Kære Lars Bukdahl, du taler fra en privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en del af din hverdag

Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad har skrevet et åbent brev til Lars Bukdahl, hvor de afviser at blive misbrugt som eksempel på identitetskarnevalisme og postmodernistisk leg – alt sammen med afsæt i den debat som svenske Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling har affødt
Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad har skrevet et åbent brev til Lars Bukdahl, hvor de afviser at blive misbrugt som eksempel på identitetskarnevalisme og postmodernistisk leg – alt sammen med afsæt i den debat som svenske Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling har affødt
Mia Mottelson
21. februar 2014

Kære Lars

Vi ville egentlig have talt med dig inde på Forfatterskolen til Pablos 50-års fødselsdag. Det ville på en måde være underligt andet efter den debat, der har været ovenpå Athena Farrokhzads og Lene Myongs artikler og dine kommentarer på bl.a. Facebook og din blog. Vi er venner med Athena og Lene, og derfor påvirker debatten os på flere planer både som forfattere, som venner og kolleger til dem og med de kropslige erfaringer, vi har som koreansk adopteret, som lesbiske, som kvinder. Men efter adskillige dåseøl til festen, besluttede vi alligevel at vente med at sige det, vi har på hjerte, til nu.

I Farrokhzad/Hassan-debatten har du flere gange nævnt to litterære positioner, identitetsfundamentalisten over for identitetskarnevalisten, som du mener, det er muligt for (minoritets?) forfatteren at indtage. Yahya Hassan er identitetskarnevalist, siger du. Han leger med sin identitet, må man forstå, bærer forskellige masker, bytter rundt på rollerne, så man aldrig rigtig ved, hvor man har ham. For noget tid siden skrev du så på din blog, at du var kommet i tanke om to forfattere mere, som passede ind i den kategori. Nemlig os, eller i hvert fald vores bøger Find Holger Danske og Padder og Krybdyr.

I vores øjne lægger forestillingen om, at identiteten altid er udskiftelig sig op ad en nyliberalistisk tankegang, hvor det altid er op til individet, hvor meget betydning vedkommende vil tillægge kategorier som klassebaggrund, køn og race. Det kan godt være, du er født fattig, men det er op til dig selv, om du vil blive ved med at være det. De forhindringer, individet møder, er blot udtryk for egne mentale begrænsninger og ikke for ulige samfundsstrukturer. Et forkert eller indsnævret mindset om man vil. Vi mener derimod, man er født med nogle grundvilkår, man er tvunget til at forholde sig til, og som man er mærket af.

Race på hjernen

Det er ikke en postmodernistisk leg, når Maja gengiver sine adoptionspapirer i Find Holger Danske, hvoraf det ene er det originale, og det andet er et, som hun har manipuleret, så det passer til hendes nye, danske identitet. Derimod er det udtryk for det clean break, man som adopteret oplever, når man bliver flyttet om på den anden side af Jorden og i samme ombæring bliver afskåret kontakten til sin biologiske familie, oprindelsesland, -kultur og -sprog.

Vi kan ikke se, at det skulle være bedre eller mere beundringsværdigt at forholde sig legende til sin identitet, og vi er især anfægtede af, at kravet til legen stilles af en, dig, der tilhører en del af befolkningen, der ikke hele tiden er tvunget til at forholde sig til sin race, sit køn og sin seksualitet. »Jeg forstår ikke, at man fremhæver racen eller identiteten frem for alle mulige andre forskelsskabende begreber. Det er en identitetsfundamentalisme (..),« siger du i Information. Du taler her fra en privilegeret position, for dig er racisme og homofobi ikke en del af din hverdag, det er ikke en del af din kropslige erfaring. Den position du taler fra, er en position, der er blind over for, at alle kroppe ikke automatisk bliver genkendt som almindelige på samme måde som din egen. Når du beskylder dem, du kalder for identitetsfundamentalister for at have race på hjernen, så vil vi mene, at det er samfundet og dermed os alle, dig selv inklusiv, du burde beskylde for at have race på hjernen. Det er ikke kun den, der skriver om f.eks. racisme, der har race på hjernen, men også den, der tolker bøger om brunhed som udtryk for en identitetskarnevalisme.

Det er desuden tankevækkende, hvordan både ordet fundamentalist og ordet karnevalist, som du bruger, leder tankerne hen på en brun krop, i det ene tilfælde noget fremmed og potentielt farligt, i det andet tilfælde noget erotisk og eksotisk. ’Fundamentalist’ får en til at tænke på en potentiel terrorist, en antidemokrat, en der er blevet hjernevasket af sin ideologi, en muslim eller muligvis i denne sammenhæng en såkaldt meningskorrekt svensker. ’Karnevalist’ leder vel først og fremmest tankerne hen på karnevallet i Rio, på letpåklædte, brasilianske kvinder, der danser for publikum, heriblandt en stor del hvide turister, får man lyst til at fremhæve. Karnevallet er jo som bekendt en gammel katolsk tradition, som kolonimagterne tog med sig til kolonierne, og som nu er et yndet turistmål for kolonisternes efterkommere. Under overskriften ’Kristina & Maja er skabsidentitetskarnevalister’, skriver du på din blog, at selvom vi har optrådt som identitetsfundamentalister i debatten, så er vi i virkeligheden identitetskarnevalister, fordi vores bøger er det. Overskriften spiller selvfølgelig på din viden om, at vi er lesbiske. Metaforen ’at være i skabet’ peger uvægerligt på fortællingen om den homoseksuelle, der ikke står ved sig selv, lever fordækt og vel på en måde skylder sin omverden at bekende kulør, og bliver her overført på vores uvilje til at stå ved vores sande identitet som karnevalister. Det er bemærkelsesværdigt, at det er dig, der har opstillet de to kategorier, og dig, der har autoriteten til at afgøre, hvem der tilhører hvilken kategori. Det er sådan set ligegyldigt, hvordan vi opfatter os selv eller vores bøger, du har ikke tænkt dig at spørge os; og hvordan skulle man også kunne tro på nogen, der mumler noget inde bag en skabslåge. Vores bøger taler sandt, men vi taler sort.

Griner vi af det samme?

Det er klart, at forfatteren ikke har suveræn adgang til fortolkningen af sine bøger, men at du som læser og anmelder skulle have denne suverænitet, stiller vi samtidig spørgsmålstegn ved. Vi er i det hele taget i tvivl, om du læser vores bøger på samme måde, som vi selv gør. Vores bøger er morsomme, synes du. Men gad vide, om vi griner af det samme, om det er den samme latter, der bliver vækket i os? Når Kristina læser op fra Padder og Krybdyr på den lesbiske bar Vela for et overvejende lesbisk publikum, griner de så på samme måde, som når du sidder og læser bogen derhjemme? Kunne det tænkes, at du i højere grad griner af den lesbiske, hvorimod publikum på Vela griner med eller af sig selv. Når du griner af fremstillingen af den hvide mand (her sæddonoren), griner du så med ham, fordi du identificerer dig med ham, eller af ham, fordi du ikke selv tænker, at du har en hudfarve og et køn? Når Maja læser teksterne med »Negerpik« og »Kineserpik« op fra Find Holger Danske i Koreaklubben, en forening for koreansk adopterede, så er der ikke nogen, der griner. Når hun læser teksterne op i andre sammenhænge, hvor størstedelen af publikummerne er hvide, afføder teksterne en behersket latter, en latter, der kunne tolkes som: Jeg-synes-det-er-sjovt-men-har-jeg-lov-til-at-give-udtryk- for-det? Måden, der grines på, og det, at der overhovedet er mulighed for at grine er altså afhængig af konteksten. Det er ikke en universel latter som den litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtin beskriver, der lyder under karnevallet.

For os er det indlysende, at man som læser altid har sit køn, sin hudfarve, sin seksualitet osv. med i læsningen. Ikke fordi man er lig med sit køn eller sin hudfarve, men fordi en, eksempelvis, hvid krop i det her samfund bliver genkendt som almindelig i modsætning til en brun krop. For nogle af os er det ikke muligt at ’glemme’, hvilken hudfarve og seksualitet vi har, ligesom det er for andre. Det afspejles også i læsningen af en tekst. Enhver tekst og enhver læsning er farvet af forfatterens og læserens kropslige erfaring, og at tro, at litteratur altid er med til at nedbryde skel mellem folk med forskellige erfaringer, som du har sagt i debatten, er en naiv tro på litteraturen som opbyggelig. Litteraturen kan i lige så høj grad være med til at reproducere fordomme og stereotyper af f.eks. lesbiske og brune. Litteraturen og læsningen af den er hverken værre eller bedre end virkeligheden. I et interview i Information siger du: »En af de skønne ting ved kunsten er netop muligheden for at blive anbragt et fremmed sted og kunne mærke det fremmede sted.« Læseren bliver her gjort til Colombus, der tager til nye, spændende, uopdagede verdener, og teksten bliver det skib, som fører læseren hen til de fremmede, de vilde, de eksotiske. Det fremmede sted er tekstens erfaringsgrundlag, og den fremmede må vel være forfatteren.

Hvid, mand, heteroseksuel

Ingen vil længere påstå, at Columbus så på de indfødte på samme måde, som de indfødte så på sig selv. Eller at hans blik på og møde med dem var til de indfødtes fordel. Hans blik på de indfødte var farvet af, at han ikke var en af dem, men han undlod at se kritisk på sit eget blik.

For os fremtræder du som en Colombus i den her debat, når du ikke vil se på din egen position som en hvid, mandlig, heteroseksuel læser og anmelder og på, hvordan denne position stiller dig i debatten. Når vores bøger bliver udsat for dit eksotiserende blik, og vi som forfattere bliver gjort til ’de fremmede’, oplever vi det som ’patriarkalsk vold i den litterære intimsfære’. Det er på tide, at man også i den danske samtidslitteratur og i læsningen af den begynder at vende blikket indad.

Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad

Lars Bukdahl svarer på ovenstående indlæg på hans private blog

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kristina Nya Glaffey
f. 1979 i Frederiksværk
Uddannet fra Forfatterskolen
Debut med ’Lykkejægere’, 2007
Til april udkommer ’Mor og Busser’ på Gladiator forlag

Maja Lee Langvad
f. 1980 i Seoul, Sydkorea
Uddannet fra Forfatterskolen
Debut med ’Find Holger Danske’, 2006
Her i foråret udkommer ’Hun er vred – Et vidnesbyrd om transnational adoption’ og ’Find Holger Danske: Appendix’ på Gladiator forlag

Resumé af debat

Athena Farrokhzad anmeldte den 22. januar i den svenske avis Aftonbladet Yahya Hassans digtsamling ’YAHYA HASSAN’ under overskriften ’Hans raseri hyllas av danska racister’. I anmeldelsen fremhævede Farrokhzad Yahya Hassans store litterære kvaliteter, men mente ikke, at det kunne forsvares moralsk og politisk at udgive bogen, fordi Hassan spiller argumenter i hænderne på en indvandrerkritisk dansk højrefløj, når han skriver om dårlig opvækst og vold i et muslimsk indvandrerhjem. Og når han lader sit generationsopgør udgive til en overvejende hvid offentlighed, så kommer udsagnene let til at fremstå racistiske. Derfor ønskede hun, at Hassan havde censureret sig selv. Farrokhzad gjorde endvidere opmærksom på, at hun selv af samme grund har holdt igen med egne erfaringer om patriarkalsk vold i intimsfæren.

Farrokhzad udstedte ikke et generelt forbud mod at skrive kritisk om emnet – det måtte være op til den enkelte. Sin egen praksis kaldte hun for selvcensur og sagde: ’Det er en af de priser, livet i et racistisk Norden tvinger mig til at betale. Hvis det hvide kulturetablissement har et problem med det, foreslår jeg, at man angriber årsagerne snarere end værkerne.’ Hendes anmeldelse startede en hidsig debat om forfatteres ansvar for deres bøgers offentlige liv og debat om racisme.

Ifølge anmelder Lars Bukdahl er det ikke i orden at lade sig intimidere og censure, fordi man skriver ind i en offentlighed, der kan have egne dagsordener. Bukdahl mente også, at Farrokhzad havde stirret sig blind på hudfarven som den ultimative forskelsmarkør og sagde: ’Jeg forstår ikke, at man fremhæver racen eller identiteten frem for alle mulige andre forskelsskabende begreber. Det er en identitetsfundamentalisme, som er stik modsat den praksis, som Yahya Hassan selv praktiserer. Han leger hele tiden med identiteter og vrænger ad det også i en slags identitetskarnevalisme.’

Siden har Bukdahl tilføjet, at de to forfattere, Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad i hans forståelse var udtryk for identitetskarnevalisme, et begreb, som de nu i indlæg her på siden, tager afstand fra.

Den 5. februar skrev Lene Myong på Modkraft et forsvar for Farrokhzad, hvor hun siger, at intet kunstværk kan siges at stå uden for den politiske kontekst, og at kunstneren også altid har et ansvar for kunstens effekter.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Morten Stinus Kristensen

Hvor er det et fedt indlæg det her! Jeg er glad for, at I besluttede jer for at offentliggøre jeres tanker, fremfor at præsentere dem for Lars Bukdahl i en lukket kreds. For de er dælme vigtige. I Danmark er hvidheden (og heteroseksualiteten og middelklassstatusen også, for den sags skyld) så standardiseret at der end ikke sættes spørgsmålstegn ved den. Lars Bukdahl og mange, mange andre ser deres oplevelse af livet og af verden som, om ikke universelle, så i hvert fald den centrale. Alle andre må forholde sig til deres verden, for det ér jo sådan den ser ud, mener de. At de skulle forholde sig til andres verdner ud fra andet end sin egen priviligerede position (privilegier de, som Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad så fint påviser, er blinde overfor) forekommer dem unaturligt og uproduktivt, og opfordringer til at kigge udover sin egen priviligerede position betragtes som uforskammede.
Derfor er dette indlæg der belyser hvor fejlbehæftede priviligerede læsninger af både værker og verden er, så forbandede vigtigt. Tusind tak for det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Problemet er mere alment: alt for mange lever ud fra den antagelse, at Bukdahl har ret! Derfor er den værste forbrydelse mod mennesker, den nuværende kapitalisme begår, at den manipulerer med folks personligheder, nivellerer identitet, som den nivellerer alt muligt andet, hvis det kan penge i kassen. Men penge i kassen er ikke verdens mening, faktisk er penge i kassen blot en illusion, mens den enkeltes væren i verden er reel.

Brugerbillede for Ingrid Uma

Værdien af et vidnesbyrd
Yahya Hassans digtsamling er blevet anmeldt i Sverige af forfatteren Athena Farrokhzad.
Det er ikke blevet godt modtaget i Danmark, hvor en hvid offentlighed har det svært med
et budskab om racisme.
...
Farrokhzad argumenterer med andre ord for,
at det at se volden forklaret gennem de reducerende forklaringsmodeller, som hun bekæmper,
er lige så ødelæggende, som erfaringerne med volden selv.
Det er på den baggrund, at der er ting,
hun ikke kan skrive om. Hun forsøger dog ikke at gøre dette til Hassans projekt:
”Så jeg afstår, uden at synes at andre bør gøre det samme”.
Der rejses dermed ikke krav om, at Hassan aldrig burde have udgivet sin bog,
sådan som det ellers er blevet udlagt i Danmark.
...
http://modkraft.dk/artikel/v-rdien-af-et-vidnesbyrd

Brugerbillede for Karsten Aaen

Når Bukdahl om "identitetskarnevalisme" tænker han jo aldeles ikke på hverken karnevallet i Venedig eller i Aalborg, men tager derimod teoretisk udgangspunkt i denne her interessante russiske!v sprogteoretiker: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Russisk_og_sovje...

Når han taler om Yahya Hassan som identitetskarnevalist har det jo direkte klangbund, basis, i Bakhthins overvejelser om "polyfoni":

"Her lanceres begrebet polyfoni: Det, at forfatteren ikke har ét talerør, men kommer til orde gennem mange forskellige "stemmer". I Rabelaisbogen er "den folkelige latterkultur", karnevallet og "den sokratiske dialog" centrale elementer i hans revolutionerende romanteori. Bakhtin har haft stor betydning for strukturalismen og den semiotiske litteraturvidenskab. På dansk findes uddraget af Rabelaisbogen "Karneval og latterkultur" i Det andet karneval (1983)." (kilde:
samme sted som før)

Om Bakthin fra wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/Mikhail_Bakhtin

Og før man forstår dette, forstår man altså ikke hvad Lars Bukdahl siger her....

Brugerbillede for Jens-Martin Eriksen

"Vi er venner med Athena og Lene, og derfor påvirker debatten os på flere planer både som forfattere, som venner og kolleger til dem og med de kropslige erfaringer, vi har som koreansk adopteret, som lesbiske, som kvinder. Men efter adskillige dåseøl..."

Den etniske og kønslige kitsch i dette opulente, fantastiske og alligevel helt ubeskriveligt hjælpeløse skriveri på dåseøl får mig til at tænke på figuren Dino Stram, der sælger sig på een og kun een ting, nemlig at han er nummer 5 milliard - men han får sin fortjente opmærksomhed, og kan grine hele vejen hjem til høvlebænken

https://www.youtube.com/watch?v=xpzuJKZxbAY

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Er identitet da det samme som roller eller hyr? Ud fra en litteraturteorerisk vinkel/diskussion synes I faktisk at sige, at ens identitet og ens rolle er det samme. Yahya Hassan er vel Yahya Hassan, men han har forskellige (nøgne) masker han viser frem for verden, f.eks. når han er i retten, når han optræder med sine digte og når han er sammen med sine venner og med sin kæreste - ja, der påtager han sig forskellige roller. Eller måske bliver han rent strukturelt tvunget ind i den samme rolle han havde da han gik i skole - eller måske

Jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor det er vigtigt for jer at slå på at den ene af jer f.eks. er adopteret (fra Sydkorea) jvf. dette her: "Det er ikke en postmodernistisk leg, når Maja gengiver sine adoptionspapirer i Find Holger Danske, hvoraf det ene er det originale, og det andet er et, som hun har manipuleret, så det passer til hendes nye, danske identitet. Derimod er det udtryk for det clean break, man som adopteret oplever, når man bliver flyttet om på den anden side af Jorden og i samme ombæring bliver afskåret kontakten til sin biologiske familie, oprindelsesland, -kultur og -sprog."

Og ja, det kan vel være - men har em et problem med dette her må man altså gå i terapi for at finde frem til den person man (inderst inde) og den person man gerne vil være eller fremstå som.
Og så må gennem terapien bearbejde sorgen over alt det I skriver her... Selv jeg (som adopteret) forstår ganske enkelt ikke dette med 'clean break' og at blive/være afskåret fra sin biologiske familie, oprindelsesland, kultur og sprog. Der må ligge en eller anden imagimær forestilling om at hvis man dog bare var blevet i sit oprindelsesland, ja så ville man have haft et bedre liv end man ville have haft i DK! Netop fordi ens blod? (og jorden? man er født på) er bestemmende for ens identitet? Jeg tror ikke nødvendigvis dette er sandt, endsige sandheden her....

Er man adopteret f.eks. fra Indien eller Sydkorea er jeg næsten sikker på, at man har fået et bedre liv her i DK end man ville have fået i Indien eller Sydkorea - også selvom man ikke er opvokset i det nogen kalder for ens (egen) kultur og oprindelsesland. Og er f.eks. mellem 4-8 måneder, når man bliver adopteret til DK, ja så vil jeg altså mene, at man er dansker! Og at ens sprog er dansk!
Og at ens oprindelseskultur er dansk! hvis ikke ens oprindelsesland er!

Ja, vi som er adopterede er født andre steder end i Danmark (det samme er Kim Leine, Ulrik Wilbek, Georg Carstensen (manden bag Tivoli) og mange, mange andre som vi - i dag - opfatter som danskere! Ulrik LeFevre hed en fodboldspiller fra Vejle,da jeg var ung - han er efterkommer af de huegenotter (de fransk-reformerte) som kom hertil for 300 år siden! Vi kommer alle sammen et sted fra - og alle er vi - eller bliver vi danskere - med tiden.

Jeg kan forstå en sorg over måske ikke at kende sit oprindelsesland eller hvem ens biologiske søstre eller mor er.....men som jeg ser det....føler man sorg og længsel må man gå i terapi og bearbejde denne sorg. At insistere på at ville ses som adopteret - gør for mig at se - bare ondt værre; man hænger fast i en ens fortid. Og ærgrer sig over, hvorfor man dog er blevet adopteret.
I stedet for at se verden spejlvendt, altså se at vi som adopterede er blevet valgt til....

Brugerbillede for Jesper Hansen

Indlægget fra Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad er jo den rene uforfalskede identitetsfascisme.
Der er tilmed tale om et underlødigt angreb på Lars Bukdahl, og derfor holder det ikke at Information blot henviser til at Lars Bukdahl svarer på sin private blog. Skam jer Information, det er simpelthen for dårligt!!!
.
Det er ABSOLUT PÅKRÆVET at Lars Bukdahls svar bliver trykt her i Information!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Hansen

Identitet er bundet til bl.a. race og køn ifølge Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad og ligeledes er kunsten dybest set bundet til race, køn, identitet.
.
Således bliverer analyse af kunst, først rigtig meningsfuld når den forbindes til kunstnerens identitet. Det betyder simpelthen, at for en kunstanalyse af to malerier, vil informationen, at det ene er malet af en heteroseksuel hvid mand, og det andet er malet af en lesbisk brun pige, ifølge Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad være helt afgørende for fortolkningen
.
Det illustrative ved eksemplet ligger i, at når Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, efterfølgende bliver gjort bekendt med, at det i virkeligheden er lige omvendt, vil det stå klart for enhver, at Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad kun har fortalt os noget om dem selv, og deres egne identitets-deterministiske mentale begrænsninger og absolut intet om kunsten.

Som den franske feminist Hélène Cixous sagde: Når jeg virkelig koncentrerer mig i arbejdet med kunst, er jeg ikke mit køn, blot menneske.

Det synes jeg også, at Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad burde have givet Lars Bukdahl lov til at være!

anbefalede denne kommentar