Fortrydelsestiden

Det er en stort set uanfægtet påstand, at venstrefløjens vælgere er mere engagerede og mere velorienterede end andre partiers. Selv solide, borgerlige partier frygter for valg, hvor der er rygter om, at mange vælgere vil blive hjemme på sofaen. Hvis det skulle ske – det er det vist aldrig, når det kommer til stykket – frygter man, med god grund, at det vil være til fordel for de venstreorienterede partier. Deres vælgere skal nok møde op på valgstederne, med børn, strikketrøjer og et væld af politisk korrekte meninger. De har engagement, begejstring, mens borgerlige og socialdemokratiske vælgere godt kan være lidt tunge i flæsket, og som man godt kan have en mistanke om kun dukker op for at stemme for at forhindre venstrefløjen i at vinde valget. Og måske – rædslernes rædsel! – få stemmer nok til at kunne indtræde i en regering.

Det skete som bekendt i 2011, da SF pludselig blev regeringsparti. Et længe næret ønske hos dem. De var trætte af hele tiden at stå på sidelinjen og lægge stemmer til socialdemokratisk ledede regeringer uden at få den indflydelse, der ligger i selv at få sæde i den.

Bedrevidende

Mange på venstrefløjen rystede på hovedet, pr. instinkt nærmest, for det kan ikke rigtig nægtes, at på venstrefløjen trives det bedrevidende glimrende sammen med det håndsky – der er tale om en slags ægtepagt, der skal forhindre brudeparret i nogensinde at få snavs på fingrene. Det var SF trætte af, og det kan man godt forstå. Hvorfor skulle et parti med engagerede og velorienterede vælgere dog holdes uden for direkte indflydelse og hver eneste gang lade drøvtyggende socialdemokrater få regeringsmagten sammen med de radikale, der er visionære og progressive i munden, men urokkeligt fornærede, når visionerne skal virkeliggøres og nogen skal betale for det. Så knuges der godt om pebermøportemonnæen og den eneste glose, der nu kommer ud af munden på dem, er et mopset »ansvarlighed«. Sådan er det jo, som de selv siger. Så jo, efter min mening kunne man kun være enig med SF. Selvfølgelig bør det være naturligt, at venstrefløjens partier sætter sig til rette på ministertaburetterne, hvis de ellers er en del af et flertal. Deres vælgere gider jo sætte sig ind i politik, de er engagerede og vidende, de har vel derfor samme ret til at være repræsenteret i en regering som de øvrige partiers vælgere.

Men det gik jo ikke. SF forlod regeringen for ikke så mange uger siden. Denne skrivende søndags topnyhed fra det politiske liv er at partiets nye formand, Pia Olsen Dyhr, nu fortryder partiets medvirken til den nye folkeskolereform, der sidste år medførte en langvarig lockout af lærerne. Uha og fy, slemme os! udtaler hun til pressen. Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, er lykkelig for hendes undskyldning. Hellere en omvendt synder end ti frelste, som der står i bibelen. Pia Olsen Dyhr repræsenterer nu ellers den fløj i sit parti, der gerne ville være blevet i regeringen. Mon hun også ville have fortrudt sine synder, hvis hendes fløj havde sejret i opgøret? Selvfølgelig ville hun ikke det. Det tror jo ikke engang de få tilbageværende SF-vælgere på. I den kommende tid skal det nok vise sig, at den nye formand – og selve partiet – også har fortrudt deres medvirken til en hel del af den øvrige politik, der er blevet gennemført mens de har siddet i regering. Måske har de fortrudt det hele? Ikke bare partiet, men dets folketingsmedlemmer enkeltvis. Ole Sohn har fortrudt, at han har været kommunist og socialist hele sit voksne liv. De unge i partiet har fortrudt at de ikke meldte sig ind i Socialdemokratiet fra begyndelsen af. Man kunne måske mene, at hvis man repræsenterer et parti som minister, er man en mere trofast partisoldat end andre medlemmer, men det gælder åbenlyst ikke den unge garde blandt folkesocialisterne. Hvis de mister ministertaburetten, gider de ikke være medlem af partiet mere. Tak for sidst! Dagens unge mennesker bliver virkelig nødt til at tænke på deres fremtid. Ingen andre gør det for dem, de må selv tage affære. Og det gør de med stor kyndighed. De skal nok blive til noget stort en dag. Man skulle tro de allerede var fuldvoksne politikere.

En rød bastion er faldet

Men den nye formand bliver på sin post. Hun indskrænker sig til at fortryde. Det kræver hverken den lille eller den store spåmandseksamen at forudse, at hun inden længe vil fortryde selve den regeringsdeltagelse, hun selv var varm fortaler for i sin tid. Partiet ved nu, at forandring er af det onde. Det må tilbage til uskylden, til kyskheden og den håndsky bedreviden. Men SF nåede da at vise, i de godt to år, det var regeringsparti, at det var i stand til at lære det politiske håndværk, især kapitlerne om at fremstille virkeligheden, så den passer til ens øjeblikkelige behov. Jeg tror ikke Pia Olsen Dyhr fortryder partiets medvirken til regeringens politik på skoleområdet, jeg tror bare, hun har behov for at undsige regeringens handlinger, fordi den har kostet SF en grumme masse vælgere. Så mange at partiet måske slet ikke kommer i Folketinget ved næste valg.

Ude hos os andre, ude hos os civilister, en mere og mere mimrende flok kulturvenstreorienterede, der aldrig sætter vores ben i kirken, men dog trofast vores kryds til venstre for midten og SF’s bortløbne ungdom, noterer vi os, at endnu en rød bastion er faldet. Hvad skal det hele ende med? Følg med i næste uge.