Læsetid: 8 min.

Blikket følger ikke det ’vigtige’

Filminstruktør og forfatter Marguerite Duras inspirerer med sit særegne blik og sin påtrængende stemme nye danske forfatteres forhold til det politiske og det sanselige. Sammen med dem udforsker Cinemateket en intim og vanskelig filmkunst, hvor stemmen fjernes fra billedet, og kamerablikket glider væk fra det, vi forventer at se
13. februar 2014

Enhver markant filminstruktør har sit eget, særegne blik på verden og sin egen stemme. Og både i sin litteratur og i sine film ser Marguerite Duras det, man kunne kalde det ’uvigtige,’ hun vægter det umiddelbart sanselige.

Hun ser på det, vi ikke er vant til at tillægge betydning, hun er unikt påtrængende med sit blik. Hendes stemme er ofte til stede i filmene, men aldrig i direkte relation til det, vi ser. Hovedværket India Song fra 1975 starter ikke med karakterer, men med omgivelser. Med solnedgangen. Den varme, orange kugle på mørkeblå himmel, der glider ned over et bengalsk landskabs horisontlinje, langsomt, i den roterende klodes eget tempo. Bevægelsen fylder filmens fire første minutter.

Og så er der lyden, først af en kvindestemmes inderlige sang på laotisk, så af to franske kvinde, der beretter om den syngendes galskab og skæbne. Så er vi på en fransk ambassade i Indien med en ambassadørfrue, en karakter fra Duras’ bøger, der keder sig og har affærer med andre mænd. Hun danser dovent i varmen med sin elsker, men de stemmer, vi hører, kommer ikke fra deres munde.

En sådan overensstemmelse mellem billede og lyd er der nærmest aldrig hos Duras. Billedet og teksten har hvert deres liv.

»De er hårde, hendes film. De er kedelige, mange af dem. Virkeligt kedelige,« siger forfatter og oversætter Morten Chemnitz om det filmkorpus, som Duras har efterladt sig.

Cinemateket viser i disse dage et udpluk med introduktioner og oplæsninger af nogle af de mange yngre, danske forfattere, der er inspireret af Duras. Formål er blandt andet at undersøge de forbindelser, der kan dannes mellem Duras’ elskede litteratur og så hendes mindre bredt kendte film.

Og ’kedelig’ er ikke ment som en kritisk vurdering, snarere som en æstetisk konstatering. Det er en bevidst effekt, Duras benytter sig af, når hun laver film, mener Chemnitz.

Ligesom hun arbejder med forskydningen mellem lyden fra højttalerne og billedet på lærredet. Og ligesom der i det blik, hun kaster på verden, i hendes vægtning af vigtighed, også er en etisk og æstetisk tilgang til verden, som inspirerer.

Det uspektakulære

For Lea Løppenthin, der til maj debuterer som forfatter på forlaget Gladiator med digtsamlingen Nervernes Adresse, er inspirationen ikke mindst relateret til Duras’ æstetiske og sanselige udgangspunkt for det politiske.

»En af grundene til, at hun er så vigtig for mig og for mange andre på min alder, er en social anfægtelse og en etisk refleksion, men en anfægtelse, der også kommer fra det materielle, sanselige og æstetiske. Det er svært at være socialt anfægtet uden af være sanseligt påvirket – og omvendt,« siger Løppenthin.

I Cinemateket under oplæsning af Duras’ monologiske samtalebog Det Materielle Liv fra 1988, sætter Lea Løppenthin billede på forholdet mellem den nære oplevelse og de ydre omstændigheders påvirkning:

»At læse Duras er for mig som at sidde sammen med hende inde i et hus, hvor der er gennemtræk, og hvor man sidder og betragter ting, der vælter.«

Der er ikke noget indeklima, det handler altid om ydre påvirkninger. I forordet til Det materielle liv skriver Duras om bogen: »Ingen af teksterne er udtømmende, ingen afspejler, hvad jeg i al almindelighed mener om et emne, for der er ikke noget, jeg mener i al almindelighed, undtagen om social uretfærdighed.«

Den indstilling, mener Løppenthin, er helt central:

»Det er, som om hun hele tiden bliver overrasket over, hvordan den sociale uretfærdighed, eller det, vi kan kalde det vigtige, ligger på lur, uden hun har opdaget det. Men det fine ved hende er, at hun er god til at lade den overraskelse stå.«

Marguerite Duras er en af nyere fransk litteraturhistories vigtigste stemmer med den selvbiografiske Elskeren (1984) som litterært hovedværk, hvor hun skriver om sit forhold som 15-årig til en ældre kinesisk rigmand i Fransk Indokina.

Inspirationskilde i dag

Hun er også en af filmhistoriens mest særegne skikkelser. Hun skrev manuskriptet til Alain Resnais’ legendariske Hiroshima, mon amour, en film om en samtale mellem et par, en japansk mand og en fransk kvinde, der bekender og erindrer et forhold til en nazistisk soldat.

For Lea Løppenthin, Amalie Smith, Pernille Abd-el Dayem, Morten Chemnitz og mange andre fra en ung generation af danske digtere, er Duras en helt uomgængelig del af deres arbejde.

Josefine Klougart har tidligere fortalt, at hun skrev hele første udkast til Hallerne (2011) på 14 dage på Hald Hovedgård med kufferten og hovedet fuld af Duras’ bøger. Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011), der handler om en 15-årig drengs masochistiske forhold til sin ridelærer, er i dele inspireret af Duras’ selvbiografiske, litterære hovedværk, Elskeren.

Som filminstruktør er Duras interessant filmæstetisk og filmhistorisk, fordi hun er så egensindig, påpeger Emil Leth Meilvang, der er redaktør på filmtidsskriftet Krystalbilleder og har kurateret den igangværende Duras-serie for Cinemateket.

»Der er faktisk meget få film, der ligner hendes, og som udfolder sig i samme tempo og i samme modus. Mange af hendes film er tyste, stille og tilbageholdte. Stemmerne hvisker gerne lidt eller taler meget sagte. Der er en svævende, æterisk tysthed i de dvælende, ofte meget lange indstillinger. Når kameraet bevæger sig, bevæger det sig meget langsomt, og filmene er også klippet meget langsomt. Og så er det ofte hendes egen stemme, der bruges i filmenes voice-overs. Det skaber følelse af noget meget påtrængende personligt, det er ikke bare formelt det hele. Derfor falder hun også uden for mange af de tendenser, der er i fransk film. Filmene er ikke lige så energiske som 60’ernes nye bølge, og de er politiske, men ikke militant politisk som nogle af de ting, der kom i 70’erne.«

Det politiske og sanselige

Der er tysthed, men også noget politisk på færde hos Duras. Det vigtige ligger på lur. Man kan rette blikket mange steder hen. Det gør Duras både i sine film og i litteraturen. I klummesamlingen Sommeren ’80, skrevet over sommeren i 1980, blev hun bedt af avisen Libération om at skrive om sommerens politiske begivenheder i klummeform. Her er blandt andet vejret af stor vigtighed. Vinden, solen, regnen indleder gerne teksterne.

Der er intime, sanselige påvirkninger, ligesom solnedgangen, der indleder India Song, og så er der påvirkningen udefra.

Morten Chemnitz har oversat klummerne til dansk og siger: »Det, hun gør, også i Sommeren ’80, og som er helt grundliggende inspirerende for dem, jeg kender og deler erfaringer med, er den måde, hun kan italesætte meget forskellige erfaringsområder på én gang. Hun kan sammenskrive nogle politiske erfaringer og udsagn og skelner ikke mellem det politiske, det sanselige og det intime.

Måden at sanse sommeren og stranden på er lige så vigtigt og ligeså politisk som det konkret politiske, der også skal have sin plads, og som også taler sammen med kærlighedshistorien og begæret.«

Det forhold mellem sanselighed og etik udspiller sig også i Duras’ film, siger Morten Chemnitz:

»Den umiddelbare sansning af verden har altid en plads hos hende. I hendes bøger er der altid en Duras, der sidder et sted og skriver. I de sene film er kameraet meget tit enormt optaget af uspektakulære ting. Det holder tit fast ved et hjørne af rummet, mens skuespillerne er gået forbi og taler fra et andet sted. Blikket følger ikke det, vi er vant til at få at vide, er det vigtige.«

Også det påtrængende intime er en form for politisk kanal hos Duras.

»Hendes film er virkeligt ambitiøse på filmmediets vegne. Og så er der noget radikalt politisk på færde. Det er ikke lige udtalt i alle filmene, men har at gøre med repræsentation. Hun har skrevet, at der ingen forskel er på masserne i fabrikkerne og masserne i biografsalene. Hun vil ruske op i beskueren, men ikke ved at lave spektakulære, provokerende film. Snarere tror jeg via en insisterende intimitet, som også arbejder med kedsomhed. Og den såkaldte kedsomhed handler også om en udsættelse, en venten, som hos Duras er knyttet til begæret og til en kærlighed, der altid er umulig,« siger Chemnitz.

Den personlige stemme

Intimiteten og kedsomheden insisterer. Duras er påtrængende tilstede i de billeder og i den tekst, der føles både fjern og nær og svær at være i. I Le Camion (Lastbilen) fra 1977 sidder Duras og Gérard Dépardieu i et mørkt værelse og læser op for hinanden fra Duras’ filmmanuskript. Og det udgør selve filmen. Kun det.

I kortfilmen Les Mains Negatives (Negative Hænder) fra 1978 bevæger vi os langs boulevarder i Paris, ser Paris’ gader, ser byens cafeer, bygninger. Alt registreres af et kamera, der roligt glider gennem byen. På lydsiden dirrer en tone fra et strengeinstrument.

Vi hører Duras’ stemme, hører hendes knappe sætninger om en fjern verden, om hulemalerier i en grotte, skabt for tusinder af år siden, vendt ud mod havet og henvendt til ingen.

I Cinemateket i København bliver Duras’ stemme dæmpet, mens forfatter Ida Marie Hede oversætter ordene direkte, mens filmen vises. Hun lægger dansk stemme i København i 2014 ovenpå Duras’ stemme i Paris fra 1977. En forfatterstemme på en anden forfatterstemmes film.

Det er for Ida Marie Hede en udforskning af netop stemmen, som spiller så vigtig en rolle i Duras’ film, og som gør dem lige så personlige og intime som de skrevne værker.

»Hendes personlige biografi forfølger mig meget, når jeg hører hendes stemme. Og hendes billeder er så tyste, så det at høre lyden og at lede efter forankringen for den fortælling, holder én fast. Og så har hun en fantastisk autoritet og en måde at sige tingene på, der giver det allermest patosfyldte en særhed. Der gør, at man faktisk godt kan tåle at høre sætninger som ’blå som natten’ og ’klippen skælver’ og ’jeg elsker dig.’ Hun har en måde at sige det på, som fungerer, og som er, ja, ret svær at komme efter,« siger Ida Marie Hede.

Enhver markant filminstruktør har sit eget, særegne blik på verden og sin egen stemme. Hos Duras er det både intimt og politisk og ulideligt og påtrængende, når stemmen fjerner sig fra billedet, og når blikket glider væk fra det, vi forventer at se.

»Der er på en måde også en kritik fra hendes side af det visuelles dominans,« siger Ida Marie Hede.

»Når hun skriver bøger, tror jeg, bliver hun træt af teksten, og når hun laver film, bliver hun træt af billedet på et tidspunkt. Som hun gradvist bliver mere og mere erfaren til at lave film, bevæger hun sig fra narrative film til nogle helt opløst og stillestående film, hvor hun sprænger billedet. Samtidigt er der et nærvær, som der bare ikke kan røres ved.«

’Marguerite Duras – Stemmerne i billedet, billederne i stemmerne’ på Cinemateket. ’Agatha et les lectures illimitées’ vises d. 19. februar kl. 21.30. ’India Song’ vises d. 11. marts kl. 18.30 med introduktion af forfatter Amalie Smith. Den vises igen d. 19. marts kl. 16.30. Læs mere på www.dfi.dk/filmhuset/cinemateket

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu