Klumme
Læsetid: 2 min.

Pontoppidan

Kultur
21. februar 2014

Jeg er stadig rystet over, hvor moderne Henrik Pontoppidan egentlig var tilbage i midten af 1910’erne, hvor han skrev den sidste af sine store romaner, De dødes rige. Han skrev direkte med sin tid og på en måde, så tidsånden her ved gensynet hundrede år efter stadig står og vibrerer levende for læseren. Pontoppidan forsøgte ikke som så mange andre af de senere store modernistiske forfattere i tilbageblik at forstå de afgørende år frem til Første Verdenskrig, men han skrev vitterligt lige midt i sin egen nutid.

Det er en samtidsroman, der vil noget. Og spørgsmålet er, trods mange store omvæltende begivenheder i det forgangne århundrede, om han her i landet nogensinde er blevet overgået i den kunst at skrive samtidigt?

I dagens tillæg forsøger jeg i anledning af genudgivelsen af De dødes rige at trække det tidsdiagnostiske og profetiske frem i storværket og at sætte det i sammenhæng med en række af de vigtige europæiske romaner om den samme epoke. I værker af Robert Musil, Hermann Broch, Joseph Roth og Thomas Mann har vi nok fået den bedste og mest nuancerede forståelse af de afgørende år i den europæiske idé- og værdikrise, som mundede ud i Første Verdenskrig, men det er altså hos Pontoppidan, vi første gang kan læse om den.

Pontoppidan er ikke er ikke umiddelbart så formmæssigt radikal som disse forfattere, men tag ikke fejl af, at han i lige præcis De dødes rige med en centrumsløs prosa uden egentlig hovedperson og i dyrkelsen af et vedvarende yderst raffineret skift i perspektiv faktisk må have skrevet den første store danske modernistiske roman.

Den er chokerende aktuel. Vi frygter ikke længere præstevældets genkomst, ligesom vi ikke længere kender til store karismatiske, politiske ledere af Tyge Ens-lev-typen, der som en anden Berlusconi også ejer et af de dominerende dagblade og kan præge folkestemningen og tidsånden, men på så mange andre områder som kulturelt forfald, livsstilsdyrkelse, mediernes tyranni, dyrkelsen af sundhed og agitation for enhver ny ’kernesund familie’ så Pontoppidan lige ind i den danske sjæl allerede for hundrede år siden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her