1918-2014
Ingen dansk filminstruktør har vist oplevet en karriere så fuld af voldsomme ekstremer som Gabriel Axel. Fra Oscar-succes med Babettes gæstebud til dunderfiasko med opfølgerne, fra fransk finkultur til tysk porno, fra danske Gyldenkål-folkekomedie til ambitiøs Hamlet–fortolkning. Omskifteligheden gjorde ham aldrig modløs, for der skulle meget til at slå denne fighter groggy. Han fik en mildt sagt broget filmkarriere, der kom til at vare 46 år og nåede sin mirakuløse top, da han i 1988 vandt Oscar for sin filmatisering af Karen Blixens underfundige Babettes gæstebud.
En verdenssucces og en af de mest kritikerroste danske film internationalt nogensinde! I filmens fortælling om den franske mesterkoks guddommelige kogekunst udfoldet i det bondske Vestjylland kunne Axel dramatisere kultursammenstødet mellem fransk raffinement og nordisk grovhed – et indlysende personligt tema for en instruktør, der både havde Frankrig og Danmark som fædreland og havde smag for gallisk skarphed parret med nordisk drøjde.
Halvt dansk, halvt fransk
Axel havde danske forældre, men voksede op i Frankrig, hvor familien klarede sig godt indtil 1930’ernes krise og flyttede til Danmark.
Hele sin tidlige ungdom var han altså fransksproget og kunne ikke mange ord dansk. Ordblindhed gav tilmed problemer, og 17 år gammel kom den fremtidige Oscarvinder i lære som møbelsnedker i Slagelse. Først otte år senere endte han i mere beslægtede omgivelser på Det kgl. Teaters elevskole. Derpå gik turen tilbage til Frankrig, hvor han sluttede sig til den højt ansete Louis Jouvet på Théatre de L’Athéné og giftede sig med franske Lucie, – et ægteskab, der varede til hendes død, 48 år efter, og som i høj grad kørte på hans betingelser som ildsjæl og arbejdsnarkoman.
Trods skuespillerforsøg stod det hurtigt klart, at det var instruktør Axel skulle være, og han ydede en pionér-indsats i fjernsynets barndom op gennem 1950’erne, hvor han blev det nye billedmedies flittigste drama-instruktør. Det blev til ikke mindre end 51 tv-spil frem til 1968, da han allerede tilhørte den ældre generation. Også som teaterinstruktør fik han et navn i 1950’erne med så litterært fornemme ting som Corneilles Sejrherren på Det Ny Teater i vennen Frank Jægers oversættelse og en stort anlagt opførelse af Giraudoux’ Den trojanske krig. Erik Balling fik den lovende Axel ind ved Nordisk Film, hvor han debuterede med Altid ballade (1955) med Sigrid Horne-Rasmussen i en Bodilbelønnet præstation som en hårdt prøvet Nørrebro-mor i en børnerig arbejderfamilie. En af Axels mest vellykkede film, men snart sank han ned i datidens dynd af folkekomedier, isprængt prætentiøse forsøg på at lave ”filmkunst” (Paradis retur, Den røde kappe). Og endnu dybere sank karrieren i sexfilm som Med kærlig hilsen (1971) og den tyske Die Auto-Nummer – Sex auf Rädern (1972).
Stædig drøm om Babette-film
Axels franske forbindelser reddede ham ud af miseren, da han i slutningen af 1970’erne fik den store opgave på fransk tv med produktioner, der viste håndelag og flair og ofte blev godt modtaget.
Men de danske filmdrømme rumsterede stadig, og i 1978 sagde han: »Karen Blixen og Saxo – om det skulle lykkes og om det så skulle blive min sidste pirouette, ville jeg være både lykkelig og taknemmelig.«
Allerede i 1973 prøvede Axel at få sat gang i Babettes gæstebud, men det lykkedes altså først 15 år senere. Filmen fik først succes i Cannes og indtog så USA med en for de fleste meget overraskende Oscar. Filmen er Axels sindige, men sikkert administrerede genfortælling af Blixens fabel om skæbnens sære sammentræf – og om enerens kunstneriske evne.
For den landflygtige franske husholderske Babette er jo en stolt kunstner på sit felt og formår med sin madlavning at forene ånd og materie. Selve måltidet sættes i scene med fornem pointeringskunst. Med Oscar-miraklet havde Axel fået det mest spektakulære comeback i dansk filmhistorie. Hans tre efterfølgende film kunne ikke leve op til Babette, men den nu mere end 70-årige instruktør kastede sig stadig med glød over opgaverne.
Ilden kunne ingen slukke, heller ikke vi kritikere, som behandlede hans film hårdt. Personligt tog han det i stiv arm og forblev imødekommende, fuld af overskud og generøsitet. En mand, man altid husker med et smil.
