Læsetid: 2 min.

Single-silden er en ældre kvinde

Langt flere kvinder end mænd lever alene, når de bliver ældre. Hovedårsagen er mænds kortere levetid. Desuden ønsker mange kvinder ikke at blive husmor for en ny mand, siger forsker
10. januar 2014

En single er en powerkvinde, som udlever karrieren a la den amerikanske tv-serie Sex and the City. Eller sådan fremstilles det i hvert fald ofte, når medier beskriver singlekulturen. Der er imidlertid en gruppe, som ikke fylder så meget, men som der er større statistisk belæg for, nemlig den ældre kvinde.

Ifølge en undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, bor knap en million danskere alene, og der er flest i gruppen over 61. De udgør 38 procent af alle de danskere, der bor alene. Fra 56 år og opefter udgør kvinderne 70 procent af alle aleneboende.

»Hovedforklaringen er, at kvinder lever længere end mænd,« siger en af forskerne bag rapporten, Kirsten Gram-Hansen.

Den britiske feminist og forfatter til en ny bog, Out of Time, Lynne Segal, mener, at det også skyldes, at ældre kvinder får sværere ved at finde nye mandlige partnere, fordi mændene foretrækker yngre kvinder.

Det finder forsker i aldring ved Københavns Universitet, Anne Leonora Blaakilde, sandsynligt, selvom hun ikke har lavet forskning, der direkte dokumenterer det.

»Det er snarere noget, der sker under midtlivskrisen, og ikke for kvinder der er højere oppe i alderen. Generelt bliver mænd dog mere og mere eftertragtede, jo ældre de bliver, fordi der er så få af dem. Men derfra og så til at flytte sammen kan der være langt,« siger hun med henvisning til de såkaldte cola’er (couples living apart), som der bliver flere og flere af blandt ældre. »Der er mange flere, der bliver kærester oppe i alderen, uden at de flytter sammen, fordi mændene ikke er så meget med på beatet. De har stadig ikke lært at drive en husholdning og klare sig selv, og det gider kvinderne ikke,« siger Anne Leonora Blaakilde, der gennem sine interview med ældre kvinder har mødt spekulationer over tidsperspektivet i at flytte sammen med en ældre mand: »Der er kvinder, der siger, at de ikke lige har lyst til at skifte ble på en gammel mand. Man forventer, at mændene bliver svage først, og det er kvinden, der er bedst til omsorg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det var dog et kort og til gengæld ikke påfaldende indformativ skriv.
Under Ritzau-niveau,
og det er ikke just en kompliment.

Grethe Preisler

Uden saks og klister, ingen journalister. Ophavspersonen til denne kortfattede notits har givet alt, hvad hun havde i sig for den dag, efter at skrevet artiklen om 'feministerne' fra halvfjerdserne, der savner at blive begæret af mænd, Lise Lotte.

Lise Lotte Rahbek

Grethe Preisler

Jeg er muligvis blevet nøjeregnende, efter jeg er blevet en af de betalende gæster.
Men det med bare at citere noget der står et andet sted på SAMME avis,
det er da lidt letbenet, erdetej?

Grethe Preisler

Lise Lotte Rahbek,

Det har du sikkert ret i . Man er nok mere nøjeregnende med kvaliteten og relevansen af det stof, der publiceres i en avis, man betale for at læse, end med det, der står mellem annoncerne i de reklametryksager, man smider ulæst i papircontaineren eller pakker sit køkkenaffald ind i.

Men herre gud -. hvad skal de arme redaktører gøre for at lokke nye kunder ind i butikken? Konkurrencen er hård på mediemarkedet for tiden og dygtige journalister så efterspurgte, at man må tage, hvad man kan få, når man er en "bette pjosker" af et dagblad, som nærværende avis alle dage har været.

Grethe Preisler

Gud ja, Britta Hensen - cola'erne!

Lad os endelig ikke glemme dem. Det er jo dem Mette Frederiksen just har 'ligestillet' med resten af os ved at pålægge dem gensidig forsørgelsespligt, hvis den ene af dem skulle gå hen og blive 'udfaldstruet' af hendes 'arbejdsmarkedsreform'.

Grethe Preisler

Så har du vist misforstået noget, Britta. Men det er heller ikke let at finde ud af efterhånden.

Det er jo "cola'ernes" forventede fifleri med det dobbelte og ekstra børnetilskud, boligstøtten, kontanthjælpen etc. til 'reelt enlige', der er begrundelsen for at supplere de kommunale dyneløfterkorps med detektiver, som kan kontrollere, om folk, der bor hver for sig uden at være gift med hinanden, alligevel ikke lever i et 'ægteskabslignende forhold' - og følgeligt 'har gensidig forsørgerpligt' efter implementeringen af Mette Frederiksens seneste 'arbejdsmarkedsreform'.

Britta Hansen

Åh herregud, det er vist rigtigt, som du beskriver det, Grethe! Det gør sikkert ikke nemmere at finde frem til en egnet sammenlivsform...

Grethe Preisler

Ja åh herregud Britta, personligt kan jeg være lige glad. Den "reform" er jeg alligevel blevet for gammel til blive generet af.

Jeg har ikke stemt på hverken S, SF eller RV, men det kender jeg flere, som nu sidder og flæber over at de var dumme nok til at gøre. For Enhedslisten - nej uha, uha, de er jo stalinister alle til hobe :o(

Jeg synes bare, det ville klæde Mette Frederiksen bedre at sige det som det er: "Vi (S) har gjort i nælderne, da vi gik i regeringssamarbejde med RV uden at sikre os med både livrem og seler, før vi skrev under på Margrethe Vestagers "regeringsgrundlag".

I stedet for at forsvare Helle Thornings (og Villy Søvndals) malen sig selv op i et hjørne i det sorte tårn på Amager af lutter taburetkløe. Og herren hjælpe os alle sytten også med brug af de floskler, som hang S og SF's vælgere ud af halsen, dengang det var Venstrevalkyrierne Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby, der drejede håndsvinget på den neoliberalistiske lirekasse.