Nyhed
Læsetid: 5 min.

Efter fatwaen: Er ordet stadig frit?

25 år efter, at den daværende iranske åndelige leder Ayatollah Khomeini udstedte en fatwa over den britiske forfatter Salman Rushdie, er han fortsat en stemme i debatten. Men debatten er ikke længere den samme
Kultur
14. februar 2014

En grå januardag i 1989 gik omkring tusind vrede muslimske demonstranter på gaden i den nordengelske by Bradford. De råbte på død og forbandelser over den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie, der kort forinden havde fået udgivet sit fjerde litterære værk, De Sataniske Vers. De oprørte kaldte værket for blasfemi, og demonstrationen kulminerede med afbrændingen af Rushdies bøger.

Billederne gik verden rundt og blev startskuddet til en af de hidtil mest omfattende debatter om ytringsfrihed, blasfemi og retten til ikke at blive udsat for krænkelser. Salman Rushdie blev efterfølgende fredløs og måtte leve i skjul.

I et essay skrevet til Information, som bringes i tillægget BØGER i dag, argumenterer den indiskfødte britiske forfatter Kenan Malik for, at selv om det ikke lykkedes for kritikerne at stoppe udgivelsen af De Sataniske Vers, og selv om Salman Rushdie fortsat skriver og udgiver bøger, så »vandt de krigen«.

»For kerneargumentet mod Rushdies ret til at skrive og udgive en sådan bog – at det er moralsk uacceptabelt at ’krænke’ andre kulturer – er i mellemtiden blevet bredt accepteret,« som Kenan Malik konkluderer.

En krænkelseskultur

Spørgsmålet er, om Kenan Malik har ret. Har kritikerne – dem, der ønsker ytringsfriheden begrænset af hensyn til deres følelser – vundet, som Kenan Malik hævder?

»Det er svært at svare på i absolutte termer,« lyder det indledningsvis fra Jyllands-Postens udlandsredaktør, Flemming Rose.

Selv oplevede han at stå i midten af den største udenrigspolitiske krise i Danmark siden Anden Verdenskrig, da han som daværende kulturredaktør besluttede at trykke de berømte Muhammed-tegninger for at afprøve ytringsfrihedens grænser.

»Det er jo en kamp, der udkæmpes dagligt, når instruktører, forfattere, redaktører, satirikere og alle andre konstant tager stilling til det, de skriver, opfører eller udgiver. Men jeg synes, at Kenan Malik udtrykker det meget præcist, når han siger, at vi over de sidste 25 år har internaliseret fatwaen.«

Med det menes, at frygten for sanktioner og hadefulde reaktioner i højere grad er blevet en del af hverdagen for dem, der udtrykker sig offentligt. At de så at sige har taget de normer og værdier til sig, som debatten om blasfemi og krænkelser spiller på.

Flemming Rose mener, at der har bredt sig en krænkelseskultur. Ikke fordi vi ikke længere har ytringsfrihed, men fordi grænsen for, hvornår nogen føler sig krænket, har flyttet sig.

»Det bliver til, at ’hvis du accepterer mit tabu, så accepterer jeg dit tabu’. Derfor ender vi med tavshedens tyranni.«

Grænsen for det acceptable

Det synspunkt er forfatter Jens-Martin Eriksen enig i. Han kalder det ”voldsmandens veto” – at man indretter sig efter, hvad en truende opinion ikke vil acceptere – også selvom der ikke er tale om, at formelle love eller regler ville blive brudt:

»Man har nået et mærkeligt kompromis, som ingen rigtig udtaler, men som alle følger ved at lade være med at publicere eller udstille det, som islamistiske imamer og politikere i Mellemøsten og Asien forbyder under trusler om vold og sanktioner.«

Chefredaktør på Dagbladet Politiken, Bo Lidegaard, mener derimod, at det er blevet typisk for debatten, at der sættes lighedstegn mellem det ikke at kritisere og så selvcensur.

»Den omstændighed, at der er udstedt en fatwa – at radikale islamister truer med vold – skal ikke føre til, at vi gør forhånelse til et mål i sig selv. Det ville være det samme som at lade sig styre af dem.«Han beklager derfor, at debatten ofte bliver fremstillet meget sort-hvidt.

»Det er blevet svært at opretholde det synspunkt, at også religiøse institutioner kan kritiseres, og at ingen har vetoret, og så samtidig holde fast i at det sjældent er indledningen til en god dialog, hvis man begynder med at forhåne sin modpart.«

–Men hvem skal trække grænsen for, hvad der er acceptabelt?

»Grænsen trækker man altid selv. Andre hverken kan, må eller skal trække den. Men vi skal ikke lade os provokere – med ytringsfriheden følger der også et ansvar.«

Forfatter Niels Barfoed, der tilbage i 1989 var formand for PEN, er enig med Bo Lidegaard. Han mener, at debatten om selvcensur intet har med Salman Rushdie at gøre, men derimod udspringer af en igangværende kulturkamp.

»Jeg mener, at vi må tilbage til at fokusere på indhold – være mere indholdsbevidste. Ytringsfriheden skal bruges målrettet og fokuseret, ellers bliver den bare til et slagord. Derfor er det også et spørgsmål om proportioner: Det er som om, at det er blevet en værdi i sig selv at udfordre ved enhver lejlighed.«

Historien kriminaliseres

Flemming Roses pointe er imidlertid, at det ikke kun handler om, at nogle muslimske grupper i stigende grad føler sig krænket over den måde, deres religion behandles og debatteres på, men at krænkelseskulturen breder sig. I Rusland er det lykkedes den ortodokse kirke at få strammet lovgivningen om blasfemi, så det fra 1. juli sidste år blev forbudt at krænke religiøse følelser. Folkemordet i Armenien må ikke kaldes et folkemord i Tyrkiet, mens det andre steder er forbudt at benægte det. I Frankrig er det forbudt at benægte holocaust, mens det i Polen er kommunistiske symboler, der er blevet forbudt. Og i FN har der siden fatwaen mod Salman Rushdie udspillet sig en lang kamp, hvor særligt organisationen af islamiske lande, OIC, kræver globalt gældende love, der skal beskytte religioner mod blasfemiske udtryk.

Derfor er det ikke bare kritikken af religiøse dogmer og institutioner, der lider, men også bestemte udlægninger af historien, der kriminaliseres for at tilgodese de krænkede, mener Flemming Rose.

»Det er en global tendens, der bunder i en identitetskamp, hvor man taler om gruppens rettigheder frem for individets. Og det er et problem i et samfund, hvor vi i stigende grad bliver mere forskellige og multietniske.«

Mere selvcensur?

Resultatet er, at der ikke bare kommer mere censur i form af lovgivning, der skal beskytte bestemte grupper, men at der i løbet af de seneste 25 år er udviklet en omfattende selvcensur, mener Flemming Rose.

»Og det er ikke nemt at vide, hvornår man overskrider grænserne for, hvad der kan siges. Det betyder, at man i nogle tilfælde lader være – så risikerer man ikke noget.«

Chefjurist i tænketanken Cepos Jacob Mchangama er enig i, at selvcensuren i praksis er blevet langt mere stram. Men der er også store forskelle på, om debatten f.eks. foregår i Danmark eller i Storbritannien.

»Jeg kan godt følge Kenan Malik, men jeg vil ikke gå så langt som at sige, at hans (Rushdies, red.) modstandere har vundet. Men ingen tvivl om, at det kan have en stor pris at udtale sig kritisk om eksempelvis islam,« siger han og fortsætter:

»Men jeg tror også, at vi har en anden debatkultur end i Storbritannien, hvor de er gået meget langt i forhold til at begrænse ytringsfriheden. Både som en konsekvens af politisk korrekthed, men også juridisk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her