Læsetid: 4 min.

Ud på fjeldet og være mand

Norsk litteratur er en guldkalv med tryne af toblerone og ører stoppet med marcipan. Men norske romankarakterer tager ikke del i festen. De er dystre, deprimerede og vil væk fra byen og ud i naturen. Hvorfor egentlig?
Mændene i norsk litteratur flygter fra den modernitet, der udhuler deres maskulinitet, og ud i naturen. Det gør de så ofte, at Erlend Loe har kunnet parodiere det i romanen ’Doppler’ fra 2004.
24. januar 2014

I sidste uge skrev vi på disse sider, at Henrik Ibsen slet ikke var så mørk endda og, at Nordens rygte som et virkelighedens Mordor, måske er en anelse overdrevet. Man skal dog ikke lade øjnene glide hen over mere end et par sider i bogkataloger fra norske forlag, før det afslører sig som kreativ markedsføring. Det driver stadig med problemfyldt maskulinitet og naturmelankoli fra tryksværten i norsk litteratur. Men det er det, vi vil have. Og de ved det deroppe. Vi drømmer om at slippe væk fra den urbane, danske dagligdag, slænge os i sofaen og få injiceret noget norsk naturvitalisme direkte ind i årene. Ikke fortænkt, dansk stenbrosprosa, men den ægte eksistens foldet ud i maksimalistiske bøger om folk, der lever og dør, mens de er angste, ensomme og har svært med at affinde sig med maskulinitet og urbaniteten.

Men hvorfor al den tristesse og alle de plagede romankarakterer, når det nu går så godt for Norge og for norsk litteratur? Ifølge professor Per Thomas Andersen fra universitetet i Oslo er der først og fremmest en hel elementær sammenhæng mellem eksempelvis de mange mænd i krise fra Tomas Espedals og Per Pettersons romaner og norsk litteraturs sejrsgang. Han kalder det en tendens blandt mange andre i norsk litteratur, men en af de monetært mere skudsikre af slagsen. »Det er en vældig stærk læsermagnet i Norge. Mænd i krise er et decideret vinderkoncept,« siger han.

Men hvorfor er de så kriseramte de norske mænd? Er norske forfattere mere triste end deres skandinaviske kolleger? Har de sværere arbejdsvilkår? Ingen af de forfattere Per Thomas Andersen har mødt er specielt triste, fortæller han. Tværtimod. »Men derfor kan melankolien godt være dybfølt og alvorligt ment.«

Han går dog ikke med til, at det er en decideret strategi hos norske forfattere at skrive ud fra den samme succesformel hver gang.

»Jeg vil ikke påstå andet, end at det er dybfølt og alvorligt ment. Men det er påfaldende, hvor mange mænd der er i krise i norske romaner. Måske med en overvægt af unge mænd, men f.eks. Dag Solstad har også skrevet om oldinge i krise.«

Ud i naturen

Men hvad gør de norske mænd, når de går martret af angst rundt i byen og er bekymrede over, at moderniteten udhuler deres maskulinitet? De tager ud i naturen. Faktisk har de gjort det så ofte, at Erlend Loe med succes kunne parodiere bevægelsen fra by til natur, da han i 2004 lod Alexander Doppler flytte ud i skoven i bogen, hvis titel er hovedpersonens efternavn. »Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov,« som Doppler formulerer det.

Alexander Doppler ved det ikke, men han er et af de sidste skud på en lang stamme af norske romanfigurer, der lang, lang tid efter urbaniseringen tog fart stadig har det svært med byen. Tag f.eks. løjtnant Thomas Glahn fra Knut Hamsuns Pan. Thomas Glahn er forelsket i – blandt andre – den smukke Edvarda, men deres kærlighed er umulig. For Edvarda er en bypige, mens Thomas Glahn elsker naturen. En jaloux og ublid elsker. Knut Hamsun lader flere gange sin hovedperson i Pan søge ind mod byen for at forenes med Edvarda, hvorpå han så igen trækker sig tilbage skovene og indser at kærligheden er umulig. Hans maskulinitet og liv hører til i naturen.

Og selvom bevægelsen fra by til natur er velkendt i litteraturen, findes der nok en særlig norsk variant, forklarer Per Thomas Andersen.

»En positiv fortælling om den urbane udvikling findes ikke i norsk litteratur før omkring 1980. Selvom urbaniseringen har stået på i lang tid, var den indtil da kun forbundet med noget negativt, hvorimod naturen siden romantikken har været noget positivt. Naturen er selve det autentiske,« fortæller Per Thomas Andersen og gør opmærksom på, at det ikke kun er et litterært, men også et antropologisk fænomen.

Store dele af den norske nationalfortælling er centreret om de opdagelsesrejsende, der skulle til de fjerneste egne af kloden, og på den måde er den norske helteskikkelse knyttet til den fremmede og frie natur.

»Jo længere væk og jo vanskeligere og mere ubehageligt, desto bedre var det. Det at være menneske er i Norge meget tæt knyttet til det at være tæt på naturen. Jo koldere og vanskeligere det var, jo bedre.«

Naturen er imidlertid ikke kun knyttet til det at være menneske, men også specifikt til at være mand, påpeger Erik Hagen, professor i litteratur ved Bergens Universitet. »Der har helt fra Hamsuns og Ibsens tid hvilet en mandlig besjæling over naturen.« Og derfor kan Erlend Loes portræt af en bymand i krise, også kun være ironisk til en vis grænse, påpeger Erik Hagen.

»Man bliver aldrig gennemført ironisk over for naturen i Norge. Det kan ikke lade sig gøre. Der er alligevel noget derude.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Kunne det være den klassiske maskuline trang til at søge til livets ophold gennem jagt og fiskeri i naturen. Dér må man ud, for at finde samklang med sine gener. Og dér er der en anden ånd, der ikke presser, begrænser og klemmer en, dér er der frihed, som kun begrænses af naturens krav. Man kan sige en slags ucivilisation, men civilisationen kan også være streng at have med at gøre.