Læsetid: 4 min.

Historiens kunstneriske klangrum

Vi har fortiden med os – måske uden at vide det
Som San Clemente-kirken i Rom bærer vi rundt på historie, som langsomt graves frem. Kirken bruges af Klaus P. Mortensen som billede på, at vores opfattelse af verden har en slags arkæologisk dimension.

San Clemente

14. februar 2014

San Clemente, den lille smukke kirke i Rom fra omkring 1100, aflægger et interessant historisk vidnesbyrd. I tidens løb har man udgravet rester af hele tre tidligere bygningsværker nedenunder, fortæller Klaus P. Mortensen i et af sine såkaldt bevidsthedshistoriske strejftog, et antal artikler, essays, foredrag i 2000-tallet, samlet op og tematisk bearbejdet og koordineret under titlen Genkaldelse. Nu er det ikke sådan, at professoren er i gang med et bidrag til interessen for litteratur og kunst som knyttet til steder, at han nævner kirken, men for at anskueliggøre, at vores opfattelse af verden har en slags arkæologisk dimension. Bevidstheden bærer med sig en erindringsevne, som let vækker barndomsoplevelser til live, men ikke det alene, langtrækkende kulturmønstre er med til at danne vores identitet. Ubevidst arver og gentager vi sådanne mønstre, som de kommer til udtryk i litteratur og billedkunst, og bevidsthedshistorien kan afdække deres forandringer gennem tiderne. Det er navn for en kunstens ide- eller åndshistorie i særlige pointeringer, som Mortensen har gjort det i alle sine bøger og studier. Vægten har han lagt på 1800-tallet, guldalderen og det moderne gennembrud og deres forudsætninger.

De aktuelle strejftog kan ses som en smuk sammenfatning og præcisering af hans studier. En genkaldelse, personlig, men også af det, som før var pensum og dannelsesmateriale i skolen og nu trods kanonkrav nærmest er ukendt og ikke genkaldt stof, minimeret selv i universitetsundervisning. Brorson, Tullin, Baggesen, Oehlenschläger, Heiberg, Hertz, Hauch. Jovist, H.C. Andersen er altid til stede, Og Brandes, J.P. Jacobsen, Bang og Pontoppidan er næppe sunket ned i arkæologiske lag, tilpas synlige oven over kirkegulvet efter den proces af verdsliggørelse, der går gennem hele perioden fra religion mod biologi, fra metafysik mod positivisme.

To malerier

Et efterord gengiver fotografisk to træer på hver sit maleri i farver med samme motiv, et forkrøblet træ, der på en høj strækker sig mod himlen. Jens Juels 1700-tals landskabsbillede dyrker den sublime natur, hvor lyset gennembryder de mørke skyer og får en til at ane symbolikken, den skrøbelige menneskekrops søgen mod en højere verden, i sidste ende en Golgata-forestilling. Per Kirkeby har også anbragt sit træ på en høj mod en rød himmel, et sætstykke har han selv kaldt det, ser jeg i Poul Erik Tøjners bog om maleren. Det ironiserer over landskabstraditionen og peger på sig selv som kunst med et træ ’genindkaldt til fornyet tjeneste som ikon’. Arabeske, slyngplanteagtige former i forgrunden indrammer træet, siger Mortensen. Men mine øjne ser nu i disse lianer to forvredne sorte skikkelser ophængt på hver side af træet. Men måske er det snarere et rent bibelsk gengangeri hos beskueren.

I afsnittet om ’Himmelgalleriet’ hos Arrebo, Kingo, Brorson og Stub og med særligt henblik på Heiberg viser han, hvordan naturen og stjernerne går fra at være budbringere eller tegn på Guds orden til at være projektioner af menneskers længsel, en søgen efter en overordnet mening. Videre om, hvordan naturen sættes i ramme i spændingen mellem et spontant naturindtryk og det kultiverede øje, hvorved det ’pittoreske’ opstår i maleriet, en mere latent guddommeliggørelse, som det også afspejles hos Ewald og Baggesen. Mortensens særlige speciale i hans fremragende bog Svanen og Skyggen om den unge H.C. Andersen, hvis nye, store Samlede værker han også har redigeret, viser sig her i en smuk analyse af den lidt mindre kendte Billedbog uden Billeder, hvor månen fortæller om menneskers almindelige og særegne liv. Dermed opfandt han ny genre ved siden af eventyrene: prosadigtet, som siden blev en eksklusiv modernistisk hybrid af prosa og lyrik.

Ismænd

Andersen inddrages også i essayet om ’Ismænd’, sammen med J.Th. Lundbye og Søren Kierkegaard i deres forhold til erotikken, der hos dem omveksles til kunstvilje. Det sættes i relief af det moderne gennembruds erotiske problemfelt, hvor kærlighed og køn kan antage krampagtige former i nye arabesker og sjælens døde riger, samtidig med at naturen og guldalderens genrebilleder skrumper og storbyen fylder billedet og billederne ud. Sådan hos Herman Bang og atter Pontoppidan i romaner, hvis kompleksitet udfoldes af et mylder af mennesker i Bangs impressionistiske formsprog, f.eks. i Stuk og i den andens De dødes Rige. Den er det tidligste eksempel i europæisk litteratur på den kontrapunktiske romanform.

Klaus P. Mortensens egen noget inklusive, men særdeles velformede skrivemåde brillerer i effektfulde sammenligninger og modstillinger som udtryk for lange traditioner og mønsterdannelser i udvikling eller spring i tid. Midtvejs i bogen handler det om ’sublimt blændværk’ i det arrangerede møde mellem Jens Baggesens ekstase på Strasbourgs Münster, domkirkens øverste spir, og Hans-Jørgen Nielsens konfrontation med Manhattans skyskrabere i essayet ’Billeder af intetheden … den reelt eksisterende postmodernisme’, en antiromantisk iscenesættelse af Manhattan i solnedgangen. Bevidshedshistorier eller intertekstuelle genklange.

 

Genkaldelse. Bevidsthedshistoriske strejftog: Klaus P. Mortensen. Forlaget Anis. 220 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu