Læsetid: 7 min.

Hvid middelklasse på udebane

Den politisk korrekte klasse forstår ikke, at mennesker i andre kulturer træffer andre valg end os. Til gengæld udøver vi gavmildt holdningskolonialisme og fortæller dem, at de burde overtage vores værdier. Henrik List har skrevet en ny roman om dansk frisind og åbenhed. Eller mangel på samme
’Man har svært ved at forstå, at nogle kvinder, der lever i en anderledes kultur, træffer nogle andre valg end danske middelklassekvinder, der arbejder som gymnasielærere, journalister eller grafiske designere,’ siger Henrik List

’Man har svært ved at forstå, at nogle kvinder, der lever i en anderledes kultur, træffer nogle andre valg end danske middelklassekvinder, der arbejder som gymnasielærere, journalister eller grafiske designere,’ siger Henrik List

Jakob Dall

3. februar 2014

Rune er ung. Han har en kæreste, der går på RUC. Han er journalist og bosat i København. Og så er han en karakter i Henrik Lists nye samtidsroman, Solen skinner aldrig på en go-go-bar, og repræsentant for en generation, der ifølge Henrik List er vokset op i et samfund, hvis værdier er grundlæggende feministiske. Derfor chokeres han, da han i jagten på den gode historie lander i en global virkelighed, som ikke abonnerer på hans bløde værdier.

»Rune er et barn af sin tid. En ung mand 30’erne, der er præget af et feministisk uddannelsessystem, der overfladisk set har de rigtige holdninger,« forklarer Henrik List om sin nye roman.

»Jeg ville se, hvad der sker, hvis man kaster den her type mand og hans kreative klasse-værdier ned i en laboratoriekolbe, hvor de bliver udfordret.«

Laboratoriekolben er det notorisk berygtede Pattaya i Thailand, hvorfra den respekterede, danske kunstner William Flemming lægger an til en comebackudstilling. Han har med yngre thailandske piger parafraseret den franske kunstner Paul Gauguins berømte kvindebilleder fra Tahiti. Måske er pigerne mindreårige. Måske er de ikke. Det er ikke så vigtigt. Der er blevet tændt skandalelys på de danske avisredaktioner, og de to journalister Rune Mathias Lütken og Robert Bob Larsen får til opgave at opspore William Flemming og servere en saftig skandale, der kan pryde lystavler og forsideplakater derhjemme.

Hvis det lyder bekendt med en eksileret dansk kunstner, der anklages for at have trukket den koloniale stråhat lidt for langt ned i panden, er den god nok.

»Inspirationen er selvfølgelig Jørgen Leth-sagen, men det er ikke nogen nøgleroman. Jeg har ønsket at skrive en dansk samtidsroman. En satire over det, man kunne kalde den kreative, politisk korrekte middelklasse i Danmark, og som undersøger, om vi har lært noget af for eksempel Jørgen Leth- og Jeppe Kofod-skandalerne.«

Svaret er kort fortalt nej. Det har vi ikke. Tværtimod er der ifølge Henrik List en god chance for, at en tilsvarende sag kun ville blive blæst endnu mere ud af proportioner i 2014. Blandt andet på grund af nypuritanisme repræsenteret af en kreativ middelklasse, der har gjort det berømte danske frisind til en skrøne.

Middelklasse på udebane

Jeg har sat Henrik List stævne på Cafe Blomsten på Istedgade. Den tidligere journalist, essayist og Vesterbro-dreng hilser hjemmevant på bartenderen. Klientellet er klassisk for de fleste københavnske værtshuse en fredag eftermiddag. En blanding af studerende og stamgæster, der ryger og drikker de samme øl og cigaretter, men hvis bevægelser i lokalet fortæller vidt forskellige historier.

Klientellet er også klassisk for den måde, Henrik List ser på danskerne.

»Vi er ikke det homogene samfund, man kan få indtrykket af i den politiske diskurs. Vi er stadig et klassesamfund. Men et klassesamfund, som den kreative klasse har formået at omfavne i et kollektivt vi, som repræsenterer den gode smag og de rigtige holdninger. Dem, der kan lide sushi, god vin og moderne kunst i stedet for frikadeller, fadøl og X Factor

Og som ikke er bange for at rejse rundt i verden med en misforstået idé om, at vi skal lære andre kulturer, hvordan de skal leve deres liv.

»Der ligger en enorm naivitet indlejret i den her politiske korrekthed, der har sejret i Danmark, og som vi konstant arbejder på et udbrede. Vi har en idé om, at hvis alle andre levede ligesom de veluddannede segmenter i storbyen, så ville verden være et bedre sted. Det er naivt at tro, at vi i et lille land som Danmark skulle være så meget bedre eller klogere end resten af verden,« siger Henrik List.

Holdningskolonialisme

For selv om vi bilder os ind, at vores værdier er bedre, og at vi er andre kulturer moralsk og økonomisk overlegne, er vi for længst blevet overhalet, mener Henrik List. Vi ved det bare ikke.

»En ven gjorde mig opmærksom på, at når man lander i København efter at have været i Singapore, Bangkok eller Hongkong, er det ligesom at stige ud i et frilandsmuseum, og jeg mener faktisk, han har ret. På mange måder halser vi bagefter. Der sker selvfølgelig spændende ting i Europa, men det er nok kun os, der tror, at vi stadig er foran som kultur.«

Generelt har vi ifølge Henrik List svært ved at indse vores nederlag som kultur. I stedet praktiserer vi snarere en ny kolonialisme. En form for postkolonial holdningskolonialisme, som vi udøver, når vi f.eks. som ngo’er rejser ud for at hjælpe fremmede kulturer med at leve det rigtige liv.

»Man har svært ved at forstå, at nogle kvinder, der lever i en anderledes kultur, træffer nogle andre valg end danske middelklassekvinder, der arbejder som gymnasielærere, journalister eller grafiske designere. I Thailand er der for eksempel nogle helt andre kønsroller, og kvinderne er overfladisk set måske undertrykte, men er i stand til at sætte sig igennem og få indflydelse på deres egen måde.«

»Jeg mener, at mange ngo’er og organisationer – kristne såvel som feministiske – er ude på et nyt korstog. De er nutidens missionærer. Det lykkedes ikke at sprede det kristne budskab, men nu kommer vi så til gengæld og hjernevasker dem med vestlig tankegang.«

– Et korstog mod det seksuelle frisind?

»Nej, et korstog mod deres autentiske, fremmede seksuelle kultur. Vi forstår ikke, at de ikke vil lytte, når vi kommer for at sælge vores værdier, og så sætter vi gang i en af de værste mekanismer i den nypuritanske diskurs, når vi konkluderer, at det er, fordi de ikke ved bedre selv. De er ofre og forstår det ikke, lider af falsk bevidsthed, og så må vi hjælpe dem med at se lyset. Der er en årtusindgammel tradition for konkubiner og udveksling af sex i den thailandske kultur, og der er ikke den samme fordømmelse, som der er i den protestantiske kristendom.«

– Men er der nødvendigvis noget galt i at kæmpe for at udbrede sine idealer?

»Jeg synes, man skal passe meget på med at kæmpe på andres vegne uden at have talt med dem, og uden at de har bedt om ens hjælp. Det er min erfaring livet igennem, at mange af dem, der kæmper mest idealistisk og skinhelligt på andres vegne, ofte har meget lidt føling med den, de kæmper for.«

Vi rejser

Men måske kunne vi faktisk komme ud over puritanismen, hvis vi lader den fordømmende attitude blive i lufthavnen, når vi rejser ud, mener Henrik List.

»Det hedonistiske og det spirituelle smelter sammen side om side i Thailand. Det er en fin og smuk måde, man formår at forbinde det frivole og det religiøse.«

Og romanens Rune bliver faktisk klogere under den korte dannelsesrejse i Pattaya, som fortællingens anden journalist, Robert Bob Larsen, kalder »betahannernes reservat«: et reservat for tabermænd, som overklassen og den politisk korrekte middelklasse matroniserende ser ned på. Men ikke et reservat uden kvaliteter, hvilket Robert Bob Larsens egen fortælling vidner om.

»Han færdes meget komfortabelt i det her miljø, hvor man køber og sælger seksuelle løsninger, er blevet meget involveret i buddhismen og har gjort op med den kristne kultur, vi alle sammen er vokset op med, og som er forbundet med en enorm skam. I stedet nærmer han sig det nærvær uden skam og skyld, som man finder i buddhismen, hvor der ingen straffende gud er, men kun et ønske om at være i nuet.«

Vi er som protestanter født med et kors på skuldrene, som vi ikke bare sådan lige kan ryste af os.

»Vi sidder fast i fortiden og bekymrer os om fremtiden, men vi er aldrig helt nærværende i nuet. Det er vist et problem for mange af os i den vestlige verden med stressede tilværelser og et problem, vi slæber med, når vi rejser ud,« forklarer forfatteren.

»Når man kommer ud med alle de fordomme i håndbagagen for på den ene side at opleve det autentisk fremmede og på den anden side med en idé om, at ens grundlæggende værdier er bedre end deres, kommer man jo aldrig til at opleve det rejsemål, man tager til.«

Håb endnu

Men der er håb for danskerne, ifølge Henrik List. Både som danskere i Danmark og som turister.

»Der er måske grundlag for en ny maskulinitet i en karakter som Rune, der bliver klogere på sig selv i mødet med en mere barsk og brutal kultur og på den måde finder ud af at kombinere den følsomme mand med en mere klassisk maskulinitet, som han opdager i Thailand.«

Derfor må vi vænne os til at rejse ud i verden og åbne os i stedet for at lukke os om os selv.

»Vi ser ofte ned på dem, der rejser ud for at sætte sig på en bodega sammen med andre danskere og spise gris og drikke bajere. Men i virkeligheden er det ikke mere begrænsende end at rejse ud tynget af alle sine forældede politisk korrekte værdier.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Strøm
  • ole eising
  • Erik Jensen
Henrik Strøm, ole eising og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Det er forkasteligt, at vi sådan dømmer andre og regner os for bedre og mere moralske end dem.

Siger Henrik List, som ikke lader til at bestille andet.

*Suk*

Eva eldrup, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Og forresten, er værdirelativisme ikke noget af det, "den kreative klasse" som regel får allermest på puklen for?

Det skal jeg ikke nødvendigvis skyde Henrik List i skoene, men lidt sjovt er det.

Lise Lotte Rahbek

Troels K.P.
Ja, jeg sidder også med et skævt smil.

Det er uklart, hvis fordomme der er mest iøjefaldende her .
Men det kan se'fø'li også være anmeldelsen, som giver det indtryk - og så er vi j ude i fordomme fra anmeldelseslæseren også. Det bliver det ikke mindre morsomt af.

'Vi er som protestanter født med et kors på skuldrene, som vi ikke bare sådan lige kan ryste af os.
»Vi sidder fast i fortiden og bekymrer os om fremtiden, men vi er aldrig helt nærværende i nuet.
nåeee.... det er den større horisont, aha. Ja det er belastende....

Søren Rehhoff

Jeg ved ikke hvor meget "autentisk" thailandsk kultur man finder i Pattaya, det er vel nærmest et sted, der er bygget op omkring at imødekomme vestlige turisters ønsker. Det begyndte at udvikle sig under Vietnamkrigen, hvor det var et af de steder amerikanske soldater blev sendt på orlov.

Karsten Aaen, Steffen Gliese og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er rigtigt, at nypuritanismen er ganske rædselsfuld - jeg ved ikke, hvad I gik og lavede i det kulturelle miljø i 90erne, men hæsligt kom det til at se ud efter 25 års kamp og derpå udlevet frisind.
Man må dog sige, at List har et meget bizart blik på netop frigørelse og kvinders "andre måder" at sætte sig igennem på - det er ikke bare den danske middelklasse-, men også alle mulige andre klassers-, kvinde, der står for moderniteten her. Kvinder i Danmark og Europa er ikke henvist til den uformelle magt; men det lader til, at List har et stort problem med netop det lige samfund, som jo i høj grad ikke handler om femini-, men om cvilisering af den del af samfundet, der hidtil ikke har haft ressourcerne til at indgå i den fælles kultur. Og det er stadig ikke et fuldbrugt projekt - dér kom puritanismen rigtigt nok i vejen.

Fint nok hvis Thailand og prostitution er så fantastisk for List. Men kan han ikke bare få det udlevet og have en fest med det? Hvorfor det skal gøres til en samfundskritik, hvorfor der skal skydes på 'nypuritanisme' og den 'kreative klasse', forstår jeg ikke. Det virker altid lidt krampagtigt, når ens projekt er afhængigt af, at man har nogle at være i opposition til..

»Vi ser ofte ned på dem, der rejser ud for at sætte sig på en bodega sammen med andre danskere og spise gris og drikke bajere. Men i virkeligheden er det ikke mere begrænsende end at rejse ud tynget af alle sine forældede politisk korrekte værdier.«

"Måske er pigerne mindreårige. Måske er de ikke. Det er ikke så vigtigt."

Bliver der sat lighedstegn mellem at rejse 8.470 kilometer for at spise gris og drikke bajer, og så ikke at mene at Thailands sexindustri har et seriøst problem med handlen af mindreårige piger og drenge?

Hvis de der rejser ud var handelsfolk som i gamle dage, så var der ingen problemer.
Hvis en handelsmand vil ændre kulturen i det land, hvor han kommer for at handle, vil han hurtigt gøre sig upoppulær, og dermed vil hans økonomiske grundlag smuldre, og han må tage hjem, når han ikke kan handle.
Derfor vil en dygtig forretningsmand, altid akceptere den lokale kultur, og sådan bør det vist også være.
De der kommer til et andet land for st ændre kulturen der, burde blive hjemme.