Læsetid: 6 min.

Sproget sætter grænserne for politikken

Politikere og journalister undervurderer sprogets betydning for, hvilke rammer der er for den førte politik. Det mener en ung forfatter, der især er træt af ét bestemt ord
Sproget er i sig selv med til at definere vores opfattelse af verden og dermed også de potentielle muligheder for politisk handling. I sidste ende betyder kravet om ’konkretion’, at vi får dårligere politiske løsninger, mener Jan Maintz Hansen.

Tor Birk Trads

11. januar 2014

Vi journalister kan godt lide konkrete svar. Svar, der uden tvetydigheder, abstraktioner og anden sniksnak fortæller os, hvad den konkrete afsender helt konkret har tænkt sig at gøre ved et helt konkret problem. Ikke sjældent ser man os i debatprogrammer og kritiske interviews stille spørgsmål som: »Hvad vil du gøre – helt konkret?«, »kan du give et konkret eksempel?« eller »prøv at være lidt mere konkret«.

Bedst er det, hvis budskabet kan leveres på syv-otte sekunder og i et klart sprog, der egner sig til at blive sakset ind i et nyhedsindslag eller en avisartikel. Politikere og magthavere afkræves konkrete svar, så de ikke spiser os af med floromvundne floskler eller spin.

I bogen Kan du være mere konkret? – Om samtalens død i dansk politik dokumenterer forfatteren Jan Maintz Hansen, hvordan mediernes omtale af ’det konkrete’ er steget voldsomt i de senere år. Ordsammensætningen »helt konkret« har bevæget sig fra at optræde cirka 1.000 gange i de danske dagblade i år 2000 til flere end 10.000 gange i 2010.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Løwenstein
  • Per Pendikel
  • Steffen Gliese
  • Lise Anker-Møller
  • ole eising
Kristian Løwenstein, Per Pendikel, Steffen Gliese, Lise Anker-Møller og ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Mikkelsen

Hvor er det befriende at læse dette interview med Jan Maintz Hansen (JMH) om hans kommende bog om samtalens død i dansk politik. Hans beskrivelse af den ’konkretiseringsfetichisme’, der har hærget den politiske debat de seneste mange år, er spot on. Det udtrykker præcist den frustration jeg selv oplever som politisk engageret menneske, der reflekterer over tingene og er træt at blive spist af med forsimplede konkrete løsninger på de ekstremt komplekse og abstrakte problemstillinger vi står over for i dag.

At JMHs tanker har stor en klangbund hos mig, hænger måske sammen med, at jeg sjovt nok har præcis samme uddannelsesbaggrund – cand.mag. i filosofi og dansk. I det konkretes regime er vi jo så bare et par æggehoveder. Fred være med det. Jeg har dog en anden profession end JMH, hvor jeg - ude i den konkrete virkelighed - oplever hvad det betyder kun at fokusere på det konkrete. Det kan måske kaste nogle ekstra perspektiver på den problemstilling han tager op.

Jeg har i mange år arbejdet med innovation i forskellige sammenhænge, og er nu etableret som selvstændig innovationskonsulent. Her er den store udfordring at udskyde det øjeblik man går i løsningmode, indtil man har fundet ud af, hvor det er man vil hen, og hvilken værdi man gerne vil skabe med det nye man sætter i værk. Ellers får man jo bare mere af det samme eller forandringer for forandringernes skyld. Så i den verden jeg opererer i, handler det om at holde gang i en dynamisk vekslen mellem abstrakte visioner og konkrete løsninger. JMH sætter fokus på, hvordan den ensidige løsningsfokusering på samme måde lammer nytænkningen i den politiske verden. Men det vil det være lige så fatalt, hvis den debat hans bog forhåbentlig giver anledning til, fører os i den modsatte grøft - at den politiske debat alene kommer til at foregå på et abstrakt niveau. Der skal, som han selv påpeger, både abstrakte og konkrete argumenter til at holde den politiske gryde i kog.

Det var i høj grad Fogs kontrakt-politik, der slukkede for blusset, da han tonede ned for sin ideologiske minimalstats retorik og med sin kontraktpolitik kørte sig i stilling som driftssikker bestyrer af den velfærdsstat vi kender – i en effektiviseret udgave ganske vist. Det kunne han gøre ubemærket, fordi vi dengang befandt os i et ideologisk tomrum - med murens fald og markedsøkonomiens suveræne overtag og tilsyneladende uendelige velsigelser. Den viste sig jo så at være noget mindre suveræn og velsignet, end vi troede - eller var blevet bildt ind. Så da Helle Thorning trådte til kunne hun ikke længere blot drive politik på løfter om nemme konkrete løsninger. Men hun var fanget i den konkrete diskurs med det velkendte resultat, at hun fik alle sine argumenter lige tilbage i nakken som løftebrudsbeskyldninger. Man får helt ondt af hende. På den anden side kan man bebrejde hende og den øvrige regering, at de ikke har turdet sætte gang i en mere visionær debat om vores fælles fremtid. For det er der i den grad behov for i dag, hvor vi står med ikke blot en økonomisk krise – men en klima-, miljø-, energi-, vand-, ressource-, sikkerheds- og fattigdoms- + mange flere kriser oven i hinanden. En uhyre kompleks situation, hvor det er decideret utroværdigt for en politiker at forsøge komme med simple svar.

I en innovationssammenhæng er det dog noget nær den optimale situation. På den ene side dur det man hidtil har gjort ikke. På den anden har man ingen anelse om, hvad man skal gøre i stedet – blot at man er nødt til at gøre noget helt andet. Det eneste man så kan forholde sig til, er de visioner man gør sig om fremtiden, og udfra dem udpege en retning, man vil gå i for at finde ideer til nye løsninger, som man så kan prøve af indtil man finder frem til noget som dur. Det er herved intentionen, der er den afgørende drivkraft. Den er hele tiden i spil, og må justeres løbende alt efter, hvor der viser sig at være muligheder, og hvor der er blindgyder.

For mig at se bør intentioner også være omdrejningspunktet for den politiske debat. At politikerne tør spille ud med nogle nye visioner for fremtidens samfund og udstikke en retning for, hvor de sammen med mig som vælger vil gå hen og finde løsninger på de presserende problemer vi står over for. Det er det eneste jeg som vælger kan forholde mig til - og skal forholde mig til i repræsentativt demokrati, hvor jeg giver mandat til en politiker til at handle på mine vegne. Politik er i den optik en kamp om at skabe opbakning til den retning, man som politiker ønsker at gå i. Og om at opbygge tillid, så jeg som aktiv borger vælger at følge efter og hjælpe med at finde de konkrete løsninger – eller råbe op, hvis jeg mener vi undervejs er kommet i en gal retning.

JMH fornemmer at der er et voksende ønske om en mere visionsbåren politisk debat. Måske Helle Thorning har fornemmet det samme. Selvom man godt kunne have ønsket sig at visionsniveauet havde løftet sig op over ældresagen og ud over Danmarks grænser, så vovede hun dog i sin nytårstale at tale abstrakt om sine fremtidsperspektiver for det danske velfærdssamfund. Godt gået – og mere af det, Tak. Det mest tydelige tegn på et gryende stemningsskrifte er nok Uffe Elbæk og konsorters lancering deres nye alternative parti. Et overmåde velmenende initiativ med visioner om at skabe ny empatisk politisk kultur. Men for mig at se er de i overhængende fare for at lave en omvendt Fogh og falde i den abstrakte grøft. Alene det, at de vælger så vagt et navn som Alternativet får mig til at tvivle alvorligt på dets levedygtighed. Vil de så bare være et alternativ – og til hvad? Og hvad er de så, når de har manifesteret sig som et alternativ og fået deres egen politiske identitet, som andre så kan være alternativer til? Der mangler ganske enkelt en intention. Når der ikke er nogen retning man kan forholde sig til og få lyst følge efter for at omsætte visioner til konkrete løsninger, bliver det alt for nemt at skyde ned som et ukonkret luftkastel, hvilket det allerede er godt i gang med at blive, desværre.

Så der er i den grad brug for få flere og andre stemmer på banen for at skabt en mere progressiv og inspirerende politisk debatkultur i Danmark. JMHs kommende bog lader til at være et glimrende bidrag. Den har i hvert fald allerede inspireret mig til at komme ind i kampen. Så jeg vil se frem til at læse bogen og fortsætte denne meget nødvendige diskussion.

Steffen Gliese

Det er forfærdende chokerende, at det er gået så meget tilbage for den almindelige refleksion og sunde fornuft, at folk ikke forstår sprogets grundlæggende betydning. På trods af stadig fleres universitetsuddannelse er forståelsen af de første årsager åbenbart glippet: det er selvfølgelig begrebsligheden og udviklingen af termer til beskrivelse af en stadig fornyet forståelse af verden.

Mikael Korsgaard

Hvis vi skal være helt konkrete, så er jeg ikke enig i, at der med ovenstående fremgangsmåde kan dokumenteres en 10-dobling i brugen af formuleringen. En søgning på Infomedia viser, at der i samme periode (2000-2010) har været en stigning i antallet af artikler fra 650.000 til knap 6 millioner.

Ses der på andelen af artikler, hvor formuleringen indgår, er andelen steget beskedent fra at optræde i 0,13 til 0,15 procent af alle artikler. I 2013 toppede brugen af "helt konkret" med en andel på 0,23 procent.