Er kvindelig prostitution et udslag af kvindens frie ret til at udfolde sin seksualitet, som hun selv ønsker det? Eller er den et udslag af en social uret, en økonomisk nød, som tvinger hende til at gøre sin krop til en vare?
Sådan kan man groft sagt optegne polerne i de senere års debatter om prostitution. Men tror man, at denne dagsaktuelle debat om prostitution, frivillighed og tvang er ny, så behøver man bare kigge tilbage på perioden omkring 1880’erne for at konstatere, at emnet har dybe historiske rødder.
Den norske billedkunstner, forfatter og journalist Christian Krohg (1852-1925) var en af de markante stemmer i den nordiske sædelighedsfejde i 1880’erne. Han var af den overbevisning, at prostitution var et resultat af både social ulighed og af kønsulighed, og han brugte sin kunst til at fremføre sine voldsomme angreb på klasseskel, kirke og kvinders manglende rettigheder. I en idealverden af frie individer og frie seksuelle muligheder for kvinder såvel som mænd, ville prostitution slet ikke findes, mente han.
I Gl. Strands stort anlagte præsentation af Christian Krohg, som åbnede i går med deltagelse af blandt andre Dronning Sonja af Norge, er fokus lagt på dette stærkt holdningsbetonede aspekt af hans virke. Det er en oplagt afgrænsning, som stiller skarpt på den kunstnerisk mest interessante periode fra 1880 og frem til århundredskiftet.
Krohg er for Norge, hvad Krøyer og skagensmalerne er for Danmark, men herhjemme er der ikke mange danskere, der kender til den markante, samfundskritiske maler, der skrev indlæg i Politiken og delte frisindede ideer med vennen Georg Brandes.
Boheme og borgerlig
Krohg var en del af bohemebevægelsen i Kristiania – en lille skare af fritænkende forfattere og kunstnere, som udfordrede borgerskabets normer med udfordrende kunstværker og en livsførelse, der så stort på ægteskab, arbejde, religiøse dogmer og andre begrænsende konventioner.
Det lader sig imidlertid ikke gøre at indplacere Krohg entydigt i denne bohemekreds med dens udsvævende livsførelse, for på mange måde levede han et helt ordinært og borgerligt liv. Men i sin kunst og journalistik var han en mere utvetydig fortaler for et opgør med borgerskabets institutioner. Og det hører da også med til historien, at han i 1884 i landflygtighed fik et uægte barn med sin senere kone, billedkunstneren Oda Krohg, mens hun stadig var gift med en anden mand. Oda Krohg var elev af Christian Krohg i begyndelsen af 1880’erne, og parret blev gift i 1888 på Brøndums Hotel i Skagen, hvor de i flere perioder indgik i kredsen af skagensmalere.
Netop relationen til Oda Krohg, som var berygtet for sine mange forhold til forskellige mænd – blandt andre forfatteren Hans Jæger, der ligefrem skrev om det – er også et tema i udstillingen, som inkluderer et par af hendes skildringer af Christian Krohg, blandt andet i rollen som far. Skildringerne af det ægteskabelige samliv er anderledes intime og idylliserende end Krohgs socialt indignerede værker, og tegner således en påfaldende kontrast til de samfundsdebatterende arbejder fra hans hånd.
Albertine
Et absolut hovedværk i Krohgs produktion er det monumentale maleri »Albertine« i politilægens venteværelse fra 1885-87. Maleriet er bogstaveligt talt så stort, at det ikke har kunnet finde vej ind i Gl. Strands lokaler, hvorfor det noget skuffende bliver udstillet i en reproduceret udgave. Værket var et utilsløret angreb på det norske borgerskabs dobbeltmoral vedrørende prostitution. Prostitution var nemlig på den ene side forbudt ved lov, men på den anden side legitimeret gennem prostitueredes tvungne rutinebesøg hos en politilæge, som kontrollerede, om kvinderne led af kønssygdomme – med henblik på at beskytte de mandlige kunder mod smitte, naturligvis.
Krohgs maleri fra politilægens venteværelse er en stor, naturalistisk figurkomposition. Vi ser en gruppe kvinder, som under tilsyn af en politimand venter på at komme ind for at blive undersøgt, registreret og certificeret hos politilægen. Centrum for motivet er en ung, lidt enfoldigt udseende kvinde, der som den eneste af maleriets mange skikkelser kigger direkte ud på betragteren. Maleriet blev et centralt indlæg i datidens diskussioner om prostitution. Dets næsten dokumentariske naturalisme og grandiose fremstilling af gadeprostituerede chokerede det norske borgerskab. For det lokale publikum i Kristiania var maleriets Albertine allerede en velkendt og kontroversiel figur, da maleriet første gang blev udstillet i foråret 1887. Krohg havde året inden udgivet romanen Albertine, som indlevet og udpenslet handler om en ung syerske fra fattige kår, der på grund af sine økonomiske trængsler og en brutal voldtægt ender i prostitution. Romanen blev beslaglagt og forbudt af myndighederne dagen efter dens udgivelse, hvilket dog kun bidrog til dens berømmelse.
Der var heller ingen etablerede udstillingssteder, som ville vise Krohgs maleri, så han endte med på egen hånd at udstille det i et lokale i Kristianias centrum, som han lejede sig ind i. Her blev maleriet et tilløbsstykke med tusinder af besøgende. Krohgs tematisering af prostitution var dog ikke kun en skandalesucces, men indgik som et vægtigt indlæg i den sædelighedsfejde, som allerede pågik i perioden og som ikke mindst udsprang fra en stærk, fremvoksende kvindeoffentlighed med markante personligheder som Amalie Skram (1846-1905) og Margrethe Vullum (1846-1918). Et direkte udkomme af de diskussioner, som »Albertine« udløste, var en afskaffelse af det offentlige reguleringssystem og politilægens kontrolundersøgelser.
Det moderne gennembrud
Krohg bar periodens internationale kulturstrømninger ind i sin kunst, som han bevidst og effektivt gjorde til et politisk og aktivistisk redskab. I sin tidlige ungdom blev han uddannet maler i Tyskland, hvor han blandt andre mødte – og portrætterede – Georg Brandes i 1878. Krohg blev stærkt påvirket af Brandes’ samfundsengagement og opgør med et romantisk kunstsyn, patriarkalske familiestrukturer og forløjede religioner. Tilliden til kunsten som et politisk redskab for frigørelse af den enkelte blev yderligere bestyrket gennem mødet med den franske realist Gustave Courbet i Paris.
Den danske kunsthistoriker Julius Lange respekterede Krohg for hans talent som maler, men karakteriserede ham i en artikel fra 1892 som en »Fanatiker« og »en sand Muhammedaner for Modernismen« på baggrund af hans forfatterskab. Lange mente ikke, at Krohgs sociale engagement var autentisk, men betragtede det som en overfladisk import af stil fra Paris. Andre kritikere mente, at Krohgs maleri var for »litterært« og illustrativt, en slags »tendensmaleri« båret af politisk overbevisning snarere end kunstnerisk nødvendighed.
I et andet hovedværk, »Kampen for tilværelsen«, fra 1888-89 bliver den sociale indignation da også næsten overtydelig i skildringen af sultende børn, der med desperate blikke venter på det snedækkede fortov foran en bager, der uddeler gammelt brød. Krohg var ikke bleg for at bruge stærke virkemidler i sin politiske kamp. Han insisterede tværtimod på, at kunst skulle gribe, røre, forarge eller glæde, som han udtrykte det – ellers kunne det være lige meget.
På den måde fremstår Krohg også som en repræsentant for en moderne forståelse af kunstneren som en aktivistisk figur, der har til opgave at sætte spørgsmålstegn ved det bestående samfund og dets institutioner. Stilistisk kan den krasse realisme forekomme antikveret i dag, men Krohgs sociale engagement adskiller sig ikke så meget fra det, der også kan spores i meget af samtidskunsten i dag. Ligesom man i øvrigt i Krohgs værk kan genfinde interessante og højst aktuelle temaer om ytringsfrihed og censur, om grænsedragninger mellem en kunstners værk og hans eller hendes biografiske liv samt om seksuel frihed.
Der er med andre ord mange gode grunde til at besøge Gl. Strands udstilling, som tegner et facetteret billede af en markant nordisk kunstner, hvis arbejder står som historiske vidnesbyrd om en brydningstid, der trækker direkte linjer til væsentlige problemstillinger i vores egen tid. Og som ikke mindst minder os om, at kunsten kan have direkte og afgørende indflydelse på den måde, vi indretter vores samfund på.
Christian Krohg. Tiden omkring Kristiania-bohemen. Gl. Strand. Gammel Strand 48. København. Indtil den 1. juni
