Baggrund
Læsetid: 5 min.

Direktøren for det hele

Som forlagschef, avisdirektør og DR-boss har Morten Hesseldahl efterhånden været hele vejen rundt i det danske kulturliv. Næste stop bliver posten som teaterchef på Det Kongelige Teater. Her er opgaven både simpel og kompliceret: At nå ud til danskerne
I går blev Morten Hesseldahl udnævnt til ny chef for Det Kongelige Teater. Selv vil han helst bedømmes på, om det lykkes ham at levere en nationalscene, som er relevant for alle og ikke kun de allerede overbeviste

I går blev Morten Hesseldahl udnævnt til ny chef for Det Kongelige Teater. Selv vil han helst bedømmes på, om det lykkes ham at levere en nationalscene, som er relevant for alle og ikke kun de allerede overbeviste

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Kultur
11. februar 2014

Alle, der har set Morten Hesseldahl på en fodboldbane, kender til hans formidable placeringsevne. Som en anden Jon Dahl Thomassen har han en evne til altid at stå perfekt placeret foran kassen, parat til at sætte den afgørende inderside på. I går blev den 49-årige Hesseldahl endnu engang matchvinder, da han ved et pressemøde i Skuespilhusets foyer lod sig udnævne som ny chef for den gamle nationalscene.

Men hans imponerende pokalskab – der foruden titlen som teaterchef tæller bedrifter som direktør hos Bonnier Forlagene, direktør på Information og chef for DR Kultur – er et resultat af meget mere end strategisk snilde. Langt ind i det kulturelle landskab er Morten Hesseldahl respekteret som en dygtig og driftsikker leder af den type virksomheder, som kan være vanskelige at håndtere, fordi de placerer sig i krydsfeltet mellem skrøbelige kulturfrembringelser og benhård business. Og ifølge hovedpersonen selv er det da heller ikke hans teaterkundskaber, men snarere hans evne og erfaring med at kunne balancere budgetter og kunstneriske ambitioner, der har sikret ham jobbet.

»Mit forhold til teater er meget beskedent. Men fagligheden er tilstede i huset, og så kan jeg bidrage med erfaring med at lede kunst- og medieorganisationer. Derfor skal jeg dog alligevel være en leder, som de kunstnerisk ansvarlige forhåbentlig gider diskutere med. Jeg vil være den, der stiller spørgsmålene og har et ansvar og en holdning til udbuddet, men det bliver ikke mig, der sammensætter programmet. Det, tror jeg, er en stor lettelse for de fleste,« siger Morten Hesseldahl.

Mellem elitært og folkeligt

Den kommende chef for en af landets mest omdiskuterede kulturinstitutioner har ikke løbet landets scenekunst på dørene de senere år. Han nævner en opsætning af Strauss’ opera Ariadne på Naxos som et af de seneste års scenedramatiske højdepunkter i sit eget kulturliv, og ellers er det mere den 14-årige datters skoleteaterkarriere, han følger.

Morten Hesseldahl er på mange måder kontrasternes mand. Han er kunstner og forretningsmand, uddannet fra både KUA og CBS, Den Grafiske Højskole og New York University. Han har været med til at stifte den liberale tænketank CEPOS og har samtidig udgivet flere bøger på det lille venstreorienterede forlag Modtryk.

Den pragmatiske grundindstilling kan vise sig nyttig i arbejdet som chef for Det Kongelige Teater. Her skal han udover at balancere økonomiske og kunstneriske hensyn også være den daglige leder af en institution, hvor beskyldningerne om samarbejdsvanskeligheder de senere år har siddet løst i garderoberne.

På gårsdagens pressemøde gjorde bestyrelsesformand Stine Bosse det også klart, at en af de primære opgaver for den nye teaterchef er at brede Det Kongelige Teaters tilbud ud til et større publikum. Derfor giver det god mening, at man har hentet en chef fra en public service-institution som DR, mener professor i dramaturgi ved Aarhus Universitet, Jørn Langsted. Han ser umiddelbart tre udfordringer for Morten Hesseldahl: Dels skal han indfri et politisk krav om at sælge flere billetter og få forenet det elitære og det smalle.

Dertil følger en udfordring med personaleledelse.

»Han skal være leder for en flok primadonnaer, og det kan være en udfordring. Det er vigtigt at kunne kommunikere med skuespillerne og det øvrige kunstneriske personale. Om han kan det, bliver spændende, for det har han umiddelbart ingen erfaring med,« siger Jørn Langsted. Han påpeger desuden det potentielt paradoksale i, at Morten Hesseldahl har været medlem af Cepos og nu står i spidsen for en af landets største offentlige kulturinstitutioner.

»Hvis det er nogle holdninger, han stadig lægger inde med, kan han få alvorlige problemer at slås med. Cepos går vel reelt ind for, at kunststøtte skal afskaffes.«

Fiktionschef på DR, Nadia Kløvedal Reich, har arbejdet sammen med Morten Hesseldahl i flere år og vurderer, at Det Kongelige Teater og den nu snart tidligere chef for DR Kultur er et godt match.

»Chefen for Det Kongelige Teater skal på samme måde som på DR have en sans for at lede kunstneriske og kreative processor uden at være helt nede i materien. Og det kan Morten. Han synes, det er interessant at lede gennem andre, hvilket jeg tror er en forudsætning for at lykkes i denne type stilling.«

En veludviklet evne til at udstikke en retning og derefter have tillid til, at de ansatte under ham kan udnytte det mandat, de bliver givet, er noget af det, der kendetegner og kvalificerer Morten Hesseldahl som chef, mener Nadia Kløvedal Reich.

»Han er ambitiøs og ser nye retninger. Og samtidig er han både kulturelt og ledelsesmæssigt bredt funderet, og det vil komme ham til gode på Det Kongelige Teater.«

Det yngre publikum

Tiltrædelsestidspunktet er endnu ikke afklaret, men når Morten Hesseldahl inden længe sætter sig i den teaterstol, der har stået ledig siden Erik Jacobsen blev fyret i november måned, er han bevidst om, at Det Kongelige Teater befinder sig i en udfordrende tid. Der er dog håb forude, hvis nationalscenen formår at blive mere inkluderende uden at give køb på den kunstneriske kvalitet, mener Morten Hesseldahl.

»Det skal være elitært, men samtidig i stand til at række ud og invitere folk ind. Både fordi det brede i sig selv er attraktivt, men også det brede kan være den dør, der får folk til at få øjnene op for det smalle.«

En af de knapper, der kan skrues på for at få flere i teatret, er den elitære aura, der omgiver teatret.

»Jeg tror, der er en masse koder, der knytter sig til det at gå i teatret, som kan skræmme folk væk. Som for eksempel, at folk ikke ved om de må klappe mellem satserne til klassiske koncerter. Hvis man på en eller anden måde kan hjælpe med at nedbryde de koder, kan det måske blive mere naturligt at komme i teatret.«

Det Kongelige Teater har i de senere år arbejdet hårdt på at tiltrække særligt et yngre publikum, og det arbejde kommer til at fortsætte, fortæller Morten Hesseldahl.

»Vi er meget lykkelige over det segment af folk på 50+, der kommer meget i teatret, men vi skal også forstå at henvende os til nye generationer og fortælle, hvorfor det at få en scenekunstnerisk oplevelse er noget særligt.«

Og der er ikke nødvendigvis nogen modstilling mellem alder og dramatisk udtryksform, mener Morten Hesseldahl.

»De unge har jo ikke noget problem med livekoncerter, og jeg tror, folk gerne vil have oplevelser, der er mere unikke, end dem man får, når man tænder for Netflix.«

Derfor vil Morten Hesseldahl også gerne bedømmes på, om det lykkes ham at levere et kongeligt teater, som er relevant for alle og ikke kun de allerede overbeviste.

»Det Kongelige Teater skal være centralt i Danmark og være et sted, der forbinder Danmark bagud gennem generationer, men forhåbentlig også gør det med moderne virkemidler og på den måde er helt afgørende for befolkningens mentale sundhed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Professor emeritus Jørn Langsted, som altså desværre ikke tager sin pensionering alvorligt.

Andreas Trägårdh

Maersk tog livet af Det Kongelige Teater, men da var det allerede dødsdømt.

Torben Knudsen

Manden skal jo fortsætte med at bilde os ind, at teater er finere end TV og det er berettiget at yde jeg ved ikke hvor mange millioner/miiliarder til billetter til inderkredsen.
Viste man forestillinger, der 'beskrev' nutiden og fremtiden, med henblik på inspiration og udvikling så?
Men det er begrænset, man finder de gamle travere frem skriver handlingen til under bæltestedet og sige åh og ah til noget passe' tidsspilde' som bliver rost i høje toner af de, der lever af dette.
Jeg synes Svanesøen er flot, men alligevel et suttebolshe af tidspilde.
Indstillingen skal ses i sammenhæng med, at vi generelt 100% vælger eget liv fra og vælger TV og teater til og Iphone og Ipad og og alt andet til .

Michael Kongstad Nielsen

»Mit forhold til teater er meget beskedent.«
- Ja, det tænkte jeg nok.

»...og så kan jeg bidrage med erfaring med at lede kunst- og medieorganisationer.«
- Ja, men i den forkerte retning. Med kommercialisme og seertal som eneste ledetråd.

Vibeke Rasmussen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Torben Knudsen, teatret er det sted, man møder sig selv, når alle andre veje for dette efterhånden er lukkede.
Når staten støtter teatret, er det, fordi folk skal gå i teatret. Gør man det ikke, skulker man fra at udfolde sit menneskelige potentiale og blive så klog, indsigtsfuld og afbalanceret, som man kunne.
Teatret - og kunst, videnskab og litteratur - er samfundsforpligtelser før private menneskers underhold på helhedens bekostning. Men vi er heldigvis så rige, at vi kan afholde udgifterne til det og meget mere.

Steffen Gliese

PS.: når demokratiske samfund faktisk understøtter dem, der har hjælp behov, er det netop for at muliggøre deres deltagelse i samfundets aktiviteter, som er politik, videnskab og kunst.

Der er tilsyneladende intet underlødigt mere som diskvalificerer nogen fra en stilling i kulturlivet. Tænk at en person som skriver kriminalromaner er blevet leder af det kongelige teater. Jeg ville mene at bare det at læse kriminalromaner diskvalificere en fra at have noget at gøre med kultur. Hvad bliver det næste - at mennesker som ser fjernsyn eller hører pop/rock bliver taget alvorligt. Eller at mennesker som har en facebook profil bliver. Kors i r.... fra en kulturradikal marxist og modernist. Demokrati er sgu noget bras med alle de mennesker som er kommet ind på universiteterne fra middelklassen og har skabt den laveste fællesnævner selv på de højere læreanstalter.

Steffen Gliese

Den absolut væsentligste opgave for en ny direktør vil være at genetablere hele befolkningens lette adgang til teatret - gennem billige billetter, streaminger fra egen hjemmeside og transmissioner på offentlige tv-kanaler.

Direktøren for det hele ???

Fidusen i Lars von Triers morsomme komedie af samme navn, er netop at Direktøren for det hele ikke eksisterer som andet end en diffus skikkelse, som man kan give skylden for alt.
Uden at han har noget at skulle have sagt.
Men det er måske også hans job på Det Kongelige?

Vi har jo i forvejen en skuespilschef, en balletchef m.m.

Vibeke Rasmussen

"Han skal være leder for en flok primadonnaer, og det kan være en udfordring."

Nåja, det har han da allerede stor erfaring i. Han kommer jo som bekendt fra DR. Hvor han i øvrigt som øverste chef har formået at reducere store dele af egenproduceret kulturstof til plat underholdning. Ofte med den ulidelige og ulideligt selvoptagne Adrian Hughes som gennemgående, altdominerende selvcentreret vært. DRs kommende 'Kulturdirektør'?

"Vi er meget lykkelige over det segment af folk på 50+, der kommer meget i teatret, men …"

Og det er så et af de 'men'er, der stort set eliminerer betydningen af, hvad der netop er blevet sagt.

"Jeg tror, der er en masse koder, der knytter sig til det at gå i teatret, som kan skræmme folk væk. Som for eksempel, at folk ikke ved om de må klappe mellem satserne til klassiske koncerter. Hvis man på en eller anden måde kan hjælpe med at nedbryde de koder, kan det måske blive mere naturligt at komme i teatret."

Lige netop dén 'kode', bliver der faktisk efterhånden ofte taget meget afslappet på – helt bortset fra at det så ikke lige er dér, hovedparten af Det Kongelige Teaters virke ligger: Klassiske koncerter. Men det lyder da rigtig smart. Og næsten som om han véd, hvad han har med at gøre.

"Den kommende chef for en af landets mest omdiskuterede kulturinstitutioner har ikke løbet landets scenekunst på dørene de senere år. [Det er] mere den 14-årige datters skoleteaterkarriere, han følger."

Og hvorfor mon, det ikke kommer spor bag på mig!

Men godt gået 'Stine', med din udnævnelse af 'Morten'. :-/

Vibeke Rasmussen

Apropos Adrian Hughes og lidt uden for emnet: I Nytårsshowet af de ellers begavede satirikere bag 'Selvsving' – som af en eller anden grund aldrig har kunnet finde ud af at lave satire over den nuværende regering; et problem de dog aldrig har haft med SF – havde de i stedet for at lave satire over Adrian Hughes, hvilket ellers burde ligge lige til højrebenet, inviteret ham med på satireholdet, hvor han så hjalp til med at gøre tykt nar … af gæsterne i 'Smagsdommerne'.

Mildt sagt en bemærkelsesværdig prioritering.

Steffen Gliese

Den store fordel ved den nye direktør for teatret er, heldigvis, at han næppe vil blande sig uhæmmet i de kunstneriske prioriteringer, hvilket er entydigt godt. Og ellers holder han ikke længe - vi husker alle Boel Jørgensen, eller gør vi?!

Torben Knudsen

Public Service raser igen, som den norm man skal opfylde.
Hvad er definitionen af Public Service som leverer alt til alle på alle tider?
Hvad er definitionen på Public Silence?
Er de sammenfaldende?

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror han vil blande sig i publikumstallet, som han tidligere blandede sig i seertallene. Og tilstrømningen af publikum er lige frem proportional med de kunstneriske prioriteringer, som må tendere mod ufarlig underholdning, der understøtter tidsånden og de herskende politiske vinde.

Steffen Gliese

Tidsånden er ikke til ufarlig underholdning, Michael Kongstad Nielsen; men man skal huske, at der nu produceres næsten 2½ så meget teater i institutionen som før Operaen og Skuespilhuset. Så er 75% belægning da meget pænt.
Jeg er ret sikker på, at teatret forhåbentlig vil vende sig mere udad og levere på flere platforme, således som det jo sker overalt i disse år. Den årlige koncert har faktisk været transmitteret til udvalgte lokaliteter - desværre var vejret ikke med arrangementet.
Man skal ikke tage fejl, der er vinde, der blæser i den rigtige retning, det er desværre blot magthaverne, der opdager det til sidst. Sådan var det også i 1789.

Michael Kongstad Nielsen

Fint nok, Peter Hansen, med din positive indstilling til teatret. Jeg håber, du har ret. Men tvivler lidt lige nu, og Hellesdahl giver mig ikke yderligere optimisme.

Vibeke Rasmussen

Er Public Service lig Public Silence? Hm, det var et interessant spørgsmål, og i tilfældet DR kunne det faktisk godt se sådan ud. Uden nogensinde rigtigt at forklare, hvad Public Service egentlig står for, henviser DRs ledelse jo ikke desto mindre igen og igen til begrebet som forsvar for – og som argument imod enhver kritik af – institutionen og dens dispositioner. Og altså … til at lukke munden på 'publikken'.

Kan den taktik mon overføres til Det Kongelige Teater? Eller rettere bruges til at lukke munden på teaterets kritikere?

Man kan i hvert fald godt mistænke, at det er dét Morten Hesseldahl allerede er i gang med, med sin tale om at gøre teateret "relevant for alle" med "moderne virkemidler" til gunst for "befolkningens mentale sundhed". Det lyder i mistænkelig og bekymrende grad som udtalelser af DRs generaldirektør. Specielt den dér "relevant for alle". Det står ikke klart for mig, hvorfor det skulle være et succeskriterie for Det Kongelige Teater, og jeg vil da også sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er noget institutionen nødvendigvis skal tilstræbe. Lidt ophøjet og elitært må det s'gu' godt være. Kongeligt og alt. :-)