Læsetid: 9 min.

En pige går omveje i ’Mændenes kongerige’

Haifaa al-Mansours film ’Den grønne cykel’ er et præcist og sandfærdigt billede af livet i Saudi-Arabien, som kommer meget tættere på livet i en isoleret stat, end et vestligt publikum ellers har mulighed for. Blot er det ærgerligt, at filmens kritik udelukkende rettes mod samfundet og ikke mod staten, skriver Hana al-Khamri, der selv er vokset op i Saudi-Arabien
’Den grønne cykel’ er en historie om grusomhed og barske realiteter i et kønssegreret samfund, men også om varme, venlighed, nye muligheder og ønsket om forandring

’Den grønne cykel’ er en historie om grusomhed og barske realiteter i et kønssegreret samfund, men også om varme, venlighed, nye muligheder og ønsket om forandring

Paradisbio

30. januar 2014

Min journalistiske karriere begyndte i ’afdelingen for kvindelige journalister’ på en lokal avis i Jeddah, Saudi-Arabiens næststørste by, og personer af ’det andet køn’ havde selvsagt ikke adgang til vores redaktionskontorer. Det var her, at jeg i 2005 første gang hørte rygtet om en saudi-arabisk kvinde, der allerede havde lavet sine første kortfilm, og nu ville være filminstruktør i et land uden biografer. Som filmskaber søgte hun at bryde ud af kønsapartheidstatens rammer og udfordre status quo.

Sidste år høstede selvsamme kvinde, Haifaa al-Mansour, stor international anerkendelse for at have instrueret sin første spillefilm, Den grønne cykel. Og også den første spillefilm, der helt og holdent er produceret i Saudi-Arabien. Den første kvindelige filmskaber fra ’Mændenes Kongerige’ kaldte en saudisk kvindesagsaktivist hende, og som sådan indtager al-Mansour en unik position. Filmen er blevet vist over det meste af verden, men endnu ikke i instruktørens hjemland Saudi-Arabien, selv om store dele af den er optaget i den saudiarabiske hovedstad, for der findes stadig ikke biografer i Saudi-Arabien.

Den grønne cykel fortæller historien om Wadjda, en utilpasset, men viljestærk lille pige på 10 år, som brændende ønsker sig en cykel, så hun kan slå sin bedste ven, Abdullah, i et væddeløb, selv om det ikke er tilladt for piger i Saudi-Arabien at køre rundt på cykel i gaderne. Den grønne cykel er en historie om grusomhed og barske realiteter i et kønssegreret samfund, men også om varme, venlighed, nye muligheder og ønsket om forandring.

At den vises for et vestligt publikum er så meget desto mere glædeligt, fordi den viser sider af den saudiarabiske tilværelse, som kun sjældent ses af udenforstående.

Filmen afspejler de erfaringer, jeg selv gjorde mig som saudiarabisk pige og ung kvinde. Og mange af hovedpersonens følelser og spørgsmål kan jeg genkende fra mig selv.

Lydighed og forsigtig modstand

I indledningssekvensen i Den Grønne Cykel stiller kameraet skarpt på en række pigers sko. De er alle sorte, almindelige og identiske. Men så ser vi Wadjdas Converse All Stars med lilla snørebånd, som understreger, at hun er anderledes end de andre piger.

Ligesom Wadjda voksede jeg op i Saudi-Arabien og jeg gik i saudiske offentlige skoler af samme slags som den, der skildres i filmen.

Jeg måtte også iføre mig sorte sko og bekæmpe min trang til at gøre åbent oprør. Og som datter af en gæstearbejder, var jeg ydermere bevidst om den bitre kendsgerning, at selv om jeg voksede op i ’Kongeriget’, ville jeg aldrig få de samme rettigheder som mine saudiske klassekammerater. Jeg levede i konstant frygt for at blive bortvist fra skolen, da vores lærer aldrig forsømte nogen lejlighed til at minde mig og de andre udenlandske elever om, at vi var udlændinge.

Ikke desto mindre var der i min skole mange ’Wadjda’-typer, som ikke ville indordne sig under skolens strenge regler, mens jeg selv vekslede mellem lydighed og forsigtig modstand. Hver morgen blev vi inspiceret af vores lærere og rektor. Der var detaljerede regler om alt fra uniform, til håropsætning og vores beklædnings farvesammensætning. Overtrådte man en af disse regler, kunne man være sikker på at blive underkastet en eller anden disciplinær straf.

Al-Mansours film kaster lys over flere aspekter af kvinders dagligdag i Saudi-Arabien – et land, hvor kvinder hverken må køre bil eller stemme og er helt afhængige af mandlige slægtninge i forhold til at komme omkring.

Men de saudiske kvinder finder som oftest en udvej ved at skabe nye alternativer. At ansætte chauffører for at kunne komme omkring er et eksempel. I Den grønne cykel oplever vi Wadjdas mors daglige kamp for at formilde sin asiatiske chauffør, så hun ikke mister sin eneste transportmulighed. Mange selverhvervende kvinder må bruge halvdelen af deres indkomst eller mere på privatchauffører. Teknisk set arbejder de for chaufførerne, ikke omvendt.

Det varme forhold mellem Wadjda og hendes far viser, at saudiske mænd ikke alle er mere eller mindre udtalte kvindehadere, men kompleksiteten i det sociale og politiske arrangement tvinger individerne til at acceptere de kollektivt givne normer.

Der er adskillige scener, hvor instruktøren forsøger at vise den bitre kendsgerning, at mænd ikke er ene om at undertrykke kvinder, men at de saudiske kvinder i høj grad selv har internaliseret undertrykkelsen og er med til at håndhæve og reproducere det patriarkalske system. Det ser man i tilfældet med Wadjdas lærer, hendes mor og nogle af hendes klassekammerater.

Det er også min egen personlige oplevelse fra Saudi-Arabien, hvor mine første erfaringer med undertrykkelse var foranlediget af medsøstre, hvad enten de nu var analfabeter eller veluddannede kvinder. Og jeg havde sågar engang en lærer, der skældte mig ud for at arbejde som journalist, fordi jeg talte i telefon med en mand.

Hvor adskilt kønnene lever skildres også i forholdet mellem Wadjda og hendes bedste ven, Abdullah. På et tidspunkt udtrykker han et ønske om at gifte sig med hende, når de bliver gamle nok, fordi det er den eneste måde, hvorpå de kan overvinde det hjerteskærende faktum, at deres venskab snart må komme til ophør i det kønsopdelte land.

En saudisk forfatter fortalte mig, at han som 13-årig plejede at lege med sin nabos datter. Men så på et tidspunkt forsvandt hun fra gaden fra den ene dag til den anden. Han savnede hende, men det nyttede ikke, at han bankede på hos hendes familie og bad om at måtte se hende. »Amal er voksen nu og har ikke længere lov til at lege på gaden,« sagde moderen bare og lukkede døren. »Jeg blev siden forelsket i den samme pige, men har altid følt, at det var så urimeligt, at de forbød vores venskab,« sagde forfatteren.

Alt i alt giver al-Mansours film et meget præcist og sandfærdigt billede af livet i Saudi-Arabien, som kommer meget tættere på, end et vestligt publikum ellers har mulighed for.

Politiske film

Allerede i 2005 lavede al-Mansour den dokumentariske kortfilm Kvinder uden skygger, som opnåede at blive vist i det franske konsulat i Saudi-Arabien. Filmen tog hul på debatten omkring hijab og førende religiøse lærdes ofte modstridende holdning til kvindetilsløring.

Derudover har al-Mansour med hjælp fra sine søstre produceret to andre kortfilm på minimale budgetter.

»Jeg ønsker at bruge mine film til at sætte fokus på sociale spørgsmål. Jeg er overbevist om, at filmkunsten giver mennesker en mulighed for at reflektere over deres egen virkelighed«, sagde al-Mansour, da jeg interviewede hende første gang i 2006.

Man kan diskutere om al-Mansour har ret, når hun hævder, at hendes film blot behandler sociale temaer, for hendes film er i høj grad også politiske. Det moderne Saudi-Arabien blev til som et teokratisk ægteskab mellem den politiske elite omkring kongefamilien og den religiøse institutiton. Førstnævnte skulle acceptere, at den ultrakonservative gren af islam, wahhabismen, blev den dominerende religiøse magt i samfundet, mens sidstnævnte til gengæld skulle velsigne og garantere kongefamiliens position som de retmæssige politiske magthavere.

Og at reducere undertrykkelsen af kvinder i Saudi-Arabien til »et socialt problem« er at se bort fra forhistorien om denne magtopdeling, der gjorde kvinder til centrale religiøse og politiske projekter, hvoraf et er at holde mænd og kvinder adskilte, og det at hindre kvinder i at studere visse fag på universitet er et andet. Sagen er, at kongefamilien aktivt har støttet den konservative wahhabisme-bevægelse, fordi dens socialt undertrykkende version af islam passer foruroligende godt til et regime, der selv griber til politisk undertrykkelse for at fastholde sin magt. Ved at se bort fra disse historiske kendsgerninger kommer al-Mansour til at overtage statsmagtens officielle fortælling om, at alt hvad der sker i landet, sker på grund af folkets og ikke magtelitens vilje. Og på den måde bliver filmens implicitte kritik rettet imod samfundet og ikke staten.

Magthavernes forhold til filmen

Jeg mødte al-Mansour personligt i 2010 og har interviewet hende to gange og har også nøje fulgt med i de kontroverser, som hendes film har skabt i det saudiarabiske samfund. Selv om der ikke findes biografer i landet, ser saudierne film i både tv, på dvd og via internettet. Og saudi-arabernes holdninger til hendes film svinger fra alarmeret og indigneret afvisning til oprigtig syn.

Al-Mansours planer om at instruere sin første spillefilm har været længe undervejs, og premieren var i første omgang planlagt til 2011. Projektet måtte dog udskydes, da hun havde svært ved at finde producenter, der ville være med til at optage filmen i hendes hjemland. Efter flere års kamp lykkedes det i 2013.

En af de ting, der er med til at gøre filmen unik er, at den blev optaget i Riyadh, hovedstaden i Saudi-Arabien og højborg for landets konservative. Og det kan undre, at en film, der tager fat på et så tabubelagt emne som kvinders stilling i samfundet, kan få støtte af den statsmagt, der institutionaliserer den samme undertrykkelse? For ikke alene gav den saudiske regering instruktøren tilladelse til, at hun kunne filme i landet, en velhavende prins bistod også delvist med at finansiere filmen, og filmen blev tillige indstillet som Saudi-Arabiens officielle bud på en Oscar i kategorien bedste fremmedsprogede film i 2014.

Det er paradoksalt, når den undertrykkende magt, der har etableret kønsadskillelsessystemet, på den ene side vil fastholde undertrykkelsen af halvdelen af befolkningen, men på den anden side er med til at hylde filmen internationalt. Al-Mansour har gentagne gange erklæret, at hun ikke er ude på at starte et oprør eller såre sit eget folks følelser. Derfor anser hendes landsmand, professor i antropologi og religion Madawi Al Rasheed, der bor i eksil, da også al-Mansour og andre saudiarabiske kvinder for at være del af en »statsstøttet feminisme, der skal svække den politiske opposition og formilde Vesten,« skriver Al Rasheed i sin bog A Most Masculine State.

Den saudiske stat bestræber sig på at promovere filmen som en historie om et samfunds livsform, uanset at statsmagtens rolle har været altafgørende i opbygningen af det patriarkalske system. Al-Manosur står som et illustrativt eksempel på en begunstiget protegé i en nation, hvor der kun findes undersåtter, der er taknemmelige over for kongefamilien, og ikke medborgere, der har ret til at kritisere magthavernes dispositioner.

Derfor overraskede det mig heller ikke, at der i filmen også forekommer en scene, hvor den saudiske kongefamilie er indsat i fortællingen. Det sker, da Wadjda omsider kører på den cykel, hun har drømt om, og vi i baggrunden ser en bus med et stor mærkat, der viser et billede af en af landets højeste offentlige figurer.

Den grønne cykel viser os et nærbillede af en isoleret stat. Vi får et visuelt indblik i livet i Saudi-Arabien, men jeg vil opfordre alle til at se filmen med kritiske øjne. I den offentlige debat, især i Vesten, skildres saudiarabiske kvinder og arabiske kvinder i almindelighed ved hjælp af ren offerdiskurs – som afmægtige væsener, der har brug for at blive reddet.

Derfor er det vigtigt, at historien om Wadjda bliver et korrektiv til mange misforståelser og almindelig uvidenhed. Og lad os ikke blive forblændet af al-Mansours status som »den første og eneste kvindelige filminstruktør fra det undertrykkende Saudi-Arabien«. Hvis vi tvinger al-Mansour ind i denne færdige skabelon og dualitet, risikerer vi også, at vi ’i Vesten’ kommer til at fremme endnu en form for negativ diskrimination over for saudi-arabiske kvinder.

Hana al-Khamri er freelancejournalist

Oversat af Niels Ivar Larsen

’Den grønne cykel’ Instruktion og manuskript. Haifaa al-Mansour. Saudi arabisk-tysk (Empire, Grand, Posthus Teatret og Vester Vov Vov i København og en række biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Juhl Pedersen
  • Hanne Ribens
  • Helge Rasmussen
  • Henrik Brøndum
  • Jesper Hansen
Rasmus Juhl Pedersen, Hanne Ribens, Helge Rasmussen, Henrik Brøndum og Jesper Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Blot er det ærgerligt, at filmens kritik udelukkende rettes mod samfundet og ikke mod staten, skriver Hana al-Khamri"

Det er da altid noget, at der (i hvert fald uden for Danmark) stadig findes folk, som er begavede nok til at kunne tænke på at skelne!

Og kunne det måske tænkes at der også i Saudi-Arabien i det saudiske kongehus var folk, personer, som mente, at kvinder også skulle kunne på cykel eller køre i bil.....eller hyr?

Det er vel ikke utænkeligt.
Der var da en gang nogle i det danske kongehus, som mente, at bønderne skulle ned af træhesten, så hvorfor ikke kvinderne op på cyklen.