Nyhed
Læsetid: 7 min.

Lang vej til pressefrihed i Serbien

Den serbiske regering har travlt med at bringe landets medielovgivning på højde med standarderne i EU. Men under overfladen betragter den politiske elite stadig medierne som deres personlige talerør, mens en gryende selvcensur vækker bekymring
Den amerikanske journalist Lily Lynch har set sig nødsaget til at forlade Serbien efter bl.a. en smædekampagne mod hende i serbiske medier og et uventet natligt besøg af politiet.

Tor Birk Trads

Kultur
18. februar 2014

Det er en sen søndag aften i januar 2014. Klokken har passeret midnat, og journalist Lily Lynch er gået tidligt til ro, da hun pludselig vågner op til en ubehagelig overraskelse. To uniformerede mænd, der præsenterer sig som betjente, har skaffet sig adgang til hendes lejlighed i det centrale Beograd i Serbien. Den ene står nu ved fodenden af hendes seng og den anden over hovedgærdet. De beder hende om at stå op, komme i tøjet og redegøre for sin tilstedeværelse i landet.

Mændene siger ikke, hvordan de er kommet ind i lejligheden. De forklarer blot den søvndrukne Lily Lynch, der sammen med sin forlovede Srećko Šekeljić er redaktør for det engelsksprogede webmagasin Balkanist, at de er blevet tilkaldt for at undersøge en åben dør. Men samtidig fortsætter de to med at udspørge den amerikanske journalist om, hvad hun bestiller i Serbien, hvor længe hun har været i landet, og om hendes forlovede også er journalist.

Gennem Balkanist har parret udgivet en række kritiske artikler om forholdene i Serbien. Blandt andet om forholdene i Kosovo, om korruption i Serbiens politiske top og om landets angiveligt mægtigste mand, vicepremierminister Aleksandar Vučić. Lily Lynch ved, at hendes forlovede bliver overvåget. Han er tidligere aktivist og blogger jævnligt om landets politiske forhold. Efterretningstjenesten har blandt andet advaret ham mod at arrangere en regeringskritisk demonstration i Beograd efter Kosovos uafhængighedserklæring i 2008. Men det her er noget nyt.

Lily Lynch fortæller de to uniformerede mænd, at hun er træt, og efter at være trukket i et par joggingbukser lykkes det hende til sidst at få gennet dem ud af lejligheden. Hun ringer til sin forlovede og skynder sig at berette om episoden på det sociale medie Twitter. Klokken er 00.55. I de følgende minutter strømmer det ind med opmuntringer og bekymrede hilsener fra venner og kollegaer.

Hun svarer dem alle og skriver klokken 01.02:

»Jeg er nødt til at komme væk herfra.«

Politikernes reklamesøjle

Serbien ligger som nummer 63 langt nede på listen på det såkaldte pressefrihedsindeks, som organisationen Journalister Uden Grænser laver hvert år. Et godt stykke fra EU-lande som Sverige, Holland og Danmark, der alle ligger i top 10. Trods de demokratiske fremskridt, som landet har gjort siden 2009, da Serbien søgte om medlemskab af EU, er der et stykke vej endnu, før den tidligere kommunistiske stat kan leve op til unionens standarder for pressefrihed. Det fremgår af den 33 kapitler lange ’fremskridtsrapport’, som EU-Kommissionen udsendte sidste år. Rapporten noterer, at mediernes økonomiske ejerforhold stadig er uigennemsigtige, regeringen benytter aktivt tabloidaviserne til at orkestrere mediekampagner mod oppositionen, og arbejdsforholdene for journalister er stadig usikre.

Frie presseorganisationer har flere gange råbt vagt i gevær over for de serbiske forhold. I flere tilfælde har lokale politikere truet journalister med vold, enkelte lever under politibeskyttelse døgnet rundt, mens retssager mod voldsmænd typisk kan trække ud i årevis.

21. januar, to dage efter hændelsen i Lily Lynchs lejlighed, indledte Serbien forhandlinger med EU om en optagelse i unionen. EU-Kommissionens præsident, José Manuel Barroso, benyttede lejligheden til at rose den serbiske regering for sin reformiver og de seneste års fremskridt. Blandt andet i forhold til pressefrihed.

Og serbiske journalister behøver da heller ikke længere frygte for deres liv eller bøder på hundredtusindvis af kroner som i 1990’erne under Slobodan Milošević. Den mediecensur, der eksisterer i dag, er langt mere sofistikeret, mindre synlig og derfor svær at bekæmpe, forklarer Vukašin Obradović, som er præsident for Serbiens sammenslutning af uafhængige journalister (IJAS).

»Det er interessant, at der er et slags paradoks omkring medierne. Vi gør fremskridt i forhandlingerne med EU, mens det estimeres, at pressefriheden og ytringsfriheden bliver gradvist forværret,« forklarer Vukašin Obradović, en midaldrende herre med ujævnt karseklip og skægstubbe.

Det største problem med medierne i Serbien i dag er ifølge Vukašin Obradović, at politikerne ser dem som deres personlige talerør. Der er stort set ingen frie medier i landet i dag, mener han. Af de omtrent 1.300 forskellige medier i Serbien ejes hovedparten af forskellige rigmænd, som har tæt kontakt til landets politiske elite. Det præger mediernes redaktionelle linje i en klar politisk retning. Og de fleste journalister er bange for at miste deres job, hvis de sætter sig imod linjen, mener Vukašin Obradović.

»Problemet med den politiske elite, hvilket vil sige både regering og opposition, er, at de ikke ser medierne som demokratiets fjerde søjle eller vagthunde. De ser dem snarere som en reklamesøjle, som skal hjælpe dem med at opfylde deres løfter og med at opnå og fastholde magten, og ikke som nogen der rent faktisk skal kontrollere dem. Så længe det forhold til medierne eksisterer, vil der ikke være nogen større forandringer her,« siger Vukašin Obradović.

Han tvivler på, at landets kommende mediereform og et medlemskab af EU kommer til at bringe nævneværdige forbedringer af pressefriheden med sig. Problemet i Serbien er nemlig ikke kun medielovgivningen, men i højere grad selve håndhævelsen af den, mener han.

Ingen drastiske forandringer

Før Serbien kan træde ind i EU, skal landets parlament vedtage en ny medielovgivning, som skal rette op på de begrænsninger, der kendetegner medielandskabet i dag. Det indebærer blandt andet, at staten skal trække sig som ejer af en række større mediehuse og krav om mere gennemsigtige ejerforhold for private medier, mens en ny model for finansieringen af public service skal etableres.

I spidsen for udarbejdelsen af den nye medielovgivning sidder ministerassistent for medier og information Saša Mirković. Fra sit kontor i kulturministeriet har han udsigt til det serbiske parlament, som ligger på den anden side af gaden og formentlig snart vil sætte de fornødne underskrifter på landets nye medielove. Helst inden udgangen af året, hvis det står til ham. Allerede sidste år kritiserede EU Serbien for ikke at arbejde hurtigt nok med implementeringen af en mediereform. Embedsmænd fra Bruxelles har været med i det lovforberedende arbejde siden begyndelsen, hvilket Saša Mirković ser som et tegn på, at EU har taget ved lære af tidligere udvidelser mod Øst.

»Der er nogle meget dårlige eksempler fra visse europæiske lande her i nærheden, som er blevet optaget i de seneste ti år. Og det ser ud til, at nogen i Bruxelles pludselig har forstået, at den slags fejl ikke må gentages. Så nu har vi enorm opmærksomhed på og monitorering af alle tre love, som vi arbejder på,« forklarer han.

Et af EU’s værste eksempler er Ungarn, hvor pressens arbejdsforhold kun er blevet forværret, siden landet blev indlemmet i Unionen. Og Saša Mirković erkender, at pressefriheden i Serbien ikke vil blive forbedret fra den ene dag til den anden. På den ene side mener han ikke, at de politiske signaler fra EU lægger op til, at pressefriheden skal være øverst på dagsordenen. Det altoverskyggende tema er stadig konflikten mellem Serbien og Kosovo.

»Så længe disse udfordringer med medierne ikke er længere oppe på dagsordenen, så forvent ikke, at der vil komme drastiske forandringer på området. Der vil være forbedring. Men vi er ikke naive,« forklarer Saša Mirković.

Og på den anden side er der den interne udfordring i Serbien, at landets mægtigste politikere har meget nære forhold til ejerne af landets tabloidmedier. Det har skabt bekymring blandt uafhængige presseorganisationer. Modsat Vukašin Obradović tror Saša Mirković dog, at der er vilje til forandring blandt landets regering og opposition, inklusive de politikere, som stod bag Serbiens drakoniske medielov i 1990’erne, hvor medier blev tvangslukket og straffet med bøder.

»Det var den værste periode. Jeg tror, at alle har lært en lektie fra dengang, inklusive de mest indflydelsesrige personer på vores politiske scene, som nu er i regering. De er ikke skøre nok til at gentage de fejl,« siger han.

Intimidering af pressen

Hjemme i Lily Lynchs lejlighed ligger vasketøj og kufferter spredt ud over gulvet i soveværelset. Det er fredag, og den unge journalist har i løbet af ugen været genstand for en regulær smædekampagne i de serbiske medier. Om onsdagen var hun blandt andet på forsiden af den regeringsvenlige avis Politika under overskriften ’Lynch af Lily Lynch’, hvor journalisten citerer en unavngiven kilde i politiet og har undladt at interviewe Lily Lynch. Sideløbende har politiet givet tre forskellige forklaringer på, hvad der skete i parrets lejlighed weekenden forinden. I alle tre forklaringer fastholder politiet, at de blev tilkaldt for at undersøge en åben dør, men gik igen, da de så, at den var lukket. Lily har henvendt sig til det serbiske indenrigsministerium, som er ansvarligt for politiet, men der er intet svar.

»Hvis det her ikke var intimidering af pressen til at begynde med, så er det i hvert fald blevet til det,« siger Lily Lynch, mens hun folder et par bukser sammen og lægger dem i en åben kuffert.

Bag et gardin i stuen slænger en hvid og brunspættet kat sig i vindueskarmen. På væggen i den højloftede lejlighed hænger billeder af Bob Dylan og Hunter S. Thompson ved siden af bogreoler og lædersofaer. Srećko Šekeljić traver hvileløst frem og tilbage gennem stuen, mens Lily Lynch pakker.

Den amerikanske ambassade har rådet hende til at forlade landet i et par måneder, indtil parlamentsvalget i marts er ovre, og stormen omkring hendes person har lagt sig. Ambassaden har også tilbudt at hjælpe hende med at fremskynde en eventuel retssag mod indenrigsministeriet, så den ikke trækker ud i årevis. Men Lily Lynch kan ikke overskue en lang og opslidende retssag mod den serbiske stat.

»Jeg vil bare gerne have det her til at forsvinde,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her