Læsetid: 4 min.

Så let som at trække vejret

Hvordan kan det være, at rockmusikken er blevet fuldfed konform?
Hvordan kan det være, at rockmusikken er blevet fuldfed konform?

Ib Kjeldsmark

14. februar 2014

Det er sikkert nok hysterisk, eller bare til grin, men jeg kan ikke tåle rockikonet Bono og hans U2. Jeg kan ikke tåle synet af mandens læderjakke og fotogene bekymring for verdensfreden, og hvad den storladent, orkestralt blærede musik angår, minder den mig om at spille Lille Peter Edderkop med èn finger på et Steinwayflygel. Opulent og buldrende banal. Derfor summede jeg af salig skadefryd en sen aften for kort tid siden, da jeg sad og zappede fjernsyn – Kanal Zap, er der nogen, der gider se andet? – og Bono Fidelius, eller hvad fyren nu hedder til efternavn, stod og sang duet med selveste Pavarotti. Det var skønt! Læderjakken manglede ikke, men rockstjernen havde taget en mørkerød kasket på og så for en gangs skyld lidt kikset ud. Det skønne var naturligvis at høre hans pjevsede, spæde og hjælpeløse sangstemme blive fejet fuldstændig af banen. En lille, irriterende pisunge med rød hue, der blev væltet omkuld af et gedigent blæsevejr fra en voksen sangstemme. Min begejstring ville ingen ende tage, jeg siger Dem, den sundhedsfremmende grønne te i min aftenkop skvulpede af fryd, da jeg løftede den til munden for at tage en slurk.

Fuldfed konform rock

Samtidig tænkte jeg på, hvordan det egentlig kan være, at rockmusikken, som engang var så livgivende og vital, er gået hen og blevet lige så fuldfed konform som den Holger Fællessanger og det Bror Kalles Kapel, den i sin tid fortrængte fra alle radiokanaler. Den sidder som et overvægtigt kattemonster og vogter over, at ingen anden musikgenre kommer i nærheden af skålen med piskefløde. Nyheder, trafikmeldinger, magasinprogrammet, alt er garneret og fedtet ind i blød rockpop med hvinende guitarer. Hvis der endelig er en modig radiovært, der vover at spille klassisk, er det bare Kaare Norge, der klimprer en guitarversion af et gammelt Beatleshit. Det er rocken der styrer. Allerede nu, har man indtrykket af, genlyder plejehjemmenes hyggeaftener af Rock Nalles – i øvrigt udmærkede, det er ikke det – sang om gamle fru Olsen, der er helt vild med rock og som aldrig kan få nok. Der er nærmest tale om et moderne musiktyranni som musikalsk styreform. Hvis man kan lide klassisk eller jazz, er det lige før man skal til lægen efter en recept først. Og man skal ikke føle sig sikker på, at apoteket har det liggende på lageret. Så kom i god tid, fru Jensen, din gamle Mozartgimpe.

Jeg blev hængende og så resten af programmet. Det var af ældre dato, fra dengang Pavarotti stadig kunne stå op, når han skulle synge, og det bestod udelukkende af duetter med forskellige rockkoryfæer. Den eneste af dem, der matchede ham, måske ikke i sangteknik, men i krop og fylde på scenen, var den allerede dengang gamle James Brown. De øvrige var spage i mælet, nærmest fjollede at se og høre på. Benovede over at optræde sammen med Mester P, mens publikum var ellevilde over at høre deres egne idoler. Det blev ærlig talt mere og mere forfærdeligt, min ellers så livgivende grønne te stod simpelthen og blev kold i koppen. At Bono og Co. blev hængt til tørre, f.eks. den platinblonde Annie Lennox, der så ud som om hun var på speed, passede mig, som det vel fremgår, ganske udmærket. Det havde de sgu godt af. Men hvad med Mester P selv? Så imponerende er det vel heller ikke for en veluddannet operatenor at synge en selvlært popsanger i sænk? Selv om Bono ikke fik lov til at synge en gang til – han var vel midlertidigt afgået ved døden – greb jeg mig selv i at sende ham en venlig tanke og i at synes, at han vel burde han bare èn chance til for at prikke lidt hul i den syngende spærreballon med hår, bakkenbarter og skæg ud i èt. Med cockerspanieløjnene og det stive tandpastasmil, som kvinder så godt kunne lide. Hvorfor stillede han egentlig op til sådan en gang slagtning af tidens populære toneklang? Den fuldstændig ensformige blæsen det ene rockikon omkuld efter det andet, helt uden nogen form for besvær, alene ved lidt vejrtrækning og moderat aktiverede mavemuskler. Så sjovt er det heller ikke, tænkte Deres klummeskriver og hældte resten af teen ud.

Erstat med energi

Bladet Rolling Stones bad engang Truman Capote om at følge bandet The Rolling Stones på en af deres turneer og derefter interviewe dem til bladet. Capote fulgte bandet på turneen, han kunne godt lide dem, men var ikke helt så vild med deres musik. Og bagefter gad han ikke lave noget interview. Hvad skulle han spørge Stones om? Han kunne ikke komme i tanke om noget. Så bad bladet Andy Warhol om at interviewe Capote om, hvorfor han ikke gad interviewe The Rolling Stones. Det kom der et vældig interessant interview ud af. Af Capotes svar på Warhols spørgsmål får man bl.a. en antydning af, hvor fremragende en forfatter han var, og hvis det ikke er nok, kan man jo selv læse ham. Men om selve sagen, så siger Truman Capote, der ikke rigtig var til rockmusik, om specielt Mick Jagger: manden kan ikke synge, manden kan ikke danse og han ved ikke en skid om musik. Men Capote tilføjer: til gengæld erstatter Mick Jagger alt, hvad han ikke kan, men energi!

Det er selvfølgelig værd at tænke over. Hvad enten det nu er Pavarotti eller Bono, man smækker i cd-afspilleren. Hvad enten man er til grøn te eller til kaffe. Efter sigende gav Pavarotti engang O solo mio 104 gange som ekstranummer ved èn og samme koncert i London. Måske var han bare typen, der ikke kunne sige nej?

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Bono siger mig heller intet, men Burnin' Red Ivanhoe hørte jeg live for 14 dage siden. Vogel er 71 og Menzer 76. Konformt var det heldigvis ikke. De er stadig rigtig, rigtig gode.

Young Flowers var der også. Støjen ligeledes.

Midt i BRI ankom Poul Dissing. Det havde man jo ikke lige forventet.

Hvorfor gad Pavarotti stå og synge den ene pjevsede popsanger efter den anden totalt af banen?
Svaret er da indlysende: Penge!