Læsetid: 2 min.

Kosmos af led

Der er en ung og koket uforståelighed i Signe Gjessings debutdigte – kosmos vrider sig af led, bliver menneskestor, får sære dimensioner
14. februar 2014

Sådan er det med Signe Gjessings debut Ud i det u-løse: De ligner ikke så meget anden ung dansk lyrik, og det er ikke sikkert om det er godt eller dårligt. Her er kroppen og selvbiografien ikke et splintret udgangspunkt for skriften, i stedet befinder man sig i et mere luftigt, abstrakt rum. I det rum er det som om kosmos – månen, stjernerne, evigheden – er papirklip, der konstant går skuddermudder i, men som så også kan foldes ned i jegets menneskestørrelse.

Hvilket jo godt kan virke meget desorienterende, men ikke altid er mere end det. Forvirret? I et af Ud i det u-løses bedste digte lyder det sådan her:

»Måneskinnet i havet/ bøjer sig efter en mønt// undskyld jeg braser ind/ i det// som facaden på en krokus/ optager evigheden på dug// river jeg slagskygger sammen/ som blade// nogen må have pillet ved åndeløsheden/ siden den ikke står i vatter under mine papirer/ som ellers// jeg kaster handskerummet ud i himmelrummet«

Man skal ikke lade sig snyde af det klassisk-lyriske inventar her, blomster og blade og åndeløshed, og heller ikke af den tilforladelige elegance, for eksempel det fine spil med ordet ’som’. Jo flere gange man læser, jo mærkeligere bliver digtet nemlig. Lagene af billeder – her og i resten af Gjessings digte – går ligesom ikke op, i al fald ikke op i en normal verdens koordinater.

Hvordan optages evigheden på dug, f.eks.? Og hvordan er det som at rive slagskygger sammen? Men der er jo også noget slagfærdigt over digtet. Så kommer jeget brasende, så kaster det ting i grams i den sidste, fine linje. Uforståeligheden er ung og koket her, den er ikke tung og mørk. Det er godt.

Her et andet eksempel:

»årstiden er en rudekuvert med/ meget smukke glasmosaikker/ i ruden// jeg lader den ligge indtil/ nogen samler den op og// lys/ smuttes som en mandel./ Jeg er skrællen, der bliver tilbage.«

Lyset går i det hele taget igen i bogens digte, det er som om lyset og jeget hører sammen. Men man mærker vel også, hvor meget Ud i det u-løse balancerer på en knivsæg, og hvordan digtene også kløjs i deres linedans. Kommer der for meget patos og tyngde ind i digtenes jeg, her i sidste linje, så føles det som en mislyd; går der for meget kuk i abstraktionerne – især i bogens mere ordrige digte – så mister man interessen. Så føles bogen som en underligt vindtør surrealisme.

Men tit nok rammer de også plet, Signe Gjessings digte, måske bare i et billede eller to, og stiller sig selvbevidst an og er midt i det abstrakte på deres helt egen måde. Et sidste eksempel:

»Mine skridt drøfter nye lyde med verdensplanet.// Fregner og skønhedspletter omregnes til ølsjatter/ efter en fest. Jeg vender mig om som lysets pant.«

Flere linjer af den slags, gerne i træk og i længde. Så ville man tænke: Jens August Schade kunne have sig en fjern lillesøster. Så fint kunne det blive.

 

Ud i det u-løse: Signe Gjessing. Gyldendal. 56 sider. 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu