Læsetid: 6 min.

Sproget sætter grænserne for politikken

Politikere og journalister undervurderer sprogets betydning for, hvilke rammer der er for den førte politik. Det mener en ung forfatter, der især er træt af ét bestemt ord
Sproget er i sig selv med til at definere vores opfattelse af verden og dermed også de potentielle muligheder for politisk handling. I sidste ende betyder kravet om ’konkretion’, at vi får dårligere politiske løsninger, mener Jan Maintz Hansen.

Tor Birk Trads

11. januar 2014

Vi journalister kan godt lide konkrete svar. Svar, der uden tvetydigheder, abstraktioner og anden sniksnak fortæller os, hvad den konkrete afsender helt konkret har tænkt sig at gøre ved et helt konkret problem. Ikke sjældent ser man os i debatprogrammer og kritiske interviews stille spørgsmål som: »Hvad vil du gøre – helt konkret?«, »kan du give et konkret eksempel?« eller »prøv at være lidt mere konkret«.

Bedst er det, hvis budskabet kan leveres på syv-otte sekunder og i et klart sprog, der egner sig til at blive sakset ind i et nyhedsindslag eller en avisartikel. Politikere og magthavere afkræves konkrete svar, så de ikke spiser os af med floromvundne floskler eller spin.

I bogen Kan du være mere konkret? – Om samtalens død i dansk politik dokumenterer forfatteren Jan Maintz Hansen, hvordan mediernes omtale af ’det konkrete’ er steget voldsomt i de senere år. Ordsammensætningen »helt konkret« har bevæget sig fra at optræde cirka 1.000 gange i de danske dagblade i år 2000 til flere end 10.000 gange i 2010.

»Det er jo i sig selv bare et ord, men for mig er det et lille vidnesbyrd om, hvor styrende et normsæt det er. Det er simpelthen en ultimativ værdi at være konkret. Det er nærmest et argument i sig selv,« mener Jan Maintz Hansen.

Når det konkrete dominerer samtalen, fortrænges det abstrakte, forklarer han. Alt det, der ligger bag det konkrete – ideologi, refleksion og moral – må vige pladsen, og dermed får vi en mindre frugtbar politisk debat, mener Jan Maintz Hansen. Drevet af lige dele politisk interesse og frustration over den stadigt mere indskrænkede debatform satte han sig for at skrive en bog. Og sådan gik det til, at gymnasielæreren Jan Maintz Hansen skrev en nekrolog over den politiske samtale i Danmark. Mest af lyst, men også med et spinkelt håb om forandring.

»Og så er den jo også bare skrevet con amore, om aftenen og om natten ved siden af arbejde og lille barn,« som han siger.

Palme, Auken og Obama

Når først man har fået øjnene op for det konkretes dominans, bemærker man det overalt, siger han. Abstrakt tale er ligefrem noget, politikere kan blive afsløret i af en vaks journalist undervejs i en debat, og det konkrete argument trumfer alt. Det har omfattende betydning for, hvad der i sidste ende er politisk muligt, forklarer Jan Maintz Hansen. Resultatet bliver ifølge ham, at man som politiker nærmest ikke kan ytre sig om noget uden straks at blive afkrævet et håndgribeligt forslag til, hvordan problemet skal løses og med hvilke penge.

Men er det ikke rimeligt nok at forvente realiserbare svar på samfundets udfordringer frem for flotte overbevisninger, når politikere udtaler sig? Jo, mener Jan Maintz Hansen. Han efterspørger blot lidt mere balance mellem de to ting.

»Hvis vi konstant, emsigt skal afkræves svar på, ’hvordan vil du realisere det?’, inden vi overhovedet nærmest får afsluttet sætningen, jamen, så stopper samtalen jo hurtigt. Den politikudviklende samtale.«

Ved at begrænse den politiske samtale til en ensidigt nytteorienteret debat, begrænser man også rummet for, hvad der kan lade sig gøre, siger Jan Maintz Hansen. Sproget er i sig selv med til at definere vores opfattelse af verden og dermed også de potentielle muligheder for politisk handling. I sidste ende betyder kravet om ’konkretion’, at vi får dårligere politiske løsninger, mener forfatteren.

I stedet kunne de danske politikere med fordel skæve til markante skikkelser som Olof Palme, Svend Auken eller Barack Obama. Alle politikere, som har vist evnen til at kommunikere deres politiske idealer med en stærk og overbevisende retorik.

»Jeg tror, man undervurderer, hvor meget et bestemt håbefuldt idealistisk sprog kan betyde for samfundsudviklingen,« siger Jan Maintz Hansen.

Det gode arguments kraft

Både medier og politikere bidrager negativt til at fortrænge det abstrakte fra den politiske samtale, mener han. Medierne har udviklet sig i en mere kommerciel retning, hvor der ikke er plads til den grundige, politiske analyse, og politikerne får sjældent lov at udtale sig nuanceret, når de kun har få sekunder til at svare.

»Det er igen med til at ødelægge samtalen, fordi de borgere, der sidder ude på den anden side, får de der oneliners kastet i hovedet, og så bliver det noget forsimplet noget,« mener Jan Maintz Hansen.

I sin bog beskriver han, hvordan en kilde i 1960’erne fik ét minuts taletid i gennemsnit i TV-Avisen på DR, men i dag får det halve – og endnu mindre i TV 2’s nyhedsudsendelser. Klippehastigheden er blevet højere, og journalisterne er presset af større krav om effektivitet og redaktører, som ønsker højere seertal.

Som eksempel på udviklingen nævner Jan Maintz Hansen i bogen folketingsvalget i 2005. Socialdemokraternes Mogens Lykketoft havde sat sin lid til, at »det gode arguments kraft« skulle bære ham til sejr, mens modkandidaten Anders Fogh Rasmussen (V) havde en anderledes konkret strategi. Det lykkedes den siddende statsminister at gøre valget til et valg mellem hans eget »skattestop« og Lykketofts knap så besnærende »skattehop«. Og dermed var valget afgjort. Det konkrete besejrede det abstrakte.

I februar sidste år kunne man læse finansminister Bjarne Corydons (S) bud på, hvordan vi skal arbejde os ud af den økonomiske krise under overskriften »Realisme er vejen til nye jobs«. Vi skal ikke se den offentlige sektor som en ideologisk kampplads, men snarere et redskab til at sikre løsninger, »der virker«, skriver finansministeren.

»Men hvad er det, der virker? Og hvad er det så, der virker godt? Hvor stor skal den offentlige sektor være? Hvor omfordelende skal den være, og så videre. Det er jo direkte ideologiske spørgsmål,« påpeger Jan Maintz Hansen.

Ifølge ham er det en tendens, at politikerne forsøger at formulere sig i vendinger, som camouflerer, at politik i virkeligheden altid er et spørgsmål om ideologi.

»Det er en illusion, at politik kan være sådan en værdifri størrelse, og at man kan basere de politiske løsninger på sandsynlighedsberegning og statistisk tænkning om, hvad der historisk set har virket. Det betyder, at man reducerer, hvad der kan være politisk muligt,« siger han.

Tænk frit

Jan Maintz Hansen ser dog en positiv tendens i den omfattende debat på de sociale medier samt initiativer som den nye spørgetime i Folketinget eller den store interesse for Folkemødet på Bornholm som forsøg på at få gang i en mere åben politisk samtale. Især spørgetimen i Folketinget har potentiale, mener han.

»Hvis det faktisk var kommet derhen, hvor det fungerede, og der var en ordentlig politisk samtale, så tror jeg sgu, at der var flere, der ville se det.«

»Men det er desværre ikke lykkedes. Jeg tror, at Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen stadig er for styrede af politisk spin og kommunikation og magtstrategier.«

Parallelt med at den politiske samtale er blevet mere fokuseret på det konkrete, efterspørger befolkningen paradoksalt nok i stigende grad abstraktioner i deres private liv. Filosofi, spiritualitet og en generel længsel efter værdier præger samfundet, mener Jan Maintz Hansen. Det afspejler sig bare ikke i den politiske debat, fordi vi ikke længere har de store fortællinger eller ideologier at identificere os med, siger han. I stedet for ideologiske værdier ender debatten derfor med at handle om det umiddelbart synlige og håndgribelige – det konkrete. Men grundlaget for en revitalisering af den politiske samtale, som han dødsdømmer i sin bog, er stadig til stede, selv om det er blevet sværere at få øje på.

»Jeg tror på, at der er mange derude, der efterlyser visionære politikere, som tør tænke åbent og frit og søgende og tør indgå i en dialog, hvor man eventuelt må erkende, at ens argument ikke er det bedste i en mere åben og søgende dialog.«

– Så hvordan får vi genoplivet den politiske debat?

»Ja, det er så her, det gode spørgsmål kommer.«

– Og jeg kunne godt tænke mig et meget konkret svar …

»Jamen, jeg synes, at … der er jo ingen determinisme i det her. Den enkelte journalist, den enkelte politiker og den enkelte borger kan jo godt tænke og tale mere frit og agere på en anden måde.«

PS: Ordet ’konkret’ optræder 22 gange i denne artikel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Løwenstein
  • Per Pendikel
  • Steffen Gliese
  • Lise Anker-Møller
  • ole eising
Kristian Løwenstein, Per Pendikel, Steffen Gliese, Lise Anker-Møller og ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Mikkelsen

Hvor er det befriende at læse dette interview med Jan Maintz Hansen (JMH) om hans kommende bog om samtalens død i dansk politik. Hans beskrivelse af den ’konkretiseringsfetichisme’, der har hærget den politiske debat de seneste mange år, er spot on. Det udtrykker præcist den frustration jeg selv oplever som politisk engageret menneske, der reflekterer over tingene og er træt at blive spist af med forsimplede konkrete løsninger på de ekstremt komplekse og abstrakte problemstillinger vi står over for i dag.

At JMHs tanker har stor en klangbund hos mig, hænger måske sammen med, at jeg sjovt nok har præcis samme uddannelsesbaggrund – cand.mag. i filosofi og dansk. I det konkretes regime er vi jo så bare et par æggehoveder. Fred være med det. Jeg har dog en anden profession end JMH, hvor jeg - ude i den konkrete virkelighed - oplever hvad det betyder kun at fokusere på det konkrete. Det kan måske kaste nogle ekstra perspektiver på den problemstilling han tager op.

Jeg har i mange år arbejdet med innovation i forskellige sammenhænge, og er nu etableret som selvstændig innovationskonsulent. Her er den store udfordring at udskyde det øjeblik man går i løsningmode, indtil man har fundet ud af, hvor det er man vil hen, og hvilken værdi man gerne vil skabe med det nye man sætter i værk. Ellers får man jo bare mere af det samme eller forandringer for forandringernes skyld. Så i den verden jeg opererer i, handler det om at holde gang i en dynamisk vekslen mellem abstrakte visioner og konkrete løsninger. JMH sætter fokus på, hvordan den ensidige løsningsfokusering på samme måde lammer nytænkningen i den politiske verden. Men det vil det være lige så fatalt, hvis den debat hans bog forhåbentlig giver anledning til, fører os i den modsatte grøft - at den politiske debat alene kommer til at foregå på et abstrakt niveau. Der skal, som han selv påpeger, både abstrakte og konkrete argumenter til at holde den politiske gryde i kog.

Det var i høj grad Fogs kontrakt-politik, der slukkede for blusset, da han tonede ned for sin ideologiske minimalstats retorik og med sin kontraktpolitik kørte sig i stilling som driftssikker bestyrer af den velfærdsstat vi kender – i en effektiviseret udgave ganske vist. Det kunne han gøre ubemærket, fordi vi dengang befandt os i et ideologisk tomrum - med murens fald og markedsøkonomiens suveræne overtag og tilsyneladende uendelige velsigelser. Den viste sig jo så at være noget mindre suveræn og velsignet, end vi troede - eller var blevet bildt ind. Så da Helle Thorning trådte til kunne hun ikke længere blot drive politik på løfter om nemme konkrete løsninger. Men hun var fanget i den konkrete diskurs med det velkendte resultat, at hun fik alle sine argumenter lige tilbage i nakken som løftebrudsbeskyldninger. Man får helt ondt af hende. På den anden side kan man bebrejde hende og den øvrige regering, at de ikke har turdet sætte gang i en mere visionær debat om vores fælles fremtid. For det er der i den grad behov for i dag, hvor vi står med ikke blot en økonomisk krise – men en klima-, miljø-, energi-, vand-, ressource-, sikkerheds- og fattigdoms- + mange flere kriser oven i hinanden. En uhyre kompleks situation, hvor det er decideret utroværdigt for en politiker at forsøge komme med simple svar.

I en innovationssammenhæng er det dog noget nær den optimale situation. På den ene side dur det man hidtil har gjort ikke. På den anden har man ingen anelse om, hvad man skal gøre i stedet – blot at man er nødt til at gøre noget helt andet. Det eneste man så kan forholde sig til, er de visioner man gør sig om fremtiden, og udfra dem udpege en retning, man vil gå i for at finde ideer til nye løsninger, som man så kan prøve af indtil man finder frem til noget som dur. Det er herved intentionen, der er den afgørende drivkraft. Den er hele tiden i spil, og må justeres løbende alt efter, hvor der viser sig at være muligheder, og hvor der er blindgyder.

For mig at se bør intentioner også være omdrejningspunktet for den politiske debat. At politikerne tør spille ud med nogle nye visioner for fremtidens samfund og udstikke en retning for, hvor de sammen med mig som vælger vil gå hen og finde løsninger på de presserende problemer vi står over for. Det er det eneste jeg som vælger kan forholde mig til - og skal forholde mig til i repræsentativt demokrati, hvor jeg giver mandat til en politiker til at handle på mine vegne. Politik er i den optik en kamp om at skabe opbakning til den retning, man som politiker ønsker at gå i. Og om at opbygge tillid, så jeg som aktiv borger vælger at følge efter og hjælpe med at finde de konkrete løsninger – eller råbe op, hvis jeg mener vi undervejs er kommet i en gal retning.

JMH fornemmer at der er et voksende ønske om en mere visionsbåren politisk debat. Måske Helle Thorning har fornemmet det samme. Selvom man godt kunne have ønsket sig at visionsniveauet havde løftet sig op over ældresagen og ud over Danmarks grænser, så vovede hun dog i sin nytårstale at tale abstrakt om sine fremtidsperspektiver for det danske velfærdssamfund. Godt gået – og mere af det, Tak. Det mest tydelige tegn på et gryende stemningsskrifte er nok Uffe Elbæk og konsorters lancering deres nye alternative parti. Et overmåde velmenende initiativ med visioner om at skabe ny empatisk politisk kultur. Men for mig at se er de i overhængende fare for at lave en omvendt Fogh og falde i den abstrakte grøft. Alene det, at de vælger så vagt et navn som Alternativet får mig til at tvivle alvorligt på dets levedygtighed. Vil de så bare være et alternativ – og til hvad? Og hvad er de så, når de har manifesteret sig som et alternativ og fået deres egen politiske identitet, som andre så kan være alternativer til? Der mangler ganske enkelt en intention. Når der ikke er nogen retning man kan forholde sig til og få lyst følge efter for at omsætte visioner til konkrete løsninger, bliver det alt for nemt at skyde ned som et ukonkret luftkastel, hvilket det allerede er godt i gang med at blive, desværre.

Så der er i den grad brug for få flere og andre stemmer på banen for at skabt en mere progressiv og inspirerende politisk debatkultur i Danmark. JMHs kommende bog lader til at være et glimrende bidrag. Den har i hvert fald allerede inspireret mig til at komme ind i kampen. Så jeg vil se frem til at læse bogen og fortsætte denne meget nødvendige diskussion.

Steffen Gliese

Det er forfærdende chokerende, at det er gået så meget tilbage for den almindelige refleksion og sunde fornuft, at folk ikke forstår sprogets grundlæggende betydning. På trods af stadig fleres universitetsuddannelse er forståelsen af de første årsager åbenbart glippet: det er selvfølgelig begrebsligheden og udviklingen af termer til beskrivelse af en stadig fornyet forståelse af verden.

Mikael Korsgaard

Hvis vi skal være helt konkrete, så er jeg ikke enig i, at der med ovenstående fremgangsmåde kan dokumenteres en 10-dobling i brugen af formuleringen. En søgning på Infomedia viser, at der i samme periode (2000-2010) har været en stigning i antallet af artikler fra 650.000 til knap 6 millioner.

Ses der på andelen af artikler, hvor formuleringen indgår, er andelen steget beskedent fra at optræde i 0,13 til 0,15 procent af alle artikler. I 2013 toppede brugen af "helt konkret" med en andel på 0,23 procent.