Læsetid: 8 min.

At nærme sig Nordkorea

6 forfrosne dage. Så lang tid fik Eva Tind lov til at befinde sig i det Nordkorea, hendes afdøde biologiske far stammede fra. Her kom hun på en strengt koreograferet sightseeing. Ud af rejsen kom en udstilling og en bog. Begge er utilsigtet blevet uhyggeligt aktuelle, da en FN-rapport netop i denne uge har dokumenteret en lang række forbrydelser mod menneskeheden begået af det nordkoreanske regime
Enhjørningen, et af de værker, der kom ud af Eva Tinds rejse, refererer til en sær nyhedshistorie, der så dagens lys sidste år i Nordkorea: Det statslige pressebureau kunne fortælle, at arkæologer nu havde fundet en hule, hvor en enhjørning af mytologisk betydning for landet engang skulle have levet.

Jacob Dall

21. februar 2014

Enhjørningen er et godt sted at starte. Eva Tind peger på en hvid udstoppet hestetorso, der hænger på udstillingsvæggen – forsynet med et knejsende horn midt i panden. Dette værk refererer til en sær nyhedshistorie, der så dagens lys sidste år: Det nordkoreanske statslige pressebureau kunne berette, at arkæologer nu havde fundet den hule, hvor en enhjørning af mytologisk betydning for landet skulle have levet. »Det er sådan, de arbejder i Nordkorea,« siger Eva Tind. »De konstruerer hele tiden myter, som de så iscenesætter.« Vi befinder os på Gentofte Bibliotek, der ånder fred og kommunal fordragelighed på en regnfuld februarformiddag. Eva Tinds udstilling, Panorama, breder sig ud over et lille område: farverige plexiglas-bjerge, fotografier, svævende diamanter, en gråtonet film. Og altså en enhjørning.

Udstillingen er – ligesom romanen HAN, der udkommer i næste uge – en refleksion over den korte rejse, Eva Tind foretog i Nordkorea forrige år. Romanen og værkerne tager den i Nordkorea allestedsnærværende censur og bruger den som et kunstnerisk greb, en kunstnerisk form: »Jeg ville ikke forsøge at trænge ind i noget, jeg ikke måtte trænge ind i. Jeg ville ikke forsøge at kigge i vasketøjskurven, eller se, om jeg virkelig kunne stikke hånden igennem kulissen. Jeg var ikke interesseret i det sensationelle. Jeg var mere interesseret i at betragte reglerne som en slags dogmeregler, som jeg som kunstner skulle forholde mig til – om jeg ville det eller ej.« fortæller Eva Tind. Legen med censuren kommer f.eks. til udtryk i tekstværket »Turistfotos«. 41 indrammede tekster beskriver hver et billede, man ikke kan se, men som er klistret på under bagbeklædningen. Dermed overholder Tind det forbud, det nordkoreanske styre har udstedt mod at vise billeder fra landet i offentligheden – men, fortæller hun, som privatperson kan man købe rammen og få lov til at se billedet.

Stærk kultur

Da Eva Tind er et år gammel, bliver hun bortadopteret fra Pusan i Sydkorea til Låsby i Danmark. Kontakten til sine biologiske forældre får hun igen via brev som 14-årig, og som 22-årig rejser hun til Sydkorea og møder sin biologiske familie: en mor, en far, en søster og en bror. »Korea er jo et helt fantastisk land,« fortæller Eva Tind. »Det er et land, som har været ekstremt lukket for alle mulige indflydelser udefra. Man har en meget stærk kultur – og familiekultur. I 1950’erne bliver landet delt, og de to dele vokser i hver sin retning. Sydkorea er vokset langt forbi os nu – teknologimæssigt osv. Der er interaktive kort på metrostationerne, og riskogeren fortæller dig, hvornår risen er færdig. Og så er der Nordkorea, som har udviklet sig til at være det mest lukkede land i verden. Den tvedeling, synes jeg, er enormt interessant – at det samme folk har kunnet udvikle sig i så forskellig retning på så kort tid.«

I 2009 dør Eva Tinds biologiske far, og det sætter gang i noget hos hende. Hun begynder at skrive det, der skal blive hendes debutdigtsamling, do. »Min far efterlader mig et brev og i det brev står der, at han er født i Sinuiju helt oppe nordpå i Nordkorea,« fortæller hun. Det vækker en nysgerrighed efter at se faderens fødeby med egne øjne. »I do arbejder jeg meget med spejlinger – mellem det koreanske og det danske – men den er ligesom skrevet fra elfenbenstårnet. Den er skrevet fra et rum, som kan være hvor som helst. HAN er meget anderledes: Den handler om at rejse ud; om at kroppen også mærker det sted.«

Tre år efter faderens død får hun tilladelse til at rejse ind i Nordkorea og mærke landet med sin egen krop. Sammen med en broget lille flok turister skal hun på en tætpakket og nøje planlagt rejse rundt i landet: »Fra syv morgen til otte aften blev vi kørt rundt i bus til forskellige attraktioner. Vi blev kørt helt op til døren alle steder, for at vi ikke skulle komme i kontakt med de lokale,« fortæller hun. De besøgte en lang række muséer, eksempelvis et metromuseum, som ikke bare dokumenterer metroens historie, men som også dokumenterer de 34 gange, den kære leder har besøgt muséet, ved f.eks. at udstille den stol, han sad i ved et af sine besøg.

Iscenesættelse

Som turist i Nordkorea kan det være svært at afgøre, hvad der er iscenesat, og hvad der er virkeligt. Den uafgørlighed har Eva Tind valgt at spejle i bogen ved at blande fiktion og dokumentarisme, drøm og virkelighed. HAN er således delt op i to spor, der fletter sig ind og ud af hinanden. Det ene spor er en slags rejsedagbog, der detaljeret beretter om tanker, syns- og sanseindtryk fra den seks dage lange rejse i Nordkorea. Det andet spor er en drømmende enetale rettet mod den afdøde far. »Det er svært som læser at afgøre, hvor det ene spor begynder, og hvor det andet ender. Det er bogens form, men det er også rejsens form. Vi vidste det heller ikke, da vi kom ned på den metrostation: Er det her en iscenesættelse eller er det almindelige borgere, som bare er nede i metroen?,« siger hun med henvisning til en episode i bogen, hvor gruppen af turister endelig befinder sig omgivet af almindelige nordkoreanere på en metrostation. Nogle i gruppen hævder, at styret har hyret hundredvis af statister, der skal give indtryk af en velsoigneret og velfungerende dagligdag, mens andre tror på det, de ser.

Eva Tinds bog og udstilling er utilsigtet blevet uhyggeligt aktuelle. En FN-rapport har netop i denne uge dokumenteret en lang række forbrydelser mod menneskeheden begået af det nordkoreanske regime. Det er ifølge Amnesty International første gang, at FN er så klar i mælet i forhold til situationen i Nordkorea. Rapporten, der blandt andet bygger på vidneudsagn fra nordkoreanske flygtninge, beretter om tortur, voldtægt og mord i landets berygtede fangelejre, hvor der menes at sidde mellem 80.000 og 120.000 politiske fanger. Jeg spørger Eva Tind, hvordan det føles at rejse i sådan et land. Fornemmer man, at grusomhederne lurer under overfladen eller bag den næste bjergkæde? »Det er ubehageligt at rejse ind i landet. Man bliver frataget sin ret til at kommunikere med nogen, ens mobiltelefon bliver taget fra en. Det er nogle andre, der sætter reglerne, og man kan ikke altid vide, hvornår man bryder dem. Danmark har ingen anbefalinger inde på Udenrigsministeriets hjemmeside, i forhold til hvordan man bør opføre sig. Det skaber en stor usikkerhed, at man ved, at alting er overvåget og aflyttet, men man ved ikke, hvad der er aflyttet, så man ved ikke, om man kan sidde og tale sammen i baren, eller om man ikke kan. Det skubber til ens paranoia, helt klart,« fortæller Eva Tind. Volden ser man ikke, men armoden og censuren er det ikke muligt for styret at skjule: »Det var åbenlyst, at de forsøgte at vise det bedste, de har. Men man kan ikke være der i længere tid, for så kan de ikke opretholde den facade. Man kan jo se, at der ikke er opvarmning nogen steder. Der hænger 30 lysekroner, men rummet er oplyst af én pære, der er skruet ind i væggen … Og så begynder man at komme i tvivl: Hvad er ellers konstrueret?«

Spejl

Når man rejser i et land, som er så lukket, som ikke vil tale med én, og som kun vil høre på sine egne monomane fortællinger, må man selv udfylde de blanke huller. Sådan oplevede Eva Tind dét at rejse i Nordkorea: »Man spejler sig selv ind i projektet. Når man ikke får lov at se noget, bliver det meget ens egen forestillingsevne, der træder til. Det bliver meget en spejling af en selv og ikke et møde med et andet folkefærd.«

Denne erkendelse har hun taget med ind i både romanen og i udstillingen, hvor flere af værkerne opererer med spejlinger og (halv)gennemsigtighed.

Romanen er fyldt med detaljemættede beskrivelse af hotelværelser og små mennesketomme snapshots, som jeget tager med sin kamera. Eva Tinds baggrund som både arkitekt og billedkunstner fornægter sig ikke i disse beskrivelser, og der er for hende flere grunde til, at beskrivelserne af disse tilsyneladende uvigtige detaljer fylder så meget i bogen: »Alt det fysiske, alle de ting, vi omgiver os med: husene, bygningerne, rummene, man skaber, er jo også et udtryk for det liv, der bliver levet,« bemærker hun. »Det virker jo absurd, at man beskriver hjørnet på et badeværelse, men det illustrerer jo også, at der er så lidt menneskelighed. Man får så lidt at vide om det liv, der leves, at man sætter sig for at beskrive et lille hjørne, så der kommer liv i det.«

I stedet for at tale med store bogstaver mod censuren og uretfærdigheden, holder Eva Tind sig altså primært til at registrere. Og det er bevidst: »Jeg synes, det kommer stærkere til udtryk ved ikke at blive sagt. Det har jeg også stræbt efter i mine andre bøger. At beskrive noget uden at dømme det. At lade det være op til læseren at dømme det selv. Jeg lægger det her frem: Sådan så jeg det,« siger hun.

Hvordan har det så været som forfatter at skrive en bog, der var så bundet af censuren og det konceptuelle? »Ved mine andre bøger er jeg altid startet med hvidt papir, og så har jeg taget en farve og holdt den op mod lyset, og så begynder der at ske noget – der begynder at træde en form frem. Den magi, der ligger i, at de der verdener pibler frem på papiret, den er der jo ikke på samme måde, når man er begrænset af en struktur, som jeg har været her,« fortæller Eva Tind. »Det har været hårdt at skrive den, fordi jeg har skulle gå tilbage og beskrive de her fotos og detaljerne. Det er en anstrengende måde at se på.« Det kunne også føles lidt klaustrofobisk at læse til tider … »Det er enormt klaustrofobisk!« udbryder hun. »Og det var også klaustrofobisk at skrive, for jeg kunne ikke komme ud af den. Jeg blev nødt til at lave den – og jeg vidste, at jeg blev nødt til at lave den.«

Vi startede med en enhjørning, og vi ender ved den film, der kører på udstillingens modsatte væg. Den er grå og grynet, filmet fra en vuggende båd. I det fjerne anes en by: »H«. Da vi kører ud af Nordkorea, kommer vi over på Kinasiden, og derfra kan man tage en turistbåd, som en kanalrundfart. Man sejler i kinesisk farvand og kigger over på Nordkorea. Det, man ser, er den by, hvor min far er født. Så det var så tæt, som man kunne komme på det – som jo bare er ingenting! Det er bare gråt vand, grå himmel, det hele er gråt!« siger Eva Tind.

Hvordan var det endelig at se den by? »Sådan her!« svarer hun og slår ud med armene. »Der er jo hele tiden den der distance, ikke…«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu