Nyhed
Læsetid: 3 min.

’Denne film er ingen pornofilm’

Porno eller kunst? Tragedie eller komedie? Lars von Trier forvirrer de tyske anmeldere med maratonversionen af Nymphomaniac, der søndag fik premiere på filmfestivalen i Berlin
Filminstruktør Lars Von Trier sammen med skuespillerinderne Uma Thurman (til højre) og Stacy Martin til den årlige Filmfestival i Berlin

Filminstruktør Lars Von Trier sammen med skuespillerinderne Uma Thurman (til højre) og Stacy Martin til den årlige Filmfestival i Berlin

Hubert Boesl

Kultur
11. februar 2014

Når den 15-årige Joe (Stacy Martin) i Nymphomaniac giver et blowjob til en fremmed mand i en togkupé og efterfølgende åbner munden for at lade sæden løbe ud, er Lars von Trier faretruende tæt på pornografisk spekulation. Ikke desto mindre er Nymphomaniac stor kunst og ikke porno. Sådan lyder den ensstemmige reaktion fra et begejstret tysk anmelderkorps efter søndagens verdenspremiere på første del af Lars von Triers director’s cut af Nymphomaniac ved filmfestivalen i Berlin.

»Denne film er ingen pornofilm,« lyder det umiddelbare svar i avisen Die Welt. »Lars von Triers Nymphomaniac Vol. 1. er en korsgang i fem kapitler. En krigserklæring, et raseri gennem lystens tempel. Bedre udtrykt: Gennem templet for det, som verden har konstrueret ud af den akt, hvor mennesket skulle føle sig mest naturlig, mest hos sig selv og måske hos gud. Kærlighedsakten. Og hans Jesus er en kvinde.«

I fortællingen om nymfomanen Joe, der i tilbageblik opsummerer sin erotiske livsbane til den ældre Seligman, får vi serveret nærbilleder af cunnilingus, fellatio og penetration i lange baner, såvel som et diasshow over den række af forskellige penisser, som Joe har stiftet bekendtskab med.

Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung overskygger de kunstneriske ambitioner det spektulative element. »Von Triers såkaldte pornofilm handler om, hvordan man vender indersiden ud på ting og på mennesker, det er baggrunden for de anatomiske detaljer, og den handler om hvordan man vender ydersiden indad på livsforløbets troværdige eller utroværdige hændelser, altså hvordan man beskriver det tilfældige (ydre) som immanent tvingende (indre), hvilket kræver tid: Derfor er værket så langt.«

Pornoens uforudsigelighed

Med undertitlen ”Vol. 1” har von Trier lagt godt 27 minutter til den udgave af filmen, der tidligere på året fik dansk premiere. Med anden del af director’s cut vil den samlede film udspille sig over godt fem en halv time. Når von Trier lægger endnu en halv time til en allerede lang film, er det med god grund, skriver Die Zeit. »At handlingen i Nymphomaniac forløber over så mange timer, er fordi at filmen fornægter det, der gør porno til porno: Dens forudsigelighed.«

Allerede inden søndagens gallapremiere havde en af filmens mandlige stjerner, den 27-årige amerikanske hovedrolleindehaver Shia Laboeuf forsøgt at undgå det forudsigelige, da han adspurgt om sit rollevalg citerede den franske fodboldspiller Eric Cantona for en kryptisk metafor om måger, fiskekuttere og sardiner og derefter udvandrede fra pressekonferencen på Grand Hyatt-hotellet i Berlin. Til søndagens gallapremiere glimrede Laboeuef ved at dukke op på det røde tæppe med en papirspose med påskriften ”I am not famous anymore” trukket over hovedet. Tidligere på dagen havde von Trier skudt provokationerne i gang, da han lod sig fotografere i en t-shirt med Cannes-filmfestivalens logo og påskriften ’Persona non Grata’. I 2011 blev von Trier bortvist fra Cannes, da han på en pressekonference udtrykte forståelse for Hitler.

Et råb om hjælp

Trods mere eller mindre forventlige udskejelser fra både instruktør og medvirkende har de tyske anmeldere primært holdt fokus på de kontroversielle sexscener, der har fået ekstra plads og er blevet mere eksplicitte i den nye version. Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung er det netop den særlige von trierske blanding af kompromisløse sexscener og humor, der gør filmen til noget særligt. »Den genre, der i første del af Nymphomaniac som et gøgeæg lægger sig i reden sammen med pornoen eller sexfilmen, er komedien. Ingen Lars von Trier film er sjovere. Men i ingen af hans film er vitserne så tvangsberuset vendt mod sig selv.«

Andre anmeldere har mere vanskeligt ved at finde det morsomme i von Triers cocktail af kropsvæsker, kønsdele, dødskamp og bizarre optrin. Lars von Triers film er ikke en vits, men »en historie om grænseløs ensomhed og navnløst selvhad, et fascinerende og mesterligt iscenesat, såvel som stærkt underholdende skrig og råb om hjælp fra den komplet geniale og dybt depressive Lars von Trier«, skriver Constantin Magnis i en anmeldelse for tidsskriftet Cicero og skummer af irritation over den betragtelige del af premierepublikum, der ved søndagens visning i Berlinale-paladset tillod sig at grine over filmens optrin.

»Ikke at klappe og frem for alt ikke at grine er egentlig det mindste, man skylder ham.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her