Læsetid: 4 min.

Vindue uden udsigt

Er det virkelig så cool at være dum og uvidende?
Er det virkelig så cool at være dum og uvidende?

Ib Kjeldsmark

31. januar 2014

Den ældre, svagtseende dame i venteværelset tog sit bedaget udseende aflytningsudstyr op af tasken og tog de store ørebøffer på for at høre en lydbog. Vindue uden udsigt af Jane Aamund. Hun glemte at trykke på en knap, der isolerede lyden til ørebøfferne, derfor strømmede fortællingen frit ud i rummet. To yngre kvinder sad og morede sig over damen.

Gudbevares, selvfølgelig var der en vis komik i, at damen troede, hun sad i fred med sin bog, mens alle i virkeligheden kunne høre med, men de to yngre kvinder irriterede mig alligevel. De havde siddet og snakket om en tv-serie, de begge fulgte intenst med i, og de så først helt vantro ud, da det gik op for dem, at et menneske kunne finde på at beskæftige sig med noget så gammeldags som en bog. Men jeg lagde mærke til, at de, da de havde fniset af, begyndte at høre efter. En fortællende stemme, en fortælleform, der er endnu ældre end skriften selv. Og da damens ledsager kom hen til hende og trykkede på knappen, så lyden ikke længere kunne høres af andre end damen selv, kunne jeg mærke på de to kvinder, at de gerne ville have hørt mere af Jane Aamunds roman. De var simpelthen blevet indfanget.

Det er vel ikke så pænt, men jeg sad og godtede mig over det. Det havde de sgu godt af, de to middelklassegæs. Måske kunne de så lære at gå på biblioteket eller ned til en boghandler i stedet for at pladre løs om en åndssvag tv-serie, som de i tonefaldet lagde passende afstand til, fordi det jo nu engang er lidt ’prolet’ at sumpe foran fjernsynet, men som de altså heller ikke kunne undvære. Jeg kom til at tænke på afdøde Peer Hultberg, der var en dannet mand af den lidt gammeldags slags. Han brugte tit romertal til at adskille kapitlerne i sine bøger. En interviewer spurgte ham engang om det. Unge mennesker af i dag kan jo ikke læse romertal, sagde han. »Kan de ikke?« spurgte Hultberg – »jamen, så må de jo lære det!« Selvfølgelig, kan man jo kun tænke. Hvad ellers?

Jeg selv har engang optrådt for en gymnasieklasse i det velstående Nordsjælland og kom til at nævne først Hamsun, så Pontoppidan. Hvad Hamsun angik, var der ingen tvivl: Ham havde de garanteret aldrig hørt om. Og mht. Pontoppidan var det vist kun en meget lille klokke, noget i stil med en cikelklokke, der ringede hos den sociale elites opvoksende ungdom. I en pause spurgte jeg en af lærerne, om eleverne fik lov til at slippe for at læse en forfatter, hvis de syntes, han er kedelig. Stort set, svarede hun. Ikke ubetinget, ikke altid, men – stort set, ja. Hvad fanden er det for noget? tænkte Deres bondefødte og kvajet opdragede. Er det virkelig så cool at være dum og uvidende?

Frøken Eriksens næse

I begyndelsen af 70’erne arbejdede jeg på Statens Bibliotek for Blinde i København. Det var i spolebåndenes tid og mit arbejde bestod bl.a. i at kontrollere de bånd, som lånerne havde sendt retur, fordi der ikke var nogen lyd på, som de sagde. I de fleste tilfælde skyldtes det, at de, der jo var blinde, havde spolet båndene, så de kom til at vende forkert, med bagsiden ind på båndoptagerens tonehoved, men der var enkelte bånd, hvor der ikke var lyd på nogen af siderne. De bånd måtte turen ind til en svagsynet dame, der var ansat på biblioteket. Det måtte ind til Frøken Eriksens næse. Ind til Frøken Eriksens næse med det, var den besked man fik, hvis man spurgte en af de ledende medarbejdere.

Frøken Eriksen, der var en lille, smilende dame, havde en evne og et talent, som hverken biblioteket eller de firmaer, der fremstillede lydbåndene, kunne forklare. Hun kunne lugte om et bånd kunne holde på lyd, så at sige. Og hun, dvs. hendes næse, tog aldrig fejl. Men – med andre ord – det kunne altså være teknisk besværligt for de blinde at komme til at høre deres bøger. Men jeg har aldrig hørt om en eneste, der opgav. Tværtimod.

En anden af mine opgaver var at tale med dem i telefonen, når de bestilte nye bøger. Det var kyndige læsere. Egentlig skulle de bestille bogpakker, efter at have udfyldt et skema med hvilke genrer, de kunne lide, men det ville de ikke nøjes med. De ringede konstant, de var kræsne og krævende. I eksamenstiden var der studerende, der ringede for at låne bøger til eksamenslæsningen, for at komme lidt nemt om ved den, men de fik afslag. Man skulle være blind, stærkt svagtseende eller af andre grunde ude af stand til at håndtere en bog for at kunne låne bibliotekets lydbøger. I de perioder brokkede de faste kunder sig. Hvorfor tog det så lang tid, inden nogen tog telefonen?

I dag er det lige så let at skaffe sig lydbøger som trykte bøger. Udvalget er stort. Men det er altså også blevet lettere helt at lade være med at beskæftige sig med litteraturen. Og alle mulige andre former for kultur. Hvis det umiddelbart keder én, eller hvis man ligefrem skal til at lære romertal først, får man lov til at slippe. Stort set. Ikke ubetinget, ikke altid, men – stort set, ja. Inden for få år findes der vel magistre i litteraturvidenskab, der aldrig har læst andet end titler og bagsidetekster fordi bøgernes indmad skønnes at være for uoverkommelig og træls. Ikke noget, som fremtidens bedst uddannede generationer nogensinde, verdenseliten med andre ord, har brug for. Til den tid vil der næppe være nogen frøken Eriksen, hvis næse kan lugte, om en nyslået magister kan holde på lærdom. Fremtidens frøken Eriksen vil selvfølgelig blive forvist til en øde ø.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Så sent som i sidste uge konstaterede jeg, at romertal ikke længere hører til dagens pensum.

En meget venlig ung mand leverede nogle varer til mig i nr. 2 på anden sal. Han spurgte nu, hvorfor jeg skrev, som jeg gjorde - altså 2 II.

Nu forklarede jeg, at det var romertal, og sådan skrev man i gamle dage (ja, tænk - det sagde jeg virkelig), for at angive, hvilken etage det drejede sig om. Hvortil han sagde: De fleste skriver bare 2.

Vel, men nu kan 2 2 jo nemt blive læst for 22, og jeg holdt nu et foredrag om, hvor smart man skrev fjerde sal med romertal. Om han var enig med mig, ved jeg ikke, men han var i det mindste interesseret nok til at spørge, hvorfor jeg skrev, som jeg gjorde. Med romertal.

Michael Kongstad Nielsen

Mit navn er pedant, men sig mig lige: - kan man have en sætning, der siger: "Inden for få år findes der vel magistre i litteraturvidenskab, der aldrig har læst andet end titler og bagsidetekster fordi bøgernes indmad skønnes at være for uoverkommelig og træls." Det er bøgernes indmad, jeg anfægter. for den må jo være i flertal, da der er tale om flere bøger. Men da mad ikke kan være i flertal, kun madder, f. eks. leverpostejsmadder, men ikke indmadder, der hedder mad i flertal mad, eventuelt mere mad eller meget mad, men altså indmad fra flere bøger, så kan indmaden fra flere bøger ikke være uoverkommelig og træls. De må være uoverkommelige eller trælse. Det må selv en frøken Eriksen med næse og lyttebøffer kunne forstå.

Med hensyn til vinduer, er de i kunsten benyttet flittigt, her nogle eksempler (ikke mindst Martin Rørbyes er flot):
http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/historier/vis/vinduet/

Maj-Britt Kent Hansen

Altså - Michael, sådan er det bare. Prøv med indhold i stedet for indmad! Det ændrer ikke noget. Det er indmaden, der er uoverkommelig og træls - ikke bogen/bøgerne, som jo er andet og mere end indmaden.

Michael Kongstad Nielsen

Ok, men så mangler dansk en nuance. Jeg ville dog godt sige "uoverkommelige" om bøgers indhold, altså lade flertalsformen i det første substantiv styre adjektivets bøjning.

Michael Kongstad Nielsen

Ps.: nogle af bøgerne kan jo have et indhold, der er mere uoverkommeligt end de andres . Derfor er det synd at gøre alle bøgernes indhold til én stor masse, der bare er uoverkommelig.

Maj-Britt Kent Hansen

Visse ord er utællelige. F.eks. indmaden, som det hele begyndte med.

Og jeg tror ikke, at du ville sige, som du skriver, men i stedet: Visse bøgers indhold er uoverkommeligt. Men gerne: Visse bøger er uoverkommelige.