Richard Møller Nielsen: Vinderen, der var med på et afbud

Det var betegnende for Richard Møller Nielsen, der døde i går 76 år, at han satte sejren i King Fadh Cup i 1995 i Saudi-Arabien, en turnering for seks kontinenters mesterhold, der i dag kendes som Confederations Cup, over EM-guldet i Sverige i 1992. Som jo er den triumf, fodboldinteresserede danskere, og en pæn part af de ikke-interesserede, husker som samlende for nationen i et år, hvor den var delt i spørgsmålet om EU’s Maastricht-traktat.

’Ricardo’, som han blev kaldt, vægtede resultatet mere end selve spillet. Af de 49 turneringskampe, han overværede som landstræner i perioden 1990-96, tabte han kun syv. Medtages venskabskampe var statistikken 34 sejre, 17 uafgjorte og 14 nederlag.

For ham var fodbold ikke nogen skønhedskonkurrence, men kun et spørgsmål om at vinde. Både på banen og udenfor, hvorfor han nu og da kunne ligne en forbitret taber – som da DBU først vragede ham til posten som den folkekære Sepp Pionteks efterfølger til fordel for en tysker, hvorpå han kom med den berømte bemærkning om, at ’et fynsk bøgetræ ikke mister bladene, fordi et svin gnubber sig op ad stammen’. Han blev dog ansat takket være DBU’s amatørisme – tyskeren meldte afbud i sidste øjeblik – og fik en dårlig start, der kulminerede med det hjemmebanenederlag til Jugoslavien i november 1990, der fik fire af landsholdets daværende profiler til at melde fra i frustration over den nye landstræners defensive – eller i deres optik: destruktive – filosofi: Brødrene Laudrup, Jan Mølby og Jan Bartram.

Herefter vandt Danmark de resterende kvalifikationskampe frem til EM-slutrunden i Sverige, og holdet kom fra andenpladsen i gruppen med til EM som substitut for det krigshærgede Jugoslavien, der blev suspenderet af UEFA.

Journalister og prostituerede

Brian Laudrup vendte tilbage i foråret 1992, Michael Laudrup kom med igen i 1993, men affæren var med til at forpeste den nærtagende og sprogligt akavede landstræners liv og fik ham til at eksplodere på et pressemøde i 1992, hvor han jævnførte journalisterne Flemming Mønster og Jakob Kvist med ’prostituerede’ og nægtede at tale med dem. De to havde skrevet en bog efter EM-euforien, hvor anonyme landsholds-kilder hånede Møller Nielsens kompetencer som træner – som manden, der var kommet med på afbud.

Men faktisk var han en glimrende, om end noget ensporet, træner såvel som spiller. På centerhalf-pladsen i OB (i dag vil man sige midterforsvarer) var han frygtet som kompromisløs møver med saft i tacklingerne, en forsvarsklippe som mere letbenede modstandere slog sig på. Han spillede ikke just kønt, men var effektiv og fik to landskampe i 1959 og 1961, før han sluttede sin aktive karriere på grund af skader. Han var midt i tyverne og blev siden en succesrig træner, først i en fynsk serieklub, dernæst i OB, Esbjerg, Svendborg, igen i OB og i 1978 for ungdomslandsholdet og senere tillige det OL-hold, han førte til slutrunden i 1988 – kun for at erfare, at DBU havde kvajet sig ved at lade Per Frimann spille ’ulovligt’, hvorfor holdet måtte blive hjemme.

Men det udviklingsarbejde, han gennemførte i de år, gav bonus i 1992 – grundstammen på det hold, der blev europamestre, bestod af Møller Nielsens drenge fra OL- og U/21-holdene i 80’erne. Hans opskrift var hårdt arbejde med hovedvægt på et kompakt forsvar – det var vigtigere, at spillerne var i stand til at løbe solen sort, end at de var tekniske og kreative begavelser – det var typisk, at han i 1990 kun beklagede Michael Laudrups beslutning om at melde fra med en sur bemærkning om, at ’evner forpligter’. De tre andre afbud ignorerede han bortset fra en bidsk finte til Mølby om dennes betydelige kropsvægt.

Selv om Ricardo blev landsholdets mest vindende træner nogensinde og den eneste, der kunne henvise til hele to internationale titler på pokalhylden, blev han først meget sent anerkendt med samme hengivenhed som fodbold-Danmarks yndling, den ellers i spilopfattelse ligesindede Sepp Piontek. Og årsagen var, tror jeg, at han trods de spektakulære resultater ikke blev set som eksponent for det smukke spil, men spillet som proces, altså hvor nyttevirkning blev sat over underholdning, hvor resultatet var det eneste parameter. Det gør alle trænere, men Møller Nielsen valgte på en måde skønheden fra. Hans landshold signalerede – formentlig ubevidst – foragt for kreativitet, fantasi og det uventede, der får tilskuerne op i begejstringens blodrøde felt.

Bedre i 80’erne

Det er da også den almindelige opfattelse blandt fodboldkyndige, at Pionteks 80’er-hold plads for plads var bedre end europamestrene i 1992 og King Fadh Cup-vinderne i 1995. Dertil kom, at han som offentlig figur fremstod sky og usikker, hvilket bevirkede, at han undertiden talte sort med ufrivilligt komiske billeddannelser, især på engelsk. Som da han talte om at spille med ’long balls’, eller da han på dansk brugte farven på sin mors undertøj som metafor.

Det er først i dette århundrede, at han blev anerkendt efter fortjeneste, og det kan gøre én helt trist, at han går glip af den ceremoni i Odense 1. marts, hvor han officielt indlemmes i fodboldens ’Hall of Fame’ som individ (han er der allerede som del af 92-kollektivet), og hvor Michel Platini, der var træner for det franske hold, der tabte til ham i 1992-slutrunden, vil møde op.

Efter sin embedsperiode på landsholdet blev han landstræner for Finland i fire år og landstræner for Israel i to år – hvor han i øvrigt blev ansat året efter, at Israel i 1999 tabte to landskampe til Danmark med en samlet målscore på 8-0. Han sluttede karrieren som træner for Kolding FC i 2003.