Med sangen som våben

Nekrolog: Et omvandrende stykke amerikansk musikhistorie takker af. Sangeren, sangskriveren og græsrodsaktivisten Pete Seeger er død, 94 år gammel

	Pete Seegers banjo med indskriften ’This machine surrounds hate and forces it to surrender’

Pete Seegers banjo med indskriften ’This machine surrounds hate and forces it to surrender’

Jim Capaldi
29. januar 2014

1919-2014

’I have no hope, but I could be wrong’

- Robert Fulghum (Pete Seegers motto)

Da denne signatur som stor knægt opdagede musikkens kraft, var det en anderledes bekostelig foreteelse end i dag, hvor man jo får smidt millioner af musikfiler i nakken, bare man tegner det rigtige mobiltelefonabonnement. Det ville have været det rene slaraffenland og utopi, thi da far gav den som dreng i midt-60’erne, var en long playing-plade en investering, som lå helt uden for økonomisk rækkevidde.

Opdagelsen af først Donovan og siden Bob Dylan ophævede den moderne trubadurskikkelse, alene bevæbnet med sin akustiske guitar og sine sange, til en helt for undertegnede. Men når man nu ikke havde råd til selv at investere i musik, var det en trøst at vokse op i et hjem med pladesamling og guitar. Og blandt forældrenes skiver finde fantastisk musik med folk som Big Bill Broonzy, Leadbelly, Woody Guthrie og ikke mindst Pete Seeger.

Især sidstnævnte gjorde indtryk, ikke mindst pga. albummet We Shall Overcome, optaget live til en koncert i Carnegie Hall d. 8. juni 1963 og i øvrigt indeholdende to Bob Dylan-kompositioner. Pladen ramte rent ind på så mange niveauer, men lad os starte med det umiddelbart mest slående: Pete Seeger var en fremragende sanger, en glimrende 12-strengsguitarist og en blændende virtuos på sit foretrukne instrument, den femstrengede banjo.

Tæt på sit publikum

Men – og det er et afgørende men – han var først og sidst en gudbenådet performer, som formåede at forvandle enhver scene, uanset hvor stor, til et intimt rum, hvor han etablerede tæt kontakt til et publikum, som han i et væk opfordrede til at synge med og deltage, for hele tanken om den optrædende som andet end et redskab til fællesskabsfølelse var ham imod. Dvs. popmusikken og stjernesystemet, som han fandt græsseligt, og hvilket vel også var grunden til, at han aldrig rigtig forligede sig med den rockmusik, der langsomt, men sikkert fortrængte såvel hans type performer som den type musik, han stod for.

Og det vil sige forholdsvis enkle og slagkraftige sange af enhver tænkelig slags, med eller uden politisk indhold, som skabt til fællessang og – mente man – i sidste ende handling. Og så havde han et godt øje til det, man siden har kaldt verdensmusik, og inkluderede rask væk sange fra hele verden i sit repertoire. For ikke at tale om det enorme antal lp’er og ditto sangbøger, som han udsendte i en sindssvagt produktiv karriere, for han var vitterligt meget lidt selvisk endsige selvpromoverende.

Og var han ikke verdens mest produktive sangskriver selv, var han med til at skrive i hvert fald tre, som sprængte folkemusikkens rammer og penetrerede den populærkultur, han elskede at hade: »Where Have All the Flowers Gone?«; »If I Had a Hammer« og »Turn! Turn! Turn!«. Og så var han med til at reaktivere sangen »We Shall Overcome«, borgerrettighedsbevægelsens uofficielle signatursang.

Seeger havde intet puritansk forhold til begrebet folkemusik, og han talte som en af de første Bob Dylans sag, da denne dukkede op i Greenwich Village i starten af 60’erne, årtiet, der fostrede det lidt snærende begreb protestsange, hvilket gik smukt hånd i hånd med det generelle opbrud, borgerrettighedsbevægelsens kamp for ligeværd på tværs af racer og de mange tusinde demonstrationer mod først og fremmest Vietnam-krigen.

Som overbevist pacifist glædede de store årganges oprindelige engagement i tidens græsrodsbevægelser Seeger enormt, men hverken stofferne, rockkulturen eller venstrefløjens tiltagende dogmatisme huede ham, og han gled stille og roligt i baggrunden. Først da Bruce Springsteen i 2006 udsendte albummet We Shall Overcome: The Seeger Sessions, åbnedes yngre generationers øjne for denne utrættelige frontkæmper.

Usvækket engagement

Født i 1919 i et velhavende akademisk og gennemsyret musikalsk hjem opdagede den unge Seeger den amerikanske folkemusik som 17-årig, hvilket skulle blive bestemmende for hans videre bane. Rundet af Depressionen og med en personlig væmmelse ved et raceadskilt USA, hvor der endvidere fandtes en enorm fattigdom, blev han hardcore kommunist, og han stillede til hver en tid op med sin banjo og sit kolossale arsenal af sange, hvis han troede på en sag.

Han færdedes i de samme kredse som f.eks. Woody Guthrie, Josh White, Burl Ives og Leadbelly, og sammen med bl.a. de to førstnævnte dannede han i starten af 1940’erne den politiske sanggruppe The Almanac Singers. Hans politiske engagement betød, at han under 1950’ernes heksejagt på kommunister og deslige blev blacklistet fra amerikansk radio og tv, hvilket ramte hans andet orkester, The Weavers, i en sådan grad, at han måtte forlade orkesteret, for at det ikke skulle gå helt i stå.

Til det sidste var hans engagement usvækket, og selv om han forlod det kommunistiske parti i slutningen af 40’erne, stod han til det sidste på den lille mands side mod regering, storkapital, miljøsvin, racister og andre scumbags. At han som 92-årig dukkede op til de store Occupy Wall Street-demonstrationer for et par år siden, kunne kun undre dem, der ikke kendte til hans holdninger og intense engagement i et forsøg på at skabe større lighed og mere retfærdighed her på kloden.

Han vil blive husket som en folkemusikalsk gigant og en politisk græsrodsaktivist uden sidestykke. Vi ses i Himlen, Pete, når der skal arrangeres en demonstration mod kedsomheden deroppe. Så synger vi en sang – eller tusind!

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Pete Seeger ved en koncert i 2009

Foto: 
Timothy A. Clary

Tre store Pete Seeger-sange

If I Had a Hammer
Skrevet af Seeger og Lee Hays fra gruppen The Weavers, der udsendte sangen i 1950. Senere indspillet af bl.a. Peter Paul and Mary, Trini Lopez, Bobby Darin, Sam Cooke, Johnny Rivers, Aretha Franklin, Mel Torme, The Four Tops og Luther Vandross.

Where Have All the Flowers Gone?
Skrevet af Seeger og Joe Hickerson. Indspillet af Seeger i 1960. Senere indspillet af bl.a. Peter Paul and Mary, Marlene Dietrich, The Searchers, Roy Orbison, Vera Lynn, Joan Baez, Johnny Rivers, Richie Havens og Dolly Parton.

Turn! Turn! Turn!
Skrevet af Seeger, der selv indspillede den i 1962. Også indspillet af bl.a. The Limeliters (inden Seeger), Judy Collins, The Byrds, Jan & Dean, Nina Simone, Dolly Parton, Bruce Cockburn og Papa M.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

Apropos 1950'ernes heksejagt, som Lynggaard nævner

- He was kept off commercial television for more than a decade after tangling with the House Un-American Activities Committee in 1955. Repeatedly pressed by the committee to reveal whether he had sung for Communists, Seeger responded sharply: "I love my country very dearly, and I greatly resent this implication that some of the places that I have sung and some of the people that I have known, and some of my opinions, whether they are religious or philosophical, or I might be a vegetarian, make me any less of an American."

Efter I mange år at have være udelukket fra kommercielt tv blev han inviteret på Smothers Brothers variety show in 1967, men CBS klippede en protestsang mod Vietnamkrigen ud.

http://www.huffingtonpost.com/2014/01/28/pete-seeger-died-folk-singer-so...

I 1970 optrådte han så i et ABC Show sammen med Johnny Cash, hvor de bl.a. sang Worried Man Blues:

http://www.youtube.com/watch?v=NHbTWJ9tjnw

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Laursen

Hey, hvorfor har medierne ikke fortalt om Pete Seegers død? Han var jo en af de største - absolut største - musikere i vores tid! Hans kompositioner kan, i mængde og kvalitet, sagtens måle sig med Mozart.
Men da Michael Jackson - en pædofil satan - døde, skulle vi høre om det hver dag, i flere måneder. Og billeder fra sørgende, rabiate fans, lignede optagelser fra Nordkorea, når en Kim døde, blev bragt dagligt.
Michael Jackson nåede ikke Seeger til sokkeholderne! Men Jackson var jo også magthavernes mand, mens Seeger var protestens mand. Og her har vi forklaringen på, hvorfor mediernes - magthavernes talerør - ikke har fortalt om det.

Det var da først i dag, da avisen kom ind af døren, at jeg blev ajourført med Seegers død.

R.I.P. Pete Seeger.

anbefalede denne kommentar