»Lov mig, at du ikke ser Mad Men uden mig. Lov mig, at vi ser den sammen, når jeg kommer ud herfra.«
Sådan lyder en replik i den anmelderroste Netflix-serie Orange is the New Black, som bygger på virkelige hændelser og følger hovedkarakteren Piper Chapman, som må vinke farvel til sin magelige middelklassetilværelse for at afsone 15 måneder i fængsel for en forbrydelse, hun begik i sin ungdom. I afskedsscenen, lige inden hun skal ind og afsone sin straf, får hun sin forlovede til at love hende ikke at se tv-serien Mad Men uden hende, så de kan binge-watche serien sammen, når hun kommer ud af fængslet.
Den scene og replik vækker genklang hos mig, ikke fordi jeg har afsonet en fængselsdom, men fordi jeg har måtte afgive samme løfte om ikke at smugkigge min kærestes og mine yndlingstv-serier. Serierne er vores fællesskab, de bidrager til vores fælles humor og fælles referenceramme. At binge-watche er på linje med at høre plader sammen dele avisen i weekenden eller spise af den samme spaghettiskål. Den vigtigste regel er at holde nallerne fra Netflix, når en af os er er væk i længere perioder. For hvis ikke vi ser vores fælles serier sammen vil der opstå ubalance. En af os vil trippe for at afsløre afgørende vendepunkter og overraskelser eller sidde med sin iPhone eller computer, fordi vedkommende ved, hvad der kommer til at ske og derfor keder sig. Og det fjerner den intensitet, der er i at sidde sammen med puderne oppe foran ansigterne og gispe på nøjagtigt samme tid, når zombierne kommer væltende ud af det blå. Binge-watching kræver i øvrigt også, at vi har sparet afsnit sammen, i stedet for at se et enkelt afsnit af tv-serie hver uge.
Afhængighedspotentiale
Fænomenet binge-watching stammer fra begreber som binge-drinking og binge-eating. Binge-drinking er den engelske betegnelse for at indtage store mængder alkohol på én gang, og binge-eating beskrives således af Sundhedsstyrelsen: »Binge eating karakteriseres ved tvangsoverspisning, kaldet Binge Eating Disorder (BED), som er en psykiatrisk lidelse.«
Binge er altså noget, man ’overgør’ – en lidelse. Binge-watching er endnu ikke blevet en diagnose, betegnelsen er mere ironisk ment end formanende, men noget siger mig, at det sagtens kunne blive noget, man sendes til afvænning for i fremtiden. Det føles nemlig netop som at få ’spændingsfix’ efter ’spændingsfix’, specielt i begyndelsen, når der er masser af afsnit forude. Binge-watching er en intens fase, hvor man sagtens kan glemme, at man skal passe et arbejde eller studie, betale sin regninger, børste sine tænder og opretholde en nogenlunde fornuftig døgnrytme. Potentialet til ’binge-watching-forfald’ ligger og lurer lige rundt om hjørnet.
Drager, zombier, ubesvarede opkald
Hele binge-watching-miseren begyndte med et dvd-bokssæt med ni sæsoner af serien The X-Files. Det var tilbage i efteråret 2010, da streamingtjenesterne med de mange tilgængelige serier endnu ikke havde svækket vores dømmekraft. Timer blev til dage, sofaen blev en tømmerflåde, vi drev væk fra civilisationen sammen med Mulder og Scully. Vi så uidentificerede flyvende objekter alle vegne og vores planter døde.
Her i starten af år 2014 er vores planter endnu ikke vågnet og science fiction-serien The X-Files er blevet erstattet med fantasyserien Game of Thrones, som en kold og kedelig februar aften trådte ind i vores liv med drager, skovvæsner og noble klaner. Game of Thrones handler om fem familieklaners kamp om jerntronen i et fantasykrydret middelalderunivers. Til at begynde med så vi egentlig serien med en ironisk distance. Vores fordomme om Game of Thrones var, at det måtte være en dårlig parodi på Ringenes herre-filmene og et lidt forsinket forsøg på at genoplive den kommercielle fantasybølge. Men da vi kom længere ind i serien, åbnede en fabelagtig verden sig op for os. Game of Thrones jonglerede med hæsblæsende, saftige og konfliktfyldte parallelplot og karismatiske hovedkarakterer, og det ene afsnit tog det andet, og pludselig nynnede vi med på introen, som var vi Beavis og Butthead.
Binge-watching forlovede
Vi gav os hen til Game of Thrones, og de tomme pizzabakker, rødvinsflasker og slikposer hobede sig op omkring os. Vi gik ikke ned med skraldet i dagevis. Aftaler med venner blev aflyst, jeg hostede i telefonrøret, ’beklagede dybt’ og klikkede på næste episode.
Game of Thrones består ikke af andet end cliffhangers. Der er hele tiden en historie, der hænger og svæver i luften. Vi måtte »lige se et enkelt afsnit mere«, og så »et mere«, og lynhurtigt var vi nået igennem tre sæsoner og cirka 1.300 minutter me drager, zombier, hekse, riddere, incestuøse forhold, intrigante konger og dronninger og børn med overnaturlige evner.
Vi heppede på antihelten, som egentlig er en helt – dværgen, outsideren, playboy’en og romantikeren Tyrion Lannister, som spilles fremragende af Peter Dinklage.
Det er dog ikke altid, at der er tid til at ’binge’ igennem, seriøs binge-watching kræver nemlig tid. Det værste, der kan ske, er, at min kæreste har for travlt, samtidig med at jeg har rigeligt med tid; så kommer abstinenserne krybende, og derefter melder foragten for min kæreste »som er for vigtig til at se serier med mig« eller »ikke prioriterer kærligheden over karrieren« sig. Der er ikke grænser for, hvilke samvittighedspatroner jeg kan finde frem af hylsteret, når jeg er ved at være serieudhungret. Alle de pinlige og desperate forsøg på at få min medjunkie tilbage i sofaen er heldigvis lykkeligt glemt, når vi begge to får ryddet kalenderen og trykket ’afspil alle episoder’ – lige der er romantikken på sit højeste.
Man kunne måske kalde min kæreste og mig for en slags ’binge-wathing’-forlovede, for det ville være utroskab at se Game of Thrones med andre. Og det helt store bevis på vores Game of Thrones-troskab fik jeg i julegave den 24. december. Det er en T-shirt, hvorpå der står: »You know nothing Jon Snow«. Det er en af de mest berømte replikker i Game of Thrones – en replik, vi har råbt i kor utallige gange med sorte rande under øjnene og tv-adrenalin i blodet.
"Binge er altså noget, man ’overgør’ – en lidelse."
Det værste er bagefter(tomheden), hvilket gør en prone for det næste adventure... ;)
Kranen og jeg glor Dexter sammen. For, at supplere lidt op, begyndte vi også på Fringe fra sengekanten, da vi manglede en glimrende indsovningsserie ved nattetide. Vi prøvede med Bones, som ikke var os på trods af, at den lød god. Vi faldt ikke i søvn første nat og vi fik da også kun 4-5 timer i REM-land.
Til gengæld er jeg så spændt på næste kapitel i Fringe, at jeg er kommet over en hel sæson foran hende - til hendes store utilfredshed. Godt kvart inde i 3. sæson, som jeg er kommet til, er der vendt op på handlingen, så hun ikke længere kan følge med.
Det er så også eneste gang, at jeg er hende utro. Dexter ser vi sammen. SAMMEN!
Og er hun ikke hjemme, får jeg dækket mit behov for zombier, sci-fi og deslige, som der er masser af på netflix. Jeg er bare nervøs for, at hun også får smag for mine favoritgenrer på trods af, at hun ellers har forsvoret, at hun aldrig vil falde for sådan noget skrammel. For hun blev overraskende glad for Walking Dead, da jeg købte de to første sæsoner på DVD, som jeg ellers troede, jeg kunne holde for mig selv. Og for en uges tid siden lagde netflix hele Battlestar Galactica på menuen, som har et næsten identisk grundplot. For så smutter chancen for, at have mine egne favoritter. :-|
"Timer blev til dage, sofaen blev en tømmerflåde, vi drev væk fra civilisationen sammen med Mulder og Scully. Vi så uidentificerede flyvende objekter alle vegne og vores planter døde."
Nøj hvor er det bare smukt formuleret!
Så meget for on-demand tv!
10^3+ års civilisation for at ende her!
Når jeg læser artiklen forstår jeg Roms fald.
Med venlig hilsen
Lennart
tv junkier - og så bekymrer man sig om cannabis - som dog har helbredende effekter
Prøv med noget sex i stedet for...
Hvis du har en uddannelse burde du være ærlig nok til at tilbagelevere dit diplom og tilbagebetale Su'en. Kors i r.... endnu en som mener det er smart at vise at man er overfladisk og ikke skammer sig over det. Min generation er noget af det mest tåbelige - svælger seriøst i tåbelige tv-serier (sex and the city, mad men, breaking bad...) og prøver at intellektualisere dem. Hvornår fatter de at hvem du er ikke er hvad du selv tror eller siger men hvad du gør - og hvis du gør tåbelige platte ting så er du tåbelig og plat - uanset uddannelse - især da selv universitetsuddannelser er noget alle kan tage nutildags med de fag og krav der stilles
Nok mere det yngre segment artiklen beskriver.
Skønt ånden er stærk, er kødet skrøbeligt....
Doktoren ordinerer 1. og 2. sæson af Dag, højst 2 afsnit af gangen.
Og iøvrigt: Thomas Larsen, "hvem du er ikke er hvad du selv tror eller siger men hvad du gør"...lige på kornet
Jeg undres. Er der noger her, der har et bud på, hvorfor afhænighedsadfærd spreder sig med uhyggelig hast? Hvad er det, der gør, at mange bytter det "levende liv" ud med underholdningens tomme og selvbedøvende kalorier?
@ Birgit Kraft
Ganske simpelt: De vælger det fordi det er let, ikke fordi det er svært.
Med venlig hilsen
Lennart
Det var da grov' så meget det lugter af kultursnobberi i det her forum.
Hollywood = træ som man ifølge eventyrerne lavede tryllestave af. Hollywood og dets serier fungerer som moderne magi, der skal distrahere og vildlede befolkninger.
De her TV-serier fungerer som computerprogrammer til hjernen, og indkoder forskellige handlingsmåder og tankegange.
Derudover skaber selve TV'et en hypotisk effekt via de hurtige billeder, foruden hurtige skift i synsvinklen i serien.
@ Emil Arneholt
Hvis der skal lugte af kultursnobberi, er Informations fora det rette sted. Man er jo ligesom advaret på forhånd, hvis man læser avisen. At det alligevel kan overraske en debattør, er jo lidt forfriskende.
Kunsten er at stå ved at der er noget der er noget lort. Spild af tid, tomgang. Men ikke et ondt ord om de personer der ønsker at leve i tomgang. Forstyr dem ikke, for de bliver ikke lykkelige af at blive "oplyste" eller "informerede". Dermed også sagt at der er forskel på folk. Vi kan dog ikke måle om de er lykkeligere.
med venlig hilsen
Lennart
Jamen Lennart, jeg er da udmærket godt klar over Informations ry. Jeg vidste bare ikke at det betød at de ikke måtte skrive om andet end Mozart og Heiberg.
Jeg spekulerer på, om du nogensinde har set de pågældende serier, eller om du bare går ud fra at det er noget lort? Jeg mener ikke selv at jeg lever i tomgang, fordi at jeg godt kan lide at se fx Game of Thrones. Men det kan jo være at du kender mig, og alle andre der ser det, bedre end vi kender os selv.
At hun kan lide at se tv-serier med sin kæreste er da sødt. Men totalt uinteressant at læse om. Dette på trods af at hun læner sig op af det højaktuelle begreb "Binge-watching", der i øvrigt også er totalt ligegyldigt. Forudsat at jeg har forstået det rigtigt, og det dækker over trangen til at se rigtig mange afsnit af en serie i rigtig lang tid. Dette synes jeg da selv er hyggeligt, men igen: Uinteressant at læse om. Ligegyldigt hvor mange dårlige poetiske metaforer hun pakker det ind i.
Så er det godt at der ikke er nogen der tvinger dig til at læse om det :)
@ Emil Arneholt
Er det bare fordi du søger accept? Det er fint du kan lide serien, men artiklen taget i betragtning er det da et lavmål at vi er havnet der hvor veluddannede menneskers største samværsform er at forblive i teenagetilstanden.
Husk lige at hvis du kaster "kultursnobberi" anklager ind i dette forum, bliver der givet tilbage. Der er jo ingen der tvinger dig til at deltage.
Med venlig hilsen
Lennart
Jeg synes, at man skal tage mig så rigeligt sammen her i livet. Hvis udfordringerne ikke kommer fra mit eget liv, så er der sgu en produktivitetskommission eller andet af den slags djævelskab, der nok skal sørge for at gøre livet mere presset. Så når jeg endelig har mulighed for et par timers glad symbiose med min kæreste på sofaen foran en tv-serie, så er det sgu ikke en glæde og et regressivt frirum, som jeg vil nægte mig selv.
Bullshit. Hvor mange af os har læst en roman, haft svært ved at lægge den fra os og gået og tænkt på den, når vi var fra den?
Det er okay, men på det andet medium er det ikke. Come on.
Nogle elsker at se serie, andre at læse bøger. En anden gruppe nyder at skrive indlæg på en hjemmeside, mens andre foretrækker at høre musik. Flest ser passivt hvad der er i fjernsynet, unge spiller computer. Andre drikker rødvin og snakker politik, nogle arbejder hele tiden.
Man kan være fordomsfuld over for de andres interesser. Kalde dem uoplyste, dovne. Grine af deres valg. Ydmyge dem.
Man kan også lade være...
Binge watching er naturligvis intet andet end realitetsflugt, og en særlig effektiv af slagsen. Man dykker ned i et "liv per proxxy" hvor man enten identificerer sig med en af aktørerne og slipper ind i dens identitet, kan være superhelt eller -skurk uden at man skal gennemleve de ubehagelige konsekvenser dette ville have i et virkeligt liv.
Ellers også bliver man subjektiv iagttager og opløser hvor ens selv bliver går i opløsning i iagttager rollen.
Det er underholdning af allerhøjeste kvalitet og så er det endda billig, omend tidsrøvende. Men der er jo flere og flere af os der ikke har andet i overskud end - tid.
Siden Jurassic Park har filmindustrien teknologien til at producere illusioner i en kvalitet der faktisk kan gøre vores forestillingsevne til skamme, hvilket gør fænomener som binge watching til en oplevelse af en intensitet der nærmer sig virkeligheden. Man kan kun gyse over hvad den teknologiske udvikling vil levere indenfor de næste 10.20 år.
Hvis du ser Game of Thrones, slår jeg op.
Artiklen er velskrevet og ganske relevant. Alligevel køber jeg ikke hele historien som forfatteren prøver at sælge den. Der er nemlig noget der ikke passer og som ganske konkret tyder på at det ikke er Lucias personlige oplevelser hun beskriver her så velformuleret:
Game of Thrones findes slet ikke på Netflix.
Selvom de fleste serier er overfladiske og ren tidsfordriv, ja så er der jo en grund til at folk bruger tid på det.
Her i huset har datteren smittet moren med interesse for ungdomsserien Glee. Og her er faktisk tale om en serie der har gjort en forskel. Gamle sange får nyt liv, drømme får lov at vokse, homofober og bøller får ikke et ben til jorden, nørderne og taberne rejser sig og bliver til vindere. Om ikke altid for evigt så for en stund.
Som betjenten i 21 Jump Street siger, da han som tidligere "jock" ikke kan navigere i det nye fællesskabsorienterede, øko- og homovenlige high school miljø: I blame Glee for this shit!! Så her er en serie der rører noget i både den unge og den ældre generation i vores hjem.
Og så er Game of Thrones og The Walking dead simpelthen bare blevet en erstatning for alle de ringe tvprogrammer der findes, vi har sagt farvel til den store tvpakke og gider ikke se Vild med dans og Xfactor.. så er der stadig masser af tid til både fællesskab, job, sport og sex.
Morten Juhl J..................r,
Det vil jeg give dig fuldstændig ret i. Det er i princippet det samme, set fra den der oplever det. Men der er en langt mere alvorlig side til det.
På den ene side er der en kæmpe stor forskel om man læser en bog og bruger sin egen forestillingsevne til at lade "filmen rulle" eller hvordan den enkelte nu oplever det (det kan være individuelt meget forskelligt)
At se en film vil aktivere andre områder i hjernen end at læse en bog, og også her ender sammenligningen. Hvilke konsekvenser dette har for os tør jeg ikke sige, der mangler jeg specialviden, men at film har en anden slags indflydelse på os end en bog, det tør jeg vædde min hat på.
Jeg tror heller ikke at de emner, historier, personligheder og deres handlings- og adfærdsmønstre i disse serier er tilfældige eller uskyldige.
Jeg ser en meget klar sammenhæng mellem demokratiets forfald, vores accept af krig som prøblemløsning, ganske generelt vores accept af stadig tiltagende omfang af vold, egoisme, grådighed etc. og de film og tv serier der bliver produceret og konsumeret en masse. De er medier til indoktrinering, konditionering og kontrol af massernes drømme og ønsker og derved adfærd.
Man behøver ikke være konspirations freak for at erkende sammenhænget, man behøver bare at fordybe sig i binge watching i en periode, bare man holder øjnene åbne.
Så der er alligevel en kæmpe forskel mellem at fortabe sig i en spændende bog og binge watching.
@ Filo Butcher
Det fremgår ikke noget sted i artiklen at Game of Thrones skulle blive set på Netflix af Frk. Odoom og hendes kæreste, hvorfor det forekommer mig ganske sandsynligt at det er hendes personlige oplevelser som hun skildrer.
Ift. om artiklen er velformuleret eller ej har jeg givet udtryk for min holdning, og der er vi vist ganske uenige. Dog finder jeg dine tanker om at film og tv serier er medier til at indoktrinere, konditionere og kontrollere massernes drømme, ønsker og adfærd, interessante.
Dette ville være skønt hvis du ville skrive en artikel med disse tanker som omdrejningspunkt som, til forskel for ovenstående artikel, potentielt kunne udgøre et grundlag for en indholdsrig debat.