Den sære melankoli, der er kropslig, ikke ens sindstilstand. Personligt har vi aldrig været melankolske af gemyt, den ene har ærlig talt altid været lidt kolerisk, den anden nærmest flegmatisk. Hvad fanden, det går nok. Boys will be boys, og mon der ikke er nogenlunde lige så mange, eller lige så få, idioter, som der altid har været. Intet nyt under den milde vintersol. Januar er årets eneste ferske måned, resten af tiden ligner de foregående års måneder. Uberegnelig som aprilvejr, siger man f.eks. April er en genre, januar er ny hver gang.
Vi er taxichauffør, der kører for Falck, man ser nye mennesker hver eneste dag, man følger naturens gang. Vi er en flegmatisk gnavpotte, der godt kan se, at det må være bedre end at skrive klummer. Men det er noget underligt noget, at det nu er vores tur. Til at være de gamle. Vi er det indtil videre kun på noviceniveau, vi har ikke rigtig vænnet os til tanken, vi synes heller ikke, den er helt naturlig. I forgårs eller deromkring, i alt fald sidste gang, det var fersk januar, rankede vi ryggen – ahr, måske er det noget længere siden – når der blev talt og skrevet om ’de unge’. »Så,« tænkte vi, »nu snakker de om os igen!« Hvad skulle de også ellers snakke om? Hvad skulle være mere interessant? Men vi ved det godt, det er ikke os, de mener nu, det er tværtimod os, der taler om de unge. Fandme nogle mærkelige skabninger, ærlig talt. SMS-fingerled, f.eks. De er jo ved at ændre deres biologi for at kunne være et pålideligt tilbehør til moderne kommunikationsteknologi. Øresneglen er ikke en talemåde for dem, den er en øresnegl. De går rask til, med både arme og ben i bevægelse, mens de taler lige ud i luften. De skal selvfølgelig have nogen at tale med, men ellers virker det ikke, som om de overhovedet har brug for andre mennesker.
Ikke noget med mangelsamfundet – de fjernere og fjernere tider, da vi andre voksede op – og dets påskud til at komme på talefod med naboen ved at foregive, at man var løbet tør for kaffebønner. Kunne man låne en kop? Eller sukker? Sovsejævner eller en rulle toiletpapir, bare et eller andet, så man senere havde en anledning til at aflevere det tilbage. Vi tror ikke, den slags bruges mere. Hvis man mangler noget, kan man vel gå ned i 7-Eleven, eller hvad det hedder. Klam stodder, som står der og vil låne en kop kaffebønner af pigen inde ved siden af. Hvad skal han overhovedet med sovsejævner, den psykopat?
De 70’er-agtige 1970’ere
Men vi tøver lidt, før vi når frem til den foreløbige – kun foreløbige – konklusion, at det meste faktisk var bedre i gamle dage. Godt nok var 1970’erne f.eks. temmelig 70’er-agtige. Det kommer vi til at indrømme. Med ølkasserne, madrasserne på gulvet, stigereolen med den ulæste Karl Marx’ samlede, Che-plakaten på væggen og den ustemte guitar i hjørnet. Det kunne simpelthen ikke blive mere halvfjerdseragtigt.
Man var også nødt til at være sammen med andre mennesker temmelig tit. F.eks. når man skulle vaske tøj. Man måtte gå på møntvaskeri og spilde flere timer med at sidde og sludre med en tilfældig fyr, man ikke havde andet end vaskebehov tilfælles med. Den personlige vaskemaskine, hver mand sin, var forbeholdt rige mennesker. Vi andre blev tvangssocialiseret med folk, der havde mærkelige meninger, som ingen ville finde sig i at høre på i dag. Og hvis man var avislæser i større stil, var man nødt til at sætte sig ind på nærmeste læsesal på nærmeste bibliotek, hvor man risikerede at se folk, der læste Berlingske Tidende. Altså blive konfronteret med, at den slags kravl overhovedet fandtes. I det hele taget: I de rædselsfulde 1970’ere var der en gennemtrængende stank af mennesker overalt. Man kunne ikke blive fri for den. Man skulle stå og hælde beskidte mønter i en telefonboks for at ringe hjem og sige, at man ville komme for sent til aftensmaden, fordi et skvadderhoved nede ved Vanløse Station blev ved med at påstå, at vi havde gået i skole sammen. Pis og grundløse beskyldninger, jeg har aldrig gået i skole, sagde jeg til ham, og det tror jeg heller ikke, du har.
De unges verden
Taxichaufføren, der kører for Falck, og klummeskriveren er i det mindste enige om én ting: Der er trods alt også gode ting at sige om det forhadte årti. Forsøgsvis, tøvende: Måske var de ligefrem bedre end deres rygte? Måske var de bedre end nutiden? Nej, det sidste er nok at gå for vidt. Det er jo udviklingen, der har ført os derhen, hvor vi nu er. Det er de unges verden. I modsætning til de gamle i vores tid er taximanden og jeg ikke dem, der har noget ondt at sige om ungdommen. Den er god nok. iPhone, det er fint, iPad, det er også fint, alle mulige apps, det er vældig praktisk. Og de lærer jo af det, selv børn bliver klogere end vi var, da vi var børn. Afgjort! Men vi ved sgu ikke. Mon de aldrig keder sig? Inde i hver sin boble?
Hvad os angår, så har vi naturligvis vældig god tid til at vænne os til at blive rigtig gamle. Vi er unge af sind. Vi er den generation nogensinde, der er dårligst forberedt på rollen som sure, gamle røvhuller. De unge skal ikke høre ét ondt ord fra vores side.
Der er bare det med melankolien. Den kropslige, usindslige melankoli. Vi er jo sådan set sunde og raske – bortset fra skavankerne, selvfølgelig. Man føler også et vist velvære, som en gryderet, der er ved at nå simrepunktet.
Men de unge er i alt fald selvstændige unge mennesker. Det må man sige. Absolut.
Vinn & Skæv
Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.
Udkom sidste gang i september 2014.
Seneste artikler
I skældsordenes rækker
12. september 2014Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn tilMorgenstemning i Nykøbing F
5. september 2014Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagenGårdens dyr
15. august 2014Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
mangelsamfundet 70'erne `??
Landet var vist aldrig rigere, men noget snublede med den ellers globalt set også ret lovvende fordelingspolitik. Arbejderbevægelsen sagde nej.
mindes heller intet mangelsamfund bortset fra periodevis mangel på olie som følge af konflikter i Mellemøsten. Artiklen er vist ikke alene tidsmæssigt men også geografisk begrænset til 70erne i bestemte boligområder såsom Nørrebro i København el. Trøjborg i Århus.
Ølkasserne, madrasser på gulvet og lån hos naboer passer godt til Karl Marx og Che Guevara, men var næppe kendetegnende for særlig meget af det danske samfund. Selv er jeg opvokset på landet et sted i Jylland, og husker intet af det fra min barndom. Jeg husker dog møntvask i en mindre provinsby, men husker ikke, de blev brugt ret meget.
kom til at tænke på:
"Det er jo udviklingen, der har ført os derhen, hvor vi nu er. "
Enig. Et spørgsmål er så, om det er en mangel, at noget enten ikke er opfundet el. ikke er udbredt endnu. Fx. mener jeg, de fleste private vaskemaskiner i 70erne ikke var fuldautomatiske.
"Vi er den generation nogensinde, der er dårligst forberedt på rollen som sure, gamle røvhuller."
Det er uenig i. Jeg mener modsat, vi, der var unge i 70erne, er uddannede til at være sure, gamle røvhuller. Udover møntvaskerier blev fællesskaber også skabt af politiske protester i form af bl.a. strejker, demonstrationer og husbesættelser, som sammen med politiske bevægelser gav god træning til en rolle som surt, gammelt røvhul. Det er da også i høj grad de, der var unge i 70erne, som nu formidler en holdning om, at intet er så godt, at det ikke er skidt for noget, og alt var bedre før 1970.
Noget andet er, at ordet "mangelsamfund" minder mig mere om "fattig-80erne"
http://www.information.dk/51945 .
70erne var nok snarere en slags opfølgning på de glade 60eres overflod.
en noget forvrøvlet begydelse, som man ikke kunne hitte ud af. Så lidt efter lidt som klummeskriveren fik varmet op begyndte klummen at blive rigtig god, ennda rent ud sagt fascinerende, og så pludselig kunne man se at klummen var ovre. Man fllte sig ladt i stikken, rent ud sagt. Men der er da stof til eftertanke, og måske lidt mere skriveri bent?
70'erne var langt bedre. Ikke alene var jeg ung, men der var også fuld gang i The Beatles og Jimi Hendrix og andre rockgrupper, som ville have USA til at holde op med at myrde i 'frihedens' navn. Og så var folk ikke bange for at tale med hinanden. I dag oplever jeg mennesker i storbyen, som har mistet evnen til at veksle et par ord med hinanden, og som i stedet tror at det er en tv-volds film og de er ved at blive offeret. Eller at man ganske enkelt er idiot fordi man ikke sender dem en sms i stedet for. Og så var der også politikere som mente det de sagde. Nå ja, og den der med at man ikke ville lovgive for at ældre ikke skulle have mindst 2 bad om ugen, den var aldrig gået i 70'erne.
Nemlig 70 erne var langt bedre end i dag-mangelsamfund næppe-og mere solidarisk yes,ikke mig mig og atter mig-teknologi gør sgu mennesker mere egoistisk og selvcentreret.
@ Jens Overgaard Bjerre.
Jimi Hendrix døde i 1970, og året efter blev The Beatles opløst, så dem var der sgu ikke meget gang i, dengang i 70'rne.
fandt lige denne amerikanske hjemmeside om 70'erne:
http://www.thegreat70s.com/ .
I dansk musik opstod bl.a. Gasolin, Shu-bi-dua og Bamses Venner. Desuden var dansktop populært.
De sjofle 70'ere.
70'erne var, i mit retrospektiv, det årti, hvor den småborgerlige sjofelhed toppede.
Det er ikke et årti, jeg forbinder med noget smukt.
1968, eller måske 1969, markerer det afgørende vendepunkt. Den vestlige kultur har aldrig rettet sig siden.
/O
"Ikke noget med mangelsamfundet – de fjernere og fjernere tider, da vi andre voksede op – og dets påskud til at komme på talefod med naboen ved at foregive, at man var løbet tør for kaffebønner. Kunne man låne en kop? Eller sukker? Sovsejævner eller en rulle toiletpapir, bare et eller andet, så man senere havde en anledning til at aflevere det tilbage. Vi tror ikke, den slags bruges mere."
- Nej, især synes toiletpapir at være gået af mode ... ;-)
Men derudover godt slrevet lille causeri, og mangelsamfundet var netop ikke et samfund, hvor andre end underklassen manglede noget materielt, men der var mangel på menneskelig kontakt - eller rettere behov for ikke-virtuelt samvær.
vh CP
70erne var en "fed" tid, bedre end glitter80erne.
Men alle sidder jo med røven i deres frihedstidszone.
70'ernes Danmark var ikke et mangfoldigt og pluralistisk samfund, som kronikøren gerne vil have, det skulle have været. Tværtimod var det et lille lukket osteklokke-kollektiv, hvor alle vidste alt om alle, stort set havde de samme meninger og samme etnicitet og sprog, bortset fra nogle få grønlændere, som blev udskreget som et kæmpe problem. Alle gik i det samme tøj, skændtes om den samme musik og så de samme programmer i fjernsynet, der var som bekendt kun en kanal. Originalerne fandtes kun på Christiania og på sindssygehospitalerne.Det var et samfund, der var så ensrettet og iltfattigt, at det er underligt, at nogle overhovedet overlevede.
Tak himlen for internettet, mobiltelefonen, facebook, kommunikationssattelitterne og globaliseringen, det har gjort verden lidt større selv i Danmark.
Hvert årti har vel sine gode og dårlige sider i livets evige forandring. Grundlæggende er ve stadig ønsket om omsorg, kærlighed og sex, rimelig udkomme, Vi prioriterer anderledes og forskelligt. Men 70- erne var for mig starten på min livskarriere, børn fed musik og afslappet tøj. Vi diskuterede og drømte også dengang fred og frihed, og strejkerne var legale for os pædagoger. Venstresocialist eller DKP? Bogen om oprør fra midten, vækst. Menton erklæring og OOA. Frisørerne havde måske ikke så meget at lave.
Halvfjerdserne var en mærkelig brunsovset overgangstid fra hippie hej hoo-kollektivisme til every man for himself, hvor store stjerner gik bort uden nye kom til, måske lige bortset fra ABBA, som tog det hele iført trompetbukser (Winner takes it all). Selv blev jeg fotograferet af min far, i New York, ved et parkometer, iført et hvidt jakkesæt, som jeg havde fået syet i Bangkok, for ingen penge for det tilfælde at jeg skulle gå hen og blive en succesrig diskomusiker, som lige havde brug for et pladeomslag. Alt var jo muligt, det lærte vi i skolen, af en flok venstreorienterede lærere der arbejde benhårdt på afskaffe den sociale arv - uden større succes, skulle det vise sig. Det bedste ved firserne var de brede rummelige bukser, hvor man ikke fik nosserne i klemme. Siden har der bare været retro i forskellige udgaver af både halvtredserne og halvfjerdserne - firserne er vi ikke kommet til endnu og spørgsmålet er om vi nogensinde kommer der igen, for det vil jo bl,a. implicere skulderpuder til damerne. Den tid den glæde, men først skal vi af med hængerøvs-/slimfit-segmentet, som har sat deres barnlige røve på modebrancen. Jo, man savner så småt et ungdomsoprør og det skal være den ægte vare, ikke endnu et nostalgisk retrotrip. Men igen: hvis der ikke er noget at gøre oprør for, why bother?