Baggrund
Læsetid: 8 min.

Hyldest til en hund

Efter 13 år bød tæven Svea verden farvel. Hendes ’ejer’, Klaus Lynggaard, benytter lejligheden til at reflektere over kærlighedsforholdet mellem hund og menneske, for så vidt et sådan overhovedet findes
Kultur
17. februar 2014
En hund er ikke bare en hund. Det er den dér helt specielle hund, man har fulgtes med gennem tykt og tyndt i et vist antal år. Det er et væsen, som i den grad besidder personlighed ofte i højere grad end mange mennesker

En hund er ikke bare en hund. Det er den dér helt specielle hund, man har fulgtes med gennem tykt og tyndt i et vist antal år. Det er et væsen, som i den grad besidder personlighed ofte i højere grad end mange mennesker

Klaus Lynggaard

En trist decemberdag sidste år skrev jeg følgende opdatering på Facebook: »I dag bød Svea verden ret farvel. Jeg hilser dig, hund, og takker dig for alt. Bedre dyr skal man lede længe efter. Det var en ære at lære dig at kende.«

Og på den for mig så smertefulde dag kunne jeg efter endt statusopdatering læne mig tilbage og lade sympatitilkendegivelser fra nær og fjern skylle mig i møde, ikke mindst fra folk, der selv havde prøvet at have, at elske og at miste en hund.

For at miste en hund er næsten ubærligt. Og lad os i samme åndedrag få en ’klassiker’ af vejen: Nej, det er ikke værre end at miste et menneske. Slet ikke. Det er grundlæggende overhovedet ikke sammenligneligt. I sin fremtoning og adfærd er en hund et mindre komplekst væsen, fri for vores iboende modstridende kræfter og de mørke sider, det kan være næsten ulidelige at arbejde med hos én selv såvel som hos andre. Tilsyneladende. Her skal hverken påstås, at hunden er ’god’ eller en ’bedre’ skabning end mennesket; hvad fanden skulle den også kere sig om det for? Der skal løbes og leges, soves og spises, og viser et byttedyr sig, ja, så blotter den tænderne og sætter dem gerne samme i offeret, lige meget hvor godt ’opdraget’ den er. Og i mødet med en anden hund skal der øjeblikkeligt etableres en hakkeorden, som begge parter den ondelyneme har at overholde, ellers har vi balladen.

Så på nogle måder er hunden måske mere i harmoni med sig selv og sin natur. Hvilket igen rejser spørgsmålet: Hvad er hundens natur? Det kommer an på, hvilken race den tilhører, og hvordan den er blevet behandlet. Kan hunde da traumatiseres? Mon ikke!

Noget af det kaldes opdragelse, noget af det skyldes frygt eller uvidenhed, men der knægtes nogle gode køtere på verdensplan hvert sekund. Det kommer der ikke specielt gode hunde ud af efter min mening. Og så er der spørgsmålet om, i hvor høj grad dens racemæssige behov imødekommes. For alle racehunde er resultat af avl med henblik på bestemte formål. Jagthunde, fårehunde, trækhunde, vagthunde, kamphunde, skødehunde, you name it, en omhyggelig udvælgelse gennem utallige generationer har fundet sted for at fremavle nogle ganske bestemte træk. Og et staldtip herfra: Når og hvis du forelsker dig i en hund, så undersøg dens raceegenskaber først. Det kan spare begge parter for mange kvaler. Selv såkaldte gadekryds bærer bestemte karaktertræk i deres gener fra de involverede parter.

Den Ordløse Zone

Åh ja, der er så meget, der presser sig på, at det virker næsten lammende på mig. Jeg, der ellers ikke har problemer med kæften eller skriften. Ok, sidstnævnte med et hav af undtagelser, for der er jo hånden på hjertet altid et eller andet her i verden, der er sjovere end at skrive. Gå tur med sin hund, lege med den (hvis den gider), ae den og kigge ind i dens uudgrundelige blik. Holde enetale for den. For ser den ikke bare så klog/sød/deltagende/etc. ud, mens den lytter? Det hører alt sammen hjemme i Den Ordløse Zone (selv enetalerne), hvor man som menneske et kortere eller længere øjeblik kan tillade sig at møde noget andet end sig selv og sin egen art. Noget, der ikke er menneskeligt (på godt og ondt), men alligevel beslægtet dermed. Pattedyr er vi trods alt begge. Og flokdyr, trods dyrkelsen af individet i kulturkredse.

Min kære kollega på nærværende dagblad Ralf Christensen holder af at fortælle om en passage i et Tom Waits-interview, hvortil denne har medbragt sin hund. Journalisten spørger på et tidspunkt Waits, mens de sidder og betragter hundens strejfen, hvad han tror, den tænker på.

»Åh,« svarer Waits, »jeg tror, den er optaget af langt vigtigere ting end tanker.«

Nu ved jeg jo ikke med Dem, kære læser, men min egen bevidsthed minder til forveksling ofte om digtets sønderskudte banegård om end knap så skøn. Hulter til bulter presser gjorte og især ugjorte ting sig på side om side med såvel opbyggelige som destruktive tanker, og nedenunder kører det protestantiske mantra, ’Arbejd! Arbejd!’ i en uendelighed.

Det er noget af en heksekedel, og den eneste effektive afbryder er søvn. Hvor man træder durk ind i drømmenes larm. Men intet fejer lortet af banen som samværet med et væsen på fire ben, der nærmest er skumfødt zenbuddhist, hvad angår accept af tingene, som de nu engang er. En kyniker vil måske påstå, at det er, fordi hunden ikke kan forestille sig andet end det nærværende øjeblik; hvad kynikeren givetvis kunne lære noget af.

Det er Lassies skyld

»Det er jo bare en hund,« som min far altid sagde.

Wrong! Det er netop ikke bare en hund. Det er den dér helt specielle hund, man har fulgtes med gennem tykt og tyndt i et vist antal år. Det er et væsen, som i den grad besidder personlighed ofte i højere grad end mange mennesker. Det er den, der lærer én, at et væsen af en anden art end vores dominerende og grundlæggende lidet charmerende bud på samme kan en masse, vi ikke kan. Jeg vil gå så langt som at sige en masse, vi knap nok fatter. Den med mennesket som skabningens herre, eller hvad man nu siger, giver jeg ikke en skid for, kategorisk imperativ eller ej. Men den udbredte og noget problematiske holdning til hunden (og alle andre dyr, for den sags skyld) som noget laverestående huer mig ikke.

Lad os bare give Lassie skylden. For her har vi en hund, som er både smuk, intelligent og velopdragen grænsende til det menneskelige (!), og som trodser jeg ved snart ikke hvad for at komme tilbage til sin herre og mester. Det kolporterer i den grad myten om hunden som menneskets bedste ven, og det kan ikke udelukkes, at en sådan hund engang har eksisteret, men den kan lige så vel være et produkt af en forfatters fantasi parret med ønsketænkning fra Hollywoods side. Hvad der falder uden for filmens ramme, er det faktum, at hunde ikke lander som ’færdiglavede’ Lassie-hunde hos deres ejere. Tværtimod er hvalpe uopdragne, frække og alt andet end renlige. Hvilket kun bliver værre, når de går ind i puberteten. Og de hader at være alene. Så at have hund er et stykke arbejde. Et fornøjeligt arbejde, jovist, men alligevel. Kun et sted rammer filmen fuldstændig plet: Lassie er exceptionel. Ligesom alle andre hunde i øvrigt.

Tja. I virkeligheden handler det ovenstående nok mest om, at jeg er bange for at sige ligeud, at jeg elskede den hund. Ubetinget. Var min kærlighed gengældt? Hvem ved? Der er jo så mange myter om hunde, især blandt folk, der ingen erfaring har med dem. For eksempel at de altid er glade for at se én.

Var Svea da altid glad for at se mig? Well. Så længe det ikke indebar, at hun skulle rejse sig op og løbe mig glad i møde med logrende hale. Det gad hun ikke. Hun blev liggende på sit tæppe og logrede en lille smule, så det var mig, der måtte sætte mig ned ved siden af hende og klø hende bag ørerne. Og langsomt gav hun sig, strakte sig, så jeg kunne kærtegne hende. Når hun så endelig sukkede og rullede om på ryggen og fremviste bugen, ja, så vidste jeg, at hun havde droppet paraderne og accepteret det faktum, vi begge for længst havde erkendt: At hun var en art gudinde og jeg den tilbedende undersåt sat på jorden for at servicere hende. Hvad jeg hundegerne gjorde.

Gennemført upålidelig

Lige fra vi fik Svea, viste hun sig som helt sin egen. Modsat hendes forgænger, Lupa, der godt nok også var Alaskan Malamut, var Svea fuldstændig gennemført upålidelig. Komme, når der blev kaldt? Måske. Måske ikke. Blive sammen med resten af flokken. Hvorfor dog det? Det var da meget sjovere at forsvinde. I Hareskoven. I Søndermarken. I Ørstedsparken. Ved stranden. Ja, hvor som helst var der sjovere at være end sammen med sine røvsyge ejere. Hun gik aldrig fri, for vi turde ikke slippe hende. Efter hun havde tygget i vædderen på Kastellet. Efter hun og kammeraten Buddha havde været på visit i Børne-Zoo (om natten). Efter hun var gået efter skovriderens får – og næsten haft held med det. Og endelig da hun topgravid på et splitsekund forsvandt i Skælskør, fordi hun for gud ved hvilken gang havde fået overbevist mig om, at hun var en misforstået uskyldighed, der sagtens kunne administrere en smule frihed.

Det var sidste gang, hun blev sluppet. Hun var trods alt min øjesten. Og så skænkede hun os otte fantastiske hvalpe, og vi har stadig én fra det kuld. Yuma, hedder han, og han er på alle måder sin mors modsætning.

Da Svea begyndte at blive gammel, forsøgte jeg oftere og oftere at definere hendes natur, når jeg altså ikke var i total benægtelse over det faktum, at jeg ikke kunne beholde hende for evigt. Lige til det sidste var hun speciel. Som i unik. Sær. Ikke en eneste generaliserende påstand om hunde som sådan passede på hende. Smuk. Så smuk var hun! Og de poter! De fineste, der har betrådt vor hærgede klode. Ord rækker ikke. Sød. Når hun altså gad, men grundlæggende et rigtig godt dyr. Sjov, ja den hund havde sgu humor, hun var en drillepind, men når hun så havde fået alle på dupperne, lagde hun sig som regel med ryggen til. Og kvik som bare fanden. Frygtløs – undtagen når det gjaldt skud og fyrværkeri. Og lækker at røre ved og livgivende at være i selskab med. Og så elskede hun at blive beskidt, grave huller i haven, løbe hjemmefra og ikke mindst vildt fremmede mennesker, som hun uden blusel kurtiserede med en holdning, der tydeligt sagde: »I er meget bedre mennesker end dem, jeg har på slæb. Tag mig med!«

Så kunne man lære det, kunne man.

Jeg ser hende endnu for mig dagligt. Hunden. Den ligger stadig derude i den fri luft, hvad den til hver en tid foretrak. Jeg savner stadigvæk Svea, selv om vi heldigvis har Yuma, og jeg så småt er ved at åbne mig for tanken om en afløser. Der så med garanti vil gå i mig med træsko på med sin unikke personlighed og helt særlige måde at opdrage mig på. Mennesker er jo i sidste ende nemme. Det har Svea dog fået lært mig. Tak, hund. Du var den bedste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for den meget smukke artikel, som næste har numiniøse toner og måske er det derfor, at teologer, på nogle områder, symbolsk, har sammenlignet forholdet mellem hundeejere og hunde med forholdet mellem gud og mennesker, således at når hundeejere kaster pinde efter de gode hunde og belønner dem når de kommet tilbage, svarer det til , at gud siger til Noah at du skal bygge et skib af gofertræ og efterfølgende siger, at jeg har sat en regnbue på himlen som en pagt om at jorden aldrig skal blive oversvømmet igen og det er jo et beroligende ritual for både hunde og hundeejere.

Merete von Eyben

Hvis jeg havde læst den her artikel sidste efterår, ville skærmen være blevet næsten ulæseligt våd af sørgende hundeejertårer. Min 14 år gamle Mushie 2, en blåøjet Siberian husky, var nemlig endelig gået over "the rainbow bridge," som man siger herovre i det amerikanske. Jeg savner ham stadigvæk. Men ligesom Klaus L. har jeg nu Mushie 3, hentet på det lokale dyreinternat og et 5 kg mindre spejlbillede af sin forgænger. Faktisk i så høj grad at adskillige naboer har spurgt, hvordan jeg dog kunne få en så træt gammel hund til pludselig at blive så ungdommelig. Ligesom malamutes er huskier eksperter i at løbe hjemmefra og blive væk. Og der sad den bortløbne Mushie 3 bag tremmerne og kommunikerede sin frustration med en serie anråbende ulvehyl. Så ham måtte jeg have. Nu er jeg altså igen en californisk "one dog musher." Og måske løber Mushie 2 og Svea rundt sammen oppe/ovre på den anden side af den mytiske regnbuebro. Hvis de altså kan blive enige om, hvem der er alfahunden...

- og de har følge af min højt elskede cocker spaniel Trine som jeg måtte sige farvel for snart et år siden. Smuk artikel af KL.

- og de har følge af min højt elskede cocker spaniel Trine som jeg måtte sige farvel for snart et år siden. Smuk artikel af KL.

Hvem er Beagle Bølle?

Beaglen er en venlig sjæl og et stykke temmelig uspoleret natur, hvis den får lov til at være det – eller rettere hvis den ikke i tide har lært at indordne sig under familiens daglige mønster …
Den har haft et måske nok charmerende, men alligevel negativt omdømme som en race, der nok var glad, men komplet umulig at bibringe almindelig opdragelse – og tak for det …

Dette omdømme er dog helt uden bund i virkeligheden – den daglige omgang med pragteksemplarer af racen – nummer to i rækken af uforglemmelige og helstøbte personligheder – der garanteret ikke har haft den fjerneste berøring med professionelle hundeopdragere – eller har været på lydighedskurser og udsat for terapeutiske overgreb – er et bevis i sig selv på det uretfærdige omdømme …

Selvfølgelig er der irritation over- at den ikke kommer straks man kalder på den – raseri, når den har ædt fruens fine nye handsker og skotøj– eller når den spadserer rundt på middagsbordet lige før gæsterne kommer – og har taget for sig af retterne …

Bølles anatomi kort fortalt: -

Øjne – stiller skarpt ind på harer og omstrejfende katte indtil ca. 2 km.

Snude – reagerer øjeblikkeligt på ubevogtede bøffer o.l.

Munddele – omformer møbler, gulvtæpper, dørkarme, bordben og m.m. til ragelse.

Forben – bruges til at grave planter, blomster, buske og træer op i haven, og til at grave kødben, tegnebøger, lommeure og bilnøgler ned, nu og da en hare eller tyggeben – det er overflødigt at den altid kan finde skattene igen.

Bagben – lavt gear ved indkald fra haven – medium gear ved leg med børn – hurtigt gear ved møde med cykler, biler, katte, harer og udsigten til mad – bakgear ved mødet med dyrlæger og lynkinesere.

Hale – racens adelsmærke – bruges til at fjerne askebægre, vaser, kgl. Porcelæn, fyldte kaffekopper etc. fra sofabordet.

Hjertet – 24 karat guld.

Sakset fra en 100-årig engelsk standard, sidst lettere revideret i 1961: -

Karakteristik og helhedsindtryk: En livlig und, hvis væsentligste funktion er at jage, særligt harer, ved at følge lugtspor. Den er modig, aktiv, beslutsom og udholdende. Den er vågen, intelligent og kompakt bygget, og giver indtryk af ædelhed uden grove træk – The sweet Expression.

Hold da op - sikken en velfortjent kærlighedserklæring ...

Torben Bruhn Andersen, ulrik mortensen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ak ja, det tør jeg ikke gå i lag med. Men den der tier, samtykker...hmmm...what to do?

Selvcensur! - det er ikke altid af det onde :)

Henrik Danstrup

Sjældent har noget været så spot on !

Hunden var sikkert sød, men ejeren udstiller sig selv som en skovl, der ikke burde betroes et rovdyr:
Efter hun havde tygget i vædderen på Kastellet. Efter hun og kammeraten Buddha havde været på visit i Børne-Zoo (om natten). Efter hun var gået efter skovriderens får

Seit ich die Menschen kenne, liebe ich die Tiere. – den Store Frederik – der ønskede at blive - og blev - begravet ved siden af sine hunde på slottet Sanssouci i Potsdam – et besøg dér kan for øvrigt anbefales …

ulrik mortensen

Heller ikke blandt hunde er statsministeren den mest populære:
http://www.youtube.com/watch?v=iXJGuPUgjNo

Mange tak for en dejlig artikel.

Søren Kristensen

Min Vaksi var en blanding af en bordercollie og schnauser, sort med hvid brystkasse og hvide poter og et skæg, samt øjenbryn der fik ham til at se lidt mere menneskelig ud end de fleste hunde. Folk vi mødte på gaden sagde tit at han lignede en "filmhund" eller en "Jazzhund" og han havde da også X-faktor ud over de sædvanlige, for ikke blot var han en meget smuk hund, han var tilsyneladende også meget selvbevidst - tilsyneladende, fordi vi jo som Claus Lyngaard også er inde på ikke ved hvad der foregår inde bag hundens uudgrundelige blik, andet end at det nok handler mere om hvad den gerne vil end hvad den ikke vil. Altså overvejende en positiv tilgang.

Vaksi havde mange af de modsatte træk, som nu Svea og selvom han sagtens kunne agere på egen hånd, skete det kun sjældent, sikkert fordi han var så heldig (?) at få mig i en periode af mit liv hvor jeg var arbejdsløs og havde hel dage og faktisk år til at servicere ham. Når jeg endelig havde arbejde var det som regel i musikalske kredse, hvorfor han i de første år blev udsat for en hel delmusik, hvoraf meget var jazz. Live jazz og live jazzmusikere og altså ikke helt forkert når folk på gaden syntes han lignede en "jazzhund".

Grundet den meget fritid sammen med Vaksi opstod der et stækt bond mellem os, som fx. resulterede i at han stort set altid gik fri, selv om vi boede i byen. Hans verden var min verden og de steder hvor han ikke kunne være med, fx. i SuperBrugsen, affandt han sig med at sidde og vente ved indgangen, koncenteret som en yogi om at filtrere alle de forkerte kunder fra, indtil den rigtige atter dukkede op og symbiosen kunne fortsætte, hjemad mod en eller anden godbid, hvis den ikke blev pakket ud og hapset med det samme. Unaturligt? Der er ikke noget der er unaturligt når det kommer til hunde: de gør som de bliver vænnet til og for Vaksi betød det at være samme med mig og omvendt. Vi blev på mange måder en forlængelse af hinanden: jeg forlængede ham ind i menneskenes verden, hvor han opnåede stor anerkendelse som både klog, smuk og finurlig og jeg tror sådan set også at jeg fik lidt anerkendelse i dyrenes verden på hans konto. Der er jo tale om en læreproces og Vaksi var en udmærket læremester, af hvem jeg først og fremmest lærte at møde andre skabninger med nysgerrighed og kærlighed - eller resolut aggression og handling, hvis det var nødvendigt, som nu det kan være med myg og fluer og den slags og selvfølgelig græd jeg som pisket, da jeg selv måtte bede dyrlægen om at aflive ham efter fjorten lykkelige år. Men jeg savner ham mærkelignok ikke. Tænker stort set ikke på ham, andet end når jeg lægger mærke til de mærker han har sat i lejligheden hist og pist eller når jeg læser en eller anden beretning om hunde; så husker jeg han var her som en anden Killroy og at vi var sammen hele tiden og tilsammen fik gået så langt som til Hong Kong. Men der er heldigvis ingen savn efter ham, ingen melankoli og ikke ret mange fortrydelser andet end måske de lidt for mange vingummier, som gjorde ham lidt deform på det sidste. Men heller ikke et hundeliv er perfekt uden at være lidt uperfekt og både hans og min nysgerrighed udløste selvfølgelig også et par ulykker undervejs, som krævede forbinding, men heldigvis aldrig noget graverende eller traumatisk.

Jeg håber, det at jeg aldrig savner ham skyldes at vi fik så rigt og fuldt et liv sammen, at der ligesom ikke mangler noget. Vi var der i hvert fald for hinanden 24/7 i alle fjorten år og hvad han tænkte om mig, andet end at han helt tydeligt var meget glad for både mig og det meste af den mad jeg serverede for ham, ved jeg af gode grunde ikke og skal vel heller ikke vide det. Den dag hundene mister deres uudgrundelighed er der nok ikke noget ved det længere

Og undskyld, at det blev lidt langt Klaus, det var ikke for at gå dig i bedene. Men er det ikke ofte sådan med hunde, at når man først begynder med dem kan det være svært at holde op? Selv når de ikke er der mere tænder de noget i en som er rart at tænke på og jeg har heller ikke rigtigt fundet ordet for det, selv om jeg måske tænkte at det ville dukke op hvis bare jeg blev ved med at skrive. Måske skulle jeg lade det fare. Det er jeg helt sikker på Vaksi ville have gjort - for længst.

Torben Bruhn Andersen, Benny Jensen, Olaf Tehrani, Flemming Scheel Andersen, Mihail Larsen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Sød artikel :-)
Men Den Skumfødte kan næppe have været zenbuddhist ;-)

Bare lige som en sidebemærkning, nu ordet "alfahund" nævnes af Merete von Eyben; Det ville det være yderst fordelagtigt for alle parter, hvis det blev mere udbredt at alfa-myten er en... ja, myte. Se f.eks. her: http://www.whole-dog-journal.com/issues/14_12/features/Alpha-Dogs_20416-...

Alfa-tankegangen har medfødt mange misforståelser om dominans og deslige, og har helt sikkert været skyld i at mange hunde er blevet behandlet helt forkert - og stadig bliver behandlet forkert i dag.

Johnny Hedegaard

Lynggaard har begået en glimrende, velskrevet, underholdende Disney-tekst.

- Men som hundeejer og vejleder har han ikke meget at gøre godt med (Martin Madsen, 18.februar kl.23.28, kalder ham ligefrem ”en skovl”).
– Ejer er sat i citationstegn, ”ejer”, for at signalere en eller anden form for ligeværd. Hvilket jo i realiteternes verden er helt hen i skoven. Såvel i hunde- som i menneske-hundeverdenen indgår alle i et udemokratisk hierarki, hvor føreren, i dette tilfælde mennesket, er øverst. I øvrigt er hunden er købt og betalt. (Det ville jo være en helt anden, og anderledes smuk historie, hvis hunden var kommet tilløbende fra det store Intet, og valgte at bo lige præcis hér). Hunden (bør) føres i snor. (Ifølge Hundeloven må hunden kun være lineløs på særlige steder, og kun hvis hunden er under fuld kontrol/adlyder kommando). - I en let og underholdende tone glider han let og (u)elegant udenom den kendsgerning, at han er ejer af et rovdyr med kolossale kræfter og et urinstinkt som ikke lader sig tøjle. Af og til med skambidte får til følge. Men Herregud, den er jo så sød og smuk. Min påstand er, at Lynggaard's måde at holde hund på, ganske enkelt er respektløs over for såvel hund som menneskelige medborgere. Hunden er reduceret fra at være et stolt dyr med en fast plads i hierarkiet som fantastisk arbejds- og trækdyr, til at være en simpel skødehund, der kan tilfredsstille et intellektuelt behov hos ejeren. – Måske skulle Lynggaard genlæse H.C. Andersen’s ”Nattergalen”.
- P.S. Selv ejer af en spidshund. Skal ikke have en efterfølger. I respekt for spidshundens prægtige natur.

Jørn Stjerneklar

Jeg bliver helt blød i knæene over at se så mange ellers hardcore kommentatorer skrive om deres små hundebasser. Følt er det.
Kan vi andre så få lidt af den følsomhed ind i de daglige ellers meget ufølsomme og skråsikre holdninger til livet og døden i øvrigt?
Det ville klæde jer.
En hund er hund, som farmand siger.

Vibeke Rasmussen

Mens hunden, siges at være menneskets bedste ven, er det modsatte ikke altid tilfældet. :-)

http://m.youtube.com/watch?v=nGeKSiCQkPw&desktop_uri=%2Fwatch%3Fv%3DnGeK...

Torben Grue

Med ca. 600.000 hunde i Danmark, hvilket i gennemsnittet svarer til en hund i hver fjerde husstand (hvilket nok nærmere er hver hver femte eller sjettet) da nogen har flere hunde, må man bare konstaterer at hunden i høj grad er blevet en del af familien Danmark, hvilket fint understøttes af undersøgelser gennemført af http://dogsuniverse.dk om hundens position i danske familier.