På hotel med litteraturen

Hotellet rummer en lurende latens af tilværelsens ubrugte muligheder. Her står man revet løs fra normale sammenhænge i et rum, der, skønt allerede nedtrådt af uanede mængder fremmede, alligevel er ubetrådt
I Thomas Manns  ’Døden i Venedig’ indlogerer Gustav Aschenbach sig på Grand Hotel des Bains i Venedig og betages ikke kun af hotellets smukke sandstrand.

I Thomas Manns ’Døden i Venedig’ indlogerer Gustav Aschenbach sig på Grand Hotel des Bains i Venedig og betages ikke kun af hotellets smukke sandstrand.

Mary Evans
10. januar 2014

Hotelpension hed det, som vi over nettet nyligt bestilte i det centrale Schöneberg-kvarter i Berlin. Ved ankomsten satte taxien os af ved en støvet adresse, hvor vi på 2. sal fandt frem til et ganske forsømt køkken, hvor en mand sad flegmatisk og drak te og ventede os. »Ja, her er det ikke,« sagde han til vores lettelse og førte os efter afregning uden frivillig kvittering med rullende kufferter ad nogle gader videre til en etværelses lejlighed i et moderne bygningskompleks. Den bestod af et lille, veludstyret køkken til selvbetjening, spisebord med stole plus en enkelt lænestol og vigtigst: en mægtig dobbeltseng med tilhørende spejlvæg. Ingen tvivl om, at fælles underholdning var meningen. Heller ingen tvivl om, at det var et énkønnet miljø, siden rummets litteratur og billedkunst havde klar retning mod mandlige aktiviteter.

Sceneriet er et enkelt eksempel på, at vores rejsende forventninger kan byde på uventede tilbud, og at et hotelværelse med omgivelser er et mangefacetteret spejl af livets uendelige og næsten arketypiske muligheder. Hotellet er derfor et yndet topografisk miljø i fortællekunsten, fuldt af handlingsmuligheder, sorger og glæder, møder og konflikter. En eksplosiv variant af huset, som ellers kan fremstå som hjem, sommerhus, hytte til ensomme sjælekriser, værtshus, pensionat, sanatorium, hospital, skole med mere. Hotellet har sin magi, kendt af enhver forventningsfuld rejsende, som får anvist sit værelse.

Og så førsteindtrykket af rummet: tilfredshed, skuffelse. »Det kan signoraen ikke være bekendt,« sagde miss Bartlett, »Hun lovede os sydvendte værelser med udsigt og tæt sammen, og i stedet får vi værelser mod nord, med udsigt til gården og langt fra hinanden.« Sådan lyder indgangsreplikken fra en af de to britiske frøkener, der i E.M. Forsters roman fra 1908 havde glædet sig til Værelse med udsigt til Arnofloden i Firenze.

Før man nu stiller sine egne ting på plads for at erobre værelset, rummer det en lurende latens af tilværelsens ubrugte muligheder. Her står man revet løs fra normale sammenhænge i et rum, der, skønt allerede nedtrådt af uanede mængder fremmede, alligevel er ubetrådt, fri for lur fra mur, som fænomen en legeplads for uendelige fiktioner. Man husker knap nok en film uden en hotelværelsesscene, ladet med erotik og nøgne overkroppe over dynekanten, en lejemorder, der venter bag døren eller gardinet eller folk, der monterer lytteudstyr. Udenfor er der sagte trin på den tæppebelagte gang fra helte eller skurke med skydevåben. Det er på tide at stille tandbørsten i glasset, kam, neglerenser hele husapoteket på plads, hænge skjorter og skiftetøj i skabet og lægge aviser, bøger på bordet, inden irritationerne tager over – alt sammen for at undgå det, Marcel Proust kalder »den første aftens fjendtlige værelse«.

Den ganske unge Marcel ankommer til badestedet Grand Hôtel i Balbec på den mondæne kyststrækning i Normandiet, hvor han kommer til at tilbringe sommeren »i skyggen af unge piger i blomst« som titlen lyder på den pågældende del af På sporet af den tabte tid (1913-27). »Det er vores opmærksomhed, der placerer genstandene i et værelse, og vanen som fjerner dem og gør plads til os selv.« Og plads til ham selv var der altså ikke, han forstyrrer tingene og deres egen tilværelses trummerum med et ukendt sprog, der virker sårende på ham. Han martres ved tilstedeværelsen af små bogskabe med glasdøre i det ellers meget elegante rum, et stort spejl stillet på skrå, så han ikke kan slappe af. I en orkan af ukendte lyde plager farverne ham, så han umuligt kan sove for de violette gardiners vildskab foran genstandenes samlede helvede. Men det ændrer sig. Da han møder Albertine i sværmen af unge piger, der udfolder sig netop sværmerisk i sommerlandskabet, får alle disse ting ganske karakter af en ny sensuel, erotisk glød, da han venter besøg af hende og ikke længere har behov for mormors fortrolige nærvær og bankelyde fra naboværelset. Imens udfolder Marcel koloristiske billeder af strandhotellets personale og fashionable, faste sommergæster, lokale bedsteborgere i deres sociale rangorden, dertil kommer mere bogstaveligt sommerlysende stemninger og sindstilstande, udflugter til casinoer og katedraler og åndeløse naturoplevelser af standset tid, genvundne øjeblikke af nærvær.

Venedig

Senere i det store værk finder vi det stærkt lysende kapitel »Ophold i Venedig«, bind VII med titlen Albertine forsvundet (oversat af Bjørn Bredal i hans Begærets by, 1998), hvor Marcel på kunstrejse, nu med sin elskede mor, er indlogeret på et anonymt og ikke nærmere beskrevet hotel. Da hjemrejsen senere er arrangeret af moren, er han imidlertid blevet opsat på en erotisk affære og sidder nu, da hun er taget af sted til banegården fulgt af hans oppakning, med en drink på terrassen ved kanalen og kommer i svær tvivl. Rejse eller blive? Den nervepirrende proces, mens afgangstimen nærmer sig, er analyseret med den yderste finesse. Han sidder dér så at sige uden på hotellet, ubevægelig med sin opløste vilje, mens den psykiske proces arbejder sig frem gennem det indre mørke, til den udløsende handling dukker frem: »Jeg tog benene på nakken og nåede akkurat frem, da dørene allerede var lukket, men tids nok til at genfinde min mor.«

Et lignende dilemma og viljesløst selvopgør fandt sted nogle år før i Thomas Manns Døden i Venedig (1912), da på det grandiose Grand Hotel des Bains i en serie af ’liflige tilfældigheder’, hvor den berømte forfatter Gustav Aschenbach i erotisk betagelse af en smuk fjortenårig dreng, som han får øje på i hotellets spisesal, forlænger sit ophold i Venedig. Hotellet er grundigt beskrevet og stemningsmæssigt moduleret lige fra receptionen, hvor den indsmigrende og tjenstvillige hotelmanager modtager ham og følger ham i elevatoren til et smukt værelse med møbler i kirsebærtræ og stærkt duftende blomster samt udsigt til det åbne hav. Under måltider og i glimt i byen og på hotelgæsternes afspærrede strand iagttager ham denne Tadzio blandt en søskendeflok, ikke uden en vis fornemmelse for kontakt med dennes askegrå blik.

Der knytter sig kunstneriske og andre drømme til Aschenbachs besættelse i en overmenneskelig belastning. Han afbestiller sit værelse og beordrer bagagen afsendt. Næste morgen tager han dampskibsfærgen. »Han når den, og hvad der nu fulgte, var en smertefuld lidelsesfærd gennem alle fortrydelsens dybder.« Som han nærmer sig banegården, bliver smerten og tvivlen til forvirring også af bagagemæssig art: Alle rejseriets praktiske gøremål indgår gerne næsten kemiske forbindelser med tvivlrådighed. Med djævelsk ironi lyder det: »Et vidunderligt usandsynligt beskæmmende komisk-drømmeagtigt eventyr, at skæbnen i den selvsamme time sendte en tilbage og lod en gense steder, som man kort forinden med det dybeste vemod havde taget afsked med for evigt.« Med skum for boven krydsede det lille skib kækt ind og ud mellem gondoler og dampskibe og nærmede sig sit mål.»Snart sidder han atter på stranden, hovedrystende utilfreds med sin egen tvivlrådighed, sit manglende kendskab til sine egne ønsker.« Men snart blændet af synet af Tadzio og det umulige begær, som kun kan resultere i et hjerteslag.

Strandpromenade

Atter nogle år forinden iagttog den snart 40-årige, oplevelseslystne Dimitrij Gurkov på strandpromenaden i Jalta fra en pavillon i Anton Tjekhovs novelle »Damen med hunden« et nyt ansigt, som appellerede til hans forførerinstinkt. Han gør snart bekendtskab med denne unge dame, Anna Sergejevna, som trods sin ægteskabelige stand ikke er uimodtagelig for hans charme, snart på udflugter, snart på hendes hotelværelse, der lugter af en parfume, hun har købt i den japanske forretning. For ham er erobringen kun en blandt mange, for hende den første oplevelse af kærligheden. Hun glider dog slet ikke ud af hans bevidsthed hjemme i Moskva, og savnet driver ham til at opsøge hende i byen S, hvor hun lever med sin stenrige provinsmatador. Han tager ind på byens hotel, får det bedste værelse, »hvis gulv dækkedes af et gråt uniformsklæde, og hvor der på bordet stod et skrivestel, gråt af støv, med en rytter, som med den ene hånd lettede på hatten, skønt hovedet var slået af.« Men støvet har ikke lagt sig over den latente lidenskab, der kræver handling. Deres møde giver dem vished om dybe, skæbnebærende følelser. De mødes derefter med få måneders mellemrum i Moskva på Hotel Slavanskij Bazar, som ikke er beskrevet nærmere, mens deres nye livsfølelse afklarer de bedrag, de begge på hver deres vis har ligget under for. Uendelige refleksioner over måden at ændre deres skjulte, bedrageriske liv giver dem illusioner om, at »der kun ville gå et øjeblik til – så ville løsningen være fundet, og så ville et nyt vidunderligt liv tage sin begyndelse. Men de er samtidig klar over, at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til at begynde.«

Også denne ironisk-melankolske novelle udspilles i bade- eller rekreationsstedets regi, i den farligt opladede ferie, som frisætter slumrende kræfter og litterært set næsten altid bliver skæbnesvanger. Marcel møder i Balbec den uforudsigelige Albertine, hans livs erotiske fiksering og problem, Aschenbach møder sin dødelige besættelse i den billeskønne Tadzio, og den skrøbelige Anna og selskabsløven Gurkov indgår på badestedet Jalta en kærlighedens alliance i dens mest banale og socialt intrikate udgave, alt sammen indrammet af hotellets særlige atmosfære af privathed og officiel konvention, der tillægges stærke egenskaber, som fremmedheden påfører dem.

Anderledes er det heller ikke i Henrik Pontoppidans store roman De dødes Rige i dens første del, »Torben og Jytte« (1912), om disse to personers afgørende møde i en lille by ved Middelhavet en mils vej fra Genua, som det hedder. Rammen er Parkhotellet, »et marmorhvidt, femetages Soltempel med hundred Altaner eller Altre lige mod syd. Foran ligger et stort, halvt offentligt Palme-Anlæg, som nede ved Stranden ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.«

Ingen tvivl om sarkasmen og den følgende satiriske skildring af de mange danske gæster, som viser sig for hinanden og deltager i en kaglen af forskellige tungemål inden hvilestunden og den store promenadetime klokken tre, når musikken spiller. Jytte Abildgaard og godsejer Torben Dihmer er gamle bekendte. Hun er her sammen med sin mor og holder til i en villalejlighed, men de er kostgængere på hotellet, mens han kommer på rekreation dér, helbredt ved brugen af ny medicin mod en dødelig sygdom, parat til nu at erklære hende sin kærlighed. Attråværdig er hun af ydre og som følge af sin tilsyneladende selvtillid, som dog dækker over en indre spøgelsesverden af usikkerhed og panik, resultatet af en uudviklet emotionel karakter, der allerede én gang har afvist Torben Dihmer. Skønt hun nu blusser op, kan hendes splittede sind ikke give efter for hans håbefulde frieri. Det er en ganske nervepirrende analyse, der i romanens forløb fører dem frem mod den tilstand, som titlen beskriver, og som allerede lægger sit slør hen over det mondæne badesteds larmende publikum og de to tusmørkeskikkelser. »Kunde hun have handlet anderledes? Ikke for sin egen Skyld … heller ikke for Torben Dihmers, men for sin mors Skyld … hun, som holdt tusind Gange mere af hende, end hun fortjente? Nej – nu ville hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede nu blot at sove – synke tilbage til sin tusindårige Tornerosesøvn uden nogen sinde at vækkes mere eller have andre Drømme end de luftige, som Musikken skabte. Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver!«

Cannes

Mondænt selskabsliv er også åbningsbillede i det yngste af de her sammenbragte hotelscenerier, F. Scott Fitzgeralds roman Blid er natten (1934), som titlen lyder i den nye danske oversættelse fra 2012. »Ved den franske rivieras smukke kyst, cirka halvvejs mellem Marseille og den italienske grænse, ligger der et stort og prangende rosa hotel« Det er Hôtel des Ètrangers i Gausse, få kilometer fra Cannes, med en badestrand foran som et bedetæppe. Handlingen udspilles med diverse tilbageblik i 1925, og klientellet er især kendte og fashionable englændere og amerikanere. Erotikken er hurtigt på færde, idet en nyslået Hollywood-starlet dukker op med sin mor. »Hendes krop balancerede hårfint på den yderste kant af barndommen – hun var næsten atten, næsten færdigudviklet, men duggen sad stadig på hende.« Rosemary er navnet. Hun forelsker sig i den toneangivende hovedperson, den celebre psykiater Dick Diver, gift med den stenrige, neurotiske Nicole. Hans erotiske eftergivenhed spejles af Rosemarys øjne i det opulente og dekadente feriemiljø i tyvernes brølende livsstil med champagne og ragtime. Stranden og spisesalen som mødesteder og senere blodige begivenheder i Rosemarys hotelværelse er springbrætter for dramatiske handlinger i et spændingsfyldt og koloristisk handlingsforløb. Desperation, vold, alkoholisme, sammenbrud er opskriften på ødelagte liv, som rækker langt ud over mondæne hotellers horisont.

Strandpromenader er startbaner eller landingspladser af kras eller poetisk realisme og symbolske steder i mangfoldige romaner, med en interessant koncentration i den begyndende moderne tids optakter i 1900-tallet, uden at der just er tale om litterær modernisme. Ikke at det skorter på hoteller hverken før eller siden hos rejsende forfattere, der med os andre deler forventningens glæde, enten det nu er i Firenze, Venedig, ved kanalkysten eller Middelhavet – eller i Berlin.

Torben Brostrøms artikel er en bearbejdet version af et essay fra bogen ’Litteratur på stedet – Festskrift til Anne-Marie Mai’ redigeret af Maria Davidsen mf., som netop er udkommet på Syddansk Universitetsforlag.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen

Håber gerne det bliver nødvendigt at ærgre sig over at man ikke følger Badehotellet på TV2, men jeg plejer, indenfor ganske få minutter, at kunne afgøre sagen og den blev altså valgt fra. Skulle man have taget fejl, er det ikke værre end at man kan købe den DVD.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Ja, hotellet har alt. Man ankommer som fremmed, men er pr. definition velkommen. Gæstgiveri, landevejskro, husly for natten, sommerpensionat, missionskursted, badehotel, altid modtages man med selvfølgelig imødekommenhed. I Norge har man turisthytter på fjeldet, de er så beskedne deroppe, man kan også få højfjeldshoteller, men de ligger nede i dalen. På en rigtig turisthytte kan man komme ud for i dårligt vejr, at alt er optaget. Det fyger og fryser og mørket falder på, men alt er optaget, og der er 20 km, til næste hytte. Men man kommer selvfølgelig ind og får sig en madras i pejsestuen, sammen med alle de andre strandene gæster. Sådan overlevede man den nat, og det var rå hyggeligt.

anbefalede denne kommentar