Nu har vi den igen, den prekære situation, hvor vi forventes at kunne læse et skrift, betegnet ’roman’, både som fiktion (og dermed løgn?) og som et faktuelt personligt dokument.
Daniel Dencik har udsendt en bog, hvis jegfortæller får frataget retten til at se sine børn, efter at de via deres mor og de sociale myndigheder i Sverige har rejst beskyldninger imod ham for at have slået og skubbet dem samt ved en enkelt lejlighed låst den ene inde. Dertil føjes siden en grundløs anklage om incest. Men skønt sagen smuldrer til ingen verdens ting, nægter socialpædagogerne ham fortsat samvær.
Titlens Anden person ental kan altså dække hvert af de (midlertidigt mistede?) børn, fortælleren henvender sig til inden for værkets rammer. Men dramaet udspiller sig tillige ude i et gennempolitiseret offentligt rum, skønt under fiktionens lov, som i første omgang er: frihed. Daniel Dencik har benyttet klare fiktionaliserede greb. Jeget i hans bog har navn efter en verdenserobrer og er ikke filminstruktør, men rejsearrangør, og fortællekonstruktionen opererer dels med såkaldt ’scenisk’ fremstilling, dels med hårdhændet montage i dialogisk ordnede tekstspor. Men: Når der i højre spor står ytringer fra svensk offentlig myndighed, er der, ved vi nu fra avis- og tv-interviews med Dencik, tale om autentiske citater. Ligeledes har han forsikret, at historien i sin fatale substans svarer til, hvad han selv har måttet gå igennem, siden hans tidligere samleverske begyndte at forsøge at beskytte de fælles børn mod vold og overgreb.
Netop morens rolle er det springende punkt for Politikens Lise Garsdal, der gerne ville have givet romanen seks (i stedet for kun fem) af bladets åh så eftertragtede hjerter, men ikke kan, efterdi hun nages af en »utilfredsstillet nysgerrighed« efter at møde »den frygtelige mor fra Sverige«.
Hvor sentimentalt. Skulle Daniel Dencik have lavet en bog helt efter Politikens hjerte(r), havde han gjort sin beretning sårbar og tandløs. Inden for fakticitetskontrakten havde han åbnet en ladeport for kritik af først den ene, så den anden ændring i forhold til virkeligheden, og i forhold til fiktionskontrakten ville han have spoleret det dybt smertelige ved bogen, nemlig fortællersubjektets overladthed til sin egen nøgne erfaring.
