Interview
Læsetid: 10 min.

Filmredaktørens mission: Ikke flere forbandede ’Far til fire’-film

’Far til fire’-filmene er ufarlige, udglattende og karikerede. Informations filmredaktør har besøgt producenten bag, Henrik Møller-Sørensen, i et forsøg på at få ham til at stoppe med at lave flere af de forkætrede og fordummende familiefilm
’Vores mål med ’Far til fire’-filmen er at sælge nogle billetter. Jeg har lavet mange film gennem tiden, og når man ved, hvor mange kræfter man bruger på at lave en film, så synes jeg faktisk ikke, at man kan være det bekendt over for sig selv, hvis der ikke er nogen, der ser den (...) Når vi laver strore, brede film som ’Far til fire’ betyder det blandt andet, at vi kan lave en film som ’MGP Missionen’ uden støtte fra Filminstituttet

’Vores mål med ’Far til fire’-filmen er at sælge nogle billetter. Jeg har lavet mange film gennem tiden, og når man ved, hvor mange kræfter man bruger på at lave en film, så synes jeg faktisk ikke, at man kan være det bekendt over for sig selv, hvis der ikke er nogen, der ser den (...) Når vi laver strore, brede film som ’Far til fire’ betyder det blandt andet, at vi kan lave en film som ’MGP Missionen’ uden støtte fra Filminstituttet

Thomas Nielsen

Kultur
6. februar 2014

Jeg står foran huset – det forbandede hus, hvor far til fire bor. Ja, det er her, hovedpersonerne i alle Far til fire-filmene bor. I et svagt øjeblik overvejer jeg at sætte en tændstik til det hele i håbet om, at filmproducent Henrik Møller-Sørensen så ikke kan lave flere Far til fire-film.

Han har allerede lavet syv, hvoraf den seneste, Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage, har premiere i dag, og der er gudhjælpemig en ottende på vej.

Men der bor en familie i huset, og det vil trods alt være synd for dem, hvis jeg futter deres hjem af. Desuden er det blot ét rækkehus blandt mange andre identiske rækkehuse, som ligger lige over for Det Danske Filmstudie i Lyngby, hvor Henrik Møller-Sørensens ASA-film holder til. Flere af rækkehusene har på skift ageret hjem for far til fire siden de allerførste film fra 1950’erne.

Jeg er taget til Lyngby for at tale med Henrik Møller-Sørensen og forsøge at overbevise ham om, at han skal lægge Far til fire på hylden. Bevares, filmene, som han begyndte at lave i 2005, sælger billetter og tjener penge – hver af de første seks af de nye Far til fire-film er blevet set af ca. 400.000 mennesker – men ligesom de fleste andre anmeldere har jeg svært ved at finde forsonende træk ved den slags udglattende, ufarlige familiefilm, der sætter barren så lavt og sigter efter så bredt et publikum, at de ikke rammer noget som helst.

Far til fire er anakronismer, der ikke har meget med verden i dag at gøre, taler ned til sit publikum, forveksler komik med fjolleri og handler om karikaturer, ikke rigtige mennesker.

Jeg har tidligere i anmeldelser, ledere og kommentarer forsøgt at gøre kål på Far til fire, men det er ikke lykkedes mig – hverken Henrik Møller-Sørensen eller publikum har lyttet.

Jeg har dog skrevet om min mission på Twitter, og på vej til interviewet i Lyngby får jeg beskeder som, »du tager én for holdet«, »vi børnefamilier hepper på dig« og »glem regeringen, SF, skattely og transferdeadline i dag. Det er Monggaards Mission, der er dagens vigtigste opgave for Danmarks fremtid.«

Så da jeg ankommer til Blomstervænget og Det Danske Filmstudie, er jeg klar. Jeg er med vilje 10 minutter for tidligt på den i forventningen om, at jeg kan fange Henrik Møller-Sørensen på det forkerte ben og ryste ham lidt.

Men sådan kommer det ikke til at gå. Det er ham, der ryster mig. Den garvede producent kommer mig smilende i møde i snevejret og er allerede klar med croissanter og levende lys på sit behageligt varme kontor.

Far til fire-motoren

– Henrik Møller-Sørensen, familiefilmen, det vil sige film som ’Far til fire og Min søsters børn, er efter min mening dansk films svøbe. De forsøger at ramme så bredt et publikum som muligt, hvorfor de rammer helt ved siden af.

»Vores mål med de her film er at sælge nogle billetter. Jeg har lavet mange film gennem tiden, og når man ved, hvor mange kræfter man bruger på at lave en film, så synes jeg faktisk ikke, at man kan være det bekendt over for sig selv, hvis der ikke er nogen, der ser den. De film, vi laver med støtte fra Markedsordningen på Det Danske Filminstitut, kommer der i sagens natur mange mennesker ind for at se. Det er hele pointen med Markedsordningen, der er en kommerciel ordning. Vi har med forskellige film, blandt andre MGP Missionen, søgt Konsulentordningen, men vi har ikke kunnet få støtte siden 2001. Vi har prøvet over 20 gange. Vi er nødt til at satse på Markedsordningen, så vi kan få en kontinuitet. Når vi laver store brede film som Far til fire, betyder det blandt andet, at vi kan lave en film som MGP Missionen uden støtte fra Filminstituttet.«

Men du har lavet seks film med Niels Olsen som far og Claus Bjerre som instruktør. Nu begynder du forfra med Giacomo Campeotto i instruktørstolen og Jesper Asholt som far. Hvorfor ikke finde på noget nyt? Hvorfor blive ved med at lave Far til fire?

»Vi laver også andre ting.«

– Det ved jeg godt. Men hvorfor blive ved med at lave ’Far til fire’?

»Hvis ikke vi havde haft Far til fire, havde vi ikke kunnet lave noget andet. Det er en motor, som gør, at vi har råd til at have folk ansat. Hvis man kigger rundt i filmbranchen, kan man se, at der kun er tre selskaber, der har sorte tal på bundlinjen, og vi er et af de selskaber.«

– Det handler altså kun om penge!?

»Nej, det siger jeg ikke. Jeg siger, at det betyder, at vi også kan lave noget andet.«

– Men hvad handler det så ellers om med ’Far til fire’?

»Folk morer sig virkelig over filmene, og det kan godt være, at man siger, at vi har lavet så mange af dem, men Bodil Jørgensen, der spiller Fru Sejersen i den nye film, har for eksempel ikke været med før, og hun tilfører så meget, og Jesper er en helt anden type far.«

– Men hvad skal vi bruge ’Far til fire’ til? Det, der i mine øjne giver ’MGP Missionen’ kvaliteter – og jeg synes, at der er flere ting galt med den film – er blandt andet, at den vender en indvandrer- og integrationsproblematik på hovedet, så det er drengen fra Jylland, der er den fremmede, ikke pigen, der er brun i huden. Den slags greb ser jeg ikke i ’Far til fire’.

»Hvis ikke vi lavede Far til fire, hvad var så alternativet? Min søsters børn? Hvis vi sagde helt farvel til den type film, ville vi være overladt til amerikanske animationsfilm, som slet ikke er rodfæstet i vores egen kultur.«

– Men som producent er du nødt til at tage ansvar og ikke bare tørre det af på amerikanerne. ’Antboy’ er et godt eksempel på en familiefilm, der tager sit publikum alvorligt, er baseret på originalt materiale, og som sælger tilpas mange billetter til, at man nu laver en to’er. Hvorfor ikke finde på noget nyt?

»Vi leder sandelig også efter originalt materiale, hele tiden. Vi har masser af projekter under udvikling. Men det er ikke det samme som at sige, at så skrotter vi det, vi har i gang.«

En god oplevelse

– Du har stadig ikke svaret mig på, hvad alle vi andre skal bruge ’Far til fire’ til.

»Vi laver exit polls på filmene sammen med Filminstituttet, og det viser sig, at folk har en god oplevelse med dem. Så når du spørger, hvad vi skal bruge dem til, så vil jeg sige, at de giver folk en god oplevelse.«

– Men skal der ikke være mere i det? Der bliver lavet for mange ufarlige familiefilm og for få regulære børnefilm, som handler om den verden, børn lever i i dag, og om det liv, de lever.

»Men Christian, du er nødt til at forstå, at vi bor i et lille land, og selv med støttesystemet er privatkapitalen på film som Giacomos Storm og MGP Missionen, der prøver noget af det, du efterlyser, ikke tjent hjem endnu. Det er fedt også at lave sådan nogle film, men det kan kun lade sig gøre på grund af Far til fire. Og hvis jeg syntes, at det var ufedt at lave Far til fire, ville jeg holde op.«

– Men når du laver ’Far til fire’ og ved, at du nærmest er garanteret et stort antal mennesker i biografen, hvorfor så ikke bruge den fantastiske platform I har til at udfordre publikum lidt?

»Vi har faktisk sådan en guide eller Bibel til Far til fire-universet, og det er sådan noget med, at de onde bliver ikke sat i fængsel, dem hjælper man videre. Det er positive ting. Familiens mantra er, at ’her i familien hjælper vi hinanden’. Det er sådan set okay at have som budskaber, og hvis man puttede andre elementer ind i filmene, ville det ikke være Far til fire-film mere. Vi forholder os tro mod de oprindelige film og tegneserien, der ligger bag.«

Opdragende funktion

– De gamle ’Far til fire-film’, er anakronismer, og det er sjovt og nostalgisk. Men når jeg ser film, der er lavet i 2013, og som også forekommer anakronistiske, tænker jeg, at de børn, der ser den, får et forvrænget billede af verden. Filmen idylliserer og får dem ikke til at vokse og gør dem ikke klogere. Jeg synes, at I svigter den opdragende funktion, som film for børn også kan have – og måske bør have, fordi det er et massemedie.

»Jeg har ingen intention om, at mine film skal have en opdragende funktion. Vi vil gerne give børnene en god oplevelse. I et interview omkring de gamle film blev Peter Malberg spurgt, hvorfor filmene var blevet så populære, og han svarede, at det var, fordi der hele tiden var så meget på spil – det handlede om liv og død. Og det prøver vi rent faktisk også at have.«

– Men hvorfor skal håndværket være så dårligt i en ’Far til fire’-film, hvorfor skal dialogen være så flad og dum, hvorfor skal personerne være karikaturer og ikke rigtige mennesker? Som kritiker får jeg tit at vide, at jeg ikke kan lide folkelige film. Men faktum er, at jeg godt kan lide folkelighed, hvis det er lavet intelligent. ’Olsen-banden’-filmene er velformede folkekomedier for hele familien, men de er også lunt satiriske portrætter af Danmark og danskerne.

»De mest populære figurer i Far til fire er Lille Per og Onkel Anders. Det, at Onkel Anders opfører sig så specielt, som han gør, synes børn jo er helt vildt sjovt.«

– Men hvorfor skal figurerne være så karikerede? Det er ikke mennesker, og sådan tager man ikke børnepublikummet alvorligt. Far i de gamle film var jo også nogle gange bare en helt almindelig, træt far til fire.

»I de nye film, vi nu kommer med, underspiller far ligesom i de gamle film. Vi holder Onkel Anders-figuren som den, der gør de mærkelige ting. Også børnefigurerne i den nye film er meget naturalistiske.«

Misforstået komik

– Synes du selv, at ’Far til fire’-filmene er gode?

»Det er klart, at der er nogle, der er bedre end andre, og nogle er man mere heldige med end andre. Men jeg vil sige, at den nye, vi har lavet, er lige så god som nogle af de første. Og den allerførste af Far til fire-filmene, hvor far er nødt til at optræde i dametøj for at få et arbejde, er kraftedeme også morsom. Det må godt være lidt sjovt, Christian, må det ikke!?«

– Bestemt. Jeg elsker komedier, men jeg synes tit, at man forveksler god komik med falden på halen, mænd i dametøj og folk, der falder. Det kan være godt, hvis det er Gøg og Gokke eller Chaplin, og det er lavet med en vis elegance og filmisk opfindsomhed. I virkeligheden er komedien en af de bedste genrer, hvis man gerne vil fortælle folk et eller andet. Lad mig spørge på en anden måde. Du har fået statsstøtte til syv ’Far til fire’-film …

»Og ansøgningen til den ottende ligger hos Markedsordningen på Filminstituttet nu …«

– Jeg kan altså nå at stoppe en eventuel støttetildeling!?

»Så skal det være noget af en artikel. Så skal du på forsiden.«

Noget for børnene

– Men når man får statsstøtte gennem Filminstituttet, bør der efter min mening også følge en public service-forpligtelse med. ’Far til fire’ er ikke public service.

»Public service-forpligtelsen interesserer mig ikke på den måde, fordi det for mig handler om at lave brede film. Og støtten, vi får, betyder, at vi får privatkapitalen i Far til fire-filmene hjem igen og så har vi penge til andre projekter. Pengene bliver i systemet.«

– Tænker du nogensinde på filmkunst?

»Ja, jeg har gået på universitetet og læst Film- og Medievidenskab.

– Det ved jeg. Og hvordan kunne det så gå så galt?

»Det skal jeg fortælle dig, Christian. Mens jeg gik på universitet i 1970’erne, blev jeg tilbudt et job i filmbranchen med at lave reklamefilm for Per Holst. Jeg sad på universitetet og snakkede marxistisk kunst og kultur, og det var fedt. Men det var federe at lave film. Jeg fik job hos Per Holst, og jeg kan huske, at vi skulle lave en reklamefilm for VO5 hårshampoo. Vi stod på Strøget, og så kom nogle af mine gamle studiekammerater forbi, og jeg havde fem VO5-flasker i favnen, som jeg skyndte mig at gemme på ryggen.«

– Gemmer du også Far til fire-filmene på ryggen, når du møder nogle af dine gamle studiekammerater?

»Nej. Og hvis jeg skal lave noget andet, så skal det være noget, mine børn gerne vil se – hidtil har de været i Far til fire-målgruppen. Når man har børn, vil man gerne lave noget, de synes, er sjovt.«

Interviewet er slut, og der skal tages billeder. Fotografen mener, at jeg har tabt diskussionen. Jeg forsøger mig med en lidt vævende forklaring om, at det jo er svært at argumentere mod film, der tjener penge, men jeg kan godt selv høre, hvor hult det klinger.

Fotografen synes, at jeg skal være med på billedet – det er jo min mission – og han laver en opstilling, hvor Henrik Møller-Sørensen står foran mig med Lille Pers elefant, Bodil, under armen, mens jeg forsøger at kværke ham, producenten, og ser ekstatisk op mod himlen.

Jeg lægger fingrene løst om halsen på ham og prøver at se gal ud. Det er ikke svært, og jeg overvejer et sekund at klemme til. Men jeg gør det selvfølgelig ikke. Jeg vil trods alt ikke slå ihjel for filmkunsten.

Desuden er Henrik Møller-Sørensen sådan en rar mand.

’Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage’ har premiere i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Christensen

En artikel man kan trække lidt på smilebåndet med. Jeg var underholdt og oplyst :)

Igen de etiske aspekter, balancen er svær. For sætter man mål med filmene fra staten, rejser det nye etiske paradokser. Subsidier bør nok afskaffes helt, så bliver de også mere kreative, lidt som bistandsklienter.

Det samme spørgsmål kunne man vel rejse om journalistik, men det skal jeg måske ikke nævne? :)

God intention Christian. Men du er godt nok ikke særlig god til at angribe på en snedig facon.
Jeg har ikke set de film i taler om, eller læst anmeldelser af dem, men hvorfor skal du egentlig se og skrive om det dem? - Er det ikke bare forudsigelig underholdning til de der Marxistiske klenodier, der læser og kommenterer på information?

Morten Balling

Ja Monggaard. Der må jeg give fotografen ret. Du tabte sgu diskussionen :)

Selvom jeg har arbejdet med film størstedelen af mit liv, har set mange tusinde af slagsen og har et hoved som er "skruet godt på", er der adskillige af de film som går i Grand og Dagmar som keder mig helt vildt. Farvel Min Konkubine som et godt eksempel. Lige dér blev jeg altså ekstremt træt undervejs.

Sad igår og læste om Hunger Games, også kaldet Battle Royale With Cheese. Her var det jo nemt at blive lidt godt gammeldags forarget og bedrevidende. Historien er jo plagieret og Hollywoodifiseret uden originalens rå og tankevækkende elementer. Så kom jeg i tanke om, at da jeg var på alder med målgruppen for Hunger Games, syntes jeg at 9 !/2 uge var superfed. Jeg prøvede senere virkelig at synes om Vilde Orkideer, men det var godt nok svært.

Min pointe er at verden klart ville være mere interessant for dig og mig, hvis alle foretrak film som Tetsue eller I'm a Cyborg, But That's OK, men jeg har så meget selverkendelse at jeg også godt kan se at der er film som bare ikke er lavet til mig. Og frem for alt at de rammer væsentligt flere mennesker end dem jeg selv synes er interessante.

Ps. "Lortefilmen" Armageddon er på min all-time top 5 liste. Scenen hvor Paris bliver jævnet med jorden fik mig til at rejse mig fra sædet i Imperial og råbe "JASGUDA!!!". Jeg smiler stadigvæk når jeg kommer til at tænke på den ;)

Et Informations forsøg på at indføre censur.

Det er virkelig også for galt, at nogle mennesker 'får sig en god oplevelse', ved at se de film. Hva' f... er meningen? Det er virkelig også for galt.

Ole Svendsen, Holger Madsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvorfor skal film altid virke opdragende, eller have en "tråd" til eftertanke ?
Undertiden er det rart bare at slappe af og more sig, og efter filmen at kunne tænke: Det vat så det .
Man har undertiden brug for at være fri for de "korrekte" på "Parnasset", - en af de bedste film jeg har set hed :"Slap Shoot", og der var ikke det store publikum til den, det skyldtes sikkert titlen og manglende forhåndreklame.
Hvis jeg havde været en almindelig biografgæst, er det da ikke umuligt, at jeg havde valgt den fra, men nu var jeg tilfældigvis filmoperatør, og var "tvangsindlagt til op til 5 film pr. aften.
Den film var heller ikke politisk og kunstnerisk korrekt, men da jeg en aften, før forestillingen stod i forhallen, kom der en hen til mig, han vidste at jeg arbejdede i biografen, han spurgte mig hvad film, som jeg mente , at der var den bedste. Jeg henviste ham til "Slap shoot" , han sagde tvivlende : "Den ser da ret kedsommelig ud", "det er den bare ikke" svarede jeg, og gik op for at starte reklamefilmen.
Efter forestillingen bankede det på døren til operatørrummet, og ind kom han der havde rådspurgt mig.
"Det var satme en dejlig film, nu forstår jeg hvorfor du anbefalede den" sagde han, han var bare kommet for at takke mig for rådet, men filmens anmeldelser var sådan at jeg tvivlede på, at anmelderen havde set filmen.
På trods af alle de film jeg har set, bliver jeg aldrig hævet over at se en "Far til Fire" eller En Morten Korch film, man skal jo bare ikke lægge mere i disse film, end de kan bære.

Ole Svendsen, June Beltoft og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Christian Monggaard

Tak for de pæne ord.

Og så et par kommentarer.

Søren Kramer: Mit mål var nu ikke at ’angribe på en snedig facon’, men at gå åbent og ærligt til producenten og hans film. Det var en præmis, Henrik Møller-Sørensen selv var med på, og det er resulteret i en, synes jeg selv, underholdende og åbenhjertig diskussion af folkelighed, kvalitet og kritik. Hvad ville i øvrigt være et snedigt angreb?

Morten Balling: Man kan jo heller ikke vinde hver gang. Og selv om det er rammen, havde jeg nu heller ikke regnet med, at Henrik Møller-Sørensen bare ville overgive sig. Målet var at få gang i en diskussion og måske gøre os begge klogere på, hvorfor vi gør, som vi gør. Anmelderen og filmproducenten. Og jeg kan også sagtens se film, der ikke er lavet til mig – det gør jeg hele tiden, det er mit arbejde. I ovenstående artikel handler det jo netop ikke om bredde eller folkelighed, men om kvalitet, og jeg kunne godt tænke mig, at de brede familiefilm, der bliver lavet i Danmark, var lidt bedre rent håndværksmæssigt, at de ikke kun går efter den laveste fællesnævner, men forsøger at underholde på en begavet måde. Det kunne f.eks. Erik Balling finde ud af. Han var folkekomediens ukronede konge.

Ole Olsen: Hvis jeg var ude på at indføre censur, så ville jeg ikke være så åben omkring det. Jeg ville gøre det i al stilhed og bare lade være med at skrive om og anmelde f.eks. Far til fire-film. Folk må se og nyde, hvad de vil. Jeg er anmelder/kritiker og skal sige til, når jeg nyder/ikke nyder det, jeg ser. Det er mit arbejde. Og forhåbentlig gør jeg det på så kvalificeret en facon, at folk lytter.

Jørn Boye: Jeg kan også godt lide Slap Shot, hvis det er den med Paul Newman, du mener. Det er en sjov sportskomedie. Og det er altid fedt, når man kan få folk til at se film, de ellers ikke havde lyst til at se, og de så oven i købet morer sig over dem. Film skal ikke nødvendigvis have et budskab eller en ’tråd til eftertanke’, men når man har med børn at gøre, har man et større ansvar som filmskaber, end man har, når man laver film for voksne. Børn er meget påvirkelige og skal lære at se og forholde sig til film, også gerne kritisk, så de ikke bare sluger hvad som helst. Og når man laver film til børn, der er ren underholdning, behøver det vel ikke at være fjollet falden på halen-komik. Det må vel også godt være noget, der er lidt mere opfindsomt og elegant – ellers taler man jo ned til dem, og det har de ikke fortjent. Jeg mener, at en god historie er en god historie, og den kan i princippet nydes af alle, små og store. Men så skal det altså også være en god historie, og den skal fortælles godt.

June Beltoft, Lisbeth Clausen, Carsten Søndergaard, Eva Bertram, Peter Larsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

Det var faktisk en underholdende artikel, og det var nok osse målet, selv om den foregav at være sådan rigtig seriøs. Alt for ofte er monggaards artikler sådan rigtig seriøse på en meget trættende facon. Så det her gik faktisk godt.

Morten Balling

@monggaard

Sejt nok. Du svarede!

Min personlige erfaring er at ungerne er temmeligt gode til at være kritiske. Min papdatter har jeg f.eks. hørt sige at det var utroligt dårlig chromakey :D Ok, hun var måske bare "godt" opdraget...

Jeg kunne også godt fange den humoristiske stemning i dit interview. Og jeg skal ærligt indrømme at jeg selv har tænkt at "nu sælger du ud Thomas Villum" selvom jeg utroligt godt kan lide manden.

Derudover er jeg nødt til at være lidt pragmatisk, da min IMDB profil er oversvømmet af film jeg har lavet for kongen af Bahrain (godt nok før han begyndte at plaffe løs på hans folk). Jeg tror alle i filmbranchen har lavet noget de ikke er stolte af. Ellers var de døde af sult.

Til gengæld lavede jeg rigtigt god chromakey på titelsekvensen til Alle For To. Den fik virkeligt dårlige anmeldelser, men er set af en del flere mennesker, der bagefter syntes det var en fed film, end f.eks. Fear X eller Song For A Raggy Boy (som jeg også har arbejdet på, og som jeg selv synes er bedre film).

Jeg skammer mig over Bahrain filmene, men ikke over Alle For To. Den var ikke ment som et forsøg på at udvide folks horisonter, men som to timers underholdning, ala en tur i Tivoli.

Jeg har selv nogen gange krummet tæer over Disney film jeg så med papdatteren, men for det første hvinede hun af fryd, og for det andet var det balscenen i Beauty And The Beast, som fik mig til at droppe en ellers lovende karriere i den kemiske industri, for at hellige mig filmene. Det har jeg aldrig fortrudt, og jeg kan stadig få tårer i øjnene over hvor vild den lysekrone var :)

Christian Monggaard

Seriøse på en trættende facon, Bob Jensen. Det er jeg da ked af at høre. Du må kede dig så, når du læser mine artikler. Er glad for, at denne faldt i din smag.

Og Morten Balling, det er fint bare at ville underholde - og guderne skal vide, jeg har lavet artikler og anmeldelser, jeg ikke er stolt af. Men det handler vel om at gøre sit bedste i det enkelte tilfælde. Nogle gange virker det, andre gange ikke, men ambitionen er nødt til at være der. Som anmelder kan jeg dog ikke anmelde ambitioner, anerkende dem, men ellers forholde mig til det færdige 'produkt'.

Torben Knudsen

Far til Fire har en kvalitet Christian, som du ikke kan få øje på.
Den forgår imellem ørerne og ikke imellem benene.
Filmene er noget af det sidste, som mere eller mindre banalt kan holde sig over det misbrug, der finder sted af folks privatliv, der nu er det centrale i bøger,film og hvad ved jeg.
Lars von Trier er ikke Far til Fire, derfor må han for enhver pris tage udgangspunkt i det, der engang var formålet nemlig at sætte børn i verden, men nu i enhver perverteret udgave, han kan finde på .
Han sukker efter at kunne lave Far til Fire, men har ikke talentet.

Dan Johannesson

Skønt med lidt glimt i øjet på Informeren, det klæder artiklen og passer godt til tematikken. Herligt!

randi christiansen

Ku være man sku gå lidt i barndom, og se en far til fire film - det er jo et ikonisk koncept - se om de lever op til niveauet i dansk folkekomedie, når den er bedst. Det er vel ambitionen. Eller om det vitterlig er noget tyndbenet hø.

Lisbeth Clausen

Der er et dybt dybt spænd mellem hvad der er godt og hvad folk gerne vil se.
Min tese er at størstedelen af befolkningen ønsker at være forventningsafstemt på forhånd inden biotur og ønsker en chillout i biografen kombineret med lidt grin, bagefter kan man knap nok huske hvad filmen handlede om, altså en biotur er ikke en mulighed til eftertænksomhed.

Regner Grastens film er et tydeligt eksempel på at diletantiske film sælger alligevel.

Christian Monggaard

Det er netop den film "Slap Shot", som du skriver om, men det er så mange år siden, at jeg havde glemt hvordan det blev stavet.
Det var dengang, at jeg læste, at jeg arbejdede som filmoperatør, SUen var lav, og for at undgå et studielån var vi mange, som havde et ekstrajob.
Jeg var heldig, for jeg kunne studere om dagen og arbejde om aftenen.
Jeg tror iøvrigt, at du undervurderer vore børn. Mine børn er helt på det rene med, at disse film (Far til fire og Min søsters børn) er ren fiktion uden sammenhæng med virkeligheden.
Derfor, lad dog disse film have den beskedne plads i biograferne som de, rent kvalitetsmæssigt, indtager.

Morten Balling

@Lisbeth Clausen:

Hvis din tese skal give mening, er du nødt til at uddybe, hvad ordet "godt" dækker over i din verden, og måske ovenikøbet overveje om din verden stemmer overens med virkeligheden.

Som jeg læser det er en god film en der giver mulighed for eftertænksomhed. Det kunne være ét bud. Men et andet bud kunne ligeså vel være en film som bare underholder. For mig at se afhænger definitionen af "god" i høj grad af hvem du spørger.

Personligt foretrækker jeg oftest film som giver mulighed for eftertanke, men jeg har også med stor fornøjelse bare ladet mig underholde. Når man gik til Arnold Schwarzenegger premierer i gamle dage, klappede, piftede og råbte publikum når han kom på lærredet første gang. Det var tounge-in-cheek, men det var ret morsomt, og man følte sig som en del af flokken med de andre menneskeaber i biografen. Samtidigt fik det i hvert fald mig til at tænke.

Da muren faldt, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvem James Bond nu skulle slås med. Så kom filmen True Lies (med Arnold), og dér i biografmørket var jeg ikke længere i tvivl. De nye "skurke" havde Hollywood valgt til ville blive araberne/terroristerne. Det var ovenikøbet før 9/11, men når man kigger på Hollywoods fjendebillede idag, kan jeg stadig ikke undgå at undres over filmens "forudseenhed". Det har jeg tænkt meget over.

Man kan også prøve at lede efter kunstens funktion, men så havner man igen i at der er næsten ligeså mange meninger som der er mennesker, eller definitioner på ordet kunst. Altsammen er formentligt varm luft på pose, men det giver os en mulighed for at diskutere alle mulige andre ting, og det er fint med mig.

Jeg har dermed også stor respekt for Monggaards arbejde som anmelder. Det er den opgave han har valgt at bruge sit liv på, ligesom jeg har valgt at lave film. Og jeg synes han gør det godt. Måske kan man sige at vi begge fægter i den varme luft, men hey, vi skal jo allesammen leve af et eller andet, og som Monggaard rigtigt pointerer, bør man altid prøve at have ambitioner med det man laver. En af dem kunne nogle gange være at underholde. Andre gange at pirre folks tanker. Det sidste gør Monggaard f.eks. fortrinligt med interviewet her, ovenikøbet bygget over emnet underholdning. Snedigt :)

Jeg er derimod personligt stor modstander af smagsdommeri, da jeg ikke har kunnet finde noget som tilnærmelsesvis lignede en definition på god smag (bortset fra Bourdieu's). For mig at se er det lidt ligesom at diskutere om rød eller grøn er den flotteste farve. Jeg har før fået skudt i skoene at jeg var rindalist, og helt ærligt preller det af som vand på margarine. Til gengæld kan jeg godt forstå at nogle mennesker ikke har behov for at få at vide, hvad der er god kunst, fra nogen som mener at vide det. Min personlige tese er at god kunst er subjektivt, og at god kunst er det som får den enkelte til at føle noget. Selvom det måske "bare" er glæden ved at blive underholdt.

@ Christian Monggaard:

Selvfølgelig hører vi her på mediet ikke til dem der ser 'Far til Fire'. Gud forbyde det. Man kunne endda blive regnet for DF'er hvis man gjorde! Artiklen er derfor helt som man kunne forvente her i mediet, og der er absolut ikke noget nyt eller overaskende i den/det.

Lisbeth Clausen

@Morten Balling: Du har selvfølgelig en pointe om at smagssag er subjektivt afhænig af alder, tid og interesser, men det var ikke så meget det som selve formålet med at se film jeg antyder er forskelligt, hvis det bare er for at stresse af og få et grin har man andre præferencer end folk der vil underholdes og have oplevelser man kan kigge tilbage og sige berigede en.

Selvom jeg er subjektiv så mener jeg derudover ikke at skodfilm er genre bestemt, plothuller så dybe som kulminer,skuespillere der overspiller og en stærkt fragmenteret historie, i film a'la Klassefesten,Talenttyven ,Walter og Carlo, Anja og Viktor etc. er bare langt ringere end f.els Olsen Banden der nok havde et simpelt plot men havde kulørte personkarakterer der bandt filmene sammen.

Dette skal ikke forstås som kritik overhovedet af Grasten eller Møller-Sørensen, jeg har fuld respekt for at de har gennemskuet hvad sælger og lever af dette, jeg undrer mig bare over hvorfor man ikke renser og finpudser disse film så kvaliteten bliver bedre, så de også fanger os der irriteres over hullerne, uden at det ender i Staho projekter :)

Christian Monggaard

Jørn Boye: Jeg tror ærlig talt også, at filmene og folkene bag er lidt ligeglade med, hvad jeg mener. Det betyder ikke det store for filmenes indtjening. Det ændrer dog ikke på, at jeg er kritiker, og at det er en del af mit arbejde at gå i rette med det, jeg mener, er dårlig kvalitet, og som godt kunne være bedre. Ikke nødvendigvis mere intellektuelt, bare bedre.

Og så må jeg sige, at jeg er enig med Lisbeth Clausen: Hvorfor ikke forfine og forædle og gøre det lidt bedre, når man nu har fået så mange mennesker i biografen med sit brand?

Morten Balling

@ Clausen & Monggaard:

Jeg har også nogen gange undret mig over ham lydmanden på orange scene på Roskilde Festivalen der lørdag aften foran en stor del af den danske befolkning skal tjekke om der er hul igennem mikrofonen og siger: "two-two"… Hallo makker! Hvad med "Død over den gode smag!" eller "Al magt til orangutangerne!"?

randi christiansen

Nu bliver det dybt > god smag ? Her mit bud : overensstemmelse med den græske firkant > det gode, sande, skønne og retfærdige og så i øvrigt frihed til at vælge - og allerede her er vi jo langt væk fra den gode smag. Man kan selvfølgelig altid vælge fra - at vælge til bliver straks en kamp på ulige præmisser. Klassekampen er ikke død, selvom der lige har været et kort historisk øjeblik, hvor lidt flere blev lukket ind i varmen. Med reagan thatcher 80'er dereguleringerne blev dyret sluppet fri - det er virkelig dårlig smag.

randi christiansen

Nu bliver det dybt > god smag ? Her mit bud : overensstemmelse med den græske firkant > det gode, sande, skønne og retfærdige og så i øvrigt frihed til at vælge - og allerede her er vi jo langt væk fra den gode smag. Man kan selvfølgelig altid vælge fra - at vælge til bliver straks en kamp på ulige præmisser. Klassekampen er ikke død, selvom der lige har været et kort historisk øjeblik, hvor lidt flere blev lukket ind i varmen. Med reagan thatcher 80'er dereguleringerne blev dyret sluppet fri - det er virkelig dårlig smag.

Morten Balling

@ Randi Christiansen

Sjovt du nævner dyrene. Et emne som har optaget mig en del de seneste år, er dyrs bevidsthed. Det skyldes bla. at jeg voksede op med en konsensus om at dyr ingen bevidsthed havde. I dag ved jeg bedre. (Det har nu ikke gjort mig til veganer ;). Til gengæld finder jeg det slående at vi mennesker har utroligt svært ved at forlige os med det faktum at vi også bare er dyr.

Vi er formentligt nogen af de mere intelligente af slagsen, selvom vi iflg. Doulas Adams må se os slået af både delfinerne (So long, and thanks for all the fish :) samt musene. Jeg ser begreber som smag som noget vi har opfundet og dyrker, for at undgå at tænke for meget på at vi er skaldede aber. Selv Darwin undgik bevidst og behændigt at skrive for meget om det i On the Origin of Species. Og alligevel var det dét som for alvor fik folk op af stolen.

Ser man evolutionært på det hele, giver det måske meget god mening at vi er nået dertil, hvor vi kan resonere os frem til hvordan vi skal indrette vores samfund, og hvordan vi former vores kultur (et fint ord for "måden vi plejer at gøre tingene på"). Nogen gange går det godt, andre gange fejler vi helt vildt.

Jeg håber på at vi en dag finder frem til en bedre måde at indrette os på. Jeg ved det kan lade sig gøre. Først er vi dog nødt til at gøre noget ved "that clinking clanking sound". Indtil da mener jeg kunsten dybest set har til formål at stå ude på sidelinien og pege fingre af hvad vi har gang i. Til gengæld tror jeg ikke den gode smag hjælper os til ret meget andet end at gokke hinanden i nøden.

randi christiansen

Morten - jeg er dissident og anarkist af nødvendighed i det jeg befinder mig i et samfund, som lider seriøst under et ørkesløst fravær af livskvalitet. Derfor er jeg - og igen : ikke for min fornøjelses skyld - yderst bekendt med uriasposten, den placering hvorfra man peger fingre, og jeg må insistere på, at det ikke altid er nok at pege fingre - der er også brug for bevidstgørelse af visionen. Hvor vil vi hen ? Hvorfor og hvordan ?

Når jeg anvender udtrykket 'at slippe dyret løs', så er det naturligvis for at henvise til den primitive del af vores/nogens bevidsthed, nærmere bestemt rovdyrs-reptilhjernen.

Morten Balling

@Randi:

Rovdyrs-reptilhjernen har vi allesammen. Den har evolutionen givet os, og man gør sig selv en bjørnetjeneste hvis man fornægter det alt for meget. Til gengæld har evolutionen også givet nogen af os en vis evne til at vurdere om vi handler rigtigt ift. flokken. Jo højere i hierarkiet man kigger desto sværere er evnen at få øje på. Det kan der være mange grunde til. Det er nemmere at føle empati for andre i samme situation som en selv. Det kræver en vis portion "god" gammel psykopati at kæmpe sig frem til magten osv.

Jeg mener (sikkert med overmåde indbildskhed) at kunne svare på nogle af de store filosofiske spørgsmål såsom "Hvor kommer vi fra?" og "Hvad er meningen med livet?", men "Hvor vil vi hen? Hvorfor og hvordan?" føler jeg mig mere vaklende ift. Hér har kunsten en rolle. Problemet er at rigtigt mange mennesker er ligeglade og skal råbes op. Og til det duer intellektuelle franske film ikke altid. Dér er en film som The Great Race nok mere effektiv. The Great Leslie i hvidt, og Professor Fate i sort. Dén går rent hjem, og er samtidigt så tyk, at alle tvinges til at tænke over at nuancer også kan være på sin plads. Et andet eksempel kunne være W. C. Fields skildring af magtkampen i Klopstokia i filmen Million Dollar Legs.

randi christiansen

Morten - hvormeget er 'alt for meget' og dermed iflg min påstand 'dårlig smag' ? I min optik et centralt spørgsmål, og jeg er helt enig i, at kunstnerisk aktivitet, der tager udgspkt i frit at undersøge og kommentere, er en vigtig indsats. Jeg er selv visuelt kunstnerisk arbejdende, og jeg elsker de gode fortællinger, både i levende billeder og andre formater - fx den billedskabende tekst.

I 1835 eller 1836 anmeldte en vis anmelder en vis bog af ny ung lovende - ehm - digter. Anmelderen mente at litteratur til børn skulle opdrage dem og vise dem moralskheden, det skønne og det rigtige og ikke kun være for at underholde børn! Og hvem var det så denne anmelders (sure) moralske opstød gik ud over. Jo, en vis mand, hvis forbogstaver er H.C. og efternavnet Andersen!

Alle for cirka 180 år siden mente anmelderne at litteratur mv. henvendt til børn skulle opdrages via litteratur - de skulle aldeles ikke underholdes! Jeg kan forstå at denne holdning ikke er helt væk endnu hos danske (og udenlandske) filmanmeldere - lad dog børn og voksne have deres frirum deres frikvarter i fred!

Og kære Christian Monggaard, du har altså ikke overbevist mig; du har endnu ikke forklaret hvorfor du mener at far til fire filmene er dårlige? Er det plottet, handlingen, karakterne eller? Lyssætningen, måske. Eller måske er det fordi filmene ikke rigtig problematiserer noget? eller er det mon fordi 'her i familien hjælper vi hinanden' og filmene viser at bare man står sammen, og ordner noget i fællesskab så går det altsammen. Og fordi de onde i filmene ikke kommer i fængsel.....sådan som de jo skal hvis børn skal lære, skal 'opdrages' af se de her film...

ps: Jeg har forøvrigt lige set Before Midnigt (på bluray-dvd); glimrende film, men bestemt da ikke seks stjerner værdig! Efter min mening altså! De to første film var nærmest overjordiske, magiske - men magien er væk nu. Og det kan der selvfølgelig være en fin pointe i - men har vi ikke set det hele før: Ung kvinde i 40'erne klager sin nød over sin mand og de skændes mv. Og hun går (måske) fra ham! Og hvad er det som hun klager over denne Julie Delpy: jo, præcis det samme som 40-45+ årige kvinder klager over....hele tiden....og så er det nag nag nag på hendes mand mv. Har vi helt ærligt ikke hørt eller set det før?

nb: jeg har også forsøgt at se Sen store Skønhed, en film, uden handling, men som bare består af en række tableauer mv. Og hold da kæft hvor jeg kedede mig - filmen fik storslåede anmeldelser, måske fordi filmanmelderne bedre forstår at anerkende de flotte billeder mv. Men kan det virkelig være rimeligt og korrekt, at man skal have en eksamen i film og medievidenskab....for at se film eller ?

I øvrigt er jeg enig at MGP Missionen er en god film.....og ikke bare fordi den vender integrationen om. Men fordi at man skal se på hvem det er som hjælper Sawsan når alt andet går galt; det er den gamle farmor, som gør det. Og hvorfor mon hun gør det? Sikkert fordi hun også havde drømme da hun var ung! Og det er synd og skam at kun 100.000 har set den i biografen og at dvd og bluray versionen af filmen samler støv ude i de danske videobutikker. [Jeg har kun set den lejet mellem 2-6 gange siden udkom på dvd/bluray i min lokale Blockbuster-afdeling].

Morten Balling

@ Randi: Jeg tror "hvor meget" er forskelligt fra person til person. Man bør generelt gøre sig umage, men også en gang imellem give sig selv lov til at vade rundt i underhylere og stikkelsbærben, med en spliff og lidt savl i mundvigen, mens man tænker på lækre damer og racerbiler, uden at klandre sig selv alt for meget for ens dårlige smag. Det er nok også derfor Homer Simpson er blevet så populær. Hvis man sætter barren for højt river man den bare hele tiden ned.

@ Karsten: Ja det var nok ikke helt tilfældigt at han skrev Kejserens Nye Klæder, eller for den sags skyld at det er et af mine yndlingseventyr.

randi christiansen

Morten - jeg er helt med - der ik noget værre end 'den gode smag', der tyraniserer alt og alle omkring sig til ikke selv at mærke efter - og bare provokerer til oprør. Been there done that, jeg og mine stikkelsbærben er helt med - det er en stor kvalitet, at lægge bort præstationsåget. Men derfor kan vi jo godt tale sammen om, hvorvidt vi overhovedet har nogen kvalitetskriterier - hvorhenne og hvorfor og hvad vi egl forstår ved kvalitet. Især ifht hvad vi præsenterer vores børn for, bør vi være klar over ansvaret. Det er altså ikke ligemeget, hvad man lukker ud i det offentlige rum.

Noget for noget. Ikke flere Far til fire film, men så heller ikke flere Lars Von Trier film.

- Så er den kulturelle balance genoprettet.

Kultureliten burde tvangsindlægges til at se Far til fire film. Så ville den kunne føle på egen krop og sjæl, hvordan vi andre oplever en Lars Von Trier film.

- Smag er mangfoldig og kan ikke diskuteres.

Anders Sørensen

Kjeld Hansen, smag kan da bestemt diskuteres. Det er det, du gør. At du så mener, at folk, der ikke deler din smag, bør tvangsindlægges - tja. Det har du da ret til at synes.

Michael Kongstad Nielsen

Som PH sagde: - der findes kun god smag, og den er dårlig.
Dermed mente han vist nok, at parnasset og storborgerskabets smag, som de selv definerede som god, var lige så dårlig som småborgerskabets og pøbelens smag, der også var dårlig, for man kan slet ikke have noget, der hedder god smag, da det helt igennem er en individuel sag at tage stilling. Hvad skal man så med anmeldere og massemediers herskende holdninger? Da filmmediet jo er et massemedium, er et helt afhængigt af, at masserne. I sidste instans er det kommercielt, hvordan en film anmeldes. Men stadig er det individuelt, så derfor må anmelderens rolle alene være en videregivelse af sin egen personlige oplevelse, og ikke et forsøg på at dømme godt fra dårligt. Om Monggaard ved vi, at von Triers film er hans yndlingsperversion, så kan vi andre tage vores forholdsregler derefter.

Ja, hvad mon smager bedst?

- Et fint glas rødvin at nippe til eller skylle en kælderkold håndbajer ned.

Henrik Møller-Sørensen

Det var sjovt at mødes i duel med Monggard, og det er jo sikkert og  vist han hader vores film. Men jeg tager nu hatten af for en redaktør, der giver plads i sit medie, så man kan komme med sin version af sagen. Det er det de færreste journalister der går med til. Herudover har han ladet Katrine Hornstrup Yde anmelde filmen i avisen, så man ikke - om man så kan sige - lader "en operaanmelder anmelde en rockkoncert". Endelig må man give manden, at han er i stand til at skrive en underholdende artikel. Tak for det!