Klumme
Læsetid: 1 min.

Slut med leg og læring

De nye publikumsåbne biblioteker, som står uden personale bortset fra nogle timer om dagen, kan svigte en befolkningsgruppe, som tidligere har haft stor glæde af bibliotekerne, nemlig de lidt større børn
Kultur
17. januar 2014

Debatter er afhængige af præmisser i højere grad end nyhedsdækningen normalt lader ane. Diskuterer vi ud fra nytte, rationalisering, økonomisk rentabilitet og den slags, kan meget, der på andre punkter forekommer som tilbageslag, fremstilles som fremskridt. Jeg skal ikke komme ind på, hvor mange af de standende politiske stridspunkter om dagpengelængde og sygefravær, der falder ind under denne betragtning, men holde mig til et område, som jeg betragter som kulturelt vigtigt, nemlig folkebibliotekerne. Om der udlånes e-bøger og dvd’er eller papirbøger i bibliotekscentralens stive omslag er i den forbindelse ligegyldigt. Det vigtige er, om bibliotekerne kan udfylde deres funktion som kulturformidlere til Danmarks befolkning. Og her betyder befolkning hele befolkningen, også den del, der bo i udkanterne og de områder, der er underforsynet med andre kulturformer.

Og dem i forskellige aldersgrupper.

De nye publikumsåbne biblioteker, som står uden personale bortset fra nogle timer om dagen, kan svigte en befolkningsgruppe, som tidligere har haft stor glæde af bibliotekerne, nemlig de lidt større børn. De kunne førhen smutte hen på biblioteket direkte fra skolen. I dag kan de mange steder kun komme i selskab med en voksen. Der står ikke længere noget om fri låneret i biblioteksloven, og bibliotekerne sætter i dag aldersbegrænsning helt op til atten år for, hvornår børn kan få en kode til deres sygesikringsbevis. Jeg har selv, da mine børnebørn var mindre, oplevet, hvor meget de hyggede sig på biblioteket, når vi havde fået vanterne af og flyverdragten lynet ned. Biblioteket var en vintertumleplads for ungerne, hvor de både fandt en hel masse bøger og kunne lege med legeredskaber mellem reolerne, altså det perfekte sted for den så efterspurgte kombination af leg og læring. Men nu hvor de er ved at være store nok til selv at opsøge det bibliotek, som de har lært at betragte som en del af deres kulturelle horisont, ja, så er biblioteket pludselig lukket land. Det er da åndssvagt!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her