Læsetid: 4 min.

Pinocchio slog Jesper fårekylling ihjel

Ny tegnefilm baseret på Carlo Collodis mørke opdragelseseventyr ’Pinocchio’, tilbyder endnu en fortolkning af en af populærkulturens mest symbolske figurer. Fælles for de mange versioner er en spøjs morale angående autoriteter. At mennesket først bliver et menneske, når det lærer at adlyde sin far. Af hjertet
Ny tegnefilm baseret på Carlo Collodis mørke opdragelseseventyr ’Pinocchio’, tilbyder endnu en fortolkning af en af populærkulturens mest symbolske figurer. Fælles for de mange versioner er en spøjs morale angående autoriteter. At mennesket først bliver et menneske, når det lærer at adlyde sin far. Af hjertet

André Leit/iBureauet

20. februar 2014

Man kan lege alle slags lege med en dukke, fordi den ikke kan gøre modstand eller flygte, altså fordi den er en dukke. En tingest. Man kan gifte den væk med en anden dukke, eller en kat, og lege kedeligt småborgerligt liv med dukkekone og dukkebørn. Man kan få dukken til at slå andre dukker ihjel. Og til at bolle. Dukker er skabt i vores billede, af vores nåde, skåret i træ i overensstemmelse med vores forestilling om det nuttede, det bedårende, det identificerbare og det så-godt-som-menneskelige.

Og marionetdukken uden bånd, Pinocchio, skabt af den italienske forfatter Carlo Collodi i 1881 som en opdragende fortælling for uartige børn og biografaktuel i Enzo D’Alòs nye tegnefilmversion Pinocchio fra 2012, er dukkernes dukke. Pinocchio er et af populærkulturens stærkeste, mest fortolkede og versionerede billeder på at være eller ikke at være menneske eller på at være et godt eller et dårligt et af slagsen. Og så leger vi gennem ham altid historien om den hånd, der fører os.

Metaforisk kan Pinocchio-figurens tilblivelseshistorie – og transformation fra træ til kød – ses som en rebelsk figur i en frihedsfortælling om fascismen, for eksempel. Hans rolle handler altid om frihed og ufrihed, om båndene, der binder eller ikke gør, og om opdragelse i eget billede.

Historiker Suzanne Stewart Steinberg ser Pinocchio som et billede på Italiens ønske om at forme en fælles nationalidentitet i befolkningen fra monarkiets konstituering i 1861 til fascismens indtog. Som politikeren Massimo D’Azeglio ifølge myten skulle have sagt: »Vi har lavet Italien. Nu skal vi lave italienerne.«

Queer-bevægelsen ser blandt andet Pinocchio som den ultimative transformationsfigur, der igennem sine blotte handlinger, ikke sin medfødte krop, bliver den, han ønsker at være.

Den nye italienske, biografaktuelle tegnefilmfortolkning af italienske Enzo D’Alò har det personlige som nerve, det intime autoritetsforhold. Instruktøren investerer følelsesmæssigt gods i relationen mellem fader og søn. Mens Collodis Pinocchio dyrkede skyldspåduttelse, er der her noget ømmere, noget mere privat på færde: Frygten for at såre den arme fader, samvittigheden over det frie barnelivs skødesløshed. Fortrydelsen.

Slog Fårekylling ihjel

Oprindeligt var Pinocchio i Collodis Pinocchios eventyr, der først blev udgivet som en seriel fortælling om uartige smådrenge i det første italienske magasin for børn en ondsindet møgunge, voldeligt opdraget af Gepetto. Universet var vanvittigt opfindsomt – og vanvittigt grusomt. Mens Jesper Fårekylling var en nuttet crooner stemmelagt af blandt andet Ove Sprogøe og sangstjernen Cliff Edwards i Disneys version fra 1940, som fulgte hovedpersonene i tykt og tyndt filmen igennem, så slog Pinocchio i den oprindelige version sin lille moralske hjælper ihjel i bogens begyndelse:

»Pinocchio sprang op i vrede, greb en hammer fra bænken og kastede den med al sin styrke mod den talende fårekylling.«

Splat.

Hos Disney bliver marionetdukken i 1940 en god lille dreng. I studiet bøvlede Walt Disney og animationsholdet med at gøre den lille træfigur livagtig og sympatisk og modererede hans udseende, indtil træagtigheden var så minimal som muligt. Filmen blev en af de bedste og vigtigste tegnefilm, der er lavet. Her blev Jesper Fårekylling ikke slået ihjel. Her sang Jesper Fårekylling, lykkebringeren »When You Wish Upon a Star«. Mørket var ikke i særlig grad vores lille identifikationsspilopmager noget iboende. Mørket var omkring ham. Mørket var i hvalens kæmpe gab, faderen og sønnens symbolske død, som de sammen genopstår fra. Mørket var i de udbyttende dagdrivere, ræven og katten, der lokker en lille skoledreng i fordærv. Mørket var i børnelokkermareridtet Pleasure Island, hvor nydelsens pris fører til animalisering. Det er et af populærkulturens mørkeste opdragelsesscenarier. Hvis man er et barn, der drikker og ryger cigar og spiller billard dagen lang, så bliver man til et dovent æsel. Hos Enzo D’Alòs, hvor æslerne slider og slæber i en kælder med mindelser om Fritz Langs Metropolis’ dystopiske industrivisioner, bliver mennesket arbejder, hvis ikke det tager sig sammen.

Ingen bånd

Og fælles for alle fortolkninger og genfortolkninger er dobbeltbundetheden. Så længe der er autoriteter, er der dukker. Og omvendt. Et menneske har en fri vilje – eller skulle meget gerne have det. For et menneske er også først et menneske, lærer vi, når det lærer at agere ansvarligt og medmenneskeligt uden bånd, der binder. »Du bliver et menneske, når du har lært at være en god dreng,« lærer Pinocchio i Disney-versionen. Først da Pinocchio uselvisk har reddet sin arme far og skaber, den snedkererende faderfigur Gepetto, fra hvalens mave, forvandles hans krop af træ til blodiltet kød og hud. De snore, der ikke binder Pinocchio, er der jo alligevel altid. De er der som den sociale sanktions snore. Hvis ikke der er en diktatorisk bestemmende instans, så er der altid en social og værdibåret retning, man skal følge. Hvis ikke der er slag, så er der samvittighed. Man skal være en god dreng. Man skal høre på, hvad den moralsk vejledende fårekylling fortæller én. Man skal lytte til sin far. Det er omgivelserne, der ultimativt bestemmer, om man er det, man gerne vil være. Som dreng eller borger, søn eller menneske. Det er en spøjs morale angående autoriteter. At mennesket først bliver et menneske, når det lærer at adlyde sin far. Af hjertet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
Jakob Silberbrandt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Som der står i de 10 bud, så skal man ære sin far og mor. Det kan man så grine af eller slå det hen som religiøst nonsens. Men rent psykologisk har buddet en pointe. Hvis ikke Pinocchio som i eventyret om ham og hans far respekterer faren, så får han sandsynligvis problemer som voksen. Med mindre, at han som barn har en anden person, som han kan identificerer sig med. Det drejer sig altså om en accept eller en forkastelse af sin egen selvopfattelse, som er dannet i bardommen. Den kan man ikke bare med et skuldertræk smide væk da det er en dybt forankret del af en selv. Og altså også den opfattelse man har af sig selv. Jeg tror at det er det, som historien drejer sig om.

Søren Kristensen

Tak for den artikel. Jeg har været lærervikar i Sydgrønland og mit øgenavn blandt de mest rebelske elever var: Pinocchio! Hvilket selvfølgelig er noget jeg tænker over fra tid til anden, som nu i dag.