

Konflikten mellem de danskstemte nordmænd og de, som ønskede en særegen norsk fortælling, har præget det norske samfund frem til i dag. Helt håndgribeligt kan striden blandt andet ses i de to officielle skriftsprog, bokmål og nynorsk, hvoraf det sidste blev opfundet med udgangspunkt i forskellige norske dialekter – som et forsøg på at erstatte det danskinspirerede bokmål.

»I en vis forstand kan man sige, at der den dag i dag findes to Norger: Det nordiske Norge og det dansk-tyske Norge, som er forankret i de større byer. Her går et hovedskel i norsk identitet,« forklarer Thomas Hylland Eriksen. Han ser også de norske folkebevægelser gennem 1800-tallet – såsom lavkirkelig kristendom og afholdssagen – som udtryk for en stærk nationalromantisk, men også antiautoritær strømning. Værdier som lighed og individualisme fulgte i kølvandet på den norske fortælling om bonden og naturen. Ingen skulle kue den lille mand.

Den norske skepsis

Rent politisk måtte Norge også genopfinde sig selv efter bruddet med Danmark. Kort før den svenske besættelse nåede den norske elite at udforme Europas dengang mest progressive forfatning med hensyn til stemmeret og en form for folkestyre.

»Det var ikke nødvendigvis demokrati, sådan som vi kender det i dag. Men det var i hvert fald en helt anden forfatning end den type, man kendte i resten af Europa, for eksempel I Danmark som jo havde enevælde. Det kunne man knytte en vis stolthed til,« siger Morten Nordhagen Ottosen, som er historiker ved Universitetet i Oslo.

Dermed begyndte nordmændene også at se sig selv som politisk foregangsland, mener han. I lighed med Thomas Hylland Eriksen ser han modviljen mod unioner som et af de klareste resultater af Norges fortid som kastebold mellem andre nationer.

»Der er en vældig skepsis mod at indlade sig i andre former for unionssamarbejde og frygt for, at man enten kan blive forfordelt, eller at man kan blive koloniseret og udnyttet, sådan at andre skal bestemme,« forklarer Morten Nordhagen Ottosen.

Et eksempel er den politiske debat i Norge omkring EU-valgene i 1972 og 1994. Begge gange stemmer nordmændene nej, og begge gange bruger nejstemmerne både den danske og den svenske besættelse i valgkampen som skræmmeeksempler på, hvor galt det kan gå. De 400 års union med Danmark har fået tilnavnet ’400-årsnatten’. Selvom det nu ikke var så slemt igen, mener Morten Nordhagen Ottosen.

Set i lyset af nordmændenes stærke nationalfølelse er overgangen til et flerkulturelt samfund imidlertid gået overraskende gnidningsfrit, mener Thomas Hylland Eriksen. Selvom debatten om Norges nationale identitet til tider kan blive skinger, og et parti som det højrenationale Fremskrittspartiet i dag sidder i regering, ser Thomas Hylland Eriksen ikke en entydig orientering mod nationalismen.

»Dagens norske nationale identitet har både en nationalromantisk dimension og en republikansk dimension. Og det er ikke oplagt sikkert, at den nationalromantiske, er den stærkeste.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her