Læsetid: 7 min.

Håndbold er den nye klassemarkør

I 1970’erne blev der bygget mere end 1.000 håndboldhaller i Danmark. Stålkonstruktioner og stålsatte sognerådsmedlemmer stod bag, resultatet blev en folkesport, der personificerer provinsen og det gennemsnitlige i en sådan grad, at det i dag bliver brugt som en klassemarkør på tv
I DRs dramaserie ’Arvingerne’ bliver håndboldhallen brugt til at understrege kontrasten til den kreative familie omkring den afdøde kunstner Veronika Grønnegård. ’Signe er fremmed over for det miljø, og det er håndboldhallen med til at understrege. Det bliver ikke mere almindeligt end at gå til håndbold i provinsen,’ siger Gitte Sommer Harrits, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet

I DRs dramaserie ’Arvingerne’ bliver håndboldhallen brugt til at understrege kontrasten til den kreative familie omkring den afdøde kunstner Veronika Grønnegård. ’Signe er fremmed over for det miljø, og det er håndboldhallen med til at understrege. Det bliver ikke mere almindeligt end at gå til håndbold i provinsen,’ siger Gitte Sommer Harrits, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Martin Lehmann

27. februar 2014

Signe er vokset op i en håndboldhal. Hendes far er træner, hendes mor ordner alt det praktiske i klubben og hendes kæreste er stjernen på herreholdet. Inden hver kamp tager Signe rituelt sin elastik ud af håret og slynger den om hans håndled. Deres liv er bundet sammen af harpiks og gummisko. Håndboldhallen er ikke bare en tilfældig arena i DR’s dramaserie Arvingerne.

»Håndbolden spiller en særlig rolle som klassemarkør,« siger lektor i Statskundskab ved Aarhus Universitet Gitte Sommer Harrits. Håndboldhallen understreger kontrasten til den kreative familie omkring den afdøde kunstner Veronika Grønnegård.

»Signe er fremmed over for det miljø, og det er håndboldhallen med til at understrege. Det bliver ikke mere almindeligt end at gå til håndbold i provinsen.«

Og hvorfor er det egentlig sådan? Forklaringen finder vi i kommunalreformen. Ikke den seneste, men den i 1970, hvor skellet mellem sognekommuner og købstæder forsvandt og mere end 1.000 kommuner blev reduceret til 275. Indtil da blev købstæderne ledet af et byråd, mens man i landkommunerne havde sogneråd. Mange sogneråd frygtede, at lige netop deres lokalsamfund ville drukne i den nye og større kommune. Så de fik travlt forklarer Troels Rasmussen, der er udviklingschef i DGI og har skrevet hvidbog om idrætfaciliteternes organisation og drift.

»Rigtig mange sogneråd når lige akkurat at planlægge og vedtage etableringen af en idrætshal, inden kommunalreformen er en realitet. Det sker i et forsøg på at beskytte lokalsamfundet, og mange af hallerne etableres også med frivillig arbejdskraft og private penge. Det er her fællesskabet står sin prøve,« fortæller Troels Rasmussen.

Fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 80’erne bygges der mere end 1.000 håndboldhaller i Danmark. Men det var ikke kun lokalt engagement, der gjorde det muligt.

»Den teknologiske udvikling spiller også ind,« forklarer Troels Rasmussen; »Håndboldhallens grundform er lavet med rundbuer, og det var noget nyt, at man kunne lave en sådan stålkonstruktion – det billige limtræ var også nyt. Det var pludseligt betydeligt billigere og hurtigere at rejse en hal. Og hvis du besøger hallerne i dag, så ligner de jo hinanden allesammen. Det er det, vi kalder limtræshaller.«

Folkelighed

Og det lykkedes faktisk for de bekymrede sogneråd at skabe nye kraftcentre i hvad, de frygtede, var et truet lokalsamfund.

»Det bliver virkelig et lokalt samlingssted. Hallerne er indrettet med cafeterier, tilskuerpladser og selskabslokaler, der gør det muligt at leve hele sit sociale liv her. Det bliver naturligt, at børnene går til håndbold. Bygningen af disse haller i 1970’erne er forklaringen på, at dansk håndbold bliver en stor succes,« siger Troels Rasmussen.

Faktisk er det så almindeligt at gå til håndbold i provinsen, at det ikke har nogen klar social profil, fortæller lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Jakob Skjøtt-Larsen. Han har undersøgt sociale markører i den nordjyske by.

»10 pct af de interviewede havde dyrket håndbold i deres voksenliv, altså ikke bare som børn. Det samler ret bredt, og kan siges at være en helt almindelig eller folkelig aktivitet i Nordjylland,« siger han.

Håndbold var ikke en stærk markør i undersøgelsen – måske fordi det var så almindeligt, men i eliten blev holdsporten brugt til at afstive identitet.

»Det kan være i positiv forstand, hvor en skoleleder, der ellers går meget op i kunst og litteratur, føler behov for at fastslå, at han altså også kommer og støtter det lokale hold. Med det signalerer han lidt folkelighed. Det kan omvendt også være den elitære gymnasielærer, der lægger afstand til den eufori, der opstår på tilskuerpladserne. Den slags lader man sig ikke rive med af,« fortæller Jakob Skjøtt-Larsen.

Ingen symbolsk værdi

Gitte Sommer Harrits ser en ny tendens i Arvingerne. En tendens, hvor nye klassekonturer bliver tegnet op.

»I mange år har vi både i forskningen og i politik set megen tale om at klasserne er ophævet, men i Arvingerne ser vi, at i vores samtidsfortællinger – både i litteraturen og i filmen – findes klasser stadig. De kommer blot til udtryk på en ny og mere kompleks måde. Vi ved allesammen godt, at vi lever vores liv på forskellige måder, forskellige steder i det sociale hieraki eller rum, og det bruger vi selvfølgelig til at orientere os med. Både dansk og international forskning har vist, at der er klasseforskelle, der trækker på og bruger disse livsstilsmarkører, som forskelsskabende,« siger hun.

Håndbold er det almindelige Danmark og står i skarp kontrast til den kreative og kunstneriske familie på Grønnegård, der synes at have hele verden som legeplads. Ifølge Gitte Sommer Harrits er det også en pointe, at Signes familie er engageret i håndbold og ikke fodbold. Det har blandt andet noget med det limtræ, som vi tidligere har været inde på, at gøre.

»Hvis Signes kæreste Andreas spillede fodbold på højt niveau, ville det rent økonomisk være noget andet. Der er mange penge i fodbold, og du kan potentielt gøre stor karriere i udlandet med millioner i sigte. Når det gælder håndbold, kan man sagtens spille fuldtid på højt niveau uden at forlade sin klasse. Andreas er stadig almindelig, selv om han er den bedste og en stjerne i lokalsamfundet. Dertil kommer, at håndbold ikke er nogen æstetisk lækker sport. Det bliver spillet i de der grimme haller, som vækker afsky hos en kreativ elite, der går op i den slags. Det bliver sådan lidt pommes frites. Håndbold har heller ikke den symbolske værdi som gamle arbejderklassesportsgrene som fodbold eller boksning har. Der bliver ikke skrevet smukke bøger om håndbold, og vi har ikke et sprog til det, som vi har til fodbold, boksning og cykelsport. Der er bare ikke noget æstetisk potentiale i håndbold,« siger hun og smager lidt på ordet. Håndbold.

Overklasse på lægterne

Brugen af håndboldklubben i Arvingerne giver også mulighed for at illustrere, at sport også kan skabe alliancer mellem klasser – og man får øjnene op for, at der er forskellige måder at være overklasse på. Storebror Frederik fra familien på Grønnegård har lagt afstand til det kreative miljø. Han føler, at hans far, der oprindeligt ejede gården, blev forført og forrådt af Veronika og hendes normløse livsstil. Han er ’old money’, og det er ham, der kæmper kampen for arven – ikke på grund af dens kunstneriske værdi, men dens traditionelle, slægtsmæssige og økonomiske værdi.

Da han i første afsnit af serien ser, at Veronika har lavet et værk ud af et af familien Grønnegårds historiske portrætter, bliver han rasende. Konservatoren, han hyrer til at genskabe portrættet, protesterer og siger, at værket er blevet tilført ny værdi med Veronika Grønnegårds fortolkning. »Det skal bare væk!« siger Frederik.

»Frederik er klassisk økonomisk overklasse, men det interessante er, at han kan noget, som den kreative elite ikke kan. Han kan gå med sin søn i hallen og se håndbold. Det ville være utænkeligt, at søsteren Gro gjorde det. Men de er jo ikke så forskellige, når det kommer til stykket. Gro beskæftiger sig ikke kun med kunst for kunstens skyld – den er også et magtmiddel for hende. Hun er lige så meget overklasse som Frederik, hun er det bare med den værdi, der om noget er en klassemarkør i dansk kontekst: Kunst. I dag markerer den en større afstand til middelklassen end penge gør,« siger Gitte Sommer Harrits.

Gros far den fallerede avantgardemusiker Thomas er også overklasse, selv om han er en stakkel, der bor i en skurvogn i haven hos en kunstner, der forlængst har mistet interessen for ham. Han besidder kulturel kapital og forstår de koder og det magtspil, der dominerer den kreative klasse – det gør Signe ikke.

»Man kan være kulturel overklasse ved at have denne særlige viden, og så måske ikke have så mange penge. Man kan også være økonomisk overklasse uden at have så meget kulturel viden, men sådan set bare pengene. Den der tydelige markering af forskellige typer af elite er nyt – og rigtig godt portrætteret i Arvingerne« siger Gitte Sommer Harrits.

Men det er ikke kun den kreative overklasse, der ikke kommer i håndboldhallen. Det er der mange, der ikke gør mere, fortæller Troels Rasmussen fra DGI: »Mange af hallerne står tomme meget af tiden.« De seneste ti år har håndbold oplevet et markant fald i medlemstallet, selv om den stadig er meget eksponeret i tv. Fodbold har derimod oplevet en stigning, fortæller han, for eksempel har pigefodbold fremgang.

»Fodboldklubberne har formået at imødekomme ønsket om større fleksibilitet i dag.« Der er fokus på, at alle børnene skal have en bold og opleve boldberøring både i løbet af en kamp og i træningen, forklarer han: »Håndbold er stadig en udpræget holdsport, der er meget teknisk raffineret.«

Dertil kommer, at antallet af fritidstilbud er så stort i dag – selv i de små samfund – at håndboldhallen ikke længere er et naturligt samlingspunkt. »Hallerne er udfordret af, at der mangler frivillige, og det giver problemer med organiseringen og drift.«

Men de mere end tusind bygninger står der stadig. Som monumenter over middelklassens fremkomst, provinsens selvopretholdelsdrift og holdsportens ånd – og som klassemarkører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dan Nørgaard Laursen
  • Benno Hansen
  • Martin Åberg
  • Storm Lillevang
Dan Nørgaard Laursen, Benno Hansen, Martin Åberg og Storm Lillevang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Johansen

Mon ikke der er skrevet en og anden lyrisk kommentar til Luc Abalos majestætiske svæv gennem med- og modspillere, lige før han får netmaskerne til at blafre? Håndbold har ingen tilstedeværelse i den anglosaksiske verden, og er derfor allerede af den grund en nichesport. Meget af den æstetik og mytologisering som er blevet fodbold og boksning til del kommer vel fra England og USA, især når vi taler boksning med skribenter som Schulberg, Liebling, Mailer, Hemingway og Joyce Carol Oates. Grunden til at håndboldæstetik mest er sure gummisko og triste boblehaller er måske simpelthen at håndbold globalt set er en marginalsport. Cykling har ikke vist ikke rigtigt nogen æstetik tilknyttet ud over den Jørgen Leth har givet den - men det er også en hel del! ;-)

Dan Nørgaard Laursen, Karsten Aaen og Daniel Kjeldgaard Jakobsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Håndboldens udbredelse i Danmark har givetvis ikke stået mål med dens rolle i dramatikken. Der er med andre ord en stor kreds af tv-seere, der ikke tilgodeses i tv-serierne - og som måske kan bringe seertallet længere op over de to millioner!
Det fungerer i hvert fald fint, og Jens Jørn Spottag får igen og igen lejlighed til at demonstrere på scene, skærm og lærred, at han er still going strong og fit for fight. :-)

håndbold favner breder en denne artikel giver udtryk for ,der er lige fra den arbejdløse til direktøren på banen uden at der bliver set skævt til nogen og fordi man spiller håndbold så kan man da stadig gå til en klassik koncert eller på muserum .
det er min erfaring efter at have arbejdet med håndbold i 15 år .

Steffen Gliese, Viggo Okholm og Thomas Rasmussen anbefalede denne kommentar
Thomas Rasmussen

Sikke noget vås om klasse. Der er vist nogle eksperter, der aldrig har været på et af landets mange grimme fodboldstadioner, endsige prøvet at se op til en stjerne på fodboldholdet, som til dagligt arbejder i den lokale bank. Der kan være 1000 årsager til forfatterne har valgt håndbold: Måske er fodbold bare altid for klichefyldt på tv, måske skal vi bare have indtryk af Signes familie som et sted man fighter sig til succes, selv når det er vinter, måske er dansk klubhåndbold bare bedre end dansk klubfodbold og derfor troværdigt i fortællingen...

Viggo Okholm, Carsten Søndergaard, Michael Kongstad Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Roald Andersen

Jeg fandt på den ene side serien, Arvingerne, fremragende og noget af det bedste og medrivende jeg har set på dansk tv i mange år, og samtidig en af det mest pinlige jeg længe har set. Aktørerne gjorde nemlig alt det man frygtede, sagde alt det, de skulle have tiet om eller sagde det på en forfejlet måde, var endnu mere selvoptagne, ureflekterede og kyniske end man håbede, for de var jo også empativækkende og menneskelige.
Men for mig var serien primært et indblik i en familie og et ret kynisk indblik i kunstverdenen, ikke i håndboldens verden.

Hvad der drev eller driver ildsjælene i de tusindvis af klubber, her håndboldklubber, fik vi ingen indblik i. Hvad der har fået titusindvis af frivillige til at bruge hundredtusindvis af timer på at bygge, og millionvis af timer på at drive og vedligeholde de oven for omtalte haller og de der hjemmehørende klubber, blev ikke berørt eller vist.

Jo, selvfølgelig er det også en drivkraft, at man i perioder (som i serien) oplever personlig optur og succes, men for de fleste er drivkraften nok mere, at man her kan opleve et uforbeholdent sammenhold om at gøre noget sammen (helst hele familien), noget man holder af, forstår og værdsætter.
Det er i hvert fald det, der holdt mig i gang i mange år og fik mig til at bruge tusindvis af timer på frivilligt arbejde. I foreningen kunne jeg opleve succes, når noget lykkedes og have udfoldelsesmuligheder, der ikke var plads til i mit arbejdsliv. Hvis man vil have noget ændret i foreningen eller have udviklet noget, kan man som regel bare bare gå i gang. Hvis man kan skaffe arbejdskraften og opbakningen, kan alt lade sig gøre.
Og det behøver ikke være det helt store, der rydder overskrifterne. En vellykket klubfest, en ny aktivitet eller et vellykket stævne kan føles lige så godt for de involverede, som en guldmedalje til førsteholdet.

Alt det var ikke rigtigt med i Arvingerne og det ville nok også have forplumret trådene i historien. I Arvingerne blev kunstnernes egensindighed, genialitet og egoisme (ikke helt med urette vil jeg mene ud fra min egen familiemæssige erfaring) i nogen grad udstillet og brugt til en ramme om familieintriger – og galleristerne (det er jo angiveligt kun dem, der kun tænker i penge) fik med rette eller urette en med grovfilen.

Men det var nu ved nærmere eftertanke lidt synd for klubhåndbolden.

Lars Dahl, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Klassemarkør? Rend mig et vist sted. "Kender du typen", som et tv-program hedder. Der markerer køleskabets indhold klassen. Men hvad for resten med DOF (Dansk ornitologisk forening), Dansk lystfiskerforening, Dansk frimærkesamlerforening, hvilken klasse markerer de?
I øvrigt bruges hallerne til andet end håndbold.

Dan Nørgaard Laursen, Lars Dahl, Karsten Aaen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, Flemming Scheel Andersen og Thomas Rasmussen anbefalede denne kommentar

Spiller man håndbold så spiller man fordi man har lyst, der er lidt penge i denne sport i dag, men for den brede befolkning er "klassen" ligegyldig, her kan alle være med og tredje halvleg kan gå op i diskussioner og verdenssituationen, men det er det.
Serien rammer godt og skarpt mennesket og det er det.

Steffen Gliese

Det er jo dejligt, at folk har været så begejstrede for "Arvingerne", det har jeg også selv, og jeg glæder mig over, at den fortsætter med en ny runde - så kan man jo håbe, der bliver mere plads til foreningslivet, der jo ret beset er blevet underspillet i alle danske serier, fra "Huset på Christianshavn" over "Matador" og videre.
Men det er rigtigt, at det mere har været en skal rundt om ægget, det kunstnerisk miljø, hvor vi i brudstykker har mødt formanden og juristen og enkelte andre. Håndbolden tjener jo også som modvægt til det rodede liv, der er blevet levet på Grønnegården, og de katastrofer, det fører med sig, når de to planer blandes.

Det er altid problematisk, når man forsøger at stoppe virkeligheden ned i en teoretisk kliche. Min far var idræts- og foreningsmenneske - og arkitekt. Han døde i 1966, men inden da havde han tegnet og bistået ved opførelsen adskillige sportshaller, som blev bygget ved frivillig og delvis frivillig kraft.
Han anede ikke noget om nogen 1970 kommunalreform, og jeg, der er vokset op i hjertet af det mørke Jylland, med håndbold og badminton på fritidsskemaet, er nødt til med mine senere sociologiske/antropologiske briller at dømme disse 'eksperter' ude i hampen.
Jeg vil insistere på, at vi må se opkomsten af sportshaller ud over det ganske mørke Jylland som en del af en kompleks kulturbevægelse, hvor håndbold, badminton og den slags konkurrencesport langsomt men sikker udkonkurrerede dels den langt alsidigere spejdersport og ikke mindst den frie leg, hvor børn selv udviklede, modificerede og ikke mindst forhandlede sig til egne regler. (Hvornår kan før-skolebørn forstå, at et pind-gevær ikke kan dræbe gennem en ribsbusk? Og der skal også være plads til at Stig kan flygte, selvom han har haft børnelammelse.)
Nuvel. Jeg har fået travlt med Albert Camus...

@ Roald Andersen. Du har så ret i det meste af det du skriver f.eks.: "Men for mig var serien primært et indblik i en familie og et ret kynisk indblik i kunstverdenen, ikke i håndboldens verden. "
Indsigt i 60ernes +/-10år's kulturliv uden for parnassets selvsnobberi kunne dramaagenterne havde fået ved at læse Fodboldengelen. Her er der åbnet for et kompliceret syn på drivkræfterne i den før-kommercielle foreningssport fodbold.

Dan Nørgaard Laursen

Hvis en af pointerne er følgende, som Gitte Sommer Harrits (GSH) udtaler sig i artiklen - ”...Der er bare ikke noget æstetisk potentiale i håndbold…" - kunne det være interessant at spørge, hvilket blik GSH har, når hun ser på spillet og analyserer dets essens. Kroppe i bevægelse har vel egentlig alle et æstetisk potentiale, uanset om det er spring gymnaster, synkron-svømmere, fodboldspillere eller massive håndboldspillere, der forsøger at udfolde sig kreativt. Det smukke fremtræder for det blik, som vil tillade sig selv at blive indviet i den specifikke idræts-grens essens og logik. Det forudsætter, at blikket er indstillet på at lade sig blive forført af kroppe i bevægelse, når de forsøger at (gen)skabe deres udtryk og præstationer i konkurrence sammenhæng. I boldspillene vil det være oplagt at sige, at hver ny kamp har sit eget liv. Med en sådan tilgang vil du give dig selv muligheden for at blive forført af kroppe i bevægelse - også for uindviede tilskuere, der ser en håndboldkamp for første gang. Jeg stiller mig derfor også undrende overfor det begreb om kreativitet, der præsenteres i artiklen i Information. Det at udfolde sig kreativt er åbenbart en egenskab eller evne, som kun tilhører den 'kreative klasse' - hvem det så er? Kreativitet kunne i stedet betragtes som et hverdagsligt fænomen, der fremtræder i alle menneskers liv i større eller mindre grad – hvor personer i fællesskaber ved anvendelse af opfindsomhed forsøger at omsætte, genbruge og fornyer ideer til brugbare og hensigtsmæssige praksisformer. Det kunne fx være, når man prøver at spille med en ekstra markspillere - 7 mod 6 – hvorved man udfordrer gængse måder at spille håndboldspillet på - på såvel bredde som eliteniveau.

olivier goulin

Artiklen kaster et pludseligt lys over en fornemmelse, jeg altid har haft omkring håndbold - uden helt at kunne sætte ord på - udover at der var noget umiskendeligt provensielt og småborgerligt over det.

Men det kan man jo næsten ikke sige - indtil denne artikel gjorde det.

/O

Arvingerne understreger håndbold rolle som klassemarkør.

Her er den "Kreative" klasses fordomme virkeligt illustreret:
"Håndboldfolket" er håndværkere, er ukultiverede, går i grimt tøj, bor i små grimme huse med grimme møbler.
Selv når de får et kæmpehus går de straks i gang med at dele rummene op så det passer til deres grimme møbler .
"Kulturfolket" har attraktive stillinger, bor i arkitekttegnede huse eller luksuslejligheder, har designermøbler, og går i elegant tøj.