Læsetid: 10 min.

’At skrive om romantiske øjeblikke gør mig mere forlegen end at skrive om nedværdigende sex’

Tv’s ubestridte angst-dronning, Lena Dunham – hovedpersonen i HBO-serien ’Girls’ – har givet anledning til en ophedet debat om vurderingen af den kvindelige krop i tv. Her fortæller hun om at gøre selvfornedrelse til en kunstart for sig
Jeg har lettere ved at spille med i scener, hvor jeg møder romantisk afvisning end i kærlighedsscener. Jeg tror, det er, fordi der er noget virkelig sårbart over de oprigtige følelser, der ligger i at opleve ægte forelskelse eller erotisk tiltrækning, siger Lena Dunham, der spiller hovedrollen Hannah i ’Girls’, som hun selv har skrevet og også instruerer og producerer.

HBO Nordic

23. januar 2014

Forleden dag fik Lena Dunham et anfald af panikangst. Lige pludselig blev skuespilleren / forfatteren / instruktøren  / producenten bevidst om sin fremskredne alder. Og før hun vidste af det, var hun i gang med at udmåle den tid, der skiller hende fra graven.

»Jeg tænkte: Der er kun to et halvt år til, jeg bliver 30 år. Ti mere, og så er jeg 40 år. Ti mere, og så kommer 50!« siger Dunham og gyser.

Men er hun virkelig så bange for at blive gammel?

»Hele tiden. Det kan holde mig vågen hele natten,« fortæller hun.

Ingen anden i det 21. århundrede formår som Dunham at være angstens udtrykte billede, hvad enten det nu er angsten for at være uelsket, uønsket, uinteressant, upopulær eller overflødig. Ironisk er det, at hun på den baggrund – i en alder af kun 27 – er blevet kåret af Time Magazine til at være en af »verdens 100 mest indflydelsesrige personer«, har underskrevet en millionkontrakt om en ny bog, afsluttet tredje sæson af hit-tv-komedien Girls og har en kæreste, der er rockstjerne. Og så har hun netop givet anledning til en ophedet debat om, hvordan den naturlige, gennemsnitlige kvindekrop vurderes, når den gør noget så usædvanligt som at være nøgen i fjernsynet.

En mandlig kritiker ville til et pressemøde vide, hvorfor hun altid var nøgen i serien, når det tydeligvis ikke var for at vække seksuel ophidselse.

»Jamen, det er, fordi det er et realistisk udtryk for, hvad det ligesom er at være i live,« sagde hun spidst og tilføjede: »Men hvis jeg ikke appellerer til dig, så er det dit eget problem, som du må arbejde med.«

Nytænkeren

Og Dunham beskæftiger sig netop med det realistiske udtryk. Hun har taget Sex And The City og omformet den, så den passer til en tidsalder, hvor unge kvinder må kæmpe sig igennem et utal af praktikstillinger, dysfunktionelle relationer og middelklasseskuffelse.

Hvor Sex And The City opstiller et stilideal, man kan stræbe efter – attraktive og elegante kvinder, designergarderobeskabe, glamourøse job – ønsker ingen at være Dunhams karakter, Hannah, i Girls. Hun ligner en, der altid lige er stået op. Alle hendes forsøg på at få karrieren på gled slår fejl. Tvangsneuroser styrer hendes liv. Og de mænd, hun møder, viser sig snarere at være voldtægtsforbrydere end drømmekærester.

Girls er Sex And The City, som verden ser ud, efter at den økonomiske recession har ramt os. En verden med dystre fremtidsudsigter, hvor drømme bliver til støv. Vi følger dagliglivet for fire piger i Brooklyn, New York, hvor Dunham bor. De tre af dem er pænt almindeligt attraktive om end angstplagede på deres egen måde. Men det er Hannah, der er den virkelig interessante – en ambitiøs forfatterinde, der er desperat nok til at udsætte sig for enhver tænkelig menneskelig erfaring for at kunne skrive så meget mere autentisk. Men som lige så desperat higer efter at opleve ægte kærlighed og tryghed. Hannah hænger ofte ud i trusser og vest og blotter både sjæl og krop. Hun er på én gang selvoptaget og led ved sig selv, socialt kejtet (under en jobsamtale fyrer hun en vits af om, at hendes potentielt kommende chef måske kunne være sig at være en datingvoldtægtsforbryder). Hun udsættes ofte for ydmygelser (hendes kæreste sender hende et billede af sin penis, men undskylder sig bagefter med, at det var en fejl, og at det var en helt anden, han ville sende det til). Og hele vejen hepper vi på hende. Fiaskoen Hannah er den ultimative uamerikanske heltinde.

Enegængeren

Jeg møder Dunham på en restaurant i Los Angeles, men genkender hende ikke i første omgang og forstår ikke hvorfor. Hun er helt sikkert mere elegant klædt end Hannah, men der er noget andet. Så slår det mig. Jeg kan ikke genkende hende med tøj på! Så ofte ser vi hende – i Girls – i bar figur med de karakteristiske tatoveringer. Dunhams succes er en forbløffende historie. Ikke mindst som et eksempel på selvrealisering: Pigen, som dykkede ned i sit livs nederlag for at kunne skrive en selvudleverende tv-serie om en pige, som higer efter at blive berømt ved at skrive en selvudleverende bog om sit eget liv – og som bliver verdensberømt på det.

Jeg forestiller mig, at hun var et hyperaktivt barn. Det afviser hun pure.

»Nej, jeg var faktisk temmelig ugidelig. Jeg forlod så at sige aldrig mit hjem. Hvis det var weekend, gad jeg ikke gå udenfor. Jeg hadede at gå tur i parken, hadede at dyrke sport. Ja, faktisk hadede jeg næsten alt. Men jeg kunne godt lide at læse og se tv.«

Begge hendes forældre er kunstnere, og deres verden af selvfordybelse fascinerede hende.

– Var du selvsikker?

»Ja, på en måde. Ikke at jeg havde jeg mange venner. Men jeg talte hele tiden højt. Jeg talte med mig selv, mine forældre, min babysitter, min lillesøster, med lægen, med hvem der nu var der. Men indtil jeg kom i gymnasiet, havde jeg ikke mange venner. Måske fordi det slet ikke interesserede mig. Eller fordi ingen ville have mig som ven. Jeg må også have været enormt irriterende og gammelklog.«

– Hvad var det mest irriterende ved dig?

»Jeg siger ikke, at jeg var klogere end andre børn, men hvis der var noget, jeg gerne ville tale om, skulle de andre også tale om det. Jeg var ikke indstillet på at møde nogen på halvvejen.«

Excentrikeren

I sine teenageår kom Dunham til Saint Ann’s School, en skole i Brooklyn, der har specialiseret sig i at undervise i kunst. Her mødte hun sin kommende medstjerne i Girls, Jemima Kirke, og begyndte endelig at bryde ud sin skal.

»Det var et fantastisk sted. En slags hjem for adfærdsvanskelige børn.«

– Var du da adfærdsvanskelig?

»Nej, jeg vil snarere sige, at jeg var excentrisk og egenrådig. Det var ikke, fordi jeg lavede ballade. Jeg gad bare ikke nødvendigvis gøre det, jeg blev sat til at gøre. Eller spille socialt med i de grupper, jeg havnede i.«

– Opførte du dig bedre, end Hannah gør?

»Øhhh, ja.«

Faktisk, siger hun, mislykkedes det i reglen fuldstændig, hvis hun prøvede at være uartig. I en episode af Girls tager Hannah kokain og får et kick af det.

»For mig var det en helt anden sag. Jeg prøvede coke, men det kiksede totalt. Jeg sniffede lidt, men resultatet blev, at jeg fik et kæmpe nyseanfald. Det var mere ynkeligtt end aldrig at have prøvet stoffer: At prøve og floppe så eftertrykkeligt.«

Dunham lyder ofte som en teenager, der gerne vil behage: Hendes stemme går op i et lidt højere leje, når hun afslutter en sætning, så udsagn kommer til at lyde som spørgsmål. Men indholdet af det hun siger, dementerer teenagerindtrykket, for hun lyder mere livsklog, end man forventer af en pige i hendes alder. Allison Williams, der spiller Hannahs veninde Marnie i Girls, sagde engang om Dunham: »Hun har en vidunderlig 85-årig oldings sjæl.«

Babusjkadukken

Efter skole studerede Dunham creative writing på kunstuniversitetet Oberlin. I en alder af kun 20 år skrev, instruerede og optrådte hun i kortfilm med hovedpersoner, der i uhyggelig grad lignede hende selv: sjuskede, neurotiske, sjove – og så uncool, at de blev cool. Og kun to år efter sin afsluttende eksamen instruerede hun Tiny Furniture, hendes første spillefilm i fuld længde, der blandt andet byder på en scene, hvor hovedpersonen dyrker sex i et kloakrør.

»At skrive om romantiske øjeblikke gør mig mere forlegen end at skrive om nedværdigende sex,« siger hun.

Dunhams værk er som en russisk Babusjkadukke af selvreferencer. Hvert nyt projekt virker som en mere ambitiøs udgave af det foregående. Hannah-figuren byger på den korte periode i Dunhams eget liv, da hun mentalt var ude i tovene, ikke kunne realisere sine ambitioner, var henvist til at tage skodjob, der ikke gavnede karrieren, ragede uklar med sine venner og faldt for tvivlsomme mænd.

I Girls siger Hannah til en veninde, at hun er immun over for fornærmelser, »fordi ingen nogensinde vil kunne hade mig lige så meget, som jeg hader mig selv, okay? Så uanset hvor tarvelig en ting, nogen vil finde på at sige til mig, så har jeg garanteret allerede sagt den til mig selv – inden for den sidste halve time«.

Karakteren

– Har du ikke svært ved at holde sin egen person ude fra sine figurer?

»Nej, slet ikke,« udbryder hun med overraskende selvsikkerhed. »Men det kan andre mennesker have. Nogle gange kalder de øvrige medvirkende i serien mig Lena også uden for sættet.«

Faktisk er det, som forvirrer Dunham, ikke så meget lighederne imellem hende og Hannah som forskellene.

»Det kan virke forvirrende, at jeg spiller en karakter, der ikke er i stand til at hævde sig selv, ikke kan få sit arbejdsliv til at køre, ikke kan forløse sin kreativitet. Og samtidig er jeg den, der skriver, instruerer og spiller hovedrollen. Det er mærkeligt at krybe ind under huden på den forsagte og neurotiske Hannah og så indimellem koste rundt med mine kolleger under optagelserne.«

En bemærkelsesværdig ting ved Girls er al den tid, Hannah tilbringer i sengen: Her driver hun den af, skriver, sover, har dårlig sex – og af og til også god sex.

Kvindelige fans af serien giver ofte udtryk for overraskelse over, hvor ofte og hvor tæt på, Hannah er optræder nøgen. Så jeg spørger hende, om hun er ekshibitionist?

»Jeg har altid kæmpet imod den etiket, fordi den virker forsimplende og antyder alle mulige seksuelle undertoner. Måske kan det ikke undgås, at nogle vil have den oplevelse. Men det er aldrig sådan, jeg selv tænker på det, når jeg viser mig nøgen,« siger hun en smule spidst.

Blotteren

Tidligere har hun sagt, at hendes tilbøjelighed til at blotte sig selv, udspringer af alt andet end selvtillid, ja, faktisk synes der at være et element af masochisme i det – en invitation til andre til at misbruge hende.

Dunham smiler: »Ja, en hel del af mine forældres venner var performancekunstnere, så jeg tror, ​​jeg allerede tidligt forstod, at kroppen kan være et redskab i en slags udforskning.«

Den eneste scene, hvor hun indrømmer, at hun har følt sig forlegen, var den, hvor hun topløs spiller bordtennis med en ny kæreste.

»Det var en af ​​de første gange i serien, hvor min nøgenhed skulle føles sjov og nuttet og seksuel. Den rolle var ikke nem for mig at udfylde. Jeg har lettere ved at spille med i scener, hvor jeg møder romantisk afvisning, end i kærlighedsscener. Lettere ved at fremvise ydmyget nøgenhed. Jeg tror, det er, fordi der er noget virkelig sårbart over de oprigtige følelser, der ligger i at opleve ægte forelskelse eller erotisk tiltrækning. Det er angstfremkaldende at spille den slags, mens jeg i de andre situationer ligesom kan dække mig bag et skjold af humor.«

– Er du gladest, når du spiller ulykkelig?

»Ja, det er jeg – det er faktisk ret indviklet«.

Jeg har læst, at Dunham har gået i terapi siden syvårsalderen, men tænker, at det da må være en skrøne.

»Næh,« siger hun, »det er skam rigtigt nok. Det har lært mig at analysere min egen opførsel. Og hvor paradoksalt det end kan lyde, har det faktisk også lært mig ikke altid at opfatte mig selv som universets centrum. Og jo, jeg går stadig i terapi.«

– Men har du fået et mere ukompliceret forhold til din krop i dag.

»Tjah, du ved, det bliver lettere med tiden, for min værste frygt er for længst blevet til virkelighed. Folk har kaldt mig for fed og hæslig. Det overlevede jeg, og det vil jeg også overleve i fremtiden.«

Anklageren

Mange fans var skuffede over den konventionelle måde, sæson to sluttede på. Girls blev lidt for meget til Boys, fordi både hun – som Hannah – og Marnie blev reddet ud af deres respektive kriser af ridderlige mænd (om end i meget lurvede rustninger), hvad der resulterede i en usandsynlig feelgood-slutning.

»Jeg kender godt den indvending og forstår den godt. Men hvis man tænker lidt dybere over det, tror jeg godt man kan få øje på alle mulige faresignaler. Hannah bliver reddet fra at få psykose af en tørlagt mulig sexforbryder. Marnie beslutter sig for, at hendes karriere skal være et livslangt forhold til en mand, hun plejede at hade. Al romantik i serien er temmelig hovedløs, selv om den er momentant tilfredsstillende«.

– Hvordan har Hannah forandret sig i tredje sæson?

»Hun er blevet mere selvsikker og i stand til at tage imod kærlighed. Hun er blevet i stand til at være i et forhold – noget, hun ville have forsvoret, nogensinde kunne ske. Hun er i stand til at engagere sig i sit arbejde. Jeg tror, ​​hun er modnet«.

Det, som Girls først og fremmest vil blive husket for, er muligvis dens afromantisering af sex, som ofte skildres som desperat, voldelig og elendig. Dunham viser, hvordan mennesker i deres mest intime stunder, kan føle sig allermest alene. Seriens figurer er fra en generation, der er opvokset med hård porno. Fyre forventer, at deres piger handler og reagerer, som de kvinder, de kan se på internettet.Og i en episode beder Hannahs kæreste hende om at fortælle ham, at hun er en mindreårig prostitueret, som han tager bagfra.

»Jeg tror, ​​de fleste mænd føler ubehag ved sexscenerne. Men det har altid været vigtigt for mig at undgå at moralisere angående sex – det, tror jeg, er farligt. Alligevel har en masse fyre set de her grænseoverskridende ting og på en eller anden mærkelig måde følt, at de selv er kommet under anklage.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Sæson 1 og 2 af ’Girls’ kan købes på dvd/Blu-ray eller ses på HBO Nordic. Sæson 3 kører lige nu på HBO Nordic og CMore.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu