Læsetid: 7 min.

På jagt efter mor i børnelitteraturen

Hvor er mor i børnelitteraturen? Hun er på arbejde, i køkkenet, syg, død eller bare ikke rigtig til stede. Børnebøgernes helte er tit ’forældreløse’, og hvis der er en forælder, er det ofte en far
Hvor er mor i børnelitteraturen? Hun er på arbejde, i køkkenet, syg, død eller bare ikke rigtig til stede. Børnebøgernes helte er tit ’forældreløse’, og hvis der er en forælder, er det ofte en far
28. februar 2014

Et tomt hul. Det er, hvad moderen i Gunilla Bergströms fortællinger om Alfons Åberg er. Ole Lund Kirkegaards læsere må også lede længe efter nærværende mødre, og det samme gælder Astrid Lindgrens. I den nyeste danske børnelitteratur er moderen måske til stede, men ofte som baggrundsfigur – f.eks. den karrierefokuserede mor i Alberte Windings bøger om pigen Betty, og Andreas Bræstrup Kirsteins bøger om Poul og far. Faktisk er det vanskeligt at komme i tanker om moderfigurer fra børnenes fiktive univers, som ikke enten er fysisk eller mentalt fraværende. Det fortæller Sanne Paustian Billesbølle, der har skrevet speciale om familiemønstre i børnelitteraturen.

»I den svenske klassiker Alfons Åberg er mysteriet om den manglende mor et godt eksempel,« siger hun om bøgerne, der skildrer det indadvendte enebarn Alfons’ liv og hans forhold til sin far. Hvor moderen befinder sig, forbliver gennem den lange række af bøger (så godt som) usagt og må betragtes som en gåde eller et tomt hul, som læseren selv må udfylde.

»I Ole Lund Kirkegaards univers er det heller ikke svært at finde fraværende mødre,« fortsætter hun, »i Gummi-Tarzan er det Ivans forhold til faderen og dennes forventninger, der er det væsentlige, mens moderen er reduceret til en baggrundsfigur. I filmen Gummi T, der er baseret på romanen, har man endda valgt helt at skrive hende ud af historien,« siger hun og peger på, at Lille Virgil uden forklaring er fuldstændig forældreløs, Orla Frøsnappers familiebaggrund ved vi intet om, og Albert forlader hurtigt sin familie.

De øvrige mødre i Ole Lund Kirkegaards fortællinger fremstilles ofte som fysisk fraværende figurer, der undertiden stikker hovedet ud ad vinduet og giver ordrer eller reprimander, indtil de atter trækker hovedet ind igen og forsvinder fra fortællingens univers.

At faderen ser ud til at spille en større rolle i børnenes liv – i hvert fald i nyere børnelitteratur – kan skyldes, at den omsorgsfulde far er forholdsvis ny i forhold til den traditionelt set omsorgsfulde mor, der tager sig af sine børn, forklarer Sanne Paustian Billesbølle. Rent narrativt gør det faderrollen mere interessant at udforske – og karikere.

»Generelt spiller de voksne i f.eks. Kirkegaards fortællinger dog en lille og ubetydelig rolle. Ofte fremstilles de som dumme, komiske og uforstående over for barnets fantasifulde og legesyge univers,« siger hun og uddyber det med, at det også er tydeligt i den øvrige børnelitteratur, hvor ikke bare mødrene, men forældrene i det hele taget ofte er enten fraværende eller totalt uforstående over for deres børn.

Moderdyrkelse

Men det har ikke altid været sådan: »I Skoven risled den klare Aa; En blodig Vildand bag Sivet laa,« lyder de første linjer i Hans Vilhelm Kaalunds fabel Den dræbte And fra 1845. Den fortsætter:

»Af Jægerens Bøsse var den dræbt. Den havde sig hen til Reden slæbt. Nu stod omkring den de Ællinger smaa, de kunde det slet ikke ret forstaa. De krøb under Vingen, men den var slap – ’Vaagn op, søde Moder, rab, rab, rab, rab!’ Saa aabned de alle Smaanæbene vidt: ’Vi ere saa sultne, giv os lidt!’ Men moderløs’ vare de arme Smaa – O, har du en Moder, da skjøn derpaa!«

Leder af Center for børnelitteratur på Aarhus Universitet Nina Christensen fortæller, at Kaalund repræsenterer romantikkens børnelitteratur. Og – siger hun – går man den kanoniske børnelitteratur fra hans samtid efter, emmer mange digte simpelt hen af ophøjelse af forældrene og i særlig grad moderen:

»Der var en vis moderdyrkelse i 1800-tallet,« fortæller hun. Men hvad skete der så? Det undersøger lektor på Høgskolen i Volda Marit Bekke i en forskningsartikel publiceret på den norske blog Periskop.no. Hun indleder med en gennemgang af børnelitterære værker fra 1800- og 1900-tallet, og hun kommer frem til, at en ikke uvæsentlig del af børnelitteraturen har den såkaldte ’ude-hjemme-ude’-struktur.Det spændende, udviklingen, det ukendte og dermed hovedhandlingen foregår ude, mens moderen er hjemme. Derfor forbliver hun i historiens rammefortælling, dens udkant. Hvis hun da overhovedet er med.

»Den væsentligste årsag til det er nok, at det ofte ikke er i hjemmet, at hovedudviklingen finder sted, men på den dannelsesrejse, der indledes, når hovedpersonen af den ene eller anden grund må forlade hjemmet,« skriver Marit Bekke. »Derfor er mor ikke nogen vigtig litterær figur i hjemme-ude-hjemme-litteratur, altså klassiske folkeeventyr og mange klassiske børnehistorier.«

I artiklen gennemgår hun børnelitteraturskatten fra begyndelsen af 1900-tallet til i dag, og hun tager blandt andet fat i Tove Jansson og Astrid Lindgren. Hverken hos disse forfattere eller nutidige norske som Kari Saanum, Gro Dahle eller Marit Kaldhol finder hun væsentlige moderfigurer. Tværtimod:

»Det er typisk for vor tids børnelitteratur, at mor er utilstrækkelig. Ofte må barnet selv ordne sagerne. Barnet er den ressourcestærke i mødet med den voksne, som ikke magter sin omsorgsrolle. Og hvis moderen ikke har psykiske problemer, er hun ofte død eller mærket af sygdom.«

Eksperimentel legeplads

Anna Karlskov Skyggebjerg, der er lektor i børnelitteratur ved Aarhus Universitet, kan også komme i tanker om en del fraværende mødre i billedbøger og tekstbøger, og hun nævner ikoniske forfattere som Mark Twain og Charles Dickens, der også har tematiseret det forældreløse barn:

»Det er jo en fantastisk plotmæssig motor at frisætte et barn fra forældrene,« siger hun. »Hvis man anlægger det perspektiv, spiller de fraværende forældre ofte den rolle, hvis man kan sige det sådan, at barnet tvinges til at handle på egen hånd.«

I Alfons Åberg, siger hun, gør moderens fravær, at faderen kan komme på banen. Bøgerne om Alfons Åberg afspejlede ligesom mange andre børnebøger fra 1970’erne det forhold, at kønsrollerne og kønsstereotyperne kom til debat og til en vis grad var under opløsning på det tidspunkt.

Sanne Paustian Billesbølle kalder børnelitteraturen en »eksperimentel legeplads«, hvor samtidens familiemønstre og forældreroller afprøves, karikeres, kritiseres eller udfordres.

»Børnelitteraturen kan være en afspejling eller en kritik af samtidens forældre, hvilket betyder at forklaringen skal findes i virkelighedens forældretyper.«

Men som de to lektorer peger på, og som norske Marit Brekke ligeledes hævder, kan de fraværende voksne og ikke mindst den fraværende mor besidde et narrativt potentiale, mener Sanne Paustian Billesbølle:

»Netop når moderen fjernes fra fortællingen, fritstilles barnet, og denne psykologiske løsrivelse giver hovedpersonen mulighed for at udvikle sig og udfolde sig – uden for de voksnes besnærende normer,« siger hun og henviser til Pippi Langstrømpe som et eksempel på en hovedperson, der formår at udnytte friheden til fulde.

»I børnelitteraturen er der altså en tendens til, at det er barnet i sig selv, der er centralt for fortællingen, og de voksne optræder mere perifert som baggrundsfigurer uden for hovedhandlingen. Medmindre det netop er forholdet mellem mor og barn eller barn og voksen, der direkte tematiseres, som det eksempelvis ses i Kim Fupz Aakesons Mor, hvor moderrollens betydning i den grad afprøves og nuanceres.«

Ifølge Anna Karlskov Skyggebjerg har den fraværende mor to funktioner: en kønspolitisk, der ses hos Gunhilda Bergstrøm og muligvis hos Astrid Lindgren, men altså også en plotmæssig, nemlig muligheden for at sætte barnet frit.

Pippis tid

»Ser man på Pippi Langstrømpe, er det tydeligt, at hun har den frihed, man kun har, når man ikke har en mor. Pippi er først og fremmest moderløs,« siger hun.

Nina Christensen er enig og siger, at nordisk børnelitteratur er karakteriseret ved at ville beskrive selvstændige børn.

»Og det er jo noget, som for alvor kom frem på Pippis tid i 1930’erne og 1940’erne med reformpædagogikken, hvor man havde en forestilling om barnet som individ med ret til og mulighed for at have indflydelse på eget liv. Som et lille medmenneske, en lille medborger. Derfor får man beskrivelser af børn, der på en måde er herrer i eget hjem,« siger hun og tilføjer, at det er en barndomsopfattelse, som man i høj grad abonnerer på i en nordisk sammenhæng. Det er den ene ting. Og den kan man så følge fra 30’erne og 40’erne i forskellige tekster.«

Alle tre er de enige i, at forældrerollen i børnelitteraturen altid (Når man ser bort fra romantikkens moderdyrkelse) har stået i periferien af hovedhandlingen – hvis den ikke har fungeret som et forstyrrende element. Derfor går dens udvikling i højere grad på typen af fravær. »I starten af 1900-tallet, hvor børnelitteraturen for alvor begyndte at vokse frem, blev forældrene i høj grad fremstillet som autoriteter. Litteraturen kunne have karakter af en løftet pegefinger til barnet, men kunne også besidde en mere tvetydig fremstilling, som i Spørge Jørgen (Kamma Laurents, 1944, red.), hvor det nysgerrige barn straffes af de autoritære forældre. Her kan man tolke forældrenes rolle som et fravær af forståelse for barnets sande natur,« siger Sanne Paustian Billesbølle. »I 1970’erne blev opgøret med forældrene og autoriteterne et centralt element i den socialrealistiske og samfundskritiske børnelitteratur. Forældrene fravær var altså udtryk for et omsorgssvigt og manglende forståelse for børnenes behov for medbestemmelse. Dette kommer stærkt til udtryk i Bent Hallers Katamaranen, hvor drengene bryder med deres sociale ophav og de fraværende forældre og forsøger at skabe det frie liv,« siger hun og tilføjer:

»I takt med Ole Lund Kirkegaards udbredelse i 1980’erne blev barnet omdrejningspunktet for fortællingen, og forældrene indtog statistroller, hvor de blev reduceret til fjollede, dumme elementer. Efter 2000-tallet er forældrenes fravær i børnelitteraturen en refleksion af det moderne familieliv, som er præget af stress, travlhed og opbrud,« siger hun.

Undtagelser er der naturligvis, og både Anna Karlskov Skyggebjerg og Sanne Paustian Billesbølle nævner Kim Fupz Aakesons bog Mor, når man efterlyser eksempler på mødre, der ikke er fraværende.

»Men selv om der findes masser af mødre i børnelitteraturen,« siger Sanne Paustian Billesbølle, »er det ved nærmere eftertanke yderst sjældent, at det er moderen, der er midtpunktet i historien.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu