Baggrund
Læsetid: 4 min.

Genlæsningens kunst

70’ernes litteratur var andet og mere end knækprosa og privaterier fra køkkenet og skrivebordsskuffen
Kultur
21. februar 2014
Vita Andersen er en af de forfattere, der bliver genlæst i det seneste nummer af Kritik. Foto: Scanpix

Vita Andersen er en af de forfattere, der bliver genlæst i det seneste nummer af Kritik. Foto: Scanpix

En definition på ’klassiker’ lyder, at det er en bog, man engang har læst og netop er ved at læse igen, endda med en sådan glæde, at man er nødt at snakke om den ustandselig og anbefale læsning af den til andre, her og nu, helst lige med det samme.

Ud fra denne definition har dele af 1970’ernes førhen så uglesete og ofte uretfærdigt udskældte litteratur klart klassikerpotentiale. I hvert fald hvis man skal dømme efter tidsskriftet Kritiks seneste nummer (208). Her foretager Anne-Marie Mai i åbningsbidraget en gennemgribende (og velgørende personlig) nylæsning af Vita Andersens produktion og argumenterer i den forbindelse overbevisende for, at de kategorier, som denne engang blev anbragt i – knækprosa og bekendelseslitteratur – fra starten har været for snævre: »Vita Andersen-skuffen er simpelt hen for lille og for trang til det voksende forfatterskab.«

Genlæser man nemlig som Mai digtene i Tryghedsnarkomaner (1977), de bedste af novellerne i Hold kæft og vær smuk (1978), romaner som Hva’for en hånd vil du ha’ (1987), præsenteres man ganske vist gang på gang for den samme smertelige historie om barnet, der fatalt bliver frarøvet sin barndom; men der foregår i forfatterskabet også et raffineret, i mange tilfælde tematisk højt signifikant spil med synsvinkler, en kreativ krydsning af hverdagsrealismen med eventyrgenren (H.C. Andersen og brødrene Grimm) og en spændende leg med »magiske talehandlinger«, der gør det tilsyneladende private biografiske stof til læserens anliggende.

Stof og form

Netop det der pinlige og biografisk bekendende indgår som nøgleord i flere andre glimrende artikler. Tania Ørum genser og genreflekterer således »Ting. Nogle parforhold«, en gammel, lidt uprætentiøs billedserie fra 1980 af Lene Adler Petersen, og får på indlevet iagttagende måde vist, hvordan disse fotos af parrede, tilsyneladende tilfældige private objekter afviser den dikotomi, hvormed man engang forsøgte at begribe feministisk kunst.

Påstanden lød for 30 eller snart 40 år siden, »at mens modernismen og avantgarden var vendt indad mod kunstscenen, handlede den feministiske kunst om noget virkeligt og substantielt«.

Denne opstilling opfatter Tania Ørum nu som en fejlrepræsentation af både modernismen og især avantgarden og som unødvendigt marginaliserende over for kvindelige kunstnere, som så at sige frakendes retten til formeksperimenter og derved forvises fra den kunsthistorie, de hører hjemme i. En helt tilsvarende revision finder man i Mai Misfeldts sensitive bidrag om Kirsten Justesens kunst. Denne »gør det private offentligt«, som man sagde engang. Men når dette sker, viser det sig, dels at det private er politisk, dels og nok så vigtigt at den private verden rummer en æstetik. Overgangene mellem kønspolitik, hverdagsfænomenologi og kunstæstetik kan og bør til stadighed holdes åbne. Dette Kritik-nummers gennemgående indsigt kommer pudsigt nok tydeligst til udtryk i et lille bidrag, som ellers foregiver at handle om natur. Jeg tænker på Palle Sigsgaards digt »Vækst«, hvori det sigende hedder:

Vi var lettede da liget
røg over bord under orkanen
men der udbrød panik det da
røg om bord igen
senere i orkanen

Hvis orkanen er tiden, vi levede i og heldigvis stadigvæk lever i, og liget er den litteratur, der måtte tåle at blive skrevet under 70’er-paroler, har vi måske her et billede på disse års frugtbare panik. Den artikuleres, synes jeg, smukt af Benedikte Rostbøll, som i et fyldigt tekstanalytisk bidrag gør status over Lone Hørslevs digtning, særlig hendes skilsmissetekster. I disse har Hørslev tematisk et tydeligt fællesskab med 70’ernes bekendelsesdigtere, hvorimod »hun stilistisk og formmæssigt bryder med bekendelseslitteraturen og i flere afgørende sammenhænge distancerer sig fra den og parodierer den.«

Lone og Tove

Lone Hørslev blander, hedder det, på anarkistisk vis brokker af hverdagssamtaler med en flerstemmighed af diskurser: talemåder, remser, hjemmesider og litterære citater, hvad der medfører lynsnare skift i tonefald og stemning. I kraft af disse greb sprænges kategorien ’privat’. Mere berettiget bliver det følgelig at tale om ’performativ biografisme’ og koble forfatterskabet til en mediebevidst og mediemanipulerende forgænger som Tove Ditlevsen. Jo, Kritik vidner med al ønskelig tydelighed om den rehabilitering af 70’erne, som for øjeblikket finder sted. Efter at perioden i to årtier har været dømt ude som narcissistisk og privatlivsfikseret, genopdages nu dens interessante, nybrydende litteratur. Det sker eksempelvis også i Naja Marie Aidts fine artikel om Jytte Rex. Mindre overbevisende forekommer Daniel Dalgaards lovlig tjenstivrige forsøg på at vriste sin lærer Pablo Henrik Llambías fri af de seneste års læsninger af to sonetbøger, et bidrag, der tankevækkende nok bliver modsagt frontalt af en anmeldelse andetsteds i det samme tidsskrift!

Hvormed også være sagt, at Kritik stadig indeholdelser anmeldelser. Denne gang beskæftiger man sig skam også med andet og mere end 70’erne, idet den sidste fjerdedel bringer vægtige (i betydningen lovlig tunge) akademiske bidrag, som kun hænger sammen med resten via den gennemgående interesse for museer og ting.

Kritik nr. 208. Redigeret af Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis. 192 s. Ill. Kr. 160,00. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her